Selv som barn har jeg altid vidst, hvad der blev forventet af mig. Mine pligter har været klare helt fra den første bøn, jeg lærte at bede, og frem til i dag, min bryllupsdag. Det handler om at følge Allahs vej med respekt og styrke, også når det føles svært.
Jeg står foran spejlet i min brudekjole. Min mor, tante og kusiner fylder rummet med latter og varme ord, men indeni mærker jeg en uro, jeg ikke helt forstår. Jeg kigger på mig selv. Ryggen er rank, hagen løftet. Jeg ligner den kvinde, jeg er blevet opdraget til at være. Stærk, værdig, respektfuld.
"Er du klar, habibti?" spørger min mor blidt. Hun stråler af stolthed.
"Ja, hooyo," svarer jeg stille. Men ordene føles hule.
Min tante træder frem og retter min hijab med præcision. Jeg har set hende gøre det så mange gange før. "Mashallah, du er smuk," siger hun og vender sig mod de andre. "Er hun ikke vidunderlig?"
Fatima nikker ivrigt. "Wallahi, du ser fantastisk ud. Ahmed er virkelig heldig." Leila smiler mere afdæmpet, men hendes blik er fyldt med forventning. "Du er perfekt, Amina.
Jeg smiler tilbage, men mit hjerte føles tungt. Kjolen, hijaben, familiens glæde. Det burde gøre mig lykkelig. I stedet vokser tomheden. Jeg er ikke den kvinde, de tror, jeg er.
Fatima retter en perle på kjolen. "Ahmed bliver så glad, når han ser dig."
Jeg kigger ned og mærker klumpen i halsen. Ahmed er en god mand. Seriøs, respekteret. Men han vækker intet i mig. Bare tanken om ham får mit hjerte til at slå hurtigere. Jeg beder stille Allah om tilgivelse.
Min mor tager min hånd og kigger på mig med blide øjne.
"Vi kaldte dig Amina, fordi det også var profetens mors navn," hvisker hun. "Hun bar noget stort. Det skal du også. Insha’Allah får jeg en dag børnebørn og kan fortælle dem, hvor stærk deres mor er."
Jeg nikker svagt. Hun ved ikke, at alt i mig lige nu stritter imod det, hun tror, jeg drømmer om.
Pludselig kan jeg ikke få vejret. Jeg siger hurtigt, at jeg har brug for luft, og før nogen når at reagere, er jeg udenfor.
Den kolde luft rammer mit ansigt. Jeg kigger op mod himlen og hvisker lydløst en bøn. Jeg føler mig fanget mellem to liv. Ahmeds trygge fremtid. Og mine forbudte længsler.
Jeg lukker øjnene.
Allah, vis mig vejen. Giv mig styrke til at være tro mod dig. Men giv mig også fred i mit hjerte.
Da jeg åbner øjnene, ser jeg mod huset. Familien venter. Men mit hjerte længes et andet sted hen. Et sted jeg ved er haram, men som jeg ikke kan lukke ned.
Det hele begyndte, da jeg mødte... ham.
****
Det var en helt almindelig torsdag eftermiddag, næsten et år før mit arrangerede ægteskab med Ahmed. Min veninde Zara havde inviteret mig hjem til sig. Mine forældre havde altid haft tillid til hende, og fordi hun boede sammen med sin familie, kunne jeg besøge hende uden bekymringer.
"Amina, vil du hjælpe med teen?" råbte hun fra køkkenet, mens jeg sad i stuen og bladrede i en bog om islamisk historie, hun havde lånt på biblioteket.
"Selvfølgelig," svarede jeg og rejste mig. I køkkenet stod Zara allerede med et fad småkager og gjorde teen klar.
"Min brors ven kommer også forbi," sagde hun og så lidt undskyldende ud. "Jeg håber, det er okay? Yasin inviterede ham spontant."
Jeg trak på skuldrene. "Det er fint."
Jeg var vant til, at hendes bror Yasin havde venner forbi, men de plejede altid at være respektfulde og holdt afstand, når vi piger var i nærheden.
Kort efter ringede det på døren. Jeg kunne høre stemmer og latter ude i gangen, og lidt efter kom Zara tilbage sammen med Yasin og hans ven.
"Amina, det her er Daniel," sagde hun, mens hun satte teen på bordet. "Han går på universitetet med Yasin."
Jeg kiggede op og mødte hans blik. Han var høj, med lyst hår og blå øjne. Han smilede bredt.
"Hej," sagde han og rakte hånden frem, uden at tænke videre over det.
Jeg tøvede og lagde i stedet hånden på mit hjerte. "Hej," svarede jeg roligt.
Han sænkede hånden med et undskyldende blik, men smilede stadig. "Beklager. Rart at møde dig."
Jeg nikkede og satte mig igen. Jeg var lidt overrasket over, hvor hurtigt han rettede sig efter min reaktion.
Resten af eftermiddagen talte han med Yasin og Zara. Han var tydeligvis klog og sjov, men samtidig meget anderledes end nogen danskere, jeg før havde mødt. Jeg holdt mig mest til Zara og undgik øjenkontakt, men jeg lagde mærke til hans ro og selvsikkerhed.
På et tidspunkt vendte han sig mod mig. "Hvad læser du?"
Jeg tøvede lidt. "Revision."
Han løftede øjenbrynene. "Det lyder tungt."
"Det er det også," sagde jeg og trak på skuldrene. "Men det giver mening for min familie. Det er stabilt."
Han nikkede langsomt. "Giver det mening for dig?"
Jeg blev lidt stille. "Jeg har også en lille forretning ved siden af. Jeg sælger falske øjenvipper online. Jeg importerer dem fra Dubai."
"Okay, det er ret sejt. Hvordan fungerer det?"
"Jeg bestiller dem hjem i partier og sælger dem via Instagram. Folk skriver til mig, hvad de vil have, og så pakker jeg det og sender det eller afleverer det, hvis de bor tæt på."
"Det lyder ret tjekket. Tjener du på det?"
"En smule. Ikke noget vildt. Men jeg kan godt lide det."
"Det er nice. Fedt at du har dit eget projekt ved siden af studiet."
Jeg nikkede og kiggede ned på min tekop. "Det giver mig lidt frihed. Og det passer ret godt sammen med revision. Jeg laver regnskabet selv."
"Min søster har også en lille forretning," sagde han pludselig. "Hun sælger håndlavede armbånd. Det har hjulpet hende ud af en ret mørk periode."
Jeg nikkede, lidt overrasket over at han delte det så åbent.
"Du virker ret struktureret," sagde han og smilede.
"Jeg prøver," sagde jeg og mærkede, at jeg fik lyst til at smile tilbage. Jeg holdt det halvt inde.
Der blev stille. Jeg tog en slurk af teen og mærkede varmen i mine kinder. Ikke fordi han sagde noget forkert. Det gjorde han ikke. Men der var noget i hans blik, der fik mig til at rette på min hijab, selvom den sad helt fint.
Jeg var ikke vant til at tale med fremmede mænd. Slet ikke så længe. Og slet ikke så let.
Da jeg gik hjem, kunne jeg ikke slippe tanken. Jeg havde talt længe med en mand. Uden nogen grund. Jeg havde svaret, smilet, delt noget om mig selv. Det burde jeg nok ikke have gjort.
Jeg var forlovet. Jeg burde vide bedre.
Da jeg kom hjem, lavede jeg wudhu og bad. Ikke fordi nogen kunne se noget. Men fordi jeg kunne mærke det. Hvis det virkelig var ingenting, ville jeg ikke have følt behovet.
Senere i sengen prøvede jeg at tænke på noget andet. Mit studie. Min mor. Mit kommende bryllup. Men hans stemme dukkede op igen. Ikke ordene. Bare tonen. Og måden han så på mig. Ikke dømmende. Bare venlig.
Jeg vendte mig om på siden og gentog dhikr, indtil søvnen til sidst tog mig. Hvis det her er en prøve, Allah, så giv mig styrken til at bestå den.
****
Det var en stille lørdag, og jeg var igen inviteret hjem til Zara og hendes bror Yasin. De holdt en lille fejring, fordi Yasin havde fået tilbudt en praktikplads. Der var ingen musik, intet upassende. Bare familie og et par nære venner. Min mor havde givet lov, fordi hun vidste, det foregik på en ordentlig måde.
Zara og jeg gik ud i køkkenet, og dér stod Daniel og skar frugt. Jeg havde ikke regnet med at se ham.
Han kiggede op og smilede overrasket. "Åh, Amina. Hej igen."
"Hej," sagde jeg stille.
Han skar videre i en melon og spurgte, uden at kigge direkte på mig: "Hvordan går det med dine vipper?"
"Mine vipper?"
"Altså din forretning. Du sagde sidst, at du solgte dem online."
"Åh, ja. Det går okay. Jeg fik faktisk en lidt større bestilling i sidste uge. En pige købte otte pakker. Jeg tror, det var til hele hendes vennegruppe."
"Sejt. Kører du det hele selv?"
"Ja. Jeg bestiller dem hjem, tager billeder, svarer kunder, pakker ordrer. Alt."
"Det lyder som meget arbejde ved siden af studiet."
"Det er det også. Men det er mit eget. Jeg kan godt lide det."
Han nikkede. "Min gamle nabo havde også en lille butik. Hun solgte hijabs og makeupting. Pakkede det hele hjemme i stuen. Det var lidt kaos, men hun elskede det."
Jeg så lidt på ham. "Hvor er du fra?"
"Vollsmose," sagde han og grinede lidt. "De første ti år i hvert fald. Der var ikke mange, der hed Daniel. Det var mest Ahmed, Yusuf, Amina, Halima."
Jeg løftede øjenbrynene lidt. "Okay. Det forklarer måske, hvorfor du ikke virker helt... du ved. Forvirret over det hele."
"Det meste føles ret genkendeligt," sagde han. "Selvom jeg stadig ikke ved, hvorfor alle drenge hedder Yasin."
Jeg smilede. Ikke fordi det var sjovt, men fordi han sagde det ærligt, uden at gøre grin.
"Det er en god sura," sagde jeg.
"Ja, det sagde de også til mig."
Vi blev stående lidt i stilhed, mens han lagde melonstykker over i en skål. Jeg lod blikket glide ned på frugten. Prøvede ikke at tænke på hans lyse hår, hans brede skuldre, hans arme under T-shirten.
Så opdagede jeg, at jeg stirrede. Jeg slog hurtigt blikket ned. Jeg er forlovet, mindede jeg mig selv.
"Har jeg sagt noget forkert?" spurgte han.
"Nej," sagde jeg hurtigt. Jeg kunne mærke, jeg rødmede, og jeg skammede mig over det.
Senere midt under festen kom Zara ud i køkkenet med hastige skridt. "Vi er løbet tør for juice og servietter. Jeg ville sende min bror, men han hjælper mor med noget inde i stuen."
Inden jeg nåede at tænke, sagde Daniel: "Jeg kan gå ned og hente det. Er der et supermarked i nærheden?"
Zara nikkede men så tøvende ud. "Det er fem minutters gang. Men her er mange gæster, og det er lidt..."
Jeg kastede et blik mod stuen, hvor stemmerne var blevet højere, og flere mennesker, jeg ikke kendte, var dukket op. Jeg havde ikke lyst til at blive alene derude med alle de fremmede.
"Jeg kan gå med ham," sagde jeg hurtigt, næsten uden at tænke.
"Er du sikker?" spurgte Zara overrasket.
"Ja. Det tager jo ikke lang tid."
Daniel sagde ikke noget, men sendte mig et kort blik.
Jeg vidste godt, det ikke var passende. En forlovet kvinde, alene med en mand. Og så en, der ikke engang var muslim. Men tanken om at stå alene blandt fremmede føltes værre.
Vi gik i tavshed. Aftensolen kastede et varmt lys over gaden. Jeg rettede lidt på min hijab, selvom den sad fint, og holdt øjnene rettet frem.
Daniel havde hænderne i lommerne og så ud, som om han tænkte.
"Du er god til at pakke ting ind," sagde han pludselig.
"Hvad mener du?"
"Altså… da vi snakkede sidst. Du svarede uden rigtig at svare. Som om du var der, men ikke helt."
Jeg blev stille. "Måske fordi jeg ikke er vant til at tale med fremmede mænd."
"Fair nok. Men du virker ellers ret nem at snakke med, når du først går i gang."
"Det siger folk tit. Bagefter." Jeg så ned på mine sko. "Det er nok derfor, jeg helst lader være."
Han lo lavt. "Så jeg skal tage det som et kompliment, at du overhovedet gik med?"
"Det var enten det eller stå alene med folk, jeg ikke kender," sagde jeg hurtigt. Jeg håbede, det lød neutralt.
"Av. Slår du tit så hårdt?"
Jeg smilede uden at ville det og så hurtigt væk. Hans blik var ikke påtrængende, men det ramte alligevel. Jeg skammede mig over, at jeg smilede så let.
"Undskyld," sagde han. "Det var ikke ment som noget."
"Du sagde ikke noget forkert," sagde jeg og mærkede varmen i kinderne igen.
Resten af turen mod supermarkedet var mere afslappet. Han pegede på en skæv cykel parkeret op ad en hæk og sagde, at den lignede noget fra et kunstmuseum. Jeg sagde, at det bare var Danmark, og han kaldte det minimalistisk realisme. Det var så dumt, men jeg lo alligevel.
I supermarkedet tog vi hver sin kurv. Han holdt en pakke servietter op. "Dem her? Eller dem med blomster?"
"Blomster. Zara er typen."
"Jeg ved ikke, hvad det betyder, men du lyder meget selvsikker," sagde han og lagde dem i kurven.
Vi gik videre til juicen. "Appelsin?" spurgte han.
"Alt for basic. Folk vælger den kun, fordi den er nem."
"Okay. Ikke appelsin. Hvad så? Æble? Multifrugt?"
"Ikke æble. Det smager af skolekantine."
"Multifrugt?"
"Den er sådan… kedelig. Den der," sagde jeg og pegede på en med mango og "Godkendt?"
"Ja. Den er lidt anderledes, men folk kan stadig lide den."
"Sådan lidt som dig?" sagde han og rakte ud efter flasken.
Jeg sagde ikke noget. Kiggede bare kort på ham. Han lagde flasken i kurven uden at sige mere.
Ved kassen sad en ung mellemøstlig fyr, som jeg ikke kendte, men jeg mærkede hans blik. Eller måske forestillede jeg mig det. Han sagde intet, scannede bare varerne. Men min mave strammede sig. Jeg vidste godt, hvordan det så ud. Jeg undgik hans øjne og rettede på min hijab igen.
På vej tilbage svingede posen stille i Daniels hånd. Solen var lavere nu, og lyset gav et varmt skær.
"Jeg troede, du ville være mere stille," sagde han.
Jeg så på ham. "Hvorfor det?"
"Fordi du virker reserveret. På en måde, der får én til at vælge sine ord."
Jeg trak lidt på skuldrene. "Det er vel ikke nødvendigvis en dårlig ting."
"Nej. Det gør det bare mere spændende, når du så faktisk siger noget."
Jeg smilede lidt. "Du snakker meget."
"Det siger folk tit. Ikke altid som et kompliment."
"Det var heller ikke ment sådan," sagde jeg tørt og grinede lidt.
Han grinede også. "Så vi er ærlige nu?"
"Jeg ved ikke, hvad vi er," sagde jeg, og fortrød det med det samme.
Resten af aftenen blev jeg hængende i køkkenet sammen med Daniel. Ikke fordi jeg planlagde det. Men hver gang jeg gik, endte vi tæt på hinanden igen. Det føltes ikke mærkeligt længere. Vores samtaler flød, som om vi havde kendt hinanden i årevis og ikke kun i et par uger.
Han fortalte om sin opvækst i Odense. En mor med tusind projekter. En far, der aldrig kunne finde sit værktøj. Jeg lo. Ikke højt. Men ægte.
Han fortalte om en tur til Libanon med en studiekammerat, hvor han blev fascineret af arabisk kalligrafi.
"Jeg har altid været draget af skrifttegn," sagde han og bevægede hånden i luften. "Der er noget helligt over dem."
"Det er der også," sagde jeg. "Qur’anen blev åbenbaret gennem skrift og tale. Der er barakah i ordene. Det er ikke bare bogstaver."
Han så på mig, pludselig alvorlig. "Du får det til at lyde smukt. Jeg ville ønske, jeg forstod det som du gør."
Noget i mig blev blødere. Han sagde det ikke for at imponere. Han mente det. Og det skræmte mig.
Vi sad ude på Zaras altan, mens festen langsomt døde ud. De fleste gæster var enten gået eller trukket ind i stuen. Min hijab sad stadig tæt, men vinden fik små totter af mit hår til at løsne sig. Jeg gjorde ikke noget for at rette det.
"Tak for hjælpen i dag," sagde jeg og rejste mig langsomt.
Daniel så op. "Tak for samtalen."
Og så, uden at tænke, uden at overveje noget som helst, lænede jeg mig frem og gav ham et kram. Hurtigt. Knap et sekund.
Men længe nok til at mærke hans varme. Længe nok til at høre mit eget hjerte hamre som adhan ved solopgang.
Da jeg trak mig væk, så jeg på ham. Han sagde ikke noget. Bare et stille smil. Ikke triumferende. Bare roligt.
Jeg sagde ikke farvel. Jeg vendte mig om og gik..Og i stilheden bagefter kunne jeg næsten høre min samvittighed følge efter.
****
Jeg kunne ikke sove. Jeg lå i mørket og stirrede op i loftet, som om jeg ventede på et tegn fra Allah.
"Astaghfirullah, astaghfirullah," hviskede jeg igen og igen, som et åndedræt. Tilgiv mig, Allah.
Jeg følte mig tom. Eller måske fyldt af noget, jeg ikke burde føle. Jeg havde rørt ved en mand. En fremmed. En kaffir. En vantro. Og det var mig selv, der havde gjort det.
Jeg tænkte på Ahmed. På hans rolige stemme. De høflige samtaler. Hvordan han kaldte mig "søster", de første gange vi mødtes.
Så tænkte jeg på Daniel. På hans blik, da han sagde, at jeg fik Qur´anen til at lyde smuk. På den måde han fik mig til at grine. Det kom så let til ham. Ahmed havde aldrig fået det frem i mig. Og det gjorde mig vred. Ikke på dem. På mig selv.
Er min lyst større end min frygt for Allah? spurgte jeg mig selv og mærkede tårerne presse sig frem.
Jeg stod op og bad tahajjud, selvom klokken nærmede sig tre. Jeg knælede på mit bedetæppe, lod panden ramme jorden og blev liggende. Længe.
"Ya Allah, rens mit hjerte. Giv mig styrke til at give slip på ham. Jeg vil være din tjener, ikke en slave af mine begær. Jeg ved, det er haram. Jeg ved, hvad jeg risikerer."
Men hvorfor føles det stadig, som om mit hjerte nægter at give slip?
****
Duften af kardemomme og nelliker hang i luften. Min mor havde været i køkkenet siden fajr, og huset summede af varme, latter og høflige småbemærkninger mellem de to familier. Kvinderne var klædt i farverige dirac og bar smykker, der glimtede som sollys. Mændene sad i stuen iført nystrøgne jellabiya og diskrete parfumer.
Jeg sad på kanten af sofaen, ryggen ret, hænderne foldet i skødet, blikket sænket. Ahmed sad overfor mig. Han smilede som han altid gjorde – mildt, høfligt, men uden at det nåede helt op til øjnene. Eller måske gjorde det. Måske var det bare mig, der aldrig helt kunne mærke det.
"Du ser smuk ud i dag, Amina," sagde han lavt, mens vores mødre havde travlt med at arrangere kager på sølvfade.
"Tak," sagde jeg og tvang et smil frem. Ikke kun for ham. For alles skyld.
Hans mor, Hibo, sad med rank ryg og fast blik. Hendes stemme lød altid som om den afgjorde noget. Hun havde medbragt aroos iyo aroosad-gaver i glitrende æsker: parfume, stoffer fra Dubai, guldsmykker og et grønt Qur’an-sæt med mit navn broderet på forsiden. Jeg bøjede hovedet og sagde "jazakallahu khayran."
Ahmeds far rejste sig og holdt en kort tale om ægteskabets velsignelse. Han nævnte profetens ord om, at nikah er halvdelen af deen. Mine forældre nikkede, stolte. Min far havde det der særlige blik i øjnene, som han kun fik, når han talte om mig som sin "dygtige datter."
Hibo tog en slurk te og så direkte på mig. "Hvordan går det egentlig med studiet, Amina? Revisor, ikke?"
Jeg nikkede. "Jo. Det går fint. Jeg starter i praktik næste semester."
"Og din lille forretning?" spurgte hun. "Var det noget med... vipper?"
"Ja," sagde jeg, lidt tøvende. "Jeg sælger falske øjenvipper online. Jeg importerer dem selv og pakker ordrerne. Det er bare et lille projekt ved siden af."
Ahmed lænede sig en smule frem og så på mig med det samme rolige blik. "Når vi bliver gift, behøver du ikke bekymre dig om alt det. Jeg har sagt det før: jeg vil gerne forsørge dig. Du skal ikke stresse over eksamener eller forsendelser."
Min mor smilede stolt. "Mashallah, Amina. Hér er en mand, der forstår sit ansvar."
"Så kan du fokusere på hjemmet og, insha’Allah, børnene," sagde Hibo og nikkede mod min mor, som nikkede ivrigt tilbage.
Jeg smilede automatisk, men indeni sank noget. Jeg så mine danske veninder for mig, siddende i læsesale med bøger og fremtid i hænderne. Jeg hørte deres stemmer, når de drømte højt.
Jeg foldede hænderne tættere i skødet. Pressede læberne sammen. Jeg burde føle mig tryg. Velsignet. Men det føltes som at få lagt låg på en ild, jeg endnu ikke havde turdet kalde ved navn.
De begyndte at tale om bryllupsdatoen. Ahmed foreslog slutningen af august. Vores imam, Sheikh Abukar, var allerede spurgt om han ville forestå nikah. Alt gik glat. Som det burde. Som det var meningen.
Men mit hoved var et andet sted.
Daniel ville ikke engang vide, hvad en nikah var.
Jeg rystede på hovedet for mig selv og bad Allah om at rense mit sind. Men tankerne blev ved med at komme. De sneg sig ind mellem samtalerne, mellem serveringerne af sambusa og basbousa. Når Ahmed lo, så jeg Daniels skæve grin for mig. Når Ahmed kiggede alvorligt, huskede jeg Daniels øjne. Åbne, ærlige, sårbare.
Jeg følte mig uren. Jeg sad her i hvidt og guld som en værdig muslimsk kvinde, og indeni bar jeg på noget, jeg ikke turde nævne højt. Jeg havde rørt ved en mand. Jeg havde givet ham et kram. Jeg havde længtes efter mere.
Ya Allah, tilgiv mig. Hjælp mig. Jeg ønsker ikke det her. Jeg vil være god. Jeg vil være ren. Jeg vil være din.
Ahmed lænede sig frem. "Vil du have noget at drikke?" spurgte han. Jeg nikkede og så ham forsvinde ud i køkkenet.
Da han var væk, lagde min tante hånden på mit knæ.
Du gør din mor og far stolte, Amina. Masha’Allah. Ahmed er en god mand."
Jeg nikkede og smilede. "Alhamdulillah."
Men mine hænder rystede, og jeg foldede dem endnu tættere sammen.
****
Zara skrev, at de ville holde en lille sammenkomst. Ikke noget særligt. Bare en rolig aften med te og snak. “Daniel kommer også,” havde hun skrevet. Som en fodnote. Ikke for at lokke. Bare en konstatering.
Jeg stirrede på beskeden i flere minutter. Jeg burde ikke tage af sted. Jeg vidste godt, hvad jeg følte, og jeg vidste endnu bedre, hvad jeg ikke burde føle. Det her var ikke uskyldigt længere. Ikke efter sidst. Ikke efter den måde mit hjerte slog hurtigere bare ved at læse hans navn.
Men så tænkte jeg... hvis jeg virkelig var stærk i min tro, hvis jeg ville vise Allah, at jeg ikke var styret af mine begær, så burde jeg kunne tage af sted. Ikke for at se ham. Ikke for at være tæt på ham. Men for at bevise over for mig selv, at jeg var mere end det her. At jeg var stærkere end shaytans hvisken. At undgå ham ville ikke være styrke. Det ville være frygt forklædt som fromhed.
Så jeg lavede wudhu. Jeg bad. Længe. Jeg bad om, at mit hjerte ikke ville lede mig på afveje.
Da jeg ankom, sad Daniel allerede i stuen. Han rejste sig en smule, smilede som han plejer og sagde: “Hej, Amina.”
"Salam," svarede jeg lavt og så væk.
Jeg satte mig ved siden af Zara og undgik hans blik. Hver gang jeg mærkede hans øjne på mig, vendte jeg dem væk. Jeg lod ikke engang min stemme blande sig i de samtaler, hvor han talte. Ikke fordi jeg hadede ham. Men fordi jeg nægtede at glemme, hvad der er haram.
Men det gjorde ondt. Ikke kun i hjertet. Det sad i hele kroppen. Som om jeg tvang en del af mig selv til at forsvinde. Jeg hørte latter omkring mig, men den lød hul. Hver gang hans stemme lød, strammede noget sig i mig. Og jeg mærkede, hvordan han så på mig. Forvirret. Han forstod det ikke. Selvfølgelig ikke. Han var dansker. Ingen havde nogensinde fortalt ham, at forelskelse kunne være en synd. At længsel kunne være en byrde. At følelser skulle kæmpes ned og ikke fodres som flammer.
Zara lagde en hånd på min arm og spurgte lavt: “Er du okay?”
"Jeg har bare hovedpine," løj jeg, “og jeg er lidt træt."
Hun nikkede, men hendes øjne sagde noget andet. Hun mærkede det. De fleste gjorde nok. Også Daniel. Især Daniel.
Senere, mens de andre snakkede om noget, jeg ikke engang hørte, gik jeg ud i køkkenet for at hente et glas vand. Jeg blev der i et stykke tid. Jeg havde brug for luft. Jeg stillede mig ved vasken og stirrede ud i mørket. Det, der var udenfor, spejlede det indeni. Jeg lagde hænderne på bordkanten og lænede mig frem.
Ya Allah… jeg er her, fordi jeg tror på dig. Fordi jeg ikke vil lade mit hjerte styre mig. Jeg vil vise dig, at min kærlighed til dig er større end alt andet. Giv mig ro. Giv mig fred. Og hvis jeg tager fejl, så vis mig det. Men hvis det her er den rigtige vej, så hjælp mig med at blive på den.
Mine øjne brændte, men jeg blinkede tårerne væk. Jeg stod der længe. Alene i det lille køkken, med mine tanker, min skyld, og min stædighed. Jeg havde ikke gjort noget forkert i aften. Jeg havde været stærk.
Men hvorfor føltes det som om noget i mig var ved at dø?
Jeg stod med hænderne om vandglasset, som om det var en dhikr-kæde, jeg kunne finde ro i. Jeg havde holdt mit blik væk. Mine svar korte. Min stemme neutral. Men mit hjerte... mit hjerte nægtede at adlyde.
Så hørte jeg døren bag mig åbne. Jeg vidste, hvem det var, før jeg vendte mig.
"Er du okay?" spurgte Daniel. Hans stemme var lav og blød, som om han gik på skrøbeligt glas.
Jeg holdt blikket mod vasken og nikkede. "Jeg har det fint."
Han sagde ikke noget med det samme. Jeg kunne mærke hans blik på min ryg.
"Du virker anderledes i dag," sagde han til sidst. "Jeg troede, vi havde det ret godt sidst."
Jeg vendte mig halvt om, foldede armene og holdt afstand. "Jeg er forlovet, Daniel."
Hans blik ændrede sig. Ikke vredt. Bare overrasket. "Wow... det vidste jeg ikke. Tillykke."
"Tak."
Han trak vejret som om han ville sige mere, men stoppede. Hans øjne søgte mine, men jeg undgik dem. Jeg kunne ikke holde det ud.
"Så det er derfor, du... trækker dig?"
"Det er ikke dig," sagde jeg hurtigt. "Du har ikke gjort noget forkert. Jeg er bare... vred på mig selv."
Han sagde ikke noget med det samme. Hans blik blev roligere. "Jeg ville aldrig presse dig. Hvis jeg har gjort noget, der gik over dine grænser, så undskyld. Virkelig."
Jeg rystede på hovedet og så endelig på ham. "Du har kun været respektfuld. Det er mig. Jeg... jeg burde ikke tænke sådan her. Jeg burde ikke føle sådan her."
Mine øjne blev blanke, men jeg blinkede hurtigt. Jeg nægtede at græde foran ham.
Daniel tog ikke et skridt nærmere, men stemmen var stadig blid. "Vil du... ud og have lidt luft? Bare et par minutter. Du ser ud som om, du har brug det."
Jeg tøvede.
Jeg vidste, hvordan det ville se ud. Mig. Med ham. Ude foran huset. Folk ville hviske. De ville ikke kunne forstå det. En forlovet kvinde. Med en mand. Og ikke en gang muslim.
Men før min frygt kunne svare, havde min krop allerede gjort det. "Okay."
Jeg stillede glasset fra mig og fulgte ham. Uden at sige noget.
Udenfor var luften kold og stjernerne klare, som om Allah stadig så mig. Og måske... måske var det netop det, jeg havde brug for. At blive set uden at blive dømt. At være svag uden at blive forkastet.
Vi sagde ikke noget. Jeg havde stadig tårer i øjnene, de løb ikke ned ad mine kinder. Ikke endnu.
Og i mørket, ved siden af Daniel, mærkede jeg, hvor tæt jeg stod på kanten. Ikke bare mellem halal og haram, men mellem hvem jeg var, og hvem jeg var ved at blive.
Vi gik i stilhed. Kun vores skridt mod asfalten og vinden, der bar lydene væk. Mit hjerte slog så højt, jeg var bange for, han kunne høre det.
Han stak hænderne i lommerne. "Hvis du vil, så... så jeg kan lade være med at tale med dig. Jeg kan stoppe med at komme til Zaras og Yasins aftener. Jeg vil ikke gøre det sværere for dig."
"Det vil bare få folk til at tro, at der var noget mellem os. Og det må ikke ske."
Han nikkede langsomt. "Okay."
Vi gik videre. Tættere nu. Jeg kunne mærke hans blik i siden af mit ansigt.
"Så... din forlovelse?" spurgte han.
Jeg så op mod himlen, som om svaret gemte sig mellem stjernerne. "Ahmed er en god mand."
Det lød tomt. Selv i mine egne ører.
"Du lyder ikke sikker."
"Han er respektfuld. Troende. Seriøs. Han gør alt det rigtige. Mine forældre elsker ham."
"Hvad med dig?"
Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke. Spørgsmålet var for stort.
Daniel stoppede. Jeg stoppede også.
"Det er en skam," sagde han. "At noget, der føles så simpelt, kan være så... tungt."
Jeg vendte mig mod ham. "Livet er ikke simpelt. Tro er ikke simpel."
Han smilede svagt. Men det var trist. "Du er sød, Amina. Jeg mener det."
Jeg mærkede varmen i kinderne. Jeg rødmede. Og jeg hadede det.
"Du ved så meget om islam," sagde jeg og forsøgte at lyde skarpere, end jeg følte mig. "Men du opfører dig meget haram."
Han trak let på skuldrene. "Jeg er ikke muslim."
Hans blik ændrede sig. Ikke flakkende. Ikke søgende. Bare ærligt.
Og så skete det. Han lænede sig en anelse frem. Ikke meget. Bare nok til, at jeg kunne mærke hans ånde. Mine læber skiltes automatisk. Min krop frøs.
Jeg burde have trådt væk. Jeg burde have sagt astaghfirullah højt. Jeg burde have tænkt på Ahmed. På min mor. På Allah.
Men jeg blev bare stående.
Daniel stoppede. Hans blik søgte mit.
"Undskyld," sagde han. Lavt. Oprigtigt.
Jeg rystede på hovedet. Jeg ville sige noget. Jeg vidste bare ikke hvad. Luften mellem os dirrede. Jeg havde aldrig stået så tæt på nogen før. Ikke en mand. Ikke sådan.
Han lænede sig lidt tættere på.
Og lige dér, dér hvor afstanden kun var et hjerteslag, trådte jeg væk.
"Vi kan ikke," hviskede jeg. "Det her... det må ikke ske. Jeg er forlovet."
Daniel nikkede. Hans blik blev blødt. Han sagde ikke mere.
Vi stod i stilhed. Natten var kold, men min krop brændte.
Og i det øjeblik vidste jeg, at det ikke længere bare var følelser.
Det var en test. En fitna.
Og jeg havde næsten fejlet.
****
Jeg vågnede gennemblødt af sved. Dynen lå krøllet ved mine fødder, og min krop rystede svagt. Mit hjerte hamrede, som om jeg havde løbet. Jeg trak dynen op om mig, fordi jeg allerede frøs.
Jeg havde drømt om ham.
Ikke bare hans ansigt. Ikke hans grin. Hans hænder. På min hud. Under mit tøj. Mellem mine ben. Jeg kunne stadig mærke det. Hans tunge, varm og rolig, mod min hals. Hans stemme i mit øre: “Du er min nu.” Ikke højt. Bare en hvisken. Som et løfte. Som en bøn. Og min krop havde svaret ham i søvnen, uden at jeg havde givet den lov.
Astaghfirullah.
Jeg satte mig op, kvalt af skyld. Mine lår gned mod hinanden med en fornemmelse, jeg genkendte, men nægtede at anerkende. Jeg havde aldrig følt sådan før jeg mødte ham. Nu kunne jeg ikke sove, uden at min krop huskede ham. Fremkaldte ham.
Jeg gik ud og lavede wudhu. Koldt vand mod varme hænder. Jeg bad fajr. Langsomt, som om Allah så på mig med afvisning i sit blik. Jeg kunne ikke samle mig. Under sujud gled hans navn ind i mit hoved.
Daniel.
Jeg prøvede at skubbe det væk. Men han var der allerede. Bag mine lukkede øjne. Jeg tænkte ikke på ham med vilje. Men alligevel dukkede han op, hver gang jeg sagde "iyyaka na’budu wa iyyaka nasta’in." Det var som om min krop bad med, på en måde den ikke burde.
Jeg bad længere. Højere. Pressede panden mod jorden, som om jeg kunne tvinge mig selv tilbage til renhed. Jeg blev liggende. Mine fingre gravede sig ned i bedetæppet. Jeg hviskede: "Ya Allah, jeg elsker dig. Mere end nogen. Mere end noget."
Så hvorfor vendte tankerne stadig tilbage til Daniel?
Jeg begyndte at søge svar.
Jeg fandt et forum for muslimske kvinder. Jeg søgte på fitna, på prøvelser, på intention og jomfruelighed. En søster fra Canada havde skrevet om “hvordan man bevarer sin ‘chastity’ i en moderne verden.” Hun skrev om at undgå blikke, berøring, latter. Hun skrev: “Hvis han rører dig, åbner han døren til din sjæl.”
Og jeg forestillede mig det. Daniels hånd. Ikke på min sjæl. Men mellem mine ben. Jeg lukkede øjnene og så ham læne sig ned mod mig. Han rørte mig ikke. Ikke endnu. Men det føltes allerede, som om noget i mig åbnede sig.
Jeg læste videre. Jeg ville rense mig. Men sætningerne blev til billeder. En sheikh skrev om “de kvinder, som glemmer Allah i deres begær og dermed glider ind i mørket.” Og jeg så mig selv dér – i mørket. Med Daniel. Min hijab halvt trukket af. Mit navn i hans mund, som noget han ejede.
Hver gang jeg bad, begyndte det samme: Jeg foldede hænderne, vendte mig mod qibla, og sagde "Allahu akbar." Men midt i versene kom tankerne. Ikke billeder. Men fornemmelser. Min krop begyndte at svulme, selv mens jeg reciterede bønnerne.
Det var ikke bare lyst. Ikke i starten. Det var tryghed. Et mørkt, varmt sted i mig, som kun Daniel kunne nå. Og når lysten kom, føltes det først som skam. Men efter skammen blev lysten stærkere. Som om den voksede af min anger.
Og det værste?
Jeg begyndte at ville det. Ikke bare længes. Ville det. Jeg bad ikke længere for at blive stærkere. Jeg bad for at holde mig tilbage længe nok, indtil jeg kunne give mig hen med undskyldninger. Jeg drømte ikke om at sige nej. Jeg begyndte at håbe, at Allah ville tage valget fra mig.
At han ville tage min kontrol.
At jeg ikke længere selv skulle vælge.
****
"Du virker stille i dag," sagde Zara og så på mig over kanten af sin tekop.
Vi sad på hendes værelse, mens Yasin spillede PlayStation inde i stuen. Solen skinnede gennem vinduet i gyldne striber, men varmen nåede mig ikke. Jeg havde stadig min abaya på, som om det mørke stof kunne skjule det, jeg bar indeni.
"Jeg har bare ikke sovet så godt," sagde jeg. Det var ikke løgn.
Zara nikkede langsomt og stirrede ned i teen. "Er det... brylluppet?"
Jeg tøvede et øjeblik, så nikkede jeg. "Ja. Det hele føles... overvældende."
"Mener du presset?"
"Jeg mener forventninger. Tvivlen. Alt det, man ikke rigtig må sige højt."
Hun smilede svagt. "Du må godt sige det til mig."
Jeg sagde ikke noget. Hvordan kunne jeg forklare det? At jeg bad og længtes på samme tid? At jeg læste Qur’an og fantaserede i samme åndedrag? At jeg hver nat bad Allah om at rense mit hjerte og alligevel vågnede med hånden mellem mine våde lår?
"Zara..." begyndte jeg forsigtigt, som om ordene skulle listes ind i rummet. "Hvis man føler noget, man ikke burde føle... hvad gør man så?"
Hun løftede øjenbrynene. "Du mener haram-følelser?"
Jeg nikkede, og mit hjerte begyndte at slå hurtigere.
Zara sukkede og lænede sig lidt tilbage. "Vi er mennesker, Amina. Vi føler. Det gør ikke følelsen halal, men det gør dig heller ikke uren."
"Hvad hvis det ikke går væk?" Min stemme var lav. "Hvad hvis man prøver og prøver... og det bare bliver værre?"
Hun blev stille et øjeblik. "Så er det en fitna. En prøvelse. Du skal holde fast. Be Allah om hjælp. Undgå det, der trigger det."
Det, der trigger det. Jeg mærkede hans navn i tankerne. Daniel. Hans blik. Hans smil. Hans stemme, som dukkede op midt i mit dhikr. Han var min trigger.
"Hvad hvis... man begynder at føle noget for en person, man ikke burde føle noget for?" spurgte jeg. Jeg så ikke på hende.
Zara satte sin kop ned. Stilheden blev tungere.
"Du mener Ahmed?" spurgte hun forsigtigt.
"Nej," sagde jeg hurtigt. For hurtigt. "Jeg mener... generelt."
"Amina... du er ikke særlig god til at lyve."
Jeg rødmede. Jeg hadede det. "Det er ikke, fordi jeg har gjort noget," sagde jeg hurtigt. "Jeg prøver bare at forstå, hvad det betyder, når det, man føler, ikke stemmer med ens iman."
Zara nikkede. Hendes blik blev mildt. "Så må du spørge dig selv: Er det her en følelse eller en fitna? Er det noget, der giver dig fred – eller noget, der tager den fra dig?"
Jeg kiggede ned. Og jeg vidste det ikke længere.
Zaras blik ændrede sig. Hun lænede sig lidt frem. Stemmen blev lav, næsten en hvisken.
"Amina... er det Daniel?"
Mit hjerte gik i stå. Jeg så ikke op. Mine fingre klemte om koppen, som om porcelænet kunne bære det, jeg ikke kunne sige.
"Jeg..." Min stemme knækkede. Jeg rystede let på hovedet. "Zara, du må ikke sige det til nogen. Du må love det."
Hun var stille et øjeblik. Så nikkede hun alvorligt. "Wallahi, jeg siger ikke noget. Det lover jeg. Men Amina... hvad sker der?"
Jeg løftede endelig blikket og mødte hendes. Det blik, jeg havde undgået i flere uger. Og der knækkede noget i mig.
"Jeg har ikke gjort noget," sagde jeg igen, som om det kunne redde mig. "Jeg har ikke været alene med ham længe. Jeg har ikke syndet på den måde."
Zaras stemme var blød men overrasket. "Amina..."
Jeg bed mig i læben. Øjnene brændte. Jeg ville ikke græde, men tårerne pressede sig frem, som om min sjæl ikke længere kunne bære vægten alene.
"Jeg har prøvet at stoppe det," hviskede jeg. "Jeg beder. Jeg faster. Jeg læser Qur’an. Jeg har bedt tahajjud tre gange på en uge. Jeg har grædt foran Allah hver nat. Men det hjælper ikke."
Zara lagde hånden på min. "Fordi du ikke beder om at elske Allah mere. Du beder om at glemme Daniel. Men du... du vil ham stadig."
Jeg skjulte ansigtet i hænderne. Tårerne strømmede frem. Varme og skamfulde. "Jeg hader mig selv, Zara. Jeg burde være lykkelig. Ahmed er god. Han er alt det, en mand bør være. Men jeg føler ingenting for ham. Og Daniel… jeg ved ikke. Det er anderledes. Når han ser på mig, føles det ikke som om jeg skal leve op til noget."
Zara trak mig ind til sig. Jeg prøvede at kæmpe imod, men hendes arme var faste. Hun holdt mig, mens jeg græd. Mine skuldre rystede. Min hijab blev våd. Hun sagde ikke noget. Hun holdt bare fast.
"Det her er shaytan," sagde hun lavt. "Du er ikke uren. Du bliver testet. Og testen er ikke en synd i sig selv. Men valget... valget bliver det, hvis du vælger forkert."
Jeg nikkede mod hendes skulder. Jeg ville så gerne tro på hende. Jeg ville så gerne føle mig som et menneske igen. Ikke som en, der allerede havde valgt.
Men dybt i mig vidste jeg, at noget allerede var sluppet løs.
Noget, der ikke længere kunne trækkes tilbage.
****
Zara var ikke en del af det denne gang. Der var ingen sammenkomst, ingen undskyldning. Bare mig og en beslutning, som ikke engang føltes som en beslutning. Mere som et skridt i en retning, jeg allerede var begyndt at gå.
Jeg havde skrevet til Daniel. En kort besked: ’Kan vi snakke?’
Han svarede hurtigt: ’Selvfølgelig. Hvor og hvornår?’
Vi aftalte at mødes ved søen. Et neutralt sted. Et sted, hvor jeg hurtigt kunne gå hjem, hvis jeg fortrød. Et sted, hvor Allahs skabelse omgav mig og måske kunne det give mig lidt styrke.
Jeg bad, før jeg gik. Jeg lavede wudhu langsomt, omhyggeligt. Jeg bad to rak’ah, kun for vejledning. Ikke for kærlighed. Ikke for Daniel. Kun for styrke.
Men jeg vidste godt, at jeg ikke kun gik ud for at afslutte. Jeg gik også for at høre ham sige mit navn igen.
Solen var på vej ned, da jeg nåede søen. Vandet lå spejlblankt. Fuglene havde fundet ro i sivene. Jeg trak jakken tættere om mig og gik ned mod bænken, hvor vi havde aftalt at mødes.
Han sad der allerede. Hænderne i lommerne, blikket mod horisonten.
Da han så mig, rejste han sig. Ikke ivrigt, bare roligt. Som han altid gjorde.
“Hej,” sagde han stille.
“Salam,” svarede jeg, selvom han ikke er muslim. Det lå bare i mig.
Vi satte os. Der var lidt afstand mellem os. Han sagde ikke noget. Han ventede. Det respekterede jeg ham for.
“Jeg har tænkt meget,” begyndte jeg. “Om os. Om det, jeg føler. Om det, jeg... ikke burde føle.”
Han nikkede langsomt. “Det har jeg også.”
“Jeg er stadig forlovet,” sagde jeg. “Jeg er stadig muslim. Jeg tror stadig. Hver dag. Hver bøn. Det er ikke noget, jeg kan lægge fra mig.”
“Det forstår jeg.”
Jeg vendte blikket mod ham. “Men jeg føler ting, jeg ikke burde. Og jeg hader mig selv for det.”
Han kiggede ned på sine hænder. “Du må ikke hade dig selv, Amina.”
“Jeg er uren,” sagde jeg. “Ikke udenpå. Men indeni. Jeg beder, og alligevel forestiller jeg mig dig. Det føles som om min sjæl bliver revet i to.”
Han så på mig. “Du er ikke uren. Du er menneske.”
“Du forstår det ikke,” hviskede jeg. “Det handler ikke bare om skyld. Det handler om alt. Min familie. Min tro. Min fremtid. Hvis jeg vælger dig... så vælger jeg imod alt det.”
“Hvorfor ville du så mødes?” spurgte han.
Jeg svarede ikke.
Han rakte ud, ikke for at røre mig, bare for at være tættere. Hans stemme var lav. “Jeg ved, du kæmper. Jeg har aldrig ønsket at gøre det sværere. Men jeg kan ikke lade som om, jeg ikke føler noget for dig.”
Mit hjerte slog hårdere.
“Jeg har aldrig mødt nogen som dig,” sagde han. “Du får mig til at tænke anderledes. Langsommere. Dybere. Du er ikke bare smuk, Amina. Du er... ægte.”
“Stop,” sagde jeg stille og rystede på hovedet.
Han sagde ikke mere. Han blev bare siddende.
Stilheden mellem os føltes tung, som et åndedrag, der ikke kunne slippe fri fra halsen.
Og så, uden at tænke, uden at planlægge, men heller ikke uden at ville, vendte jeg mig mod ham. Og lod mit hoved komme nærmere.
Vores læber mødtes.
Det var ikke voldsomt. Ikke forceret. Bare varmt. Blødt. Som en indrømmelse. Som en stille bøn.
Men så snart vores læber skiltes, kom tårerne. Som et vandfald, der havde været tilbageholdt for længe.
Jeg trak mig væk. Rejste mig. Holdt hånden for munden, som om jeg havde gjort noget ulækkert.
“Undskyld,” hviskede jeg. “Jeg kan ikke... Jeg er ikke...”
Daniel rejste sig også. “Amina-”
“Nej,” sagde jeg hurtigt. “Jeg er nødt til at gå.”
Og det gjorde jeg. Uden at se mig tilbage. Jeg gik hurtigt. Næsten løb. Tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg mærkede kulden gennem jakken, gennem huden, helt ind i kroppen. Det var, som om verden trak vejret hurtigere. Som om alt i mig var vågnet og råbte.
Da jeg kom hjem, smed jeg skoene og gik direkte ud på badeværelset. Jeg låste døren. Vaskede mit ansigt. Mine hænder. Min nakke. Som om hans berøring stadig sad fast i huden.
Jeg lavede wudhu. Igen. Langsomt. Mekanisk. Mine hænder rystede.
Så bad jeg.
Tahajjud.
Langsomt. Vers for vers. Tårerne faldt under surah Al-Ikhlas. Jeg gentog “Allahu Akbar” igen og igen, som om ordene kunne overdøve følelsen af hans læber.
I sujood bad jeg: Ya Allah. Jeg har fejlet. Jeg har rørt det, du har forbudt. Jeg har ønsket det, du har advaret mig imod. Jeg har kysset ham. Jeg har længtes. Og jeg ved, du så det hele. Jeg skammer mig. Jeg skammer mig mere, end jeg troede, det var muligt. Men jeg elsker dig. Jeg vil elske dig. Hjælp mig med at gøre det rigtige.
Jeg blev på bedetæppet resten af natten. Jeg rørte ikke min telefon. Jeg talte ikke. Jeg lå bare dér.
Ikke fordi jeg følte mig ren igen.
Men fordi jeg stadig tryglede om at blive det.
****
Jeg havde det fint med at vente. Hvert minut, hvor det endnu ikke var mig og Ahmed foran et kamera, føltes som en bøn, der var blevet hørt.
Vi stod i gården ved kulturcentret, hvor festen skulle holdes. Solen skinnede, men lyset stak i øjnene. Jeg havde en hvid kjole på igen. Ikke min egen. Ikke den, jeg selv havde valgt, men en, Ahmeds mor havde insisteret på. “Den dækker godt,” havde hun sagt tilfreds. “Ingen grund til at vise former.”
Min hijab var pyntet med små perler, og mit ansigt dækket af makeup, jeg ikke selv havde valgt. Jeg lignede en brud. Jeg lignede alt det, jeg burde være.
Men jeg følte mig tom.
Ahmed stod lidt væk og talte med fotografen. Han smilede, som han altid gjorde. Det samme blide smil, der aldrig helt nåede øjnene. Hans hænder var foldet foran sig, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre med dem. Han lignede en lille dreng i en voksens jellabiya.
“Vi tager det første billede her,” sagde fotografen og pegede mod en væg dækket af grønne planter. “I kan stå lidt tættere, men uden at røre hinanden.”
Jeg nikkede og gik hen. Ahmed stillede sig ved siden af mig, med passende afstand. Ingen berøring. Ingen overtrædelser. Alligevel føltes det forkert.
“Kig lidt op mod ham, Amina,” sagde fotografen.
Jeg løftede blikket. Så på Ahmeds ansigt. Hans smil. De pæne træk. De mørke øjne, der engang havde virket trygge, men som nu bare virkede... fremmede.
Jeg prøvede. Jeg prøvede at mærke noget. Bare lidt varme. Bare et strejf af ro.
Men alt, jeg mærkede, var modstand.
Hans tilstedeværelse fik min hud til at spænde. Ikke af nerver, men af noget dybere. En uro, jeg ikke længere kunne ignorere. Jeg kom til at tænke på Daniel. På hans blik. Hans stemme. Hans læber.
“Amina, prøv at læne dig lidt ind mod ham,” sagde fotografen.
Jeg gjorde det. Kun en anelse. Ikke nok til at røre ham. Ikke nok til at overtræde nogen grænser. Men selv det føltes for meget.
Jeg så vores reflekterede billede i et vindue bag fotografen. Vi så ud som et par. Et godt, respektabelt par. Men indeni var jeg et andet sted.
Ahmed bøjede sig lidt frem og sagde lavt: “Du ser virkelig smuk ud i dag.”
Jeg pressede et “Tak” frem, men ordene satte sig fast. Jeg ville ikke være smuk for ham. Jeg ville ikke være noget for ham.
Jeg havde ondt af ham.
Han stod dér i sin nystrøgne kufi, håret klippet præcist ved tindingerne, og han vidste intet. Han troede, han gik ind i et ægteskab. Et partnerskab velsignet af Allah og vores familier. Men han giftede sig med en facade. Et smil, der løj med
Han kendte mig ikke.
Ikke den pige, der bad tahajjud med tårer i øjnene og varme mellem benene. Ikke den pige, der havde drømt om at blive taget bag en lukket dør, hårdt og uden tilladelse. Han kendte ikke Daniel. Han kendte ikke mig.
“Nu kigger I på hinanden og smiler,” sagde fotografen.
Jeg vendte hovedet. Så ind i Ahmeds øjne. Og jeg smilede.
Men indeni skreg jeg.
Jeg kunne mærke, hvordan noget i mig begyndte at gå i stykker. Lag for lag. Min tro. Min stolthed. Min identitet. Alt det, jeg var opdraget til – at være en god pige, en god muslim – smuldrede under vægten af løgnene, jeg selv havde bygget.
Og Daniel... han smilede sikkert et sted. Med den der ro i kroppen. Den måde han stod på, uden at anstrenge sig. De blå øjne. De hænder, der endnu ikke havde rørt mig, men som allerede ejede mig mere, end Ahmed nogensinde ville kunne.
Klik.
Et billede blev taget.
Endnu et bevis.
Efter billederne var taget, begyndte vores familiemedlemmer at gå ind for at spise. Jeg blev stående lidt i udkanten af gården, tæt ved blomsterbedet, hvor skyggerne fra bygningen lagde sig over fliserne som et tæppe. Jeg havde brug for luft. For afstand. Ahmed kom hen til mig kort efter, og vi stod et stykke fra de andre. Ikke skjult, men alene nok til at tale uforstyrret.
Han sagde ikke noget de første minutter. Vi stod bare der, med lyset blødt omkring os, som om solen selv også var blevet træt.
Så sagde han stille: “Er du okay?”
“Ja,” svarede jeg hurtigt. Alt for hurtigt.
Han nikkede men blev stående. “Det er bare... du virker lidt fjern i dag.”
Jeg kiggede ud mod vejen. Træernes blade bevægede sig sagte i vinden, men mit indre var ikke i ro.
“Det har bare været en lang dag,” sagde jeg. “Jeg er træt.”
“Det forstår jeg,” sagde han. “Men... det føles som mere end bare træthed, ikke?”
Jeg vendte mig halvt mod ham. “Hvad mener du?”
Han holdt blikket på jorden et øjeblik, før han svarede. “Du smiler... men det er, som om du ikke er her. Som om du tænker på noget andet. Eller nogen anden.”
Jeg sank en klump. Mine hænder var foldet stramt i skødet. Jeg kunne mærke, hvordan mine skuldre låste sig.
“Jeg prøver,” sagde jeg. “Jeg vil gerne gøre det rigtigt.”
Ahmed nikkede langsomt, men hans øjne var triste. “Amina... det skal ikke bare være rigtigt. Det skal føles rigtigt. Du skal ville det.”
Jeg ville ønske, han havde skældt mig ud. Råbt. Spurgt mig direkte om jeg tænkte på en anden mand.
Men det var hans mildhed, der gjorde det værre. Det gjorde det sværere at gemme sig.
“Amina,” sagde han, blidt. “Er der noget, du ikke fortæller mig?”
Jeg holdt hans blik. Et langt, tungt sekund.
“Nej,” sagde jeg. Og vendte mig væk.
****
Jeg smed skoene i gangen og gik direkte op på værelset. Lukkede døren bag mig og låste den. Gardinerne dæmpede lyset. Solen kastede lange skygger ind over gulvet, men jeg frøs.
Jeg satte mig på sengekanten. Mine hænder rystede. Fødderne gjorde ondt, men jeg mærkede dem ikke. Mit hoved dunkede.
Jeg havde løjet.
Ikke kun for Ahmed. For alle. For mine forældre. For mig selv. For Allah.
Jeg lagde hovedet i hænderne og begyndte at græde. Først stille. Som om jeg stadig prøvede at holde det inde. Men det voksede. Uden lyd. Som om kroppen kollapsede, uden at give slip på stemmen.
Jeg kastede mig ned i sengen. Puden var kold. Jeg trykkede ansigtet ned i den og lod tårerne få plads. Jeg kunne ikke holde dem tilbage mere.
“Jeg hader mig selv,” hviskede jeg. “Ya Allah... jeg hader mig selv.”
Jeg ville være god. Jeg ville være den datter, de havde opdraget mig til at være. Den hustru, Ahmed fortjente. Den muslim, jeg troede, jeg var.
Men Daniel…
Daniel fyldte mig.
Han boede i mit blik, i mit bryst, i min krop. Selv ordene smagte anderledes, når jeg sagde hans navn for mig selv. Han havde taget min ro. Og jeg havde givet den væk.
Jeg greb telefonen.
Min finger svævede over hans navn.
Jeg lukkede øjnene.
Så skrev jeg: ’Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det her. Jeg burde ikke. Men jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke bære det alene. Jeg har prøvet at være god. At glemme dig. At elske det, jeg burde elske. Men jeg er ved at gå i stykker.’
Jeg stirrede længe på beskeden. Så trykkede jeg send. Skærmen blev sort. Jeg lagde telefonen ved siden af mig som et vidne. Rullede mig sammen som et barn. Og ventede. Ikke på svar. Bare på... noget. Et tegn. Et lyn på himlen som straf. Hans navn på skærmen. Eller måske bare en form for tilgivelse.
Men lige dér, dér hvor grænsen mellem mig og Allah føltes allermest udvisket, dér mærkede jeg det: Jeg var ikke en pige længere. Jeg var en løgner. En forræder. En brud uden tro.
Telefonen summede kort på puden ved siden af mig.
Jeg stirrede på den længe, før jeg turde vende den og læse.
’Vi kan mødes og tale om det, hvis du vil. Bare én gang. Og hvis du bagefter vil glemme mig, lover jeg ikke at kontakte dig igen.’
Mine hænder begyndte at ryste. Jeg læste beskeden igen og igen. Ikke for ordenes skyld. Men fordi mit hjerte allerede havde svaret, før forstanden nåede det.
’Okay.’
Jeg sendte det, før jeg kunne nå at fortryde.
Han skrev adressen. Jeg kendte den godt. En lille lejlighed tæt på universitetet. Jeg havde set ham gå ind der engang. Dengang uden at ane, hvor meget det skulle komme til at betyde.
“Mor,” sagde jeg, mens jeg trak min jakke på ude i entreen. “Zara spurgte, om jeg ville komme forbi i aften. Vi skal snakke om... brylluppet. Hun har noget, hun vil give mig.”
Min mors blik gled over mig. Hijaben sad som den skulle. Kjolen dækkede mig. Øjnene var trætte, men mit smil var overbevisende.
“Kom hjem før maghrib, habibti.”
“Insha’Allah.”
Mine læber sagde det uden tøven. Som de havde gjort hundrede gange før. Men mit hjerte vidste det allerede. Det var ikke sandt.
****
Jeg stod foran hans dør i lang tid. Mine hænder var kolde, halsen tør. Jeg overvejede at vende om. Bare gå. Lade som om det hele var en fejl. At jeg var faret vild.
Men døren åbnede, før jeg nåede at banke.
Hans blik ramte mit. Roligt. Ingen sejr. Ingen skjult forventning. Kun noget, der mindede om forståelse.
“Vil du komme ind?” spurgte han.
Jeg nikkede. Tavst. Trådte indenfor.
Lejligheden var stille. Der duftede svagt af kaffe og træ. Bøger lå spredt i bunker. Lyset var dæmpet. Ikke romantisk. Bare blidt.
Vi satte os i sofaen. Der var lidt luft imellem os. Vi sad begge med hænderne i skødet.
“Tak fordi du kom,” sagde han.
Jeg nikkede. “Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig.”
“Det gør jeg heller ikke.”
Der blev stille. Ikke akavet. Bare tungt.
“Det føles som om jeg...” Jeg stoppede. Ordene satte sig fast. “Som om jeg er ved at miste mig selv.”
Han så på mig. Lyttede. Ikke med medlidenhed. Bare tilstedeværelse. Og det var næsten værre. Fordi det åbnede noget.
“Det er som om jeg lever to liv,” sagde jeg. “Den jeg er derhjemme. Og den jeg er, når jeg tænker på dig.”
Han nikkede langsomt. “Jeg tænker også på dig.”
“Du skal ikke sige det,” hviskede jeg. “Det gør det værre.”
“Men det er sandt.”
Stilheden voksede.
Så – uden at sige noget – lagde han hånden på mit knæ. Langsomt. Ikke insisterende. Ikke som en invitation. Bare som en berøring, der ventede.
Jeg burde have rejst mig.
I stedet lagde jeg min hånd ovenpå hans.
Hans varme trængte gennem min hud, og før jeg nåede at tænke, lænede jeg mig frem.
Det var mig, der lukkede afstanden.
Vores læber mødtes. Blidt. Ikke famlende, ikke voldsomt. Bare ærligt. Som en indrømmelse.
Han kyssede mig. Og jeg kyssede ham.
Ikke fordi jeg havde opgivet.
Men fordi jeg valgte det.
Mine fingre fandt hans hals. Mine læber skiltes. Hans hånd gled mod mit lår, roligt, uden pres – og jeg flyttede mig ikke.
Alt var stille. Kun vores åndedræt. Varmen. Og min krop, som ikke længere strittede imod.
Men så kom tårerne.
Ikke fordi han gik over nogen grænse.
Men fordi jeg ikke længere kunne skjule, at det her var mit valg. Ikke hans pres. Mit begær.
Jeg trak mig væk. Roligt. Ingen drama. Bare afstand.
Han så på mig. Forvirret. Men ikke vred.
“Undskyld,” sagde jeg lavt.
“Du behøver ikke undskylde.”
“Jeg er nødt til at gå.”
“Jeg forstår.”
Jeg rejste mig. Rettede på min hijab. Benene rystede, men jeg gik alligevel.
På trappen vendte jeg mig kort om.
“Tak fordi du ikke gjorde det sværere,” sagde jeg.
Han nikkede.
Jeg bad den nat med kroppen rystende. Ikke kun af skyld. Men af sårbarhed. Jeg havde givet noget af mig selv væk – og det værste var, at det føltes som frihed. Ikke synd.
Ya Allah... gør mit hjerte stærkere end mit begær. Gør min kærlighed til dig større end mit behov for at blive set.
Jeg knælede. Jeg rystede. Jeg bad. Og jeg vidste, det ikke var slut.
****
“Du er virkelig dårlig til at snitte løg,” sagde jeg og prøvede at skjule mit grin bag hånden.
Daniel holdt kniven akavet, som om han aldrig havde stået i et køkken før. “De er glatte, okay? Det er løgenes skyld.”
“Det er aldrig løgenes skyld,” sagde jeg og rystede på hovedet. Jeg rettede på min hijab med albuen, så den ikke gled ned over panden. Den var allerede blevet fugtig i kanten af varmen fra komfuret.
Køkkenet var lille og lyst. Vinduet stod åbent, og duften af krydderier lå i luften, gurkemeje, spidskommen og kardemomme. Jeg havde smuglet ingredienserne med i tasken. At bringe min mors opskrift ind i hans lejlighed føltes næsten mere intimt end det kys, vi havde delt, da jeg kom.
Jeg rørte stille i gryden. Duften af stegt løg og krydderier steg op og fyldte køkkenet.
“Det hedder suqaar,” forklarede jeg. “Kød, grøntsager, krydderier. Nemt.”
Daniel lænede sig mod dørkarmen og så på mig med et lille smil. “Er det sådan noget, du plejede at få derhjemme?”
“Ja,” nikkede jeg. “Min mor lavede det, når der kom gæster. Eller når hun ville gøre noget lidt særligt uden at gøre for meget ud af det.”
*Han nikkede langsomt. “Så... er det her en særlig dag?”
Jeg kastede et blik over skulderen og trak let på skuldrene. “Tja. Du fik mig til at tage min mors hemmelige opskrift med. Det sker ikke så tit.”
“Så jeg er heldig?”
“Det afhænger af, hvor god du har været til at snitte løg.”
Han grinede lavt, og jeg mærkede et smil glide over mine læber, før jeg nåede at stoppe det.
Vi spiste i stuen. Han havde dækket et lille bord mellem sofa og reol, og jeg havde insisteret på, at vi ikke skulle bruge knive og gafler. Vi spiste med ske og hænder, ligesom vi gjorde derhjemme.
“Det smager virkelig godt,” sagde han og flyttede tallerkenen tættere på.
Jeg hævede brynene. “Mener du det, eller er du bare bange for, at jeg aldrig laver mad til dig igen?”
“Begge dele,” lo han.
Jeg sænkede blikket og smilede. Jeg var afslappet, og det gjorde mig nervøs. Stemmen der plejede at råbe haram, var blevet lav eller måske ignorerede jeg den.
Efter vi havde ryddet op, satte vi os på sofaen. En gammel film kørte, men ingen af os fulgte med. Jeg sad med benene trukket op, stadig i min lange abaya og hijab.
Han rykkede lidt tættere, ikke påtrængende, kun nær.
Han pegede mod skærmen. “Er det her ikke den film, du sagde, du elskede som barn?”
“Jo. Jeg græd altid over slutningen. Hver gang.”
“Tror du, du ville græde nu?”
“Jeg græder hele tiden i disse dage,” svarede jeg tørt.
Daniel så alvorligt på mig. “Amina. Det her, os. Hvis vi fortsætter, gør det ondt på dig, når du bliver gift.”
Ordene landede som glas i maven. Ikke fordi jeg ikke vidste det. Men fordi han sagde det højt.
Jeg så væk. Trak hænderne til mig. “Hvorfor siger du det?”
“Fordi jeg ikke vil være den, der... gør det værre.”
Tårerne kom lydløst. En ad gangen. Hijaben sugede dem op.
“Amina,” hviskede han. “Kom her.”
Jeg lod hovedet falde mod hans skulder. Vi sad i stilhed. Jeg mærkede hans åndedrag gennem stoffet. Så løftede jeg blikket.
Jeg stoppede ham ikke. Han bøjede sig og kyssede mig forsigtigt. Jeg svarede, læberne åbnede sig. Kysset blev dybere, hans hænder gled langs mine sider og hvilede på mine skuldre, blide men faste.
"Er det okay?" spurgte han lavt, som om han ikke ville skræmme mig.
Jeg nikkede. “Mhm.”
Han lænede sig frem, og vores kys blev dybt og utålmodigt. Da han pressede sig mod mig, mærkede jeg straks hans pik, hård og varm, mod mit underliv gennem stoffet. Jeg stivnede et øjeblik, det var ikke bare et tryk, det var ham, og selv om chokket løb gennem kroppen, svarede jeg alligevel. Et gisp gled ind i hans mund, og jeg skubbede mig tættere ind til ham, som om det var det mest naturlige i verden. Kjolen skjulte mig, hijaben sad fast, men under hans vægt følte jeg mig helt nøgen. Han bevægede sig i langsomme, gnidende rytmer, og jeg mærkede alt, varmen, tyngden, hvordan han passede perfekt mod mig. Det var forkert, haram, men jeg gjorde intet for at stoppe det.
Hans hofter bevægede sig langsomt, forsigtigt mod mine, og jeg kunne mærke, hvordan min krop begyndte at svare, selvom jeg ikke ønskede det. Det føltes, som om mit underliv åbnede sig for ham helt af sig selv. Hans hånd hvilede på mit lår, oven på stoffet. Han pressede ikke, trak ikke noget til side, men hånden var der, fast og rolig, som om han ville mærke min varme gennem lagene.
Jeg mærkede det dybt mellem mine ben. Den varme, jeg kun havde tilladt mig selv at føle, når jeg vaskede mig hurtigt og med skyld – som om selv vandet kunne sladre. Men nu var der ingen flugt. Jeg var allerede gennemblødt.
Jeg vred mig under ham, for jeg kunne ikke lade være. Mine hofter søgte hans. Jeg jamrede lavt, klynkede uden helt at forstå lydene, der kom ud af mig. Rå og ufiltrerede. Jeg greb fat i hans overarme, holdt fast, som om jeg ville trække ham helt ind i mig, selvom vi begge stadig havde tøj på.
Han bevægede sig blødt, tungt og rytmisk. Jeg fulgte med, matchede hans bevægelser, pressede mig mod ham igen og igen, som om jeg allerede var hans. Min hijab sad stadig fast om mit hoved, men alt andet var kaos. Mit åndedræt, min krop, min vilje.
“Ah...” lød det svagt fra mine læber, og jeg bed mig i tungen for at holde resten inde.
Men det var for sent.
Jeg spændte. Hele kroppen stivnede. Noget inde i mig brast. Det var ikke smerte, ikke skam, men noget dybt og smukt. En flod af varme skyllede gennem mig, rev min kontrol væk og efterlod kun støn, sitren og våde lår.
Var det sådan en orgasme føltes?
Jeg lå stille under ham, men inde i mig snurrede alt rundt. Min hud brændte, kinderne var varme, og jeg mærkede varmen sprede sig fra mit ansigt ned gennem halsen, brystet og helt til det sted, han netop havde vækket. Jeg følte mig svimmel, rundtosset, som om kroppen stadig hang fast i noget, jeg ikke helt kunne forstå.
Jeg vidste ikke engang, hvad det hed. Hvad det var. Jeg havde aldrig fået lov til at deltage i seksualundervisning. Mine forældre sagde, det var uanstændigt. At anstændige piger ikke havde brug for den slags viden.
Men nu havde jeg mærket det. Ikke i teori. I kød. I varme. I noget, der føltes så voldsomt, at det havde flået noget i mig op. Noget jeg ikke kunne sy sammen igen.
Jeg havde stadig mit tøj på. Hijaben var viklet om mit hoved. Jeg var ikke nøgen – og alligevel føltes jeg mere blottet end nogensinde.
“Du er smuk, når du kommer,” hviskede Daniel med en blød og varm stemme, og det gjorde det bare endnu sværere.
Jeg rødmede helt op i ørerne, vendte blikket væk og skammede mig over, at jeg overhovedet havde ladet ham se det. At jeg ikke havde kæmpet imod. At jeg måske endda havde... bedt om det.
Jeg er ikke jomfru længere, tænkte jeg. Ikke i sjælen, ikke i hjertet. Jeg havde ikke blødt, men noget var blevet taget fra mig. Eller måske havde jeg selv givet det væk. Og det var næsten værre.
Ya Allah... hvad har jeg gjort?
Først mærkede jeg en knude i brystet. Så begyndte mine hænder at ryste. Og før jeg kunne stoppe det, trillede tårerne stille ned. Først lydløst, så mere åbent. Jeg trak vejret i små ryk, mens skuldrene rystede. Jeg kunne ikke holde det inde længere.
Daniel så det med det samme. Han lagde forsigtigt sin hånd på min overarm, uden at presse. “Hey... hey, det er okay,” hviskede han. “Det er okay.”
Men det var ikke okay. Jeg havde begået zina. Måske ikke helt fysisk, men i alt andet. Jeg havde lagt mig under en fremmed mand. Ladet min krop tage imod noget, der ikke tilhørte ham. Jeg græd uden at kunne styre det.
Daniel satte sig lidt op, rodede i noget på natbordet og rakte mig en serviet. Jeg tog den uden at møde hans blik. Snøftede, tørrede hurtigt kinderne, som om jeg kunne viske det hele væk.
“Jeg er nødt til at være jomfru på min bryllupsdag,” hviskede jeg. “Jeg skal give min mødom til Ahmed. Det er min pligt. Min ære. Det eneste, jeg har.”
Der blev stille et øjeblik, før Daniel sagde med et lille smil i stemmen: “Men... teknisk set er du vel stadig jomfru?”
Jeg stivnede. Så endelig op på ham med øjne fulde af skam og vrede.
“Det er ikke sjovt,” sagde jeg stille.
Hans smil forsvandt straks. “Undskyld. Jeg mente det ikke sådan.”
Jeg nikkede, men tårerne kom igen. Jeg kiggede væk og sagde næsten uhørligt: “Jeg fortryder det. Vi skulle aldrig have gjort det her.”
Daniel kiggede på mig uden at sige noget. Så lagde han hånden tøvende på mit knæ og sagde: “Måske... måske er det ikke kun dårligt, det der skete. Måske gør det dig mere klar til... til ægteskabet. Så du ikke bliver helt overvældet. Nu ved du, hvordan det føles. Du har mærket det.”
Jeg sagde ikke noget. Ordene lød logiske, praktiske, måske endda omsorgsfulde i hans verden. Men for mig stak de som en kniv.
Jeg tænkte på Allah, på min mor, på bryllupsnatten.
Ahmed troede, han ville blive den, der tager min mødom. Men den ville allerede være givet bort . Måske ikke med kroppen, men med hjertet, og det var dér, min ære lå.
Jeg trak mig væk. Ikke vredt, bare stille. Foldede servietten sammen i hånden og knugede den.
“Jeg skal bede,” sagde jeg.
Daniel nikkede. Han forstod det ikke helt. Men han vidste, at han ikke skulle stille flere spørgsmål.
****
Duften af krydret ris og kanel fyldte stuen. Hibo, Ahmeds mor, havde lagt fine duge på bordene, og på reolen stod nyindpakkede kasser med tøj, parfume og sølvsmykker. Gaver. Amaanada. Jeg nikkede ydmygt og sagde Jazakum Allahu khayran for hver enkelt. Jeg smilede og bøjede hovedet let, som man gør, når man vil vise taknemmelighed uden at virke for stolt.
I køkkenet stod kvinderne tæt, snakkede lavmælt og rørte i gryderne med rytmiske bevægelser. Jeg trak mit sjal lidt længere op, vaskede hænderne og gik i gang med at forme sambusa. Mine bevægelser var rolige og rutinerede, som om det var mine hænder, ikke mit hjerte, der arbejdede.
“Wallahi, du er så flittig,” sagde Hibo og nikkede godkendende. “Ahmed er en heldig mand.”
“Alhamdulillah,” svarede jeg stille og fortsatte med at fylde dejen. Min stemme rystede ikke. Mine fingre var rolige. Jeg smilede, som en god pige skal.
Jeg anrettede en tallerken og sørgede for at lægge lidt ekstra til ham – lidt af den kyllinggryde, han havde nævnt sidste gang. Jeg dryssede koriander over som pynt, tørrede tallerkenens kant af med en serviet og bar den ud som en tjeneste.
Ahmed smilede varmt, da jeg stillede den foran ham. “Subhanallah, det ser godt ud,” sagde han og kiggede op. “Du har virkelig gjort dig umage.”
“Det er kun lidt,” sagde jeg og slog blikket ned. “Jeg håber, det smager godt.”
“Du er allerede en bedre kok end mig,” grinede han. De andre lo med. Alt føltes... rigtigt. På overfladen.
Jeg satte mig ned og foldede hænderne i skødet. Knæene rørte hinanden, ryggen var rank. Jeg holdt blikket lavt og lyttede opmærksomt. Jeg spillede min rolle. Den fromme forlovede. Den somaliske datter, der ærer sin plads, sin kommende mands familie og sin tro. Jeg ville gøre det rigtigt. Jeg måtte gøre det rigtigt.
Ahmed tog en bid. “Mmm. Wallahi, det smager fantastisk.”
Jeg nikkede og så på hans ansigt. Det var et godt ansigt. Mildt. Rent. Ikke som Daniels. Ikke som den hede skyldfølelse, der stadig sad i mit underliv, selvom jeg havde lavet ghusl, bedt og sagt astaghfirullah så mange gange, at ordene næsten mistede mening.
Han vil blive en god ægtemand, tænkte jeg. Han tror på Allah, ærer sine forældre, og er ikke typen, der nogensinde vil vække pirrende tanker eller tænde noget i mig, jeg ikke kan styre.
Det med Daniel... det var en forglemmelse. En test. En snedig shaytan. Men det er forbi. Jeg må ikke tænke på det igen.
Ahmed tog endnu en bid og smilede opmuntrende. “Du vil blive en god kone, insha’Allah.”
Jeg smilede tilbage. Mit hjerte var stille. Ikke roligt. Ikke fredeligt. Bare stille. Som en sø, der har slugt et stenfald og endnu ikke har lært at kruse.
Ya Allah, tænkte jeg. Jeg gør mit bedste. Tilgiv mig. Gør mig værdig igen.
****
Jeg havde fået en rutine. Efter isha, når huset begyndte at falde til ro, og min mor var optaget af at folde vasketøj, mens min far sad med Qur’anen eller tv-avisen, sagde jeg stille: “Jeg går over til Zara. Vi skal læse sammen. Eksamen nærmer sig.”
De troede på mig. Selvfølgelig gjorde de det. Jeg havde aldrig givet dem grund til at mistro mig.
Men jeg gik ikke over til Zara. Jeg gik over til Daniel.
Det skete oftere og oftere. Først én gang om ugen, så to, så tre. Til sidst næsten hver anden aften. Jeg tog altid af sted med en fast følelse af, at det kun var midlertidigt. At jeg stadig var en god pige. At jeg stadig var jomfru. At intet rigtigt var sket.
For jeg tog aldrig tøjet helt af. Jeg beholdt hijaben på, som et bevis på, at jeg stadig var ren. Stadig værdig. Jeg bad stadig, læste stadig Qur’an, gik til jumu’ah, smilede pænt til Ahmed og bøjede stadig hovedet, når min far sagde, han var stolt af mig.
Men efter mørket... sad jeg på Daniels sofa.
Han vidste, jeg kom. Han sagde ikke meget, når jeg trådte ind. Bare et varmt “Hej,” og et blik, der sagde mere end ord. Jeg tog skoene af, hængte jakken på den samme krog som altid og satte mig i enden af sofaen. Nogle gange tændte vi en film, men vi så aldrig den færdig.
Hans hænder fandt altid vej til mine lår, sider, nakke. Han kyssede mig gennem stoffet, og jeg lod ham. Jeg svajede ind mod ham med lukkede øjne og åbne læber. Hver gang hans hånd gled op over hofterne og videre, pressede jeg mig mod den og tænkte: Så længe han ikke går under tøjet, er det ikke rigtig haram..
Så længe jeg bad, fastede og stadig planlagde at sige qubul til Ahmed, så længe jeg stadig ville bløde på lagnet, når han tog mig første gang, så var jeg stadig god nok. Ikke perfekt, men god nok. Allah kendte mit hjerte. Og mit hjerte elskede stadig Allah.
Men denne aften var anderledes.
Vi lå i sofaen. Hans arme var omkring mig, som de plejede. Men han sagde ikke noget. Ikke før jeg selv spurgte:
“Du er stille i aften. Er alt okay?”
Han nikkede først, så kiggede han på mig med det blik, han altid fik, når han skulle sige noget alvorligt.
“Vil du sove her i nat?”
Jeg stivnede.
Jeg stivnede. Ikke udadtil, ikke med kroppen, men indeni. Som vinden, der lægger sig lige før regnen.
“Daniel...” Jeg sagde hans navn, som jeg plejede, når jeg ville aflede. Han lagde hånden over min og ventede.
“Bare sove,” sagde han blidt. “Ikke mere end det. Vi kan ligge på hver sin side. Du behøver ikke tage noget af. Du behøver ikke at gøre noget. Jeg vil bare have dig tæt på.”
Jeg vendte blikket væk, kiggede på væggen bag ham, på den lille skygge, lampelyset kastede op over panelerne.
“Du ved godt, jeg ikke må,” sagde jeg.
“Men du er her,” svarede han.
Og det var sandt.
Jeg var her. Med mine lår tæt op ad hans, med hijaben halvt løsnet, og hans hånd hvilende på mit knæ. Jeg havde allerede sagt ja. Bare ikke højt endnu.
“Jeg skal hjem inden maghrib,” hviskede jeg. Det plejede jeg altid at sige.
Han lænede sig lidt tættere. Hans pande rørte min. “Der er ingen, der vil finde ud af det.”
Han havde ret. Ingen ville vide det. Ikke Ahmed. Ikke min mor. Ikke engang Zara. Det ville bare være mig. Og Allah.
Jeg lukkede øjnene.
“Jeg kan ikke tage tøjet af,” sagde jeg.
“Det behøver du ikke.”
“Jeg vil sove på sofaen.”
“Det må du gerne.”
Der blev stille. Jeg mærkede hans hånd glide over min ryg. Ikke frækt. Bare... blidt.
“Bare én nat,” sagde han. “Bare... vær her.”
Jeg åbnede øjnene og så på ham. Hans blik bad ikke om noget, men alligevel bad det om alt.
Jeg nikkede stille. Jeg sad stadig med mobilen i hånden, skærmen lyste mit ansigt op i det mørke hjørne af Daniels sofa.
Jeg skrev hurtigt: “‘Hooyo, Zara har spurgt, om jeg må blive og overnatte. Vi er midt i noget, og det er sent. Er det okay?’
Jeg sendte beskeden og mærkede straks samvittigheden stikke i brystet. Ikke fordi det var første gang, jeg løj. Men det her føltes anderledes. Mere alvorligt. Min mor plejede aldrig at lade mig sove ude – ikke engang hos Zara. Det var imod alt, vi var opdraget til. En pige skulle hjem. En ugift pige skulle sove under sin fars tag.
Alligevel sendte jeg den.
Min mave snørede sig sammen, da de tre prikker dukkede op på skærmen. Så kom svaret: ‘Okay, habibti. Men kom hjem tidligt i morgen, og læs ikke for sent. I har brug for jeres søvn.’
Jeg stirrede på beskeden. Ordene flød sammen foran mine øjne. Hun havde sagt ja.
Jeg læste den igen og igen, og langsomt voksede den indre retfærdiggørelse. Min mor havde givet mig lov. Og hvad betød det, at det ikke var Zara, jeg var hos? Zara var jo bare en dør længere nede ad gaden. Det var intentionen, der talte – ikke navnet på døren. Jeg havde ikke tænkt mig at have sex med Zara, ligesom jeg ikke havde tænkt mig at have sex med Daniel, så hvad forskel gjorde det i grunden?
Jeg rakte mobilen til Daniel og viste ham beskeden. “Hun sagde okay.”
Han løftede øjenbrynene og smilede. “Så... nu er jeg officielt din veninde?”
Jeg skubbede til ham med albuen og trak hijaben lidt tættere om mig, selvom den allerede dækkede alt. “Hold op. Det her... betyder ingenting.”
Men vi vidste begge, at det gjorde det.
Vi satte os tilbage i sofaen. Filmen kørte. En gammel, fransk film med langsomme replikker og forvirrende klip. Jeg forstod ikke handlingen, og det gjorde Daniel nok heller ikke. Men det var ikke derfor, vi så den.
Hans arm lå over mine skuldre, og jeg sad med benene trukket op under mig, hovedet hvilende mod hans bryst. Vi sagde næsten ingenting.
Hans fingre gled langsomt frem og tilbage over min overarm. Jeg mærkede varmen fra ham, men også mere end det. En stille spænding mellem os, en tavs samtale mellem to kroppe, der kun fik lov at tale gennem blide berøringer.
Jeg flyttede mig bare en smule. Men det var nok til at mærke ham. Den hårde bule i hans bukser. Trykket mod mit lår.
Jeg gispede lavt og stivnede.
Daniel kiggede på mig og spurgte stille: “Er det for meget?”
Jeg rystede på hovedet. “Nej, det er bare...” Ordene svigtede mig. Jeg kunne mærke, hvor våd jeg var. Mit undertøj klistrede, og det var ikke på grund af varmen.
Han kyssede mig forsigtigt. “Jeg gør ikke noget, hvis du ikke vil.”
“Det ved jeg,” sagde jeg. Det vidste jeg godt. Han havde aldrig tvunget mig. Det var mig, der opsøgte det frivilligt.
Vi blev siddende, kærtegnede hinanden længe, uden at gå videre, uden at tage noget af. Men alligevel bevægede mine hofter sig mod hans, uden at jeg kunne styre det. Min vejrtrækning blev tung, og mit bryst hævede sig hurtigt under abayaens stof.
Da filmen sluttede, og skærmen blev sort, blev vi bare siddende i stilheden. Hænderne fortsatte med at røre ved hinanden, og munde der var halvt åbne.
Han hviskede blidt: “Tid til at sove.”
Jeg nikkede.
Han rejste sig og gik hen til et lille skab, hvor jeg hørte dynen blive rystet. Da jeg kom ud i gangen, stod han i stuen – bar overkrop – med dynen i armene.
Mit blik gled automatisk hen over ham.
Hans hud var lys, skuldrene brede. Små, fine hår prydede hans bryst. Ikke meget, men nok til, at jeg kunne mærke forskellen mellem virkeligheden og de bøger, jeg ikke måtte læse, men alligevel havde smugkigget i på biblioteket.
Min vejrtrækning stoppede et øjeblik.
Jeg havde aldrig set en mand sådan før. Ikke sådan, ikke i virkeligheden, og slet ikke uden tøj.
Mine kinder blev varme, hjertet hamrede. Jeg vendte hurtigt blikket væk og rettede på hijaben, selvom den sad, som den skulle.
Daniel opdagede det og brød ud i latter.
Ikke hånende, ikke ondt – bare blidt, næsten overrasket.
“Undskyld,” sagde han og greb hurtigt en T-shirt, som han trak over hovedet. “Jeg tænkte ikke over det. Det er bare... min lejlighed.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile – flovt, ja, men også... ægte.
“Du er virkelig muslimsk nogle gange,” sagde han og rystede på hovedet med et glimt i øjet.
Jeg sukkede og gik mod badeværelset. “Du har ingen idé.”
Mens jeg børstede tænder, stirrede jeg på mit eget spejlbillede.
Mens jeg børstede tænder, stirrede jeg på mit spejlbillede. Mine kinder var stadig røde, øjnene blanke. Jeg lignede ikke en pige, der bare var ude at læse hos sin veninde. Jeg lignede en pige, der løj. En pige, der havde valgt at blive.
Alligevel var jeg her. Og jeg skulle sove her. Med hijab. Med tøj på. Med en krop, der dirrede indeni, men som stadig havde sin ydre skal.
Jeg var stadig jomfru. Det fortalte jeg mig selv om og om igen. Næsten så jeg begyndte at tro på det.
Daniel fulgte mig ud i gangen, hvor lyset fra køkkenet kastede en blød glød over gulvet. Han stod tæt på mig, men ikke for tæt. Hans blik søgte mit.
“Godnat, Amina,” sagde han lavt, næsten som en hvisken, som om ordene bar mere vægt, end de lød.
Jeg nikkede. “Godnat.”
Han bøjede sig let frem, og jeg lod ham. Vores læber mødtes i et blidt, stille kys. Ikke som de andre – ikke ivrigt, ikke fyldt med begær – bare... blødt. Som noget, der føltes hjemligt. Og måske netop derfor farligt.
Da han trak sig væk, blev vi stående et øjeblik. Han så på mig, som om han ville sige mere, men lod det være. I stedet vendte han sig om og gik ind på sit værelse.
Jeg stod alene i gangen et øjeblik, inden jeg gik hen til sofaen. Dynen lå klar, en pude, en flaske vand og et tæppe til fødderne. Alt var lagt frem, som om jeg hørte til her.
Jeg satte mig forsigtigt, lagde min hijab pænt sammen på armlænet og trak dynen op til hagen, stadig iført mit lange tøj. Jeg lå stille og lyttede til stilheden i lejligheden. Den stille brummen fra køleskabet ude i køkkenet. Mit eget rolige åndedræt.
Hvordan var jeg endt her?
For bare få måneder siden ville tanken have fået mig til at ryste på hovedet. Mig – kysse og kæle med en mand, der ikke var min ægtemand? Ligge i hans lejlighed? Lyve direkte for min mor og misbruge hendes tillid?
Jeg ville have sagt, det var umuligt. At jeg aldrig kunne gøre sådan noget.
Men nu lå jeg her. I en mands hjem, omgivet af hans duft og varme. Og skammen, jeg plejede at mærke, var anderledes – mindre voldsom, mere dæmpet.
Det skræmte mig. Ikke fordi jeg var stolt, men fordi det føltes så naturligt. Ikke som en kæmpe synd, men som et stille skridt. Et skridt, der gled ind på mig så blødt, så næsten ubemærket. Ét blik. En berøring. Et lille kompromis ad gangen.
Jeg trak dynen tættere op, som om den kunne skjule mine tanker. Lukkede øjnene og prøvede at sove.
Men det kunne jeg ikke.
Min krop var rastløs, tung, og huden brændte stadig efter hans berøringer. Hans fingre på min arm, hans læber mod mine. Jeg vendte mig om på siden og så på uret. Klokken var lidt over to. Jeg burde have sovet for længe siden. Jeg plejede at falde i søvn overalt, selv på det fremmede hotel i Medina, hvor hver lyd vækkede mig. Men her var det anderledes.
Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det bare var fordi, jeg sov et nyt sted, under et andet loft. Men jeg vidste bedre.
Jeg var stadig varm mellem benene. Min krop havde ikke glemt hans. Ikke den måde, han lå
mod mig på. Hans hånd, der hvilede på mit hofteben. Hans åndedræt i mit øre.
Jeg vred mig lidt, lagde hænderne mellem lårene og forsøgte at holde mig selv rolig. Men det hjalp ikke. Det var ikke kulde, jeg manglede.
Der var ikke andet ord for det: jeg var tændt. Rastløs. Vågen i hele kroppen. Og jeg hadede mig selv for det.
Men inderst inde hadede jeg også Ahmed lidt.
Hvis han bare havde rørt noget i mig. Hvis han bare havde fået mit hjerte til at slå hurtigere, min hud til at længes. Hvis han havde været... en mand og ikke bare en pligt. Så var jeg måske ikke faldet så let for Daniel.
Jeg lå længe med dynen trukket helt op til hagen, men uroen i kroppen ville ikke slippe. Det var ikke kun lysten. Det var også ensomheden, stilheden, tomheden, som voksede, jo mere jeg prøvede at undertrykke den.
Til sidst satte jeg mig op. Lyset fra gadelampen udenfor kastede et blegt skær ind i stuen, nok til, at jeg kunne finde vej.
Jeg rakte ud efter min hijab, der lå pænt foldet over armlænet. Jeg tog den langsomt på med hænder, der ikke længere rystede. Jeg var stadig Amina. En anstændig kvinde. En muslim. Jeg kunne godt have begær og stadig huske, hvem jeg var.
Jeg er her jo allerede, tænkte jeg. Vi skal ikke have sex. Jeg har stadig mit tøj på. Han rører mig ikke på den måde. Det er bare søvn. Intet andet.
Jeg åbnede døren til hans værelse uden at banke.
Han lå der i sengen med ryggen mod døren, dynen trukket op til livet. Da han hørte mig, vendte han sig med det samme, som om han havde ventet mig. Som om han vidste, at jeg ikke ville blive i sofaen hele natten.
Han sagde ikke noget. Han så bare på mig med øjne, der ikke var overraskede, men varme.
Jeg gik hen og lagde mig ved siden af ham. Påklædt, med hijaben tæt viklet om mit hoved og ryggen mod hans bryst.
Han lagde armen om mig med det samme. Hans hånd hvilede blidt på min mave. Ikke vandrende, ikke søgende, bare roligt hvilende. Hans varme krop pressede sig mod min, og hans åndedræt gled stille ind mod mit øre. Jeg lukkede øjnene.
Jeg trak vejret dybt og mærkede Daniel. Hans hud, hans varme, så tæt på mig. Mit hjerte bankede, mens tankerne fløj frem og tilbage mellem haram og halal, skyld og en længsel, jeg ikke længere kunne skjule bag et lag af stof og tavshed.
Jeg ville vise mig selv.
Langsomt lod jeg min abaya glide til side. Stoffet gled lydløst væk og afslørede mine bryster for den kølige luft. Mørk hud indrammet af hijabens hvide kanter. Jeg rørte dem ikke, skjulte dem ikke, lod dem bare være der som en sandhed, jeg længe havde nægtet.
Han løftede sig let, lod sine læber glide hen over min hud, før han omsluttede brystvorten med en blid varme, der smeltede alt i mig. Hans tunge bevægede sig langsomt, som om han udforskede hver eneste nuance, og da han trak let i mig med munden, sendte det rystelser gennem hele min krop.
Jeg holdt hans nakke mellem fingrene, mens et stille suk gled over mine læber, halvt bøn, halvt overgivelse. Min hijab strejfede hans kind, og kontrasten mellem det dækkede og det nøgne gjorde øjeblikket endnu mere intenst.
“Ya Allah, rahman, rahim…” en bøn og en indrømmelse på samme tid, mens hans tunge fortsatte, blød, cirklende, forsigtigt insisterende, indtil hele min krop svarede med sit eget ordløse amen.
Hans frie hånd gled videre. Fra min talje over den bløde bue af maven og ned til kanten af mine bukser. Fingrene strejfede det sarte hudstykke på indersiden af mit lår. Bare den forsigtige berøring fik mig til at spjætte.
Han blev ved med at sutte blidt om brystvorten. Tungen strøg i små, langsomme cirkler, mens hans hånd tegnede varme spor op langs mit lår. Hver bevægelse var fuld af omtanke. Ingen hast, kun et lydløst spørgsmål, som jeg svarede på ved at åbne lårene en smule mere.
Min åndedræt kom i korte, taktfaste stød. Jeg hørte kun regnen udenfor, hans rolige vejrtrækning og det bløde, våde lydspor fra hans læber mod min hud. Alt andet forsvandt i stilheden, hvor min krop svarede, før mit hjerte nåede at protestere.
Jeg lod hovedet falde tilbage i puden og hviskede hæst, næsten uimodståeligt: “Allahumma,” uden at vide, om det var en bøn eller lovprisning. Kun at hans mund, hans hånd og den sagte tålmodighed mellem os var nok til at få verden til at forsvinde omkring os.
Jeg løftede hoften lidt og skubbede bukserne ned over lårene, så stoffet samlede sig omkring knæene.
Trusserne var allerede fugtige og klistrede mod huden. Daniels blik flakkede op til mit ansigt et øjeblik. Et stille ‘Er det her okay?’, og da jeg nikkede, gled hans fingerspidser forsigtigt over den varme, våde stribe i stoffet. Ét langsomt strøg, der fik mig til at gispe og bide mig i læben for ikke at sige hans navn højt.
Hans mund blev på mit bryst, mens hånden bevægede sig over trusserne. Lette, rytmiske strejf, som byggede varmen endnu dybere op. Hvert suk fra mig var et stille ja.
Jeg lagde fingrene omkring hans håndled og ledte hans berøring præcis dér, hvor jeg længtes mest. Stoffet var gennemvædet, og hver bevægelse sendte en bølge af varme op gennem maven. Et lille, skingert klynk undslap mig, før jeg kunne stoppe det.
“Den lyd,” hviskede han mod min hud med en ru stemme fuld af andagt, “det er det smukkeste, jeg nogensinde har hørt.”
Ordene fik mit hjerte til at hamre af både skam og glæde. Jeg gemte kinderne i min hijab, men holdt stadig fast i hans hånd og lod den glide op og ned i den rytme, min krop tiggede om.
Hans hånd bevægede sig en smule op, så trussestoffet spændte mellem os. “Må jeg trække dem til side?” spurgte han stille, som om hvert ord kunne knække noget skrøbeligt.
Jeg sank en klump. Alt i mig balancerede mellem frygt og brændende begær. “Ja,” svarede jeg til sidst. “Men... vi kan ikke gå hele vejen. Jeg skal stadig kunne bløde på lagnet, når jeg bliver gift med Ahmed.”
Han holdt mit blik fast og nikkede alvorligt. “Selvfølgelig, Anima. Det lover jeg.”
Langsomt gled kanten af trusserne til siden under hans fingerspidser, og kølig luft ramte mig.
Blodet strømmede i mine kinder, da jeg lod ham se mig dér – et sted, ingen mand før havde set. Som mange somaliske kvinder, der følger sunnah og fjerner intimhår mindst hver fyrretyvende dag, havde jeg omhyggeligt holdt mig glat og ren i overensstemmelse med fitrah.
Hans øjne blev hængende, som om han var tryllebundet; varmen i hans blik fik min hud til at brænde endnu mere. Jeg stødte let til hans skulder. “Stop med at stirre,” hviskede jeg og skjulte halvdelen af ansigtet bag min hånd.
Han lo lavt, løftede hænderne som i overgivelse, men smilede stadig bredt. “Undskyld. Du er bare så smuk. Helt utrolig dejlig.”
Hans ord fik det til at prikke i min hud. Jeg rullede øjne for syns skyld, men kunne ikke holde mit grin og rødmende smil tilbage. “Du siger det kun, fordi jeg lader dig kigge.”
“Nej,” svarede han blødt. “Jeg siger det, fordi det er sandt.”
Jeg bed mig i læben og kiggede væk, mens varmen bredte sig op i kinderne. Så mærkede jeg hans hånd glide lidt højere, og han bøjede sig tæt til mit øre.
“Må jeg… smage dig?” hviskede han.
En sitren løb ned ad ryggen. Jeg nikkede. Et stille ja, som han med det samme forstod.
Jeg fulgte hans bevægelser med øjnene, da han sank ned mellem mine lår. Et skarpt gisp slap ud, da hans læber rørte den mest skjulte del af mig. Han lukkede munden om de små, bløde folder, nippede og sugede, mens tungen gled i lange, varme strøg.
Jeg lod hovedet falde tilbage i puden, men løftede det igen. Jeg ville se ham, ville se det utrolige billede af hans ansigt begravet i mig. Øjeblikket føltes næsten uvirkeligt, som en drøm, hvor min egen krop blev centrum for hans stille, hengivne tilbedelse.
Han fortsatte i et roligt, rytmisk tempo. Tungen dansede, læberne sugede, som om han kendte hver eneste hemmelige kurve. Jeg stønnede stille, lod fingrene glide gennem hans lyse hår og holdt ham dér, hvor varmen samlede sig dybt i mig.
“Ya Rabb… ah, subhanak,” hviskede jeg, mens ordene flød sammen med min vejrtrækning. Hver blød cirkel af hans tunge sendte bølger af sødme ud i hele min krop.
Hans hænder gled op ad mine inderlår og holdt mig fast med et blidt tryk, lige nok til at jeg sank ind i en varm tryghed. Jeg sukkede i ren overgivelse. Så fandt hans tommelfinger den lille perle øverst og begyndte langsomt at cirkle omkring den, mens hans tunge fortsatte sit bløde, tålmodige arbejde nedenfor. En dobbelt rytme, der fik mig til at miste al fornemmelse for tid.
Det varede kun et øjeblik, før varmen samlede sig til en bølge, der løftede mig fri af al kontrol. Jeg kastede hovedet tilbage og lod et dybt, hæst støn glide mod loftet – Ya Allah… Ya Allah! – mens orgasmen skyllede gennem mig i hede, rytmiske pulser. Daniel blev ved min side hele vejen, med bløde læber og en tålmodig tunge, som om han kyssede mig gennem hvert efterskælv.
Mine ben dirrede, brystet hev efter vejret, og små stød af nydelse fór gennem mig, mens jeg stadig gispede efter luft. Han blev mellem mine lår et øjeblik længere, strøede bløde kys over den nyvågne hud. Da hans læber nåede inderlårets pulsåre, rystede hele min krop igen, som om hjertet selv takkede for nydelsen.
Først da jeg sank tilbage i madrassen og kunne trække vejret normalt, gled han op til mig. Jeg åbnede armene og viklede mig om ham, lagde kinden mod hans bare skulder. Min smukke prins. Min kaffir. Tænk at jeg lå her tæt ind mod ham, med mine bryster fladmast under hans stærke, hvide krop.
Jeg overdængede ham med små, ivrige kys på kæben, øreflippen, det bløde sted under kravebenet. “Mahadsanid,” hviskede jeg. Et tak fra dybt inde i mit hjerte. Han lo dæmpet, trak mig tættere på sig, og jeg mærkede en sød ro brede sig, som om Allah selv havde lagt et tæppe over mig.
Han bøjede sig ind igen, fandt mine læber, og kyssede mig langsomt, som om natten var uendelig. Hans hånd gled op over min kind, hen over kanten af hijaben og ned til nakken, hvor hans fingerspidser kærtegnede grænsen mellem stof og hud. Jeg lukkede øjnene og lod mig falde ind i kysset. Blødt, varmt, med en lille længsel i tungen, som han øjeblikkeligt svarede på.
Da vi trak os væk, stadig forpustede, grinede vi stille. Som små børn, der havde gjort noget, de godt vidste, de ikke måtte. Hans øjne glimtede, og mine kinder brændte, men jeg skjulte ikke smilet. For i et øjeblik føltes det ikke forkert.
Jeg blev stille. Mine fingre legede med dynens kant, og mit blik gled væk fra hans, selvom vi lå helt tæt.
“Daniel…” begyndte jeg lavt.
Han smilede til mig, blikket halvt vågent “Ja?”
Jeg bed mig i læben. Noget i mig ville stoppe det her, lade det ligge. Men ordene var allerede på vej, drevet af en varme, jeg ikke kunne flygte fra.
“Kan jeg… altså…” Jeg kastede et hurtigt blik på ham og kiggede væk igen. “Er der noget, jeg… må gøre for dig?”
Min stemme var lav, næsten hviskende. Varmen steg op i mine kinder. Det lød forkert, selv i mit eget hoved. Men det var ikke kun lyst. Det var også nysgerrighed. En slags ømhed. Og en stille stemme i mig, lige så blid som den bøn, jeg plejede at hviske efter isha. Jeg ville vide, hvordan det føltes at give, ikke bare at modtage.
Hans ansigt blødte op. Overrasket, men ikke sarkastisk eller hånende. Han rørte forsigtigt min hånd. “Det behøver du ikke, Amina.”
Jeg nikkede hurtigt. “Det ved jeg godt.. Men… jeg vil bare… Jeg vil gerne… hvis det er okay?”
Han så på mig et øjeblik. Hans blik var blødt, og han spurgte lavt: “Vil du røre ved mig?”
Jeg frøs. Min mave knyttede sig, og blodet strømmede ud i mine kinder. Jeg nikkede stille, selvom jeg næsten ikke turde møde hans øjne.
Daniel satte sig lidt op og trak bukserne ned. Hans pik sprang frem, og jeg stivnede. Jeg kunne ikke lade være med at stirre. Jeg havde aldrig set en sådan før. Den virkede så virkelig, meget større end noget, jeg havde forestillet mig.
Jeg sank en klump og så op på ham. “Hvordan… skal jeg røre ved den?” spurgte jeg næsten lydløst.
Han smilede blidt og tog forsigtigt min hånd. Lagde den om sig og viste mig langsomt, hvordan jeg skulle bevæge den. “Bare sådan her,” sagde han stille.
Da min hånd rørte ham, stivnede jeg og trak næsten hånden til mig. Jeg gispede lavt, overrasket. “Den er... varm,” sagde jeg uden at tænke.
Daniel lo blidt. “Ja, det er den. Det er helt normalt.”
Jeg så forvirret ned, men lod min hånd blive. Det føltes både mærkeligt og forkert, og min krop var anspændt, men jeg lod ham guide mig videre. Jeg var stadig overrasket over, hvor levende det føltes.
Jeg fulgte hans bevægelser med hånden, men kunne ikke lade være med at kigge op på ham, lidt forlegen og usikker.
“Den... den bevæger sig selv,” sagde jeg næsten som et barn, der ser noget nyt for første gang. “Det føles underligt.”
Daniel lo blidt og venligt. “Det gør den nogle gange. Du gør det virkelig godt.”
Det virkede helt absurd, at sådan en ting nogensinde skulle kunne komme ind i mig… Jeg stoppede straks tanken og rødmede. Astaghfirullah. Selvfølgelig skulle den ikke det. Jeg var forlovet med Ahmed og skulle være jomfru, når jeg blev gift. Jeg rettede blikket væk, prøvede at få styr på min vejrtrækning, men kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv. Det hele føltes så mærkeligt.
Jeg kiggede ned på min hånd og spurgte: “Er det meningen, at man bare bliver ved sådan her?”
Daniel nikkede og smilede blidt. “Ja, man plejer at fortsætte, indtil… ja, udløsning. Men det sker nok ikke i dag.”
Jeg stivnede. “Er det, fordi jeg gør det forkert?”
Han rystede hurtigt på hovedet. “Nej, nej, slet ikke! Du gør det rigtig fint. Men et handjob er sjældent nok for mig. Måske hvis jeg var en lille dreng alene hjemme,” sagde han og fik mig til at fnise, selvom jeg stadig var nervøs.
Jeg så på ham med et næsten undskyldende blik. “Vil du helst have, at jeg stopper?”
Han så venligt på mig. “Kun hvis du ikke har lyst. Det er helt okay, vi kan sagtens stoppe.”
Jeg mærkede en blanding af generthed og stædighed. “Nej, jeg vil gerne. Jeg vil prøve at gøre det færdigt… hvis det er okay?”
Daniel lo lavt og rystede på hovedet. “Du er virkelig sød, Amina.”
Han tøvede et øjeblik og så lidt skævt på mig. “Vil du prøve at sutte på den?” spurgte han stille.
Jeg stivnede, overrasket over spørgsmålet. Det lød grænseoverskridende, og jeg vidste ikke helt, om det var noget, man overhovedet kunne tillade sig. Men min mave snørede sig sammen. Ikke af frygt, men af noget andet. Jeg ville gerne, mærkede jeg. I hvert fald sammen med Daniel. Jeg nikkede genert. “Ja... jeg vil gerne prøve.”
Han satte sig lidt op og guidede mig forsigtigt tættere på. “Start bare med at kysse den,” sagde han roligt.
Jeg bøjede mig ned, nervøs, og lod forsigtigt læberne røre spidsen. Den føltes blød og varm og duftede mærkeligt stærkt af noget, jeg aldrig havde duftet før, men som fik mit hoved til at snurre en smule. Jeg gav den små, forsigtige kys, usikker på, hvad jeg lavede.
“Du må gerne tage lidt mere ind i munden,” sagde Daniel stille.
Jeg prøvede, åbnede munden og lod den glide lidt længere ind, stadig bange for at gøre noget forkert. Hans hånd lå blidt ovenpå min hijab, ikke pressende, bare guidende, mens han langsomt førte mit hoved op og ned. Det føltes mærkeligt, men også trygt. Jeg gjorde bare, som han viste mig, og lod ham styre tempoet.
Det blev sværere at trække vejret, da jeg tog ham lidt dybere ind. En varm fornemmelse bredte sig i munden, og jeg begyndte forsigtigt at savle.
Vi fik øjenkontakt, og hans blik var mildt og opmuntrende. “Du gør det rigtig godt, Amina,” sagde han stille.
Ordene ramte mig dybt, og jeg mærkede en stille lykke brede sig i brystet. Det var som om hans ros gav mig styrke og tilladelse til at fortsætte, selvom det føltes nyt og skrøbeligt. Jeg nikkede lydløst og lod ham guide mig videre med den tryghed, hans blik gav mig.
Daniel trak mig forsigtigt op til sig og holdt mig tæt. Jeg kiggede op på ham og spurgte usikkert: “Gjorde jeg det dårligt?”
Han smilede blidt og rystede på hovedet. “Nej, du er perfekt. Jeg savnede bare din mund.”
Han bøjede sig ned og kyssede mig, blødt og varmt. I hans favn følte jeg mig elsket og tryg. Vi lå stille og kyssede, mens hans hånd gled forsigtigt ned mellem mine ben igen. Hans berøringer var blide og omsorgsfulde, og jeg kunne mærke, hvordan min krop svarede igen.
Jeg kyssede ham tilbage, små støn undslap mine læber. Jeg havde fuldstændig overgivet mig til ham. Fordi jeg stolede på ham og vidste, at han aldrig ville gøre noget, jeg ikke ville. I hans nærvær kunne jeg bare være mig selv.
Daniel trak sig lidt tilbage og så på mig med varme øjne. “Må jeg trække dine trusser helt ned?” spurgte han forsigtigt.
Jeg tøvede et øjeblik men nikkede stille. “Ja, det er okay.”
Han bøjede sig ned og trak trusserne forsigtigt af, og en sitren gik gennem min krop. Så lagde han sig blidt oven på mig, og hans læber fandt mine i et varmt, stille kys. Hans hænder bevægede sig op til min abaya og begyndte langsomt at åbne den, knap for knap, indtil jeg lå bar foran ham. Han tog blidt på mine bryster, mens vi kyssede.
I et øjeblik blev jeg nervøs. Stillingen føltes farligt tæt på noget mere. Jeg trak vejret dybt og så op på ham.
Han lagde en finger på mine læber og sagde roligt: “Amina, du kommer stadig til at være jomfru på dit bryllup med Ahmed. Det lover jeg.”
En ro bredte sig i mig. Hans ord var min tryghed, og jeg stolede på ham.
Han førte sin pik forsigtigt frem og tilbage mellem mine våde skamlæber. Det var varmt og fast, og jeg mærkede hvert tryk mod min hud. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, da hans skaft gled langsomt mod mig, og en stille gispen undslap mig.
Hans skaft gled langsomt frem og tilbage mellem mine saftige skamlæber. Jeg vidste, det var haram, men min krop kunne ikke lade være med at reagere. Jeg var våd og varm, og lysten voksede, selvom mit sind kæmpede imod.
Jeg kiggede op på ham. Han så på mig med respekt og tålmodighed, som om han forstod, hvor vigtigt det var, at jeg følte mig tryg. Min hånd hvilede på hans hofte, og langsomt begyndte jeg presse hans pik dybere ned mellem mine skamlæber. Den var tung og varm, og jeg mærkede hans puls slå under min hud. Det føltes næsten som om, vi havde ægte sex. Jeg lå med lukkede øjne og nød følelsen af hans hænder på mine bryster og hans læber mod min hals. Var det sådan her det føltes at elske et andet menneske?
Jeg blev overrasket over, hvor levende hans pik føltes i min hånd, og et ønske begyndte langsomt at vokse i mig. En længsel efter at give ham min mødom, lade ham gøre mig til en kvinde. Jeg pressede forsigtigt hans pikhoved mod min klitoris, mens han gled langsomt frem og tilbage mellem mine våde skamlæber. Han var kun få millimeter fra rent faktisk at trænge ind, og det ville have været så nemt at styre ham ind. Men lige inden jeg ville give slip helt, standsede jeg mig selv. Jeg mindede mig om min forlovelse med Ahmed.
Jeg begyndte at stønne. En blid lyd, der undslap mig uden helt at være min egen. Lysten bredte sig i kroppen, og hans læber pressede sig mod mine i et dybt, insisterende kys. Mine hofter bevægede sig forsigtigt mod hans, som om de søgte hans nærhed, selvom min fornuft sagde, det var forkert. Med en stemme så lav, at kun han kunne høre det, hviskede jeg: “Jeg ville ønske, du var min mand… at vi kunne have sex.”
Han smilede mildt til mig, hans øjne varme og fulde af respekt. Vi blev ved med at kysse, læberne mødtes igen og igen i en langsom, intens dans, mens vores kroppe bevægede sig mod hinanden i en legende rytme, som om vi legede med noget, vi begge længtes efter, men ikke kunne få.
Uden at jeg lagde mærke til det, var min hijab gledet halvt af, og mit hår faldt løst om mine skuldre, men mit fokus var et helt andet sted. På hans varme, hans stærke arme, hans hænder, der stadig kærtegnede mine bryster, mens hans pik dansede mellem mine lår og fik min krop til at dirre.
Jeg mærkede min længsel vokse, hvordan jeg blev blødere og mere åben for hver bevægelse. Mine læber skiltes i et råb, der blev til et støn, da hans pik fortsatte sin blide, næsten legende dans mod min klitoris.
“Daniel…” gispede jeg længselsfuldt. Han svarede med et kys, dybt og besidderisk, og jeg følte mig i det øjeblik kun som hans. Som hans kvinde. Jeg var fanget i et øjeblik, hvor regler og skam var væk, og kun vi to eksisterede.
Mit hjerte hamrede, og min krop gav sig helt, da bølgen af nydelse skyllede ind over mig. Jeg løftede hovedet, og mine øjne mødte hans, fyldt med lyst, tillid og en skam, der alligevel føltes langt væk i hans varme favn.
Hans bevægelser blev langsommere, mere fokuserede, og pludselig spændte hans krop sig. Jeg mærkede hans pik pulsere mod mig, før den frigav en varm strøm af sæd over min mave. Varmen bredte sig som ild, der smeltede alle mine forsvar.
Jeg prøvede at sige noget, men min stemme forsvandt, og det blev kun til et stille fnis. “Jeg... ved ikke, hvad jeg skal sige,” hviskede jeg, mens jeg søgte hans blik.
Han smilede blidt og trak forsigtigt et blødt håndklæde frem. “Du behøver ikke sige noget,” sagde han roligt. “Lad mig bare tage mig af dig.”
Med langsomme og omsorgsfulde bevægelser tørrede han sin sæd væk fra min mave. “Sådan,” mumlede han, mens hans hænder var blide mod min hud. Hans nærvær blev til en tryghed, der langsomt smeltede min uro.
Jeg trak vejret dybt og så op på ham. “Tak, Daniel,” sagde jeg stille, og et lille smil brød frem.
Han bøjede sig ned mod mig, og vores læber mødtes i et ømt kys. “Du er så smuk, Amina,” sagde han, da vi skiltes for at trække vejret. “Ikke bare lige nu, men altid.”
Jeg lagde mit hoved mod hans bryst og hviskede stille: “Vil du altid passe på mig?”
Han smilede blidt og holdt mig tæt. “Altid, Amina. Jeg lover at passe på dig, uanset hvad der sker.”
Vi viklede os ind i hinandens arme. Mens jeg lukkede øjnene, mærkede jeg hans åndedræt mod min hud og en ro, jeg ikke havde kendt i lang tid. Måske aldrig.
****
Jeg vågnede i Daniels arme.
Hans hånd lå blidt om min talje, vores ben var filtret sammen under dynen. Min pande hvilede mod hans bryst, og det første, jeg hørte, var hans rolige vejrtrækning. Som om intet var sket. Som om alt var normalt.
Men det var det ikke.
Jeg frøs.
Mine øjne flakkede mod loftet, og mit hjerte begyndte at hamre. Astaghfirullah. Hvad havde jeg gjort?
Jeg rettede hurtigt på min hijab, der var gledet halvt ned i løbet af natten. Jeg trak den op, strammede stoffet omkring mit hoved og knugede det under hagen. Som om jeg kunne skjule noget. Som om Allah ikke allerede havde set det hele.
Mit blik gled ned over min krop. Tøjet sad nogenlunde, men jeg havde mærket ham helt indeni, oplevet noget, jeg ikke kunne tage tilbage. Jeg lå med en mand, jeg ikke var gift med. En mand, der ikke var muslim.
Ya Allah, hvad har jeg gjort?
Hvordan kunne jeg? Hvordan kunne jeg lade det ske? Jeg havde svigtet alt. Min tro. Min familie. Mig selv.
Lyset sivede ind gennem gardinet. Jeg kneb øjnene sammen.
Hvad var klokken?
Mine hænder rystede, da jeg tog mobilen frem. Skærmen tændte. 10:27.
Mit hjerte standsede.
24 ubesvarede opkald.
Fra Zara.
Zara?!
Min mave snørede sig sammen, og hjertet hamrede, så jeg måtte tage mig til brystet. Jeg gispede, mens tankerne fløj afsted.
De ved det.
Nej. Nej nej nej nej. Det må ikke være sket. Måske er der sket en fejl? Men 24 opkald? Subhanallah. Panikken spredte sig i hele kroppen. Jeg havde brudt alt. Ikke bare reglerne, ikke bare tilliden. Jeg havde brudt med alt, jeg troede på. Og det var det eneste, jeg havde.
Jeg skubbede dynen væk og satte mig op med bankende hjerte. Mine ben var stadig svage, men jeg kom på benene, og trak hurtigt abayaen tæt om mig. Jeg styrtede ud i stuen, mens jeg kæmpede for at få vejret.
“Amina?”
Hans stemme lød søvnig bag mig, men jeg ignorerede den.
“Amina, hvad sker der?”
“Snak ikke til mig!” råbte jeg uden at vende mig. “Wallahi, snak ikke til mig lige nu.”
Jeg kunne mærke hans forvirring bag mig, men jeg kunne ikke se på ham. Ikke nu. Jeg havde ikke plads til noget. Inde i mig var der kun panik og kaos.
Jeg famlede efter strømper, sko, jakke, taske.
“Er du okay?” spurgte han mere forsigtigt, nu stående.
Jeg vendte mig brat mod ham.
“Okay?! Du spørger, om jeg er okay? Jeg har løjet for min mor. For Zara. Jeg har svigtet min tro, Daniel! Jeg har ødelagt mig selv, forstår du det?”
Han så på mig, ramt, men jeg var ligeglad.
“Jeg skulle have været hjemme. Jeg skulle ikke være her. Og jeg har 24 ubesvarede opkald. 24! Fra Zara! Hun ved, jeg ikke er kommet hjem. Og hvis hun ved det, ved alle det.”
Min stemme knækkede over, og tårerne pressede sig på, men jeg nægtede at give slip på dem.
“Jeg er færdig. Forstår du det? Hvis det her kommer ud, er jeg færdig.”
“Amina…” begyndte han, men jeg rystede på hovedet.
“Nej. Du skal ikke sige mit navn. Du kender mig ikke. Du ved ikke, hvad det her betyder for mig. Du aner ikke, hvad du har taget fra mig.”
Hans øjne blev blanke. Han ville sige noget. Jeg rystede på hovedet igen. Da det gik op for mig, hvad det var, jeg stod og sagde, indså jeg hurtigt, at jeg lød som den største hykler i verden. Daniel havde ikke taget noget fra mig. Jeg havde gjort det her mod mig selv.
Jeg så ham én sidste gang. Den måde hans skuldre sank på. Den måde hans blik søgte mit.
Men jeg vendte blikket væk og gik ud ad døren.
****
Hijaben klistrede mod min nakke, og mine hænder rystede, mens mine skridt gav genlyd på fortovet. Solen var alt for skarp, som om den kunne se igennem mig. Som om hele gaden kendte til, hvor jeg kom fra, hvem jeg havde været sammen med, hvad jeg havde gjort.
Jeg fandt mobilen frem og trykkede på Zaras navn. Den ringede én gang. To. Så blev der svaret.
“Amina?!” Hendes stemme var både hæs og vred. “Hvor er du?”
“Z-Zara...” Min stemme brød sammen. Ordene ville ikke komme.
“Hvad har du lavet?! Din mor har ringet til mig hele morgenen! Hun kunne ikke få fat i dig, og så Amina, hvad sker der?”
Jeg begyndte at græde. Midt på gaden. Midt i alt og ingenting.
“Jeg... jeg ved det ikke. Jeg er så ked af det. Wallahi, jeg er virkelig ked af det, Zara...”
“Amina!” Hun lød som om hun selv kæmpede med gråden. “Jeg lagde et billede op i går. Bare fra mit værelse. Jeg taggede dig ikke, tænkte ikke over det. Men din mor så det – og hun kunne se, du ikke var der. Hun ringede klokken syv i morges og spurgte: ‘Hvor er min datter? Er hun hos dig?’ Og jeg... jeg løj for din mor. Jeg sagde, du stadig sov!”
Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Benene vaklede, og jeg satte mig på en bænk med ansigtet begravet i hænderne.
“Jeg ved det... jeg har ødelagt alt. Wallahi, jeg ville ikke. Jeg ville hjem. Jeg ville bare tale med ham. Jeg”
“Amina, hvad snakker du om? Hvem er ‘ham’?”
Jeg kunne ikke svare. Jeg græd bare. Hulkede som et lille barn.
“Du var ikke hos mig. Ikke i moskeen. Du svarede ikke. Din telefon var slukket hele natten. Var du sammen med Daniel?”
Jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det. Så sagde jeg det højt.
“Ja.” Det lød som en dom. “Ja, det var jeg.”
Der blev stille.
Meget stille.
Zaras vejrtrækning blev tungere. “Amina... Wallahi, hvad har du gjort? Er du okay?”
“Nej,” hviskede jeg. “Jeg har ødelagt alt.”
“Er du... stadig” Hun tøvede. “Har I...?”
“Nej,” sagde jeg hurtigt. “Jeg tog ikke noget af. Wallahi, jeg sværger. Men jeg lod ham røre mig. Bare lidt. Jeg lå hos ham. Hele natten. Og jeg... jeg” Tårerne begyndte at strømme igen.
“Astaghfirullah,” hviskede hun. “Astaghfirullah ya Rabb. Amina, du ved, hvad det her betyder.”
“Jeg ved det! Jeg kan ikke tage det tilbage! Jeg troede, jeg kunne styre det. Troede, det ikke var så slemt. Jeg bad, Zara. Bad og bad, men mit hjerte... det er væk. Jeg har mistet det. Mistet alt.”
Der var stilhed.
Så kom hendes stemme, lav og blød.
“Kom over.”
“Hvad?”
“Kom hjem til mig. Nu. Du kan ikke gå hjem. Din mor er mistænksom. Hvis du går hjem uden en plan, de vil vide det. Kom her. Vi finder ud af det sammen.”
“Men... hvad hvis hun ringer igen?”
“Så tager jeg den. Bare kom. Tag bussen, gå, hvad som helst. Jeg passer på dig. Men du må ikke være alene nu.”
Tårerne strømmede igen. “Må Allah belønne dig, Zara. Jeg mener det. Jeg-”
“Shh. Bare kom.”
Jeg tørrede øjnene med ærmet, nikkede og begyndte at gå.
****
Lyden af Qur’an-recitation fyldte det store rum. Kvindesiden i moskeen duftede af parfume, rene tæpper og varme jakker, der stadig lå fremme. Solen kastede bløde stråler gennem det høje vindue over os, og støvet dansede i luften, som om selv partiklerne bad.
Jeg sad på knæ med hænderne løftet i du’a, hovedet bøjet, hænderne rystede svagt.
Ya Allah… tilgiv mig. Tilgiv mig. Tilgiv mig.
Mine læber bevægede sig næsten lydløst. Øjnene var lukkede, men tårerne pressede sig frem bag dem. Jeg prøvede at trække vejret dybt, men min brystkasse snørede sig sammen.
Jeg har gjort noget, som kun Du så. Og jeg skammer mig. Jeg er så ked af det, Ya Rabb. Jeg ville være god. Jeg ville være værdig. Men jeg svigtede. Jeg svigtede dig.
En kvinde ved siden af mig flyttede sig let, måske kunne hun mærke min uro. Jeg tørrede hurtigt tårerne væk med ærmet. Jeg kunne ikke vise det her. Ikke nu. Ikke her.
Jeg så ned på mine hænder. De så ud som altid, men de føltes fremmede. De havde holdt fast i noget, de ikke burde. Åbnet døre, der burde have været låst.
Jeg sukkede. ”Astaghfirullah,” hviskede jeg.
Bønnen var slut. Vi havde bedt dhuhr, og nu sad vi i en kreds på kvindesiden – mødre, tanter, søstre. Min mor sad et par meter fra mig, optaget af en samtale med en veninde. Hun smilede. Hun havde lagt en hånd på sit bryst, som hun altid gjorde, når nogen nævnte Ahmeds navn.
Jeg kiggede væk.
Det hele føltes som en film, hvor jeg ikke længere havde en rolle.
Zara havde ventet på mig ved døren, da jeg kom. Hun havde ikke sagt noget, bare trukket mig ind til sig og holdt om mig længe. Jeg havde grædt igen. Hun havde tørret mine tårer væk som en storesøster og hvisket: “Du kan ikke se ham igen, Amina. Det er slut. Forstår du det?”
Jeg havde nikket. Jeg vidste, hun havde ret.
Senere, da jeg kom hjem, havde jeg mødt min mors blik i entreen. Hun havde stået med telefonen i hånden, slør let skubbet bagud. “Havde I det hyggeligt?”
“Ja, hooyo. Undskyld, jeg ikke skrev. Min mobil løb tør for strøm.”
Hun havde kigget på mig længe. Jeg havde rystet inden i.
Men så nikkede hun. “Zara sagde, I læste hele aftenen. Jeg er glad for, du har sådan en veninde.”
Jeg havde smilet. “Alhamdulillah.”
Jeg havde ikke engang trukket vejret, før jeg var alene på mit værelse igen.
“Du ser lidt træt ud i dag,” sagde Hibo pludselig, da jeg sad ved siden af min mor. “Er alt okay, gabar yareey?”
Jeg vendte mig mod hende. Hendes stemme var venlig, men jeg vidste, hendes blik så alt.
Jeg smilede straks. “Ja, alhamdulillah. Jeg har bare haft svært ved at sove.”
Hun hævede øjenbrynene. “Stress?”
Jeg sænkede blikket og smilede lidt mere. “Jeg tror bare, jeg glæder mig. Til brylluppet. Det er stort. Jeg har så mange tanker. Jeg vil gøre det rigtigt.”
“Ahh,” sagde hun og nikkede tilfreds. “Det er normalt, habibti. Det betyder, du tager det alvorligt. Du vil være en god kone, insha’Allah.”
“Insha’Allah,” gentog jeg og tvang stemmen til at være rolig.
Hun lagde en hånd på min underarm og klappede min hånd blidt. Jeg smilede.
Men indeni fortsatte bønnerne. Ikke dem man siger højt, ikke dem man deler, men dem som kommer, når hele kroppen beder:
Ya Allah, jeg vil ikke lyve mere. Jeg vil være ren. Jeg vil være Din igen. Hjælp mig. Hjælp mig.
Og endnu lavere, som et suk i hjertet:
Lad ingen få det at vide.
Efter bønnen gik vi ud i gården bag moskeen, hvor mænd og kvinder samledes under hver deres parasoller med små borde imellem. Luften var frisk, og børn løb rundt med smil og kiks. Der blev serveret sort kaffe og dadler, og Hibo havde medbragt små, søde maamoul i en æske, som hun delte ud med omhu.
Jeg stod med et glas vand i hånden og prøvede at holde mig rolig.
Ahmeds blik fandt mit over mødrenes skuldre. Han smilede. Et forsigtigt, respektfuldt smil. Men jeg mærkede det som en tung vægt på mit bryst.
Min mor sendte mig et blik, nikkede mod ham. Et tavst ’gå over til ham’.
Jeg nikkede og gik hen mod ham, som om mine ben tilhørte en anden. Vores mødre skubbede os blidt frem.
“Bare fem minutter, lad de unge snakke lidt,” sagde Hibo med et lille grin.
Vi trak os hen mod hegnet ved cykelskuret. Folk kunne stadig se os, men ikke høre os. Og det var det vigtigste. Grænserne. Anstændigheden. Officiel forlovelse betød, vi måtte tale, selvom vi ikke var gift endnu. I hvert fald i et øjeblik.
Han stod med hænderne i lommerne og kiggede lidt ned, som han altid gjorde, når han ville virke ydmyg. Hans pæne, uforanderlige frisure sad perfekt, og hans skjorte lå glat over kroppen. Han duftede meget somalisk.
“Du ser glad ud i dag,” sagde han.
“Tak,” svarede jeg, og stemmen lød mere overbevisende, end jeg følte mig. “Det gør du også.”
Vi stod et øjeblik i stilhed. Han så ud, som om han samlede mod til noget.
“Jeg tænkte... måske efter nikah kan vi tage på en lille rejse. Bare os to. Ikke langt væk, men nok til, at vi får tid... til at lære hinanden bedre at kende.”
Han smilede genert, som om det var en romantisk overraskelse. Jeg smilede også. Et påtvunget smil, der sad fast som en maske på mine kinder.
“Det lyder dejligt,” sagde jeg, men inde i mig krøb en kvalme. Bare os to. Bare mig og Ahmed. Én seng, intet tøj, hans hænder, hans stemme, hans åndedræt.
Jeg så hans hænder på min hud og frøs. En tyk klump sad i halsen.
Jeg skal ligge med ham. Give ham alt. Han vil tro, jeg er hans første. Men i virkeligheden er jeg... ødelagt.
Jeg så på ham igen. Hans øjne var mørke, milde, fulde af ægte kærlighed. Han ville være en god ægtemand, en ansvarlig far. Han ville arbejde hårdt, tage mig med til familiefester, sige stolt: “Hun er min kone.”
Og jeg... skulle føde hans børn.
Tanken ramte mig som et slag i maven. Jeg så mig selv med et spædbarn på armen, siddende ved siden af Ahmed i et lille rækkehus. Jeg så min krop forandre sig for ham. Koge ris, skænke te, smile på kommando. Følge ham til moskéen, lade ham elske mig, lade ham tro, at det her var alt, jeg havde ønsket.
Min mave slog knuder, og jeg tog en dyb indånding for ikke at vakle.
“Er du okay?” spurgte han pludselig. “Du ser lidt bleg ud.”
“Ja,” løj jeg. “Det er bare solen. Jeg har ikke fået morgenmad.”
Han nikkede forstående. “Du skal passe på dig selv, især nu. Vi har en stor tid foran os.”
Jeg nikkede igen. Men indeni skreg noget.
Han stod stille et øjeblik, så ned, og hans stemme blev forsigtig, næsten hviskende. “Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om... Men jeg ved ikke, om jeg overhovedet har ret til. Jeg håber ikke, du tager det forkert. Det er bare… Yasin har en ven, en dansker. Jeg har hørt, I nogle gange taler sammen, og jeg… jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men jeg…”
Jeg mærkede, hvordan det begyndte at koge i mig. Som om al luften blev suget ud, og hjertet hamrede i halsen. Jeg ville skrige, jeg ville flygte, men jeg stod stille og prøvede at trække vejret dybt.
“Jeg kender ham knap nok,” sagde jeg så lavt. “Jeg lover dig, der er intet mellem os. Det er ingenting. Du skal ikke bekymre dig. Jeg ville aldrig gøre noget, der kunne skade dig eller det, du og jeg har sammen.”
Han så op på mig, øjnene fyldt med respekt og en usikkerhed, der gjorde det endnu sværere at holde sammen på mine følelser.
“Jeg ved, du er en god pige, Amina. Jeg ville bare gerne høre det fra dig. For jeg respekterer dig så højt, og jeg ville ikke sige noget, der kunne såre dig.”
“Jeg... jeg ved det,” hviskede jeg.
“Jeg glæder mig virkelig til, at vi er gift,” sagde han med et forsigtigt smil.
Han så mig i øjnene. Jeg prøvede at holde blikket. Prøvede at lade være med at se Daniel i stedet. Prøvede at lade være med at mærke hans tunge, hans hånd, hans stemme, hans pik. Men det var umuligt. For alt i mig længtes stadig efter Daniel.
****
Lokalet duftede af røgelse og blomster. Hvidt stof var spændt ud under loftbjælkerne, og bordene glimtede med gulddetaljer og små glasvaser fyldt med falske roser, der reflekterede lyset fra lyskæderne. Kvindestemmer summede som en bikube, mens der blev klippet, båret og ryddet op. Min mor gik målrettet rundt med en blok og fordelte opgaver, som var hun direktør for en mellemstor virksomhed. Zara fyldte konfekt i skåle, og min tante diskuterede placeringen af serveringsbordet. Jeg gik rundt med et rullebord og en stak plastiktallerkener, men hørte knap nok, hvad der blev sagt.
Alt var næsten klart. I morgen skulle jeg giftes.
Jeg burde have været nervøs, glad eller bare lettet. I stedet havde jeg ondt i maven, hele tiden. Når nogen nævnte mit navn, smilede jeg uden at føle det. Jeg hørte stemmerne som gennem vand og så mig selv udefra i min lange hvide kjole, snart klar til at sige qubul. En pige, der havde gjort alt rigtigt.
Men inde i mig var der ingenting tilbage.
Ikke andet end ét navn, der fyldte alt.
Daniel.
Jeg havde ikke set ham, ikke talt med ham, ikke skrevet til ham siden den nat, hvor hans smag stadig sad på mine læber, og hans navn rungede i mit hjerte. Jeg havde gjort alt for at begrave det.
Men han var der stadig. Hele tiden. Som en summen under huden.
Jeg lagde tallerkenerne fra mig og undskyldte hurtigt, at jeg skulle på toilettet. Ingen kiggede op. Alle var for optagede af duge og glas.
Jeg gik hurtigt ud gennem døren, forbi børnehjørnet, kontoret og ud på den lille grussti bag fælleshuset, hvor halvskyggen skjulte mig for de andre.
Jeg tog mobilen op og stirrede på hans navn.
Daniel.
Mit hjerte hamrede. Mine hænder svedte.
Jeg trykkede opkald.
Én ringetone. To. Tre. Fire—
“Hej?”
Jeg lukkede øjnene. Hans stemme var der, rolig og genkendelig, som om intet var ændret.
“…Hej,” sagde jeg lavt.
Der var stilhed i den anden ende.
Så smilede han i stemmen: “Tillykke. Det er i morgen, ikke?”
Jeg knugede mobilen. “Jo… Tak.”
Pause.
“Undskyld,” begyndte jeg. “For alt. For at jeg forsvandt. For det sidste, jeg sagde. For at jeg trak dig ind i det her cirkus."
“Amira…”
“Nej, vent,” afbrød jeg og holdt mobilen tæt til øret, som om det kunne dæmpe min skyld. “Du har ikke været andet end sød ved mig. Jeg var ikke fair. Jeg har været forlovet hele tiden, og jeg vidste, det ikke kunne blive til noget. Men jeg lod det ske alligevel.”
Der var en sprække i stemmen nu. Jeg prøvede at holde den sammen.
“Det er okay,” sagde han blidt. “Det er okay, Amina.”
Men jeg rystede på hovedet, selvom han ikke kunne se det.
“Det er ikke okay,” hviskede jeg. “Jeg kan ikke... jeg kan ikke gifte mig med Ahmed.”
Tårerne kom. Hurtigt. Som vand, der har ventet længe bag en dæmning.
“Han er en god mand,” snøftede jeg. “Han er alt, jeg har bedt om. Troende. Tålmodig. Ærefuld. Men han... han ser mig ikke. Ikke som du gør. Han... rører ikke noget i mig. Jeg føler ingenting, når han smiler. Og jeg hader, at jeg ved, hvad forskellen er nu.”
Daniel sagde intet. Jeg kunne høre, at han trak vejret i den anden ende.
“Det er din skyld,” sagde jeg vredt. “Jeg hader dig. Fordi du viste mig, hvad kærlighed kan være. Og nu skal jeg leve et liv, hvor jeg ved, det fandtes, men det aldrig bliver mit.”
Jeg græd åbent nu. Snøftede og trak vejret i korte stød. “Jeg hader dig. Og... jeg elsker dig.”
Stilhed.
Så sagde han blødt:
“Jeg elsker dig også, Amina.”
Jeg lukkede øjnene, vred mig næsten over ordene. De var så bløde. Så rigtige.
“Hvorfor skulle du sige det?” sagde jeg og snøftede. “Hold din kæft.”
Han lo stille. Den varme latter, der sivede helt ind under huden.
Jeg lo også, bare lidt.
“Du gør det ikke lettere,” sagde jeg.
“Undskyld.”
Jeg lænede mig mod muren og lukkede øjnene.
Fuglene sang. Solen varmede min kind.
****
Rummet duftede af kardemomme, sved og parfume. Pastelfarvede silkestoffer dækkede væggene, og puder var skubbet sammen i hjørnerne. Kvindernes latter lød fra køkkenet, hvor de delte historier og resterne af halwo. Hennakrukken stod åben ved siden af sengen, og dens sødlige jernagtige duft fyldte luften. Mine hænder var farvet mørkerøde, som om blodet havde lagt sig udenpå huden.
Jeg sad på gulvet med benene foldet under mig, iført en løs, hvid natdirac og et tørklæde, der knap nok var fæstnet. Trætheden hang tungt i mine led, men jeg kunne ikke lægge mig. Jeg var alene på mit værelse i min mosters hus, natten før mit bryllup. De andre piger grinede stadig ude i stuen, men jeg sagde, at jeg bare ville hvile lidt.
Jeg kiggede ned på mine hænder. Hennaen var smuk med sine snoede mønstre, der snoede sig op ad håndleddene som slyngplanter, lavet med kærlighed af mine kusiner, der havde grinet og sunget, mens de malede farven på min hud. Men i mørket så jeg ikke kunst. Jeg så mærker. Beviser. En dom, jeg ikke kunne vaske væk.
Jeg havde prøvet. Lavet wudhu. Vendt tæppet mod qibla. Stillet mig op og sagt Allahu Akbar med løftede hænder, men ordene sad tungt som sten i min mund. Jeg læste Surat Al-Falaq og Surat Al-Nas, bad om beskyttelse mod det onde i mit eget hjerte. Men lettelsen udeblev.
I stedet mærkede jeg hans læber.
I stedet mærkede jeg hans læber. Daniels. Hans mund mod min hud, tungen der gled hen over min brystvorte, hans hænder der skubbede stoffet til side som blade, der åbner for en kilde. Måden, han havde set på mig. Ikke som noget forbudt, men som noget dyrebart. Noget velsmagende.
Jeg var uren. I sjælen. Jeg havde knælet på bedetæppet og tænkt på hans krop. Jeg havde sagt Iyyaka na’budu wa iyyaka nasta’een og alligevel længtes efter, at han skulle røre mig, bare én gang til. Jeg havde bedt til Allah, men mit begær havde været rettet mod et menneske mere end mod min skaber.
Tårerne gled stille ned ad kinderne, uden dramatik. Jeg lod dem falde og bøjede mig i sujood og blev liggende længe, med panden mod tæppet og ansigtet skjult i hænder, mens jeg bad.
Jeg tænkte på Ahmed. På hans milde blik. hans måde at kalde mig qurux badan på med sin generthed og alvor. Han var en god mand, en troende muslim, en stabil fremtid. En god far og ægtemand.
Men jeg så os så på siden og stirrede ud i mørket. Hennaens mønstre glimtede svagt i måneskinnet. Smukke, men faste. Som et segl. Et mærke, jeg ikke havde valgt.
Dette var min sidste nat som ugift kvinde.
****
Rummet var fyldt med duften af røgelse, talkum og sød kaffe. Pastelfarvede silkestoffer prydede væggene, og puder lå skubbet sammen i hjørnerne. Kvindernes stemmer summede som en bikube, mens de grinede og delte historier i køkkenet. En af kusinerne satte højtaleren til med en blid nasheed, og en anden glattede forsigtigt de sidste folder i min tunge, hvide kjole.
Jeg sad foran spejlet med tomme øjne. Håret var dækket af et under-tørklæde, ansigtet pudret og kontureret, men det var ikke mig. Jeg var bare et lærred. En dukke, der kunne pyntes, rettes og formes. Jeg åbnede kun munden, når nogen bad mig om det.
“Habibti, løft hagen lidt,” sagde en tante, der færdiggjorde mit tørklæde. Hun trak det let tilbage, så mine kinder kom til syne. “Du ligner en malkiin, wallahi,” sagde hun og klappede begejstret i hænderne.
Min mor kom hen til mig, lagde hånden på min skulder og hviskede: “Masha’Allah, du er smuk, Amina. Kjolen sidder perfekt.”
Jeg nikkede lydløst. Hun tog et lille stykke stof fra tasken og gnubbede en plet væk med spyt. “Du skal være ærbar hele vejen. Intet gennemsigtigt. Ahmeds mor følger med i alt.”
Lige som ordene faldt, trådte Ahmeds mor ind i rummet. Hendes øjne scannede mig som en lærer ved eksamen. “Alhamdulillah,” sagde hun, da hun så, at mit bryst var dækket ordentligt. “Hun ligner en hustru nu. Ikke en pige.”
Jeg smilede, men smilet nåede ikke mine øjne. Jeg havde ikke sagt et ord i mere end en time.
Moskeen var fuld. Mændene sad i deres rækker, kvinderne var samlet i et separat rum, hvor vi kunne høre imamen gennem højtaleren. Luften var tung af uro. En blanding af spænding, glæde og højtidelighed. Men for mig føltes det som at være fanget i en drøm, jeg ikke kunne vågne fra.
Min far sad i forreste række og nikkede ærbødigt til imamen, som læste Khutbah al-Nikah. Vers om ægteskabets velsignelse og kærligheden mellem mand og kvinde som et tegn på Allahs nåde. Jeg kendte ordene. Jeg havde selv læst dem. Men nu var de bare ekkoer fra et sted langt væk.
Jeg hørte Ahmeds stemme tydeligt fra det andet rum: “Qubul.”
Imamen vendte sig mod mig. “Amina bint Hassan, accepterer du?”
Min tunge var tør, hjertet stod stille. Jeg så ned på mine hænder, stadig dækket af henna og svagt rystende. Og så sagde jeg det. “Qubul.”
Lyden kom som fra en anden. En stemme, der bare læste op.
Kvinderne klappede, en tante græd, nogen kastede slik mod loftet. Jeg blev omfavnet og kysset på kinderne. “Masha’Allah,” sagde de. “Hun er en hustru nu. Alhamdulillah.”
Imamen læste en dua, min mor hviskede “Ameen” i mit øre. Jeg gentog det, men inde i mig var der kun tomhed.
Mahr’en blev nævnt. To guldbånd, som Ahmeds mor selv havde båret ved sit bryllup. Det blev fremhævet stolt, som om det bandt generationer sammen.
For mig føltes det som en betaling.
Efter maghrib blev jeg ført ind i fællessalen igen. Nu var det kun kvinder. Musikken var højere, stemmerne gladere, og duften af bukhoor hang tungt i rummet. Jeg var iklædt en ny dirac, guldfarvet med grønne mønstre, og min hijab var skiftet ud med en broderet shaash. De ældre kvinder stod i en halvcirkel, klappede og sang gamle buraanbur, mens de vuggede frem og tilbage.
En af dem lagde sin hånd på mit hoved som en gave. “Fra pige til hustru,” sang hun, mens hun snoede shaashen om min pande.
“Fra farens tag til mandens hjem,” sang en anden.
Jeg sad midt i det hele med et limet smil. Jeg var ikke til stede. Ikke som kvinde. Ikke som brud. Kun som noget pynt, man bar frem og afleverede.
De trak i mig, justerede stoffet, rettede på mine øreringe og min holdning. Jeg blev løftet, formet og peget på. Jeg hørte min egen latter, men den var ikke min. Den kom fra min mund, mens mit hjerte skreg.
Midt i den kvalmende varme af parfume og sukker, midt i stemmerne, der fejrede mig som noget helligt, så jeg ham for mig.
Daniel.
Og jeg vidste, at uanset hvor mange kvinder der sang, hvor mange armbånd jeg bar, og hvor meget jeg nikkede og lo, så var min sjæl allerede et andet sted.
****
Lokalet var pyntet i hvidt og guld. Lysguirlander snoede sig som stjerner over gæsternes hoveder, og bordene bugnede af glitrende fade med ris, geit og farverige salater. Duften af basmati, banan og sød halwo hang tungt i luften. Sødt, men alligevel kvalmende. Musikken spillede blødt i baggrunden. En sang om kærlighed, en sang om lykke.
Jeg trådte ind med Ahmed ved min side. Hvide blomsterblade blev kastet over os. Alle rejste sig, klappede, smilede og filmede. Nogen råbte: “Masha’Allah! Længe leve brudeparret!”
Jeg smilede.
Zara lænede sig diskret ind mod mig, da vi satte os ved det pyntede brudebord. “Du klarer det flot,” hviskede hun.
Jeg nikkede. Smilet sad fast, men inde i mig føltes det, som om jeg langsomt mistede blod.
Som om noget inde i mig døde i takt med musikken.
Først troede jeg, det bare var et syn. En hallucination skabt af søvnmangel og dårlig samvittighed. Men så bevægede han sig.
Daniel.
Han stod bagerst i lokalet. Ikke i jellabiya eller kaftan, men i en mørk jakke og hvid skjorte. Ren. Diskret. Respektfuld. Men malplaceret. Han holdt sig i udkanten, sammen med Yasin. Han smilede svagt til nogen, nikkede høfligt.
Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Jeg glemte næsten at trække vejret.
Zaras hånd greb min. Jeg kiggede på hende. Hun stirrede i samme retning, forvirret og næsten bange.
Hun hviskede tæt på mit øre: “Er det... er det Daniel?”
Jeg kunne ikke svare. Jeg kunne knap sidde oprejst. Maden blev serveret. Stegt kylling med gyldne ris, pyntet med rosiner og koriander, men jeg rørte ikke ved den. Gaflen blev i hånden, mens blikket gled tomt ud i rummet.
Daniel så ikke på mig. Ikke direkte. Men han var der. Og det var nok.
Ahmed lænede sig nærmere. “Er du okay?” spurgte han lavt.
Jeg lod som om, jeg tørrede munden og nikkede. “Her er bare lidt varmt. Det hele er så overvældende.”
Han smilede blidt og strøg sin hånd let mod min under bordet. “Snart er det bare os to. Insha’Allah.”
Jeg nikkede igen men smagte blod bag smilet.
Musikken steg. Kvinder i skinnende diracs begyndte at danse i midten af salen. Smil, sang og klappen i takt. Børn lo og løb rundt. En lille dreng spildte appelsinjuice på sin skjorte, og hans mor skældte ud, mens hun tørrede ham af. En tante rakte mig en skål med halwo. Jeg tog imod den, men spiste ingenting.
Mit blik søgte igen mod ham. Han talte roligt med Yasin, afslappet, som om han hørte hjemme her. Som om han ikke havde knust min tawbah med sine læber. Som om han ikke havde givet mig orgasmer med sin tunge og sine fingre. Som om han ikke havde gjort ting ved min krop, jeg stadig drømte om, selv når jeg reciterede Surah Al-Falaq. Han havde åbnet mig, smagt mig, hørt mig stønne Allahs navn i synd, mens jeg kom mod hans mund. Og alligevel stod han der med sin pæne skjorte og respektfulde afstand, som om det aldrig var sket.
Jeg burde hade ham. Jeg burde frygte Allah. Men min krop huskede ham mere loyalt, end mit hjerte huskede skammen.
Han løftede blikket. Denne gang mødtes vores øjne.
Bare et sekund.
Et sekund, der rev alle sårene op.
Jeg tabte skeen.
Den faldt med et klir mod porcelænet, og flere ved bordet kiggede på mig. Jeg samlede den hurtigt op med rystende hænder og undskyldte lavmælt.
“Du bliver nødt til at holde dig i ro,” hviskede Zara. “Hvad laver han her?”
Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste det ikke. Eller måske gjorde jeg. Måske var han her, fordi jeg engang havde åbnet døren til ham, og aldrig helt lukket den igen.
****
Jeg kunne ikke få vejret. Duften af kanel og smør fra halwoen blandede sig med parfume og varme. Stemmerne omkring mig blev til et brus. Klapsalver, latter, musik. Alt var højt, alt var klæbrigt. Jeg sad stadig med gaflen i hånden, men maden var blevet kold. Zara sagde noget om en kusine, der ville tage billeder, men ordene gled forbi mig.
Mit blik var fastlåst på ham. Daniel sad diskret i kanten, smilende, deltagende. Men jeg kendte ham for godt. Jeg så spændingen bag smilet. Han havde set mit blik. Han vidste, hvad jeg tænkte.
Jeg rejste mig hurtigt og tavst, uden et ord til nogen. Gik gennem lokalet forbi tanter, børn, blomster og buraanbur. Ud ad døren og ud i natten, hvor regnen stille trommede mod asfalten. Jeg stod tæt ved en falmet lampe, som kastede et gult skær over den fugtige murstensvæg ved siden af mig. Luften var tung af fugt og kølighed, og lydene fra festen indenfor forsvandt langsomt bag mig. Mine hænder rystede, og jeg støttede mig mod muren.
Jeg var ved at besvime. Min kjole føltes tung. Skoene strammede. Sløret brændte mod nakken, og hijaben føltes som en snare om halsen. Luften knugede, som om den ville holde mig tilbage.
“Er du okay?” Hans stemme var blød, men ramte mig som en knytnæve. Jeg åbnede øjnene og så ham stå der i det matte lys. Hånden løftet, som for at nå mig, men uden at røre. Jakken sad lidt skævt.
Jeg nikkede, men kroppen afslørede mig. Skuldrene rystede, knæene sitrede under stoffet. Jeg var langt fra okay. Jeg var ved at gå i stykker.
Han trådte forsigtigt nærmere. “Amina…” sagde han, og stemmen bar hele spørgsmålet, han ikke behøvede stille.
Stilheden omsluttede os. Ingen hørte os her. Ingen så os. Vi var to kroppe i hver sin verden.
“Du ser smuk ud,” sagde han.
Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke. Jeg så bare på ham. På øjnene. På de læber, jeg havde smagt. På de hænder, der havde rørt mig og efterladt mærker, ingen kunne se.
Min krop reagerede, før mit sind kunne sige nej. Jeg lænede mig ind.
Et kys.
Over sløret. Blødt, men brændende. Læber, der strejfede hinanden. Ingen tunger. Ingen hænder. Bare varme.
Vores pander rørte næsten hinanden. Hans øjne lukkede et kort øjeblik. Mit hjerte hamrede i brystet.
Så lød en kvindestemme i det fjerne: “Amina!? Waar baad tahay? Kom! Vi skal tage billeder!”
Jeg stivnede. Maven vendte sig. Jeg trak sløret op, rettede på kjolen, og løb.
Jeg så ikke tilbage, men jeg vidste, at han stod der. Alene. Og at han forstod.
Det var ikke slut.
****
Ahmed sad i stuen med de ældre mænd. Jeg kunne høre deres stemmer fra nedenunder, dybe og trætte, mens de nippede til kardemommeteen og talte om, hvor velsignet dagen havde været. Han lød rolig. Selvfølgelig gjorde han det. Høflig, stabil, alt det en svigersøn skal være.
Jeg sad derimod på brudestolen uden for suiten, som en statue, mens kvinderne cirklede om mig. De justerede på mit slør, flyttede en sløjfe, pudrede næsen en sidste gang.
“Waxaad noqon doontaa naag dhab ah,” sagde min tante kærligt. Du vil snart blive en rigtig kvinde. Jeg smilede, eller i hvert fald prøvede jeg.
Døren til suiten blev åbnet, og inde i rummet lå rosenblade spredt ud i et hjerteformet mønster over det hvide silkelagen. Små glaslys flimrede på natbordene, og duften af bukhoor og jasmin fyldte luften. Sødt, men kvalmende. Kvinderne fnisede, ønskede mig barako, og lukkede døren med et blidt “Istaree, habo!”. Slap af, kære.
Pludselig blev stilheden så massiv, at jeg næsten kunne høre mit eget blod dunke i ørerne.
Jeg satte mig på kanten af sengen. Stoffet fra kjolen sled mod madrassen, og de tunge perler i sløret trak mit hoved nedad. Jeg stirrede på de røde, glinsende rosenblade og tænkte kun på blod. Ikke blomsterblod, men det lille pletbevis, de ældre kvinder ville lede efter i morgen tidlig.
Der kom en stille banken.
Jeg frøs. Det var for tidligt til, at Ahmed kunne være sluppet fri af gæsterne. Tøvende åbnede jeg døren på klem.
Der stod Daniel.
Hans skjorte var krøllet, jakken væk. Øjnene mørke og blanke. Han sagde ikke noget med det samme. Det gjorde jeg heller ikke.
“Zara sagde...” begyndte han forsigtigt. “...hvis jeg skulle sige farvel, skulle det være nu. Og så skulle jeg gå bagefter.”
Jeg åbnede døren mere og trådte tilbage. Han trådte ind. Jeg lukkede døren.
Luften mellem os var tung. Han tog et par skridt frem, men standsede, da han så mit ansigt.
“Du ser ud, som om du ikke kan trække vejret,” sagde han lavt.
“Det kan jeg heller ikke,” svarede jeg med hæs stemme.
Et par sekunders stilhed.
“Daniel… det her er farligt,” hviskede jeg. “Hvis nogen ser dig... Hvis nogen finder ud af, at du er her, i det her rum, alene med mig – du risikerer alt. Jeg risikerer alt.”
“Det ved jeg,” svarede han.
“Nej, du gør ikke. Du forstår det ikke. Du er nødt til at gå. Jeg kan ikke… Hvis nogen finder dig her…” Min stemme knækkede. “Wallahi, det kan ødelægge mit liv. Min families navn. Ahmeds. Alt.”
Han tog et skridt nærmere. “Okay. Så sig at jeg skal gå.”
Jeg åbnede munden. Lukkede den igen.
“Sagde du det til Zara?” spurgte jeg. “At du ville herop?”
“Nej. Jeg tror bare, hun… hun så dit blik. Jeg tror, hun vidste, at det ikke var slut.”
Jeg skælvede.
“Det er slut,” sagde jeg, men min stemme lød ikke overbevisende. Ikke engang for mig selv.
Vi stod tæt nu. Jeg kunne mærke hans duft. En rest parfume, noget neutralt og varmt. Han løftede hånden, men stoppede lige ved min kind uden at røre.
“De har ret. Ahmed er en heldig mand.”
Jeg lukkede øjnene, åbnede dem igen. Hans blik, hans stemme. Alt inde i mig var i oprør.
“Du burde ikke være her,” sagde jeg næsten bønfaldende.
“Men her er jeg,” svarede han.
Jeg løftede hånden, trak sløret lidt ned, lige nok til at afsløre mine læber. Jeg vidste, hvad jeg gjorde, og jeg kunne ikke stoppe mig selv længere.
Jeg lænede mig frem og kyssede ham.
Et kort, blødt kys. Tyst.
Med ét faldt alt fra hinanden. Eller måske faldt det bare på plads.
Han trak sig ikke. Sagde intet. Og jeg var bange for, at det næste ikke kunne trækkes tilbage.
Stemmerne nedenunder lød tydeligt. En latter, en dør, fodtrin i gangen.
“Du skal gå,” hviskede jeg panisk. “Nu.”
Han bevægede sig ikke.
Jeg sagde det, men mine fingre sagde noget andet. De holdt fast i hans hånd, som om jeg frygtede, at jeg selv ville forsvinde, hvis han gik.
“Daniel…” hviskede jeg.
Han sagde stadig intet. Klemte kun min hånd blidt og lod sig føre med, da jeg tog et skridt tilbage og satte mig på sengen.
Vi sad der et øjeblik. Stilheden lagde sig som et tungt, dæmpende tæppe omkring os. Stemmerne nedenunder var fjerne, som en anden verden.
Jeg vendte mig mod ham.
Han kiggede på mig, som om han havde ventet hele aftenen på bare at være tæt på mig igen.
Og så kyssede jeg ham igen.
Blødere. Længere. Med alt det, jeg havde prøvet at tie ihjel.
Luften mellem os var tung af tavshed og forventning. Hans hænder bevægede sig langsomt og forsigtigt, som om han ville ære hvert eneste øjeblik uden at presse mig over grænsen. Jeg bevægede mig ikke, tog ikke kjolen af. Men jeg lod ham røre mig under det bløde stof, lod hans berøringer glide langs mine sider, min ryg, min talje.
Det føltes som om tiden stod stille. Hver berøring sendte små bølger af varme gennem min krop, en blanding af lyst og skam, der lå dybt forankret i alt det, jeg var opdraget til at tro på. Pligten til at være ren, værdig, anstændig. Og samtidig ønsket om at tillade mig selv at føle, at jeg stadig var mere end det.
Jeg trak vejret dybt og brød endelig stilheden med en stemme, der rystede en smule: “Jeg har tænkt på dig… hele tiden. Hele natten faktisk. Jeg har drømt om det her øjeblik, selvom jeg ikke måtte.”
Hans blik søgte mit, fyldt med noget, der var blidt og tålmodigt. “Det er okay, Amina,” sagde han roligt, som om han vidste, hvad der rasede inde i mig, uden at dømme.
Jeg kunne ikke sige mere. Min krop føltes fanget mellem lyst og skam, mellem pligt og den hemmelige længsel, jeg vidste, jeg snart ville give efter for.
Han kiggede på mig med forsigtighed, som om han bad om lov uden ord. Så begyndte han blidt at kærtegne kanten af min brudekjole, langsomt og respektfuldt. Jeg holdt vejret, da han trak stoffet opad, centimeter for centimeter, og afslørede den varme hud på mine lår.
Somaliske brude ofte bar en særlig type underkjole og undertøj. Ikke nødvendigvis anderledes end normalt, men altid valgt med omtanke for ærbarhed og tradition. Mine trusser var enkle, hvide og dækkende, som min mor havde udvalgt.
Han holdt et øjeblik pause, så mig i øjnene, før han forsigtigt trak dem ned, langsomt og med samme omhu, som han havde trukket kjolen op. Jeg mærkede varmen stige i mig – ikke kun af lyst, men også af den vægt, det hele bar: hemmeligheden, skammen og glæden, der dansede i mig.
Han bevægede sig langsomt, næsten ærbødigt, og lod sin tunge kærtegne min hud. Jeg lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage mod hans hånd, som om jeg søgte trøst og varme i det øjeblik. Den blide, rolige måde, han rørte mig på, gjorde alting andet stille. Hele aftenen, hele festen, hele det liv, jeg havde levet indtil nu, føltes pludselig som fjern baggrundsstøj.
At ligge her med Daniel lige nu føltes som det eneste, der virkelig gav mening. Selvom jeg vidste, at jeg var en gift kvinde nu, at mit liv var bundet til Ahmed og hans familie, føltes det som om mit hjerte bankede i takt med noget ægte, noget jeg havde savnet så inderligt.
Et stille, blødt støn slap ud mellem mine læber. Jeg havde ikke ord til at beskrive det, kun denne mærkelige, varme følelse, der voksede inde i mig. Alt andet kunne vente. Lige nu var det kun os.
Jeg overraskede mig selv, da jeg stille tog fat i hans hår og trak ham lidt tættere, pressede ham dybere mod mig. Hans tunge blev mere intens, mere målrettet, og jeg mærkede, hvordan varmen steg i mig.
Da jeg ikke længere kunne vente, trak jeg ham op til mit ansigt. Jeg kyssede ham blidt, forsigtigt, som om jeg bad om tilladelse uden ord.
“Daniel,” hviskede jeg lavt, “jeg kan ikke vente længere. Jeg er klar til at miste min mødom nu.”
Han så på mig et øjeblik, blikket fyldt med ømhed og alvor. “Er du sikker? Vi kan stadig stoppe.”
Jeg grinede svagt og nikkede. “Qubul. Jeg har aldrig været mere sikker.”
Han lænede sig forsigtigt ind over mig. Hans krop føltes varm og tryg mod min. Med en blid hånd tog han fat om sin pik og lod den glide langsomt frem og tilbage over mine våde skamlæber. Jeg kunne mærke hans vejrtrækning mod mit ansigt, og vores øjne mødtes igen.´Jeg gav ham et stille nik, en tavs tilladelse. Han trak vejret dybt, og langsomt trak han sig tilbage for så blidt at trænge ind i mig.
Smerten kom med det samme. Det skarpe stik da han trængte ind. Et gisp undslap mine læber, og jeg strammede grebet om hans skuldre. Det gjorde ondt. Mere end jeg havde troet, men det var også en lettelse. En slags begyndelse. Jeg var lykkelig, fordi jeg vidste, at dette øjeblik hørte til at blive en kvinde.
Jeg håbede inderligt, at der ville komme en plet på lagnet. At det ville være beviset på, at jeg stadig var ren, som jeg skulle være til Ahmed. Selvom alt andet allerede føltes som en hemmelighed, jeg bar alene.
Daniel lå stille inde i mig et øjeblik, og hans varme åndedræt ramte min kind. Hans stemme var blid og nærværende, da han spurgte, “Er du okay, Amina?”
“Ja, Daniel, jeg er okay,” svarede jeg svagt.
Vi kyssede blidt igen, som for at finde ro og tryghed midt i det nye, vi delte. Han trak sig lidt tilbage, mødte mit blik, og hans øjne søgte min sjæl.
“Er du klar til at fortsætte?” spurgte han forsigtigt og med respekt.
“Ja,” svarede jeg, mere fast, selvom mit hjerte hamrede i brystet.
Han smilede blidt, tog min hånd og pressede sig langsomt ind i mig. “Jeg har længtes efter det her,” hviskede han dybt, “at være helt tæt på dig, sådan her.”
En varme bredte sig i mig, og kinderne blev varme. “Jeg har også længtes efter dig,” hviskede jeg, som om det var en hemmelighed, jeg endelig turde sige højt.
Mens han bevægede sig roligt i mig, sagde han med en lav, intens stemme: “Fra den dag, jeg så dig, har du været i mit hoved nonstop. Din abaya, så simpel, men alligevel smuk. Når du smiler, lyser dine øjne op, og din stemme er blid, som en let vind. Du er alt det, jeg aldrig havde troet, jeg kunne få.”
Jeg lyttede, omsluttet af hans ord, mens smerten ved hans pik, der trængte ind i min jomfruelighed, langsomt blev blødere af hans nærhed og forsigtige kærtegn. Frygten for det ukendte forsvandt, og hans ord gav mig mod til at overgive mig helt til ham.
Han pressede sig dybt ind mellem mine våde skamlæber, og hvert stød sendte en ild gennem min krop. Vi var stadig i tøj, men det gjorde ikke noget – det fik os til at bevæge os langsomt, og hvert tryk føltes intenst, næsten uudholdeligt.
Hans greb om min hals blev hårdt, en rå styrke, der fik mig til at knække. “Min brud,” hviskede han med et glimt af besiddelse i sin stemme, “du er Ahmeds kone, men i nat er du kun min.” Hans bevægelser blev mere kompromisløse, hans læber fangede mine i et vildt kys. “Sig det,” beordrede han. “Sig, at du hører til mig.”
“Du ejer mig,” gispede jeg mellem støn, stemmen næsten ukendt for mig selv.
Han holdt mig fast, greb om mine lår og spredte dem. Han åbnede kjolen mere og tog fast om mine bryster, knugede dem hårdt, mens han fortsatte med at trænge ind i mig med en intensitet, der fik mig til at brænde.
“Sig, at du kun vil have mig.”
“Jeg... jeg vil kun have dig,” stønnede jeg, ordene føltes både som en synd og som en befrielse.
Daniel førte sin tommelfinger blidt op til mine læber. “Tag den i munden,” hviskede han. Jeg skilte læberne, og hans finger gled forsigtigt ind, mens han fortsatte langsomt i mig. Det dæmpede mine stønner, men den indre storm var umulig at skjule.
Jeg havde svigtet alt og alle. Min familie, min tro, min ære. Med hans finger stadig i munden mumlede jeg halvt utydeligt: “Jeg e’ bar’ en skændsel… en skam for familien, for far og mor.” Tårerne pressede på, men jeg kæmpede for at holde dem tilbage. “Jeg sku’ væ’ ren… ære mit navn, min iman… men jeg har svigtet alt. Også mig selv.”
Daniel fortsatte uden at lade mine ord falde til jorden. Han holdt mig fast, hans greb hårdt men ikke voldsomt. “Ja, men du er min,” sagde han blidt, som om det var det eneste, der betød noget lige nu.
Jeg sank dybere ned i skylden, som om mine tanker kvælede mig. Med en stemme, der var mere støn end ord, fik jeg fremstammet: “Jeg… e’ en ækel luder, Daniel… jeg har forrådt dem, jeg elsker… ødelagt mig selv… Hvordan kan du elske mig, når jeg ikk’ engang kan elske mig selv?” Jeg bed mig i læben for ikke at bryde sammen.
Han trak fingeren ud af min mund, kyssede mig blidt og svarede med en rolig stemme, der forsøgte at væve tryghed ind i mine brudstykker af smerte: “Du er så vidunderlig, Amina. Mere, end du kan forstå. Du er ikke din skam.”
Jeg lukkede øjnene, hans varme mod mig, men mit hjerte var tungt. Jeg stønnede svagt, ordene kom sløret og hakkende: “Jeg skulle være ren… men nu er jeg bare… bare en brugt luder. En skamplet. Min krop… den er ikke min længere. Ødelagt… beskidt… Jeg… jeg ved ikke, om jeg nogensinde blir’ hel igen…”
Daniel trak mig tættere, hans hånd kærtegnede min kind. “Jeg er ligeglad, hvor beskidt og ødelagt, du er, Amina. Jeg elsker dig..”
Jeg mærkede en tåre trille ned ad kinden og åbnede munden for at sige noget mere, men blev afbrudt af hans blide og insisterende kys. Og selvom skammen brændte, følte jeg mig for første gang som et helt menneske.
Han vendte mig stille om i sengen, så jeg lå på knæ med ryggen mod ham. Hans hænder holdt mig fast, mens han gled ind i mig bagfra. Smerten var skarp i starten, men hurtigt blev den til en brændende varme, der bredte sig gennem min krop. Han pressede sig hårdt ind, rytmen blev mere insisterende og ubarmhjertig. Jeg kunne mærke hans styrke i hvert stød, hans greb om min hofte strammede, som om han ville sikre, at jeg ikke slap væk.
Mit hoved føltes tungt, og verden udenfor forsvandt. Mine knæ pressede mod det bløde lagen, og tankerne fløj til bønnen. Ydmyghed, overgivelse til Allah. Men her var det en anden slags overgivelse. Rå og ubarmhjertig.
“Ya Allah,” hviskede jeg gennem støn og smerte, mens jeg klamrede mig til lagenet. “Tilgiv mig… tilgiv mig alt… jeg beder om din nåde.” Hjertet hamrede, og ordene var mit eneste holdepunkt.
Han stønnede lavt bag mig, pressede sig endnu hårdere ind, som om han ville mærke mig helt ned i sjælen. Jeg følte hans hænder glide op over mine sider og gribe om min hals. Han strammede grebet, og et råt, uhæmmet støn flød ud af mig.
Med et hurtigt bevægelse rev han hijabben og sløret af min hals. Stoffet gled ned, mens hans hænder snoede sig om hijabben og bandt den stramt omkring min hals. Det var en kraftfuld påmindelse om hans magt over mig. Frygt og begær flammede op på samme tid.
Jeg lå svimmel, kroppen rystede, mens han pressede sig ind i mig med en intensitet, der knuste al modstand. Det var mere end bare lyst. Det var en kamp mellem skam og begær, lydighed og oprør.
Jeg bad en stille, knugende bøn: “Ya Rabb, tilgiv mig... lad det aldrig stoppe. Lad ham tage mig, eje mig helt.” Jeg ønskede hans sæd som et mærke, der ville binde mig til ham – en hemmelighed jeg ikke kunne tilbagekalde.
Hans stød blev vildere, hans åndedræt tungt og råt. Min krop svajede med, smerten og nydelsen brændte i sammensmeltning. Smerten fra det stramme hijab om min hals blandede sig med hans brutale kærtegn.
Jeg tænkte på alt det, jeg havde mistet – min uskyld, min ære, min rolle som den rette brud. Men jeg tænkte også på, hvad jeg havde fået: den rene, brændende følelse af at blive set, rørt, elsket på en måde, der brød alle regler. Daniel var min forbudte drøm, min skjulte sandhed, og jeg lod mig synke dybere ind i hans greb, i hans varme, i hans magt.
“Jeg er din,” hviskede jeg, mens jeg kæmpede med min egen skyld. “Ej mig, Daniel. Brug mig, som du vil.” Ordene var både en bøn og et løfte, og hans greb strammede om min hals, mens han pressede sig endnu tættere ind i mig.
I det øjeblik føltes det, som om verden brændte omkring mig. Alt jeg kunne høre, var hans tunge åndedræt og mit eget støn. Jeg var ikke længere bare Amina, den pige, der skulle ære sin familie og sin tro. Jeg var en kvinde.
Han trængte dybere, hårdt og varmt, uundgåeligt, helt ind, hvor kun én ting kunne ske, hvis Allah ikke greb ind. Han pressede sig ind, dér hvor ingen før havde været, og jeg brød sammen i et gisp.
Hvis jeg bliver gravid, tænkte jeg, hvordan skjuler jeg det? Hvordan skulle jeg forklare et barn med lys hud, med øjne, der ikke ligner Ahmeds? Et barn med fremmed blod, ikke hans, ikke halal, ikke mit folks.
Men tanken, det barn, tændte en mørk og farlig lyst i mig. At blive fyldt, forurenet, befrugtet af en kaffir. Jeg, jomfru og hijabi, opdraget til ærbarhed, nu afblomstret, rystende, med hans synd i mit kød. Jeg burde have frygtet det. Jeg burde have bedt. Men i stedet holdt jeg ham tættere. Som om synd kunne blive til hengivelse, hvis jeg bare ville nok. Fyld mig op. Gør mig til din. Det var skam, forfald, og det smagte sødt som honning, selv nu mens min sjæl visnede.
Jeg kom med et lavt gisp, som en hvisken i sujood. Jeg kunne ikke stoppe mig selv.
Daniel lå tungt over mig. Hans åndedrag var stadig uregelmæssigt, varmt mod min hals. Mine ben var viklet om ham, som om jeg havde forsøgt at holde ham inde – som om jeg kunne forhindre tiden i at gå. Men det var for sent. For alt.
Han var stadig helt inde i mig, da hans krop pressede sig mod min, og hans sæd strømmede varmt ind i min krop. Han udfyldte min livmoder med sin sæd, mens han kyssede mig på munden.
Min brudekjole var krøllet og fugtig mellem lårene, og hijaben hang løst om min hals, mens mit lange, sorte hår faldt over skuldrene – som bevis på alt det, jeg ikke længere var. Jeg burde have revet det hele af, vasket mig, bedt. Men jeg lå bare dér, fyldt, brugt, tilfredsstillet, med hans varme sæd, der sivede ud af mig og ned i sengen, der skulle have været rammen om min første nat som Ahmeds hustru. Det eneste, jeg kunne tænke, var: Så det er sådan, det føles. Sådan føles synd, når den smager sødest.
Daniel kyssede mig langsomt under kæben. Jeg lukkede øjnene. Ya Allah, jeg ved, du så mig. Jeg vidste, jeg burde være bange. Men jeg var det ikke. Jeg følte kun kærlighed.
Så hørte jeg det.
Et klik. En dør, der åbnede. Et andet åndedræt. Ikke Daniels, ikke mit.
Mit hjerte stoppede. Jeg åbnede øjnene.
Ahmed.
Ahmed stod i døråbningen. Han sagde intet. Hans blik søgte mit, og gled så ned til min brudekjole, der var trukket op over hofterne. Til mine bryster, blottede og fladmast under Daniels vægt. Til ham, der stadig lå tæt mod mig. Til alt det, vi havde gjort. Han så det hele. Så, hvordan mine ben stadig holdt Daniel tæt. Så, at jeg ikke skubbede ham væk. Ikke prøvede at skjule noget.
Min første tanke var ikke frygt. Det var ro.
“Ahmed...” Min stemme var tør. Ikke undskyldende, bare stille.
Han sagde ikke noget. Hans hænder hang løst ned langs siderne. Han blinkede en gang, som om han så noget nyt. Ikke kun mig. Men sig selv. Sin kone. Sin fremtid. Nu knust, før den var begyndt.
Daniel trak sig langsomt ud af mig, hans blik flakkede mod døren, forvirret og akavet. Skyldigt. Jeg lagde en hånd på hans ryg, og han lagde sig tilbage. For at vise Ahmed, at det her var mit valg.
Ahmed åbnede munden, men lukkede den igen. Blikket faldt mod gulvet. Han stod der længe, så længe at stilheden blev tung. Så nikkede han.
Et lille nik. Ikke tilgivelse. Ikke forståelse. Bare overgivelse.
Han vendte sig og gik. Døren lukkede blidt bag ham.
Jeg kiggede op mod loftet. Øjnene brændte, men jeg græd ikke. Jeg mærkede Daniel inde i mig, tung og varm.
“Astaghfirullah,” hviskede jeg. Ikke for at rense mig, ikke for at blive god igen. Men fordi jeg stadig troede. Allah er den Barmhjertige, den Tilgivende, tænkte jeg, som om jeg kunne gemme mig bag Hans navne, mens Daniels sæd langsomt begyndte at befrugte mit æg. Jeg troede – og jeg syndede. Jeg elskede Allah... men jeg valgte det her alligevel.
Jeg havde valgt Daniel. Ikke fordi han var mere værdig, men fordi jeg ikke længere var det. Og Allah… du så det hele. Jeg ved det. Jeg tror stadig. Og jeg vil gøre det hele igen.
Tak fordi du ville læse med! Jeg tager som altid gerne imod kritik og forslag til, hvordan jeg kan forbedre mig som forfatter i kommentarerne. Du kan også skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com ??
Denne novelle er inspireret af egne erfaringer og følelser. Jeg er vokset op med islam, men har i dag et mere afslappet forhold til tro. Teksten er ikke et debatindlæg, men en ærlig, måske overdrevet, skildring af det indre kaos, der kan opstå mellem kultur, religion og identitet. Den er ikke skrevet for at provokere, men hvis nogen alligevel bliver stødt, så fred være med det.
Erotiske noveller skrevet af Jeriko