Christina parkerede i indkørslen foran garageporten. Det var efterhånden nogen tid siden, at hun sidst havde besøgt Engstien 14. Det hele åndede som sædvanligt idyl på den stille villavej, hvor høj blå himmel bidrog til en lun efterårsdag.
Hun sukkede og måtte lige tage sig sammen, før hun steg ud af bilen. Der var for så vidt ikke noget usædvanligt i, at man som ejendomsmægler oplevede, at en sag trak i langdrag og syntes umulig, men Engstien 14 havde indtil nu været af en anden verden. Hun krydsede endnu en gang fingre for, at handelen ville gå i orden med det unge par, hvis bud var accepteret og rent faktisk bare ventede på underskriften fra sælgers side. Klog af skade vidste hun også, at intet var sikkert, og at alt stadig kunne ske, når det galt netop dette hus, og så længe handlen ikke var formelt lukket, var hun derfor nødt til at tage de forespørgsler og fremvisninger, der måtte komme. Hun burde i grunden være glad for, at der overhovedet var lidt aktivitet at arbejde med.
Pessimisten kom hurtigt op i den ellers yderst succesfulde og dygtige ejendomsmægler, når hun stod her på adressen. Efter at hun for godt et år siden faktisk havde fået lukket en købsaftale og afleveret nøglerne én gang for så kort tid senere at måtte se handelen gå retur, var det næsten blevet en tvangstanke, at dette hus ikke kunne sælges.
Det havde dengang også været et yngre par i samme aldersgruppe som de nuværende købere men af en helt anden støbning. De var vel mere at betegne som jet-settere med økonomien mere end bare i orden. Det viste sig, at de havde planer om at rive huset ned for at bygget et nyt og større. Efter at have haft arkitekter og entreprenører i gang nogle dage med opmålinger og forundersøgelser, var de pludseligt vendt tilbage og havde bedt om at få handelen omstødt. Christina havde naturligvis først afvist, men deres og sælgers advokater var overraskende hurtigt kommet til enighed, og de fortrydende købere havde gladelig betalt en anseelig kompensation til sælger for at tage huset tilbage.
Der var ikke rigtigt givet nogen forklaring på, hvad der havde givet dem kolde fødder, kun at de på ingen måde ønskede at overtage ejendommen alligevel.
Nu stod Christina så stadig her med aben godt et år senere, og hun turde næsten ikke tro på noget længere. Ikke engang et accepteret tilbud med godkendt finansiering, der ellers normalt ville betragtes som en afgjort handel i hendes forretning, gjorde hende sikker.
Siden de nuværende købere havde der heller ikke været den store aktivitet på ejendommen. Der havde været nogle få bud. Også højere end det den nu stod foran at blive solgt for, men det var som om, at sælgers parti gik mere op i hvem, der skulle købe, end hvad huset skulle koste. Siden det accepterede bud, havde der ikke været nogen anden aktivitet end bookningen af den fremvisning, som hun nu var mødt op til.
Huset var både i usædvanligt god stand og lå idyllisk. Og den annoncerede pris var absolut spiselig. Hemskoen var, at det bød på få kvadratmeter og var blevet flot vedligeholdt men ikke moderniseret gennem årene. Det lå midt i et klassisk ældre villakvarter, der hovedsageligt tiltrak børnefamilier. Det ville være svært at bo i Engstien 14 andet end som et par. Når nogen søgte online, kom huset næsten aldrig med ind under søgekriterierne, og hvis det undtagelsesvis gjorde, blev der oftest klikket hurtigt videre. Sikkert mest på grund af, at det ikke var tidssvarende.
Sælger var en tudsegammel mand, som kun kommunikerede igennem sin advokat. Det var også kun advokaten, som Christina havde mødt i processen. Den gamle boede vist på det lokale plejehjem, og hans advokat beskrev ham som meget speciel og som én, der skulle tages på det rigtige ben, hvis man ville opnå noget konstruktivt med ham. Hun tolkede det som et udtryk for, at manden nok var mere eller mindre senil og skulle fanges i et klart øjeblik. Hun misundte i hvert fald ikke advokaten hans opgave, som måtte være endnu mere besværlig end hendes.
Christina låste sig ind og lagde sin mappe på den fine teaktræshylde under det store spejl i entreen. Som sidst hun var her, måtte hun endnu en gang undres over, at der på ingen måde lugtede indelukket, og at der ikke var et støvkorn at få øje på nogen steder. Husets ejer, der havde boet her i evigheder, var gammel snedkermester og havde nok lagt et gedigent stykke håndværk i huset og sørget for, at den rigtige luftcirkulation gav et konstant friskt indeklima. De kunne noget specielt de gamle håndværkere, det måtte selv en energisk ejendomsmægler og powerkvinde, der ellers var mere til det moderne design og nybyggeri, indse.
Efter en hurtig gennemgang af huset kunne hun konstatere, at alt var i den fineste stand og orden. Her kunne jo heller ikke rigtigt have været nogen siden sidst, hun havde låst af efter sig. Det var mest en reflekshandling, at hun tjekkede efter. Nu stod hun så i gangen og så på klokken. Der var kun et par minutter til den aftalte tid, så hun spidsede ørerne for at lytte efter, om hun kunne høre nogen, der var på vej. Pludselig fik hun et mindre chok, da noget et sted i huset gav sig med et lille skarpt smæld, og hendes blik fór rundt i entréen. Hun ventede hvert øjeblik at se en skikkelse i en af døråbningerne, men hurtigt konstaterede hun dog, at det bare var lyden af træværk, der satte sig, og at det sandsynligvis kom fra kældertrappen eller måske fra et af de mange fine snedkermøbler.
Det hele var fuldt møbleret og stod som et komplet hjem. Det eneste, der så ud til at være fjernet fra indboet siden udflytning, var sælgers tøj. Der var intet at sætte en finger på ved standen andet, end at det var en komplet tidslomme. Når man kom ind, var det som at rejse i tiden tilbage til 1966, hvor den gamle snedker flyttede ind med sin kone. Christina blev lidt betaget, hver gang hun gik rundt her. Hvis huset ikke blev solgt før eller siden, burde man pakke det hele sammen og genopbygge det i Den Gamle By. Alt kunne sættes på udstilling ned til den mindste detalje.
En del af tressermøblerne måtte faktisk være mange penge værd. Det havde Christina også brugt som argument overfor de unge købere. Alt fulgte nemlig med i handelen.
De havde faktisk været ret begejstrede for inventaret. Især den unge mand, der var tømrer og stor fan af klassisk dansk møbelkunst, havde udtrykt sin benovelse. Den unge dame var vist sygeplejerske. De to var indbegrebet af et smukt ungt par med fart på livet og med en lys fremtid foran sig. De virkede så perfekte og harmoniske, at de kunne være taget ud af en reklamefilm.
Christina samlede tankerne og fokuserede på, at hun stadig skulle prøve at sælge huset til den kunde, der kom om lidt.
Hvis han var bare lidt interesseret, kunne hun jo lægge pres på ved at sige, at der var en købsaftale under udarbejdelse, og at der skulle et hurtigt højere bud til, hvis han ville have det. Hun fik dog hurtigt sit sælgeinstinkt tøjlet og huskede på, at træerne sjældent vokser ind i himlen – og slet ikke her på Engstien 14.
Et minus for husets helhedsindtryk, var også den kemiske lugt nede omkring kælderens lille værksted. Den havde det med at dunste lige pludseligt og ganske ubelejligt, når der var interesserede købere i huset. Hun havde forklaret fænomenet flere gange med, at det måtte være fra alle de forarbejdningskemikalier til træ, som den gamle snedkermester havde stående dernede. Hun håbede ikke, at lugten var for skarp i dag, så manden, der kom, ville bemærke den.
Fremvisningen var booket online, og navnet var ikke ét, hun kendte fra tidligere eller ét, der figurerede i deres database i forvejen. Christina havde allerede tænkt over, hvilke andre huse hun kunne foreslå at vise manden, når nu dette havde fanget hans interesse. Hun regnede ikke med, at han faktisk ville købe Engstien 14, og så skulle hun jo som ejendomsmægler forsøge at få ham til at købe en anden ejendom af hende. Måske ville et af de nye rækkehuse på Nordvænget, der ikke lå så langt derfra, være det rigtige for ham.
I kommentarfeltet i onlinebookingen havde han skrevet, at det var vigtigt at mødetiden blev overholdt, da han kom forbi i sin frokostpause. Hun tænkte, at det nok var én, der var interesseret i at flytte tættere på sit arbejde. Måske en alenefar, der havde et weekendbarn, eller sådan noget.
Hun trak vejret dybt, så sig i spejlet og rettede på hestehalen. Med et indladende smil til sig selv knappede hun en ekstra knap op i skjorten, klemte brysterne lidt sammen og sikrede sig, at der var godt med kavalergang til gæstens øje. Alle kneb galt med dette hus.
Skyndsomst trak hun op i nederdelen og rettede på de selvsiddende strømper, der var gledet lidt ned. Hendes blik dvælede ved spejlbilledet af sit nøgne skød, inden hun trak nederdelen ned igen og glattede den.
På den del af året, hvor temperaturen tillod det, var hun påbudt kun at gå i kjoler og nederdele, og hun måtte kun have trusser på de dage, hvor det var højst nødvendigt. Skødet skulle altid være klar og frit tilgængeligt for hendes eneste ene. Hun elskede sin rolle, og den understregede hendes kvindelighed. Hun var chef på kontoret og chef i husholdningen derhjemme, men chef for sin krop og sit erotiske sind hverken kunne eller ønskede hun at være længere. Den del af hende var trygt overladt i de rigtige hænder.
Christina fór igen sammen, da det ringede på døren. Hun havde hverken hørt nogen biler parkere ude ved vejen eller fodtrin på trapperne, som var lige på den anden side af den gamle hoveddør, som hun stod ved. Hun havde tidligere bemærket, at når hun var alene i huset, var hun tilbøjelig til at glide ind i sin egen verden. Det var, som om at tiden fortsatte udenfor, mens den stod stille indenfor.
Hun trak vejret dybt et par gange og kom sig over det lille chok, inden hun tog sit sælgersmil på og åbnede.
Det ene chok blev afløst af et nyt og hun frøs nærmest til is. Hun måtte fatte sig for anden gang på kun få sekunder. Efter bedste evne forsøgte hun at være professionel og undlod at lade sig mærke med noget, da hun efter nogle lange sekunder bød ham velkommen.
Han smilede og stak albuen frem til hilsen. Hun gengældte og de udførte tidens nye håndtryk. Han skyndte sig at spørge undskyldende: ”Jeg har altså ikke fået noget mundbind med… Men jeg ser, at det ikke er noget, du bruger nu her ved fremvisninger?”. Christina svarede så behersket som det var hende muligt: ”Nej nej, det er helt ok… og her har heller ikke været nogen i huset længe, så der burde ikke være problemer med overflader og den slags…”. Hun trådte til side og slog ud med hånden, så han kunne komme ind, imens hun stadig forsøgte at få kontrol over sit galoperende hjerte.
Uanfægtet af den forfjamskede modtagelse gik manden direkte hen og åbnede selv døren til kældertrappen. ”Lad os tage det systematisk og begynde fra en ende af…”, sagde han og holdt galant døren, så hun kunne gå forrest og vise vej.
Så snart hun gik ned ad trapperne, fortrød hun at have ham bag sig. Han overholdt ikke den obligatoriske afstand på en meter men gik meget tæt bag hende. Ikke en gang den naturlige intimsfære, som de fleste mennesker overholdt, kunne han finde ud af. Det gik op for Christina, at hun havde glemt at skrive denne fremvisning ind i sin kalender, så der var ingen, der vidste, hvor hun var. Ikke engang hendes nærmeste kolleger kunne finde ud af, hvor man skulle lede, hvis hun forsvandt og skulle findes. Han var høflig men også meget nærgående, og situationen begyndte allerede at føles lidt utryg på vej ned ad trapperne.
De kom hurtigt igennem kælderen, og manden lod sig heldigvis ikke mærke af lugten. Snart havde de også set stueetagen, som udover entreen bød på selve stuen, husets enlige badeværelse og køkkenet.
Hun var lettet over at komme op i dagslyset igen, og her havde hun lettere ved at være den ejendomsmægler, hun gerne ville være. Det varede kun kort, da han igen formåede at bringe hende ud af fatning. I det lille køkken greb han det tynde melamin-spækbræt med håndtag, der stod lænet op ad højskabet i siden af køkkenbordet. Han klappede sig selv ildevarslende i håndfladen, grinede og mumlede for sig selv: ”Det er jo helt gennemført det her hus… Her er mange muligheder, så det er kun fantasien, der sætter grænser!”. Han tænkte tydeligvis ikke på mad, da han legede med spækbrættet. Alle hendes antenner var i alarmberedskab og på vagt overfor ham.
Heldigvis kunne hun ånde lettet op, da han hurtigt satte brættet tilbage, hvor han havde taget det, og i stedet vendte sin opmærksomhed mod de særlige trælofter. Dem var Christina også var meget betaget af og hun slappede lidt af igen. De var ganske unikke og monteret, så de dannede mønstre både på langs og tværs på en måde, som øjet ikke kunne lade være med at følge. Det var en grad af akkuratesse, som man normalt ville se på et gulv, men her var det ført igennem i lofterne.
”Sælger var jo en meget anerkendt snedkermester…”, skyndte hun sig at forklare. Manden nikkede forstående og lod blikket lege på loftet endnu en gang, inden han svarede: ”Jamen standen af huset ser ikke ud til at have noget, man kan sætte fingeren på… udover at det er fra en anden tid. Har du en tilstandsrapport og de der andre papirer, som vi hurtigt kan se på?” Han så insisterende på Christina og sluttede: ”Så kan vi gå op ovenpå bagefter og se, hvad du ellers har at byde på…”
Christina famlede i sin mappe efter rapporterne, og de løb dem hurtigt igennem og hæftede sig begge ved den gode historik på varmeøkonomi, som huset kunne præsentere. ”Det er alligevel imponerende, at et så gammelt hus er så godt isoleret… Han har da ikke renoveret fornyelig, vel?” sagde kunden noget overrasket. Hun rystede på hovedet og svarede: ”Nej, ikke mig bekendt. Naboen fortæller til gengæld, at han ikke har lavet andet end at passe huset her og så sin gamle bil i mange år… siden konen døde.” Christina stoppede sig selv i at fortælle mere, da historien, hun var ved at rode sig ud i, måske ikke ligefrem øgede chancerne for at bibeholde en købers interesse. Kunden smilede bare, så på sit ur og sagde beslutsomt: ”Ja! Man kan jo tydeligt se, at han har passet godt på det!”. Han ville videre i programmet og sluttede med en utålmodig klang: ”Kom! Så går vi to ovenpå!”
Hun forsøgte at få ham til at gå forrest denne gang, men han ventede igen ved foden af trappen og sagde med et gennemskuende grin: ”Damerne først!”. Som den gode sælger, der altid gjorde alt, for at kunden skulle føle sig godt tilpas, bød instinktet hende at sende ham et påtvunget smil og føre an. Nogle gange var almen høflighed virkelig ubelejligt.
Da hun var kommet halvt op ad trappen og havde ryggen til ham, kunne hun have svoret, at hans næse strejfede hendes ene balle imens han snuste dybt ind. Normalt ville hun have vendt sig om og have sat ham klart og tydeligt på plads, men hun turde ikke. Frygten for at eskalere det hele og pludselig stå i en uoverskuelig situation, som hun ikke kunne se sig ud af igen, var for stor.
Med hamrende hjerte forcerede hun de sidste trin og skyndte sig at vende front mod ham igen. De stod nu meget tæt på den lille repos med døre ind til de to værelser, der var det eneste, som overetagen havde at byde på.
Christina var ildrød i hovedet og udstødte forfjamsket: ”Pyha, det er hårdt at gå på trapper…”. Hun følte at det var det dummeste hun længe havde sagt. Ingen kunne blive hverken forpustet eller rødme så kraftigt af de få trin. Manden grinede overbærende, men hans blik var trods smilet mørkt og føltes, som om det gennemborede hende fuldstændigt. Hun bildte sig ind, at han var ved at skifte karakter, og panikken var lige ved at overmande hende. På reposet stod han og spærrede for trappen, og hun kunne ikke slippe væk.
Med rystende hånd åbnede hun den ene dør og sagde: ”Det her er så gæsteværelset, men det kan jo også bruges som kontor – eller måske som børneværelse…” Hendes stemme knækkede og hun snublede over ordene flere gange.
Han stak kun hovedet ind, nikkede kort og pegede på den anden dør. ”Det der må så være soveværelset… Skal vi se lidt på det? Efter dig!”. Hun kunne ikke afgøre, om hans stemme dikterede hende, eller om det bare var noget, hun bildte sig ind. Lige meget hvad så var ikke andet at gøre end at adlyde.
Igen havde hun ham bag sig og måtte fokusere for at bevare kontrollen over sine dirrende ben. Hun fortsatte ind i rummet helt hen til den modsatte ende og vendte sig om med ryggen mod væggen. Han blev stående i døråbningen og lod blikket vandre rundt i rummet, inden hans øjne standsede og stirrede direkte ind i hendes. Hans blik var nu endnu mørkere og insisterende end før. Christina var i dette øjeblik helt sikker på, at huset ikke interesserede ham det fjerneste længere.
Hun anede ikke sine levende råd. Hele hendes system arbejde på højtryk. Hun turde ikke flytte sin opmærksomhed fra ham i så meget som et splitsekund, men hans øjne og tavshed var så uudholdelig, at hun til sidst måtte slå blikket ned mod gulvet. Han havde magten over hende, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre eller sige.
Han kom hende i forkøbet: ”Nå… Nu har jeg jo set på hus i min frokostpause, så jeg når ikke at få noget at spise…” Hans toneleje var lige så fast og insisterende som blikket. ”Er det ikke god kundepleje, lige at give en lille godbid, så jeg kan klare resten af dagen?”. Han pegede på sengen og sluttede: ”Jeg vil gerne have en forfriskning nu, og jeg vil have den dér!”
Christina var ellers ikke én, der til dagligt lod sig byde, eller som stod tilbage for en kamp og havde svært ved at give svar på tiltale, men i situationen her var hun udmærket klar over, at det ville være værst for hende selv, hvis hun ydede modstand af nogen art. Hans autoritet og råstyrke var hende langt overlegen, og hun var alene med ham. Ingen og intet kunne komme hende til undsætning.
Frygtens finurlige pirring havde længe haft fat i hende. Kussen dunkede og kønslæberne pulserede lystigt med. Han blev ved med at stirre tavst på hende fra døråbningen. Det var tydeligt, at han ikke ville flytte sig, før han havde fået, hvad han forlangte. Luften emmede af ildevarslende spænding, og angsten, som så ud til at fornøje ham kosteligt, stod malet i hendes ansigt. Hun var nødt til at træffe et valg og gøre det hurtigt.
Hun sank et par gange og forsøgte sig med et par dybe åndedrag, inden hun med dirrende stemme svarede: ”Naturligvis, læg du dig bare til rette, så skal du få lidt mundgodt…”
”Det tænkte jeg nok…” svarede han med et grin, idet han sparkede skoene af og lagde sig ned midt på dobbeltsengen. ”Det er jo egentlig også mest til din fornøjelse! Jeg kan se, at du er en liderlig ejendomsmægler, så jeg gør dig kun en tjeneste. Lidt taknemmelighed ville vel faktisk være passende!”, sluttede han i en hånlig og provokerende tone, imens han lå afventende med hænderne foldet bag om hovedet.
Christina havde muligheden for at stikke af nu, men hun kunne hverken trodse hans magt eller fornægte sig sin egen krops lyster. I stedet gik hun hen ved siden af sengen, trak nederdelen op om numsen og kravlede op. Hun beholdt de høje stiletter på og møvede sig helt hen, med et knæ på hver side af hans ansigt. Hans øjne fulgte begærligt alle hendes bevægelser.
Hun støttede med den ene hånd på væggen over hovedgærdet, imens den anden søgte ned og et par fingre legede om hendes hårde strittende klitoris. Hun sukkede med det samme ved sin egen berøring og fingrende søgte hurtigt videre mod dybet. Kussen var allerede drivende våd og krævede ingen yderligere opvarmning. Med sit blik låst fast i hans sænkede hun sit underliv mod hans mund.
Han gryntede tilfreds, som hans tunge kunne begynde at slikke kussen, der villigt blev serveret for ham. Han rakte op og fik fat om hendes bryster udenpå skjorten, og hun stønnede straks taknemmeligt under hans faste greb. Ved brysterne trak han hende ned, så hendes skød plantede sig tungt over hans mund, og instinktivt begyndte hun at cirkle med hofterne og fokuserede på sin egen nydelse. Hendes støn overdøvede hurtigt hans prustende og smaskende fortæring af kussens rigelige safter.
Når hun så ned i de hårde øjne imellem sine lår, var hun stadig ikke i tvivl om hvem, der havde magten. Der var ikke noget, der kunne tænde hende mere, end når hun følte sig seksuelt underdanig og ude af kontrol.
Orgasmen byggede sig hurtigt op. Hun forsøgte at holde tilbage så længe som muligt, for at han ikke skulle sejre for let, men det lykkedes kun i nogle få øjeblikke. Impulserne satte i gang og begyndte at skyde ud i kroppen. Hun ignorerede den spirende krampe i sin ene lægmuskel og lod i stedet sine højlydte støn overdøve alt andet. Et vidunderligt højdepunkt rullede igennem hende, imens hun pressede sit underliv, alt hvad hun kunne mod hans ansigt og gned sig energisk. Christina ville have så meget af suset med, som hun kunne få. Hun havde jo alligevel overgivet sig og kunne ikke gøre andet end at få det bedste ud af at blive overrumplet og udnyttet seksuelt.
Da orgasmen fortog sig, lænede hun sig forpustet frem, støttede med albuerne på væggen og gemte ansigtet i hænderne. Hun prøvede at finde ud af, hvad der var op og ned, og hvad der egentlig foregik.
Det var først, da han greb om ballerne, løftede hende lidt op og hev efter vejret, at hun kom i tanke om, at hun spærrede for hans luftveje. De kom begge til at grine, imens han hev efter vejret.
Hans grin blev dog hurtigt afløst af hans hårde, bydende stemme: ”Op og stå! Og det lige med det samme!” Stemmen lød som en vred snerren og han skubbede hende brutalt af sig.
Stadig omtumlet gjorde hun som ønsket, og han fulgte efter lige bag hende. Så snart de stod op ved siden af sengen, greb han resolut fat i hendes hestehale og trak hende med rundt, til hun stod ved fodenden.
”Buk dig! Og strut med røven!” kommanderede han. Med galoperende hjerte og adrenalinen sat i gang med fornyet styrke rakte hun ud og støttede med hænderne på fodgærdet.
Han daskede til hendes ankler med sin ene fod, så hun stod i en mere spredt benstilling og klappede hende samtidig på lænden. ”Kom! Jeg ved, du kan svaje og strutte meget mere end det dér. Lad mig se det bedste, du kan.” Han betragtede tilfreds hendes tilretninger og tilføjede: ”Lad nu den røv vise mig, hvad den vil have! Ikke være genert! Du er gennemskuet!”
Christina svajede og struttede, alt hvad hun kunne, og var i fare for at forstrække muskler og sener adskillige steder. Han gryntede tilfreds: ”Det var godt! Jeg kan lide min fremvisning i dag, liderlige ’ejendomsmægler MDE’!”
Hun havde kun knapt nået at finde sin positur, inden hans flade hånd begyndte at hagle ned over hendes stakkels baller. Højlydte smæld overdøvede alle andre lyde, imens han øgede styrken ved hvert slag. Han udstødte veltilfredse støn, hver gang hans hånd plantede sig hårdt på hendes hud og efterlod røde aftegninger. Hun sukkede taknemmeligt hver gang og nød at mærke, hvordan hendes baller på skift dansede under den hårdhændede behandling. Hun elskede en gedigen endefuld, og det kunne altid sætte kussen i kog. Denne gang var ingen undtagelse, og så snart den prikkende brusende varme satte ind, begyndte hun at svæve og føle sig vægtløs.
Kort efter begyndte han at afveksle sine smæk med at skyde to fingre op i hende. De kunne sætte hende i gang som på kommando. Hver gang hun begyndte at mærke orgasmen ulme, forsvandt de igen og blev overtaget af en ny salve hårde slag. Hun vred sig mere og mere og begyndte at tigge og bede om lov til at blive forløst. Han svarede ikke men fortsatte sit arbejde i ét væk og holdt hende lige ved kanten. Han blev ved med at skifte mellem at fingerkneppe og smække hende. Først da hun var ved at ryge helt ud af kontrol, og hendes krop satte ind med små spasmer, holdt han inde.
Tiden stod stille et øjeblik, imens hun holdt vejret. Det var som stilhed før stormen, inden den umiskendelige lyd af en lynlås, der blev åbnet, satte næste akt i gang.
Nådesløst pløjede han pikken op i hende bagfra og begyndte at støde til – hårdt og hurtigt. Hun jamrede af fryd, imens hendes fødder næsten lettede fra gulvet, hver gang han bankede i bund. Han stødte til uden hensyn og lagde hele sin vægt bag. Midt i det hele greb han fat i hestehalen og trak hendes hoved bagover. Hendes knoer blev helt hvide af, at fingrene krampede sig omkring tressersengens fodgærde, imens hun forberedte sig på at modtage orgasmebølgen, der kom buldrende.
Hans prustende, liderlige støn og hendes skingre nydelsesskrig blev fjerne, da hun blev løftet op og forsvandt ind i sit eget nydelsesunivers. Det intense højdepunkt fik det til at summe i alle musklerne og huden til at prikke i vidunderlige strygende gys. Hele kroppen var aktiveret med kussen som forløsningens epicenter.
Alt omkring hende blev til en tåge af lys og lyde, og hun kunne ikke skelne sine sanser fra hinanden længere i det, der både syntes som evigheder, og som samtidig gerne måtte have blevet ved.
Hun begyndte at smågrine og huskede kun knapt at trække vejret, imens orgasmen langsomt fortog sig. Det var svært at vende tilbage til nuet, og hun blev ved med at flyde rundt i den anden verden.
Christina blev brutalt kaldt tilbage, da han ved grebet i håret trak hende resolut op at stå. Hun gispede ved den bratte opvågning og blev næsten rundtosset, da han med et fast greb i den ene overarm snurrede hende en halv omgang.
”Du trænger da også til lidt at styrke dig på, hvis du skal kunne sælge huse resten af eftermiddagen, din liderlige lille ejendomsmægler!”. Han talte med sammenbidte tænder og hans stikkende øjne fik hende straks til at slå blikket ned igen. Han havde på intet tidspunkt sluppet grebet i hendes hestehale og med grebet i den tvang han hende ned på hug. Det trak vidunderligt i hårrødderne når han styrede hende rundt.
Hun var udmærket klar over, hvad hun skulle og fangede øvet hans pik med læberne. Da hun ville række ud og hjælpe til med hænderne, råbte han: ”Ikke røre…! Du ved det godt!”
Skyndsomst slog hun armene om på ryggen og holdt med den ene hånd fast om håndleddet på den anden. Han havde ret, og hun vidste udmærket godt, hvordan hun skulle gøre det.
Hun forsøgte energisk at gøre arbejdet for ham med munden, men han var allerede så tæt på, at før hun vidste af det, blev hendes hoved bare holdt fast ved håret. Han overtog og mundkneppede hende i stedet, med hurtige energiske hoftestød.
Det tændte hende at være en brugsgenstand og et stykke sexlegetøj kun for hans nydelse. Hun fordybede sig i at tage imod og nød at lytte til hans liderlige støn. Han satte tempoet op et kort øjeblik, inden hele hans krop begyndte at dirre. Hun sugede kinderne ind og forsøgte at omslutte ham så tæt som muligt. Han holdt vejret, imens pikhovedet med langsommere og dybere stød borede sig længere og længere ned i hendes hals. Pludseligt stønnede han igen, trak sig lidt tilbage og brølede sin forløsning ud. Hun kunne mærkede hans varme sæd skyde ud i svælget da pikken pulserede imellem hendes indsugede kinder. Han blev ved med at klemme og skyde, indtil alt, hvad han havde i sig, var leveret.
Forpustet så han ned på hende med et kærligt og saligt smil. Hun sugede for at få det sidste med, inden hun sank og lod smagen af hans sæd opfattes på tungen.
Han rakte sin ene hånd ned og hun greb fat for at blive hjulpet op at stå. De slog armene om hinanden, og hun begravede sit ansigt ved hans ene skulder, imens han kærtegnede hende på ryggen. Hun følte sig let om hjertet, dejlig forløst i kroppen og vidunderligt tryg i hans favn.
”Nu har jeg vist forsinket dig en hel del i dag.” hviskede han i hendes øre og fortsatte: ”Jeg skal nok handle ind og lave mad i aften. Så kan du hente dine piger i børnehaven uden stress.”
Hun smilede og svarede: ”Tak, det lyder rigtig dejligt, skat!” Han tænkte sig lidt om og fik en idé: ”Skal jeg ikke lave krebinetter med ærter og gulerødder i hvid sovs og det hele, ligesom mormor lavede det?”. Hun kom til at grine og svarede: ”Jo da… og hvor er det mærkeligt at du foreslår lige netop det, for det har jeg også tænkt på hver gang, jeg har været her!” Han klukkede: ”Lige præcis. Den er lige til højrebenet, når man står her!”
De stod og nød hinanden lidt, men pludseligt begyndte han at skraldgrine. Det gav et sæt i Christina, og hun så forundret og spørgende op på ham. Hun fulgte hans blik og vendte sig om.
Det gav et sæt i hende, da hun opdagede, at man fra soveværelsets vinduer i den lille karnap kunne se lige over på vinduerne i nabohuset. ”Nej, skat!” kom hun næsten til at råbe og måtte synke en gang, inden hun forfærdet fortsatte: ”Var der nogen der ovre? Tror du nogen har set os?”
Han morede sig stadig kosteligt og svarede drillende: ”Jeg ved ikke helt, om jeg lige så skyggen af en mandsperson, der forsvandt, da jeg fik øje på ham.”
Christina kunne mærke, hvordan hun blussede og kunne næsten ikke have, hvis nogen havde set dem. Det var stik imod alt i hendes professionelle image. ”Du må ikke drille. Det kan jeg slet ikke overskue, hvis det er… Jeg har jo snakket flere gange med den gamle nabo der ovre!”
Kæresten aede hende på kinden og sagde beroligende: ”Jeg ved ikke, om han har luret. Det har han sikkert ikke. Og hvis han har, er det jo lige meget. Så har han jo bare fået et godt show, og han har da sikkert glemt alt om det i morgen, hvis han er så gammel, som du har fortalt!”
Hun forsøgte efter bedste evne at tage til takke med den betragtning men havde stadig svært ved at acceptere den. Hurtigt rettede hun det uglede sengetæppe og gik bagefter hen for at ordne sit hår og tøj foran det store påklædningsspejl.
Han morede sig fortsat i det stille over hendes reaktion, imens han fik orden på sig selv.
Denne gang gik han forrest ned ad trapperne til entreen, hvor de omfavnede hinanden igen og kyssede farvel. Da han gik ud ad døren, sagde hun med sin kælne stemme: ”Du har i øvrigt helt ret. Selvom du er en krævende kunde, gjorde du mig en tjeneste, og jeg er meget taknemmelig, så: Tak!”
Hun sendte ham et luftkys, som han greb og sendte ét retur. De grinede, og imens han vinkede nede ad havegangen, råbte han over skulderen: ”Vi ses derhjemme til god gammeldags mormormad!”
Christina fik fat i sin mappe sammen med nøglerne og sikrede sig, at de havde fået slukket alt lys efter sig. På vej hen til sin bil så hun sig småparanoid omkring som for at sikre, at ingen overvågede hende. Hun havde det stadig svært med, at naboen kunne have set dem. Omvendt elskede hun, at hendes vidunderlige kæreste havde overrumplet hende på denne måde. Det var både frækt og pirrende, at de havde haft sex i en kundes hus, og hun følte sig godt og grundigt ordnet på den skønneste måde. Han fandt altid på nye måder at overraske hende, og hun håbede ikke, at det her var hendes sidste fremvisning af den art.
Inden hun satte sig ind i bilen, standsede hun op og så Engstien 14 an i sin helhed. I grunden var det her jo enhver ejendomsmæglers drøm. Huset fremstod altid klar til fremvisning inde som ude. Selv haven var ordnet og trimmet hver gang. Advokaten havde fortalt, at der kom en gammel ven af huset og passede den og tømte postkasse i ny og næ – sikkert mod en lille skilling.
Christina kom på plads, fik sele på og bakkede ud på vejen. Skæbnen ville, at idet hun satte i gang, fik hun øjenkontakt med den gamle nabo, der ivrigt vinkede til hende fra sit stuevindue med et drillende grin. Hun blev ildrød i hovedet, men gengældte høfligt og gav bilen godt med gas ned ad gaden.
Ude på landevejen bad hun til de højere magter om, at den senile sælger snart ville se at få underskrevet. Så var hun da sikker på at konfrontationer med naboen højst kunne ske en enkelt gang mere – nemlig når hun skulle overdrage nøglen.
Under alle omstændigheder havde hun besluttet at give fortabt, hvis det ikke gik i orden med det smukke unge par, Helle og Rasmus, som de hed, der ivrigt ventede på at kunne overtage deres hus…
***
Den 1. december starter eventyret for alvor... :-)
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones
