I virkelighedens verden er jeg en ung kvinde, der med varierende grader af succes (ingen af dem 100%) har forsøgt på forskellige måder at finde den rette BDSM Herre. Denne historie er skrevet ud fra fantasier og tanker, baseret på de samtaler jeg har ført med diverse Herrer. Noget passer sikkert meget godt med virkeligheden. Andet.. er som det nu er..
Jeg tager gerne imod kommentarer/kritik/andet
...
Mit navn er.. ikke relevant for historien. Jeg er 27 år. Jeg er studerende i København, og bor selvfølgelig i området. Jeg er det man vist nok kalder "at være født med gode gener". Jeg har langt mørkt hår og mørke øjne. Ansigtet, hænderne osv. er elegante og slanke. Målebåndet siger 161 høj, og vægten plejer at stoppe på 50-51 kg. Jeg bruger størrelse 37 eller 38 i sko afhængigt af mærket (de fleste i 37), jeg fylder en B skål perfekt ud, og resten af tøjet er hvad der end svarer til en størrelse small. Jeg er selv godt tilfreds og føler mig heldig på alle områder der har med min krop at gøre.
I en verden af subs, pets, brats, tøser osv. der har jeg valgt at identificere mig overfor en potentiel Herre som en "uerfaren slavepige". Og ja, jeg vil tro at i hvert fald halvdelen af dem jeg har kommunikeret med online, at de har reageret på den titel. De spørger til det med det samme. Er du sikker på at?.. slave?.. Du er jo begynder? Du er vel godt klar over at... osv. Og ja, det er jeg godt klar over. På en linje over de forskellige titler, der ligger den jo helt ude i den ene ende af skalaen. Jeg ved det godt. Det er noget jeg har tænkt over rigtigt mange gange, og har mærket efter i maven osv. Og.. ja.. hvordan siger man det lige. Ærligt, jeg ved ikke om jeg er slave. Om det er det rigtige ord. Men i listen over de titler jeg nu engang er stødt på, der føles det bare helt forkert i maven at jeg må være mindre end det. Så.. There we are.. som man siger.
Og det er jo også noget man snakker sammen om, og forsøger at nå til en fælles definition af de ord. De titler. Jeg er f.eks. slet ikke til ting som blackmail og rape games. Og det er jo heller ikke sådan at jeg føler jeg skal være slavepige for alle og enhver. Vi snakker trods alt "kun" om at være det for den der helt bestemte Herre, som jeg nu engang forsøger at udvælge for mig selv. Og det er da noget jeg selv opsøger, og som jeg går ind i på fuldstændig frivillig basis. Men jo, indrømmet, derfra og fremad.. der vil den der frivillighed jo nok blive stærkt indskrænket for mig. Det hører sig vist til. Sådan tror jeg faktisk det skal være, for at det fungerer bedst. For mig i hvert fald. Og det har da også medvirket til, at jeg har sagt nej tak til overfladiske legeaftaler. Vil du ikke prøve lidt? Bare for sjov? Du kan stoppe når du vil. Vi går ikke længere end hvad du selv vil... Men nej, for det er jo netop ikke det jeg vil. Jeg føler behovet for at være slave for en Herre. Ikke for at lege med et vilkårligt emne i 10 minutter "for sjov".
...
Jeg står foran spejlet, og laver det sidste tjek. Jeg skal til mit allerførste møde hos en BDSM Herre. Og grundet min natur.. mine tanker omkring det.. mine fantasier.. så er det bestemt ikke noget jeg tager særligt let på. Det er jo seriøst det her, og jeg sammenligner det med en slags job interview. Man får kun en chance for at gøre et første indtryk. Derefter er løbet ligesom kørt.
Hr. Henrik, som jeg skal mødes med, har godt nok sagt det flere gange. Ja! Det er det første møde. Men det er "bare" det første af mange. Du skal ikke overtænke det. Det vigtigste er at du kommer afsted og møder op. Det er det eneste der betyder noget for det første møde. Resten finder vi ud af hen af vejen.
Og.. ja.. det lyder jo godt. Men.... du ved.... derfor vil man alligevel gøre det så godt man kan. Og derfor kommer man jo alligevel til at overtænke det hele. Man kan ikke undgå det, vel?
Men nu er det tid, og jeg skal til og afsted. Og jeg er heldigvis tilfreds med hvad jeg ser i spejlet. Håret kan nogle gange have sit eget liv og blive stædigt, men i dag opfører det sig faktisk som jeg gerne vil det. Den korte sommerkjole sidder som den skal, og fremhævede de åbenlyse dele. Under kjolen kan jeg se de sorte strømper og de blanke stilletter. Og over skulderen har jeg min lille taske, som faktisk matcher skoenes blanke læder ret godt nu jeg tænker over det. Det er tid!
...
Jeg svinger min lille Up! ind på pladsen foran huset. Sommerfuglene i maven meldte sig for længe siden, og har løbende tilkaldt forstærkninger i samme tempo som GPS´en tæller ned på afstanden. Så mine hænder dirrer simpelthen da jeg standser bilen, og åndedrættet sidder ligesom fast øverst i halsen. Jeg fumler med døren.. falder næsten ud på mine vaklende ben.. kommer i tanke om tasken, og må lige ind i bilen igen.
Hr. Henrik bor udenfor byen, på et meget diskret sted. Man skal ned af en lille smal sidevej, som dukker pludseligt op og er let at overse. Ind gennem lidt skov og væk fra der hvor andre færdes og kan se hvad der foregår. Hr. Henriks beskrivelse var, at "når det føles som om du er kørt forkert, så er du det helt rigtige sted". Og den følelse når jeg at have flere gange. Er det virkelig den vej? Er det overhovedet en offentlig vej? Og lidt efter ser jeg huset og udbryder et HOLD DA KÆFT i bilen. For hvem kender man da lige der bor så stort og så flot? Og hvordan kan det være at noget så imponerende er gemt så grundigt væk fra omverdenen? Og... hører jeg overhovedet til her? Har jeg dummet mig gevaldigt ved at møde op?
...
Jeg nærmer mig døren. Fumler lidt med telefonen og tjekker lige klokken for nummer 900 gang. Det var klokken 14 vi aftalte, ikke sandt??? Jeg tager et par dybe indåndinger, ligger telefonen ned i tasken igen og forbereder mig mentalt på at skulle ringe på døren... og døren går op af sig selv foran mig, inden jeg når så langt. Hr. Henrik kommer mig i møde.
"Du kom!" siger han med et smil og en lille smule overraskelse i stemmen.
Øh?.. ja... altså... Det var da nu... ikke?
Han griner stille mens han vinker mig indenfor. Jo bare rolig, det er nu. Det er bare.. du ved.. du er ikke den første pige jeg har snakket med i årenes løb. Og det er ikke alle der har tænkt sig faktisk at møde op, uanset om man laver en aftale. Eller de får kolde fødder i sidste øjeblik, og er for flove til at give besked. Så man lærer ligesom at sætte forventningerne efter det. Men.. skidt pyt med den del. Du kom! Jeg er virkelig glad for at se dig, og du skal være så velkommen i mit hjem.
Jeg lukker døren efter mig.. Står lige indenfor og ved ikke helt hvad jeg skal sige eller gøre. Hr. Henrik står nogle skridt inde i entreen med respektfuld afstand, og lader mig ligesom "lande". Han giver mig plads til at mærke efter, til at fortryde og spæne ud af døren igen hvis tingene føles forkert, eller til ligesom at signalere at jeg er ok og gerne vil blive. Jeg ligger mærke til nøgleringen i hans ene hånd, og jeg får mumlet noget med "undskyld, jeg står vist i vejen" og flytter mig væk fra døren. Hr. Henrik følger mig med øjnene, og bliver ligesom lidt mere seriøs i blikket.
"Du er ok? Du er sikker?"
Jeg nikker til ham og forsøger at sige ja jeg vil gerne, men stemmen svigter lidt undervejs. Han smiler og forstår budskabet. Han går roligt over til døren. Finder den rette nøgle i nøgleringen, sætter den i låsen og drejer den med et overraskende højt klik fra låsen. Trækker nøglen fri igen og tager demonstrativt et par gange i håndtaget, så det er tydeligt for os begge at døren er låst af! Så viser han mig nøglen og siger "det er vist bedst hvis jeg beholder den" med et glimt i øjet, hvorefter nøglen forsvinder ned i en lomme.
...
Vi går sammen igennem den store entre. Og han spørger "fik du i grunden fat i nogle af pigerne?"
Hr. Henrik er ret åben omkring hvem og hvad han er. Han har profiler flere steder på nettet, hvor han fortæller grundigt om sig selv som BDSM Herre. Og man kan se på diverse kommentarer og hilsener i profilerne, at han er velkendt i det danske BDSM miljø. Kendt for noget godt altså. Jeg husker ikke lige ordene helt præcist, men jeg husker at jeg kommenterede på det. At det var rart at se, og gav mig indtrykket af "en ordentlig person". Han kvitterede med øjeblikkeligt at sende mig kontakt oplysninger på flere af hans tidligere slavepiger. Og opfordrede mig til at kontakte dem og spørge omkring ham, så jeg kunne finde ud af "om det var noget for mig".
Og ja, jeg fik fat i pigerne. 2 af dem. Den ene udvekslede jeg nogle få mails med, som ligesom bekræftede de følelser jeg allerede havde i kroppen. Den anden sendte mig faktisk hendes telefonnummer, og opfordrede mig til at ringe om aftenen "så du kan høre det ikke bare er Herren der skriver fra en anden profil".
Det var den sædvanlige situation for dem begge. Arbejde/studie/livet havde bragt dem til den anden ende af landet, og det blev for besværligt at beholde den faste regelmæssige relation til Hr. Henrik. Men de var stadig rigtigt gode venner selvfølgelig, og så hinanden ind i mellem til nogle arrangementer.
Specielt hende der gav mig hendes nummer var god at snakke med. Jeg tror vi brugte det meste af aftenen, og jeg husker faktisk ikke hvem af os det var der til sidst måtte kapitulere, da vi jo ligesom skulle op igen dagen efter. Men grund ideen i det hun fortalte var, at Hr. Henrik var.. at han er "den ægte vare". Og det blev tilføjet flere gange, at det gælder stort set lige meget hvad ord du sætter det sammen med. Du får ham aldrig med til det tilfældige og det overfladiske fortalte hun. Han har alle dage kun været til den lange dybe relation, og han er kun interesseret i slavepiger. Han er ikke til provokerende brats f.eks. som kun vil lege. Får du muligheden, og siger du ja til ham, så vil han aldrig nogensinde tillade dig at være andet end 100% slave. Den del gentog hun faktisk flere gange, og lagde virkeligt tryk på bestemte ord. Det bliver simpelthen ikke en mulighed for dig på andre måder hos ham, og du skal virkelig være sikker på at du vil det. For han mener det!!! Du bliver slave!!!
Og.. ja.. så fik vi snakket det hele godt igennem. Og hun fik igen sagt nogle gange at "han er den ægte vare". F.eks. er han ægte sadist. Han er afsindigt konsekvent, når det kommer til de regelmæssige og nødvendige "opdragelser". Men også virkelig god og dygtig til det han nu engang gør. Og jeg husker en antydning om.. et eller andet, hvor jeg spurgte om det ville være forkert at kalde ham kinky. Hun grinede højlydt i telefonen, og svarede at det kunne jeg roligt kalde ham. Men der vil være en god chance for at han også retter dig og svarer "nej, jeg er hamrende pervers!". Det lød lidt som en intern joke imellem dem, som vist havde været brugt nogle gange. Hun ville dog ikke afsløre noget som helst om hvad det så gik ud på. "det vil ødelægge oplevelsen for dig min ven".
Anyway.. Ja, jeg bekræfter for Hr. Henrik at jeg faktisk havde fået fat i 2 af pigerne, og havde haft en længere snak. Det får ham til at smile.. nikker lidt for sig selv, spørger "og hvad kunne de så fortælle dig, som du havde brug for at vide?"
Det.... altså.... jeg ved ikke...
Han griner lidt igen, og siger at det altså er ok. De skjuler ikke noget for hinanden, og han vidste faktisk godt at vi havde snakket. Det er altså helt ok. Og nu er der jo forskel på folk, så det kan jo være forskelligt hvad man lige bider mest mærke i fra sådan en samtale.
Den tygger jeg lidt på, og svarer så "De lagde begge to meget vægt på, at du er ægte sadist. Og så brugte de nogle forskellige gloser og kraftudtryk for ligesom at understreje det igen og igen... Sadist!".
Han nikker og siger "Ja det er korrekt. Det kan jeg ikke løbe fra. Og ønsker i øvrigt heller ikke at gøre det. Det lyder som om du fik sandheden i hvert fald. Og hvad tænker du så om den del?"
Jeg mister stemmen lidt igen, og ved faktisk heller ikke helt hvad jeg skal svare. Det.... altså.... hm...
Han stopper ligesom op, og ser mig direkte i øjnene. "Om ikke andet så kan jeg høre på dig, at det blev sagt meget klart og tydeligt. Så du har ikke været det mindste i tvivl om den del, da du valgte at lave en fast aftale med mig. Og... Du kom!" siger han med et grin.
Og det er så der jeg beslutter, at det må være muligt at spejle æg på mine kinder. Jeg kan mærke hvor meget jeg rødmer, og føler et øjeblik at det lyser rummet op.
...
Jeg sidder i sofaen og stirrer på mine hænder. Tæt på i hvert fald.
Vi besluttede på et tidspunkt sammen, at det måske kunne hjælpe med at gøre samtalen mere naturlig imellem os.. hvis jeg blev "korrekt påklædt". Og så havde jeg samtidig fået en lille opgave. Eller min første regel om man vil.
Den korrekte påklædning gik ud på, at jeg straks efter ankomsten skulle iføres Herrens brede lædermanchetter. "Så du ligesom kan se og mærke hvad du er". Og det blev taget meget bogstaveligt. Manchetterne lå klar foran det store spejl i entreen. Så det var jo ligesom "bare" at række hænderne frem og lade Hr. Henrik montere manchetterne en for en. Hvilket han gjorde med både forsigtighed og grundighed.
Så jeg sidder i sofaen og stirrer på manchetterne. Og mærker på halsbåndet...
Ingen af dem føles forkerte eller for stramme eller noget. Men jeg kan mærke at de bestemt heller ikke er løsere end det. De sidder tæt til. Og hold da op hvor er de vilde. Jeg har selvfølgelig set billeder på nettet af lædermanchetter. Både løse, liggende på et bord. Og monteret på piger osv. Men at se dem i virkeligheden, helt tæt på. Mærke dem. Dufte læderet. De er brede, kraftige og tunge. Jeg anede ikke de ville være så tunge faktisk. Og de har de der fantastiske låsbare spænder, for dem der er til den slags. Et spænde på hver af de 4 manchetter.. og 2 spænder på halsbåndet. Så bredt er det faktisk, at det er nødvendigt!
Det hele føles faktisk meget meget "rigtigt" lige der.
Hr. Henrik er væk et øjeblik. Han har flere gange pralet med hans evner ud i at lave en ordentlig kop kaffe, så jeg takkede pænt ja tak til buddet. Og jeg fanger pludseligt at han faktisk ikke er længere væk, end at han står i stuedøren og smilende betragter mig imens jeg føler på halsbåndet med begge hænder. Drejer lidt på manchetterne og studerer dem i detaljer. Han trækker sofabordet lidt til den ene side, og drejer en lænestol om mod sofaen således at vi kan sidde lige overfor hinanden uden at have bordet imellem os. Så bliver der lagt dækkeservietter på sofabordet ved siden af os til kaffen. Og som det sidste sætter han sådan.. som om det var det mest selvfølgelige i verden, så sætter han en lille skål på min serviet og går i køkkenet.
Skålen indeholder 6 små åbne hængelåse med hver sin lille nøgle i låsen.
Jeg kan mærke pulsen banke på siden af halsen, inde under halsbåndet. Og jeg bliver overrasket over hvor meget halsbåndet faktisk forstærker følelsen lige der. Hold da op, hvornår har jeg sidst mærket noget der bare kommer tæt på?
Under de indledende samtaler med Hr. Henrik har vi snakket om, at som jeg jo så ganske tydeligt kan se på nettet på diverse profiler osv. så har villige slavepiger ingen kønsbehåring. Det er en fast regel i miljøet, og (endnu) en af de ting han går rigtigt meget op i. Vi har faktisk diskuteret forskellige metoder til halv- og fuld-permanent hårfjerning, men i dag blev det godt nok "kun" klaret med skraberen. Og det er også noget jeg da gør regelmæssigt i forvejen, så.. det er jo ligesom bare som det plejer. Dog.. med tanke for hvordan jeg fik det forklaret, så har jeg nok været mere grundig end jeg nogensinde kan huske at have været med skraberen. Jeg føler mig halvvejs hudløs både fortil, og bagtil mellem ballerne.. og under armene.. benene.. Jeg har taget alt hvad jeg overhovedet har kunne komme i tanke om fra halsen og ned. Og så er der også lige den der anden detalje. Den lille opgave. For en anden grund til jeg mærker det så tydeligt hvor jeg har brugt skraberen, det er at jeg har intet undertøj på mellem sommerkjolen og min sarte hud.
Hr. Henrik bad mig køre hjemmefra uden at være iført trusser (nej, du tager dem ikke af i sidste øjeblik. Og nej du har heller ikke et ekstra par liggende i bilen til turen hjem. Du tager hjemmefra uden!). Jeg valgte at tolke den lidt bredere, og lod bh´en blive derhjemme også. Den er alligevel ikke nødvendig i denne kjole.
"Trussereglen" var den ene halvdel af opgaven. Den anden halvdel går ud på at det skal ses og kontrolleres, at jeg har været lydig. Og Hr. Henrik var igen meget direkte i sin formulering. (vi ved godt begge 2 hvorfor vi mødes, og hvad der bl.a. skal snakkes om. Så jeg vil gerne se, at det er dig der tager initiativ til kontrollen. Så har du lidt spillerum i hvornår og hvordan det kommer til at ske).
Jeg tænkte lidt over opgaven. Lyttede til Hr. Henriks puslen med kaffen i køkkenet. Kiggede på skålen med låse. Den har vi da ikke snakket om? Er det en opfordring? En udfordring? En måde at drille lidt på og sætte gang i tankerne? Noget til senere?
En dyb indånding.. En til.. En beslutning!
Jeg knapper kjolen op, lader den falde og træder ud af den. Samler kjolen op, knapper den pænt igen og ligger den fint sammen. Så placerer jeg den foldede kjole i den fjerneste ende af sofabordet. Synligt men udenfor rækkevidde, så længe jeg sidder på min plads i sofaen. Tager vi det oppefra og ned, så er jeg nu iført: Det brede halsbånd, de 2 håndledsmanchetter, de sorte selvsiddende strømper, ankelmanchetterne og de blanke sorte sko. Og det er alt. Det er nærmest som om de sorte manchetter og strømper ovenpå min lyse hud indrammer og fremhæver alt det der ikke er der. Som i de manglende trusser og den manglende behåring.
Jeg rækker over i skålen, og samler en af låsene op. Mærker det kolde hårde metal i hånden. Mærker vægten. Prøver at dreje nøglen. Trykker bøjlen i.. drejer nøglen og åbner låsen igen.. En dyb indånding mere.. Jeg sætter låsen i spændet på mit venstre håndled, trykker låsen sammen og.. trækker et par gange i låsen, forsikrer mig om at.. Den er låst! Den kommer ikke af igen uden nøglen!
Jeg arbejder mig hurtigt igennem de resterende låse. Højre håndled. Venstre ankel. Højre ankel. Så halsbåndet. Det er sværere når jeg ikke kan se, så jeg må føle mig frem. Det var den ene lås. Den anden driller lidt, for spænderne sidder tæt sammen og den første lås skal lige drejes lidt for at give plads. Og.. så sidder nummer to der også!
Jeg tager skålen og placerer tydeligt i den anden ende af bordet sammen med kjolen, så det kan ses med det samme at den er flyttet. Så trækker jeg nøglerne ud af låsene en efter en og placerer dem tydeligt på en linje på Hr. Henriks dækkeserviet. Som en sidste indskydelse tager jeg min taske, åbner den, får sat telefonen på lydløst, lukker tasken igen og placerer tasken ovenpå kjolen. Og fanger Hr. Henriks blik henne fra døren.
Jeg ved faktisk ikke hvor længe han har stået der med de 2 kopper kaffer, og stille betragtet "forestillingen". Men han ser ud til at nyde det, og med en glød i øjnene jeg ikke har set før nu.
Jeg bliver så overrasket at jeg vælter tasken ned fra bordet. Får famlet mig frem til den, placeret den tilbage på bordet ovenpå kjolen og skynder mig tilbage på min plads på sofaen. Og det skal siges, at jeg er altså på intet tidspunkt blevet bedt om at sidde præcis der, eller at jeg skal blive siddende eller noget. Men jeg er så nervøs på det tidspunkt, at jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg ellers skal reagere.
Hr. Henrik kommer hen til mig. Han placerer den ene kop kaffe midt på dækkeservietten tættest på mig. Kigger så over på den anden, hvor nøglerne ligger på stribe.. sigter lidt rundt på kanten ved siden af nøglerne, og placerer så den anden kop kaffe ved siden af den første. Så sætter han sig foran mig i lænestolen. Placerer sig sådan ude på kanten af sædet og læner sig lidt frem med armene hvilende oven på sine knæ. Hold da op hvor er han pludseligt tæt på mig, sådan som han sidder der og læner sig frem imod mig.
"Rejs dig op igen. Præsenter dig selv, lad mig se dig!"
Jeg rejser mig øjeblikkeligt, og.. med inspiration fra lidt billeder på nettet.. så spreder jeg fødderne en skulderbredde ca., tager hænderne op og folder dem bag hovedet.
Det kan ikke siges mere tydeligt, end at højden på Hr. Henriks lænestol er velvalgt!. Som jeg står der foran ham med det hele blottet, og som han sidder der på kanten let lænet frem, så er mine mest private dele præcis lige ud for hans øjne. Og der er 12-15 centimeter imellem os. Han kan se det hele! Og han kan dufte mig, det er jeg sikker på!
"Vend dig om!"
Jeg drejer mig rundt på den smule plads der er i mellem os. Der går lidt tid hvor jeg bare kan høre ham trække vejret bag mig.
"Spred dine baller for mig. Lad mig se dig!"
Jeg tager øjeblikkeligt hænderne ned til ballerne, og spreder det bedste jeg kan. Der går igen lidt tid, hvor jeg bare står og venter... spreder... præsenterer...
"Tak det er rigtig fint. Du må gerne sætte dig igen"
Han betragter mig, mens jeg sætter mig på sofaen igen. Og betragter mig imens jeg fumler lidt rundt og pludseligt ikke helt ved hvordan jeg skal sidde. Med artigt krydsede ben? Med hænderne foldet i skødet? For at skjule hvad? Jeg har jo ligesom ikke mere at skjule nu, så jeg ender med bare at sidde der. Begge fødder placeret på gulvet, og hænderne ved siden af lårene. Han nikker som om han vil sige "hun lærer hurtigt".
Sådan sidder vi lidt sammen. Drikker lidt af kaffen (ok indrømmet, den er god!). Og på et tidspunkt spørger han hvordan jeg har det. Øh... jo.... det.... ok... Han nikker, kan sagtens fornemme jeg er nervøs. At jeg lige skal have lidt luft før jeg kan før lange dybe samtaler igen.
"Du er ok? Du vil gerne fortsætte? Vil gerne blive her?". Det var ligesom en udvej, hvis tingene var for overvældende eller jeg havde fortrudt eller lignende. Jeg nikker bare som svar.
"Så du vil gerne fortsætte?". Jeg nikker igen.
Han ligger hånden over på dækkeservietten, ved siden af de 6 nøgler.
"Du skal vide jeg er meget glad for det du lige gjorde.. med låsene. Det havde jeg faktisk ikke forventet du var klar til. Men du ser ud til at have det godt med at have gjort det, så jeg tror på det var den rette beslutning for dig. Og det skal du virkelig have ros for!!!". Jeg forsøger at svare et eller andet, men der kommer ikke rigtigt noget ud.
"Vil du foretrække at vi lader nøglerne ligge der for nu? Mens vi snakker videre?"
Jeg forsøger igen. Det.... jeg.... øh....
Han smiler blidt "Eller vil du føle dig mest tryg, hvis jeg ligger nøglerne væk hvor du ikke kan nå dem?"
Jeg kan mærke noget der giver slip indeni, med det samme han siger det. Det er så mærkeligt. Svært at sætte ord på. Men ja.. han har ret.. der er en underlig tryghed i situationen og i det han siger. Jeg føler en kæmpe vægt lette sig fra mig, og jeg nikker bare.
"Så jeg ligger nøglerne væk? Hvor du ikke kan nå dem?"
Jeg nikker ivrigt igen, og kan mærke jeg smiler. Føler mig lykkelig lige der.
Hr. Henrik rejser sig op, samler nøglerne en for en i hans store hånd, viser mig de er der og lukker så hånden. Han kigger over på min lille bunke for enden af bordet, og spørger "skal jeg tage husnøgler og telefonen med, med det samme?". Igen nikker jeg ivrigt, og jeg er 100% afklaret med hvad det var han faktisk spurgte om. Hvad det er der lige skete der.
Jeg er fanget! Jeg kan ikke forlade Hr. Henriks hjem nu, uden at han giver tilladelse til det. Det er absolut ikke længere mit eget valg at bestemme den del. Og det føles trygt. Det føles godt. Det føles rigtigt!
...
Det føles rigtigt at stoppe min første historie her. Jeg er virkelig ikke øvet i at skrive den slags, så noget af det er måske blevet lidt rodet og burde skrives på en anden måde. Jeg har også lidt noter og tanker til det første besøg i Hr. Henriks specielle rum (hvad kalder man i grunden sådan et rum hos en seriøs sadist? Et "lege"rum? En Dungeon. Siger man bare kælderen eller loftet eller lignende? Men hvad nu hvis det ikke er placeret i kælderen osv.?). Jeg har lidt tanker om hvad man får øje på når man kommer ind i det rum for første gang.. eller bliver vist rum. Hvad hænger der på væggene? Hvad ligger der på hylderne? Hvilket møbel er placeret allermest centralt i rummet?
Hvad sker der første gang i rummet? En snak om stopord? Det har man jo sikkert diskuteret før man overhovedet er kommet til at mødes første gang. Og det har man naturligvis ikke tilladelse til at have som Hr. Henriks slavepige. Det siger næsten sig selv.
Bliver man bedt om selv at vælge 2-3 piske til den første gang? Og hvor hårde ender de med at blive?
Hvor pervers er Hr. Henrik faktisk når det kommer til stykket?
Erotiske noveller skrevet af DenLydigePige