LYSTEN DER IKKE VILLE GÅ VÆK
PROLOG
Jeg vidste det længe før, jeg turde sige det højt.
Det lå i blikket, jeg kastede mod fyrene i omklædningsrummet. I den måde, jeg holdt lidt for længe om mine mandlige venner, uden at de opdagede noget. Det lå i fantasierne, jeg ikke turde skrive ned, og i den måde jeg kneppede piger – hårdt, målrettet, men uden egentlig nærvær. Jeg gjorde det for at passe ind. For at gemme mig. For at flygte fra det, jeg længtes efter allermest.
Jeg kom fra et sted, hvor man ikke talte om den slags. Hvor “bøsse” var noget, man sagde som fornærmelse. Hvor drenge spillede fodbold og elskede biler og piger og aldrig sagde, hvordan de havde det.
Men jeg havde det sådan her:
Jeg ville have en fyr.
Jeg ville være nøgen med ham, ægte, sårbar, liderlig og fri.
Jeg ville elske ham. Og blive kneppet af ham.
Og jeg ville ikke længere gemme mig.
Det her er historien om, hvordan jeg sprang ud – ikke bare for verden, men for mig selv.
Hvordan jeg mødte Emil.
Hvordan han gjorde mig til den mand, jeg altid havde været inderst inde.
Hvordan jeg gik fra at skjule min lyst til at leve i den.
Og hvordan kærlighed, når den først får lov, kan forvandle alt.
Velkommen til begyndelsen.
NOVELLEN: “Lysten der ikke ville gå væk”
Jeg lå med Anna, mens hendes fingre rodede op i mit hår, og hendes hofter langsomt rullede mod mig. Hun stønnede lavt, og hendes brystvorter strejfede min hud, men det eneste, jeg kunne se for mig, var Niklas fra 3.g. Hans nakke. Hans skuldre. Måden han tog trøjen af efter fodbold.
Jeg kyssede Anna, som jeg havde lært det, som man gør, når man skal være normal. Hun duftede af parfume og øl, og jeg lod min hånd glide ned ad hendes mave, som om det var min egen beslutning, og ikke noget jeg gjorde, fordi jeg skulle.
“Du tænder på mig, ikke?” hviskede hun og smilede skævt.
Jeg nikkede og tvang et grin frem, men inden i var der stille. Eller rettere: Der var en anden slags larm. Den slags, man kun hører, når man konstant holder noget nede.
Jeg boede i en by, hvor der stadig blev grinet højt, når nogen kaldte en anden “bøsserøv”. Hvor piger blev accepteret, hvis de kyssede hinanden til fest, så længe det var for drengenes skyld. Men drenge, der kunne lide drenge? Nej. Det var noget, man snakkede om i hovedstaden eller i fjernsynet, ikke på tanken i Hjørring.
Men jeg havde altid set. Set mere end jeg måtte. I badet efter idræt. På stranden om sommeren. Til fester, hvor nogen blev for fulde og begyndte at fjolle, og jeg håbede, de ville lade som om de kyssede — bare så jeg kunne gemme det i hovedet og tage det med hjem til natten.
Så jeg var sammen med piger. Nogle søde, nogle ligeglade, nogle der troede, de havde fat i noget ægte. Men jeg forestillede mig noget andet. Andre hænder. En anden vægt. En stemme dybere end min egen, der sagde mit navn, mens jeg gav slip.
Den nat med Anna endte som de fleste. Jeg gik hjem med blikket i jorden og kroppen varm af noget, jeg ikke kunne dele. Jeg onanerede i mørket og tænkte på Niklas, på Mikkel, på ham den mørkhårede fyr, jeg havde set i Føtex. Jeg kom hurtigt, næsten desperat, og bagefter lå jeg med hjertet i halsen.
Hvis nogen så mig nu, tænkte jeg. Hvis nogen vidste. Men ingen så. Endnu.
Jeg begyndte at kigge mere og mere efter fyre. Ikke bare et blik i forbifarten. Det var øjne, der hang ved. Kroppene i omklædningsrummet, skuldrene i mørket til fester, hånden der greb en dåseøl med årer op ad armen. Jeg lod som ingenting, men jeg så. Hele tiden.
Og jeg vidste jo godt, det var forkert. Eller… ikke forkert, måske. Bare ikke accepteret. Ikke her. Ikke i byen, hvor folk stadig siger “han ser lidt bøsset ud” som en advarsel. Hvor man lærer at tale højt om damer og holde kæft om alt det andet.
Men det kom af sig selv. Jeg havde aldrig planlagt det. Jeg havde aldrig besluttet mig. Lysten var bare der. Som et stik i kroppen, når den forkerte gik forbi. Eller den rigtige, hvis jeg tør sige det.
Jeg har aldrig været sammen med en fyr. Ikke sådan rigtigt. Men jeg har spillet pik med en kammerat et par gange. Det var i de år, hvor vi begge lod som om, det bare var sjov. Drengeløjer. Men jeg husker det som var det i går. Den måde hans hånd gled over sin pik, vores vejrtrækning, blikkene vi undgik, men alligevel delte. Jeg kom hurtigt, dengang, og gik hjem i mørket med en varme i kroppen, der ikke ville forsvinde.
Jeg knalder stadig piger. Jeg kan godt lide det. Jeg er vild med sex. Jeg kan tage dem hårdt, blidt, længe. Men det er som om jeg hele tiden leder efter noget. Som om jeg bider tænderne sammen og prøver at glemme, at der mangler noget. Det sidste stykke. Den dybeste lyst.
Jeg er begyndt at kneppe dem i røven. Nogle vil gerne. Andre skal overtales. Men det er dér, jeg mærker det tættest på. Det er dér, jeg kan lukke øjnene og forestille mig, at det er en mand. At det er en krop, der spejler min, og ikke én jeg skal tage mig sammen for at tænde på.
Det er min måde at være bøsse på, tror jeg. Eller… er det? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, det ikke går væk.
Det var til en fest hos en af dem, der boede lidt uden for byen. En af de der aftener, hvor musikken dunker i kroppen, og hvor mørket udenfor føles som en beskyttelse. Jeg havde drukket lidt for meget, som man gør, når man ikke vil tænke for meget over, hvem man er.
Han hed Emil, og jeg havde lagt mærke til ham før. Ikke én af dem, der fyldte rummet, men hans blik var roligt, undersøgende, som om han ikke spillede det samme spil som de andre. Han sagde hej til mig ude i rygerhjørnet, hvor jeg stod alene og frøs med en halv cigaret, jeg ikke gad ryge.
“Du ligner en, der hellere ville være et andet sted,” sagde han.
Jeg trak på skuldrene. “Måske. Måske bare et sted, hvor man ikke skal lade som om.”
Han smilede, men sagde ikke noget. Vi stod bare lidt der, uden at sige mere, og det føltes mærkeligt… ærligt. Han kiggede ikke væk, som andre fyre gør, når blikket bliver for tæt på.
Senere, da jeg skulle tisse, stod han pludselig i gangen og ventede.
“Du bor ikke så langt herfra, gør du?” spurgte han.
“Hvorfor?”
“Fordi jeg overvejede at gå med.”
Mit hjerte hamrede. Var det nu, det skete? Eller var det en test? Et trick? Jeg havde hørt historier før. Om fyre, der blev lokket med – og udstillet. Om nogen, der troede, det var en chance… og så stod de næste dag nævnt på Snapchat som bøsse.
“Jeg… jeg ved ikke, om det er en god idé,” sagde jeg og prøvede at smile.
“Du bestemmer,” sagde han bare. “Men jeg går nu. Hvis du vil snakke. Eller noget andet. Du ved, hvor jeg bor.”
Han vendte sig og gik. Ingen pres. Ingen trusler. Bare et blik over skulderen, lige inden han forsvandt ud i natten.
Jeg blev stående længe. Mit hjerte slog vildt. Ikke kun af begær. Også af frygt. Hvad hvis han mente det? Hvad hvis det var ægte? Eller værre: Hvad hvis jeg tog fejl?
Jeg gik ikke med det samme. Jeg stod længe ude foran huset, og røg endnu en cigaret, selvom jeg hadede smagen. Jeg bildte mig ind, at jeg skulle tænke, men i virkeligheden prøvede jeg bare at lade som om, jeg stadig havde valget.
Mine ben begyndte at gå, som om de vidste noget, jeg ikke gjorde. Det var ikke langt. Et kvarter måske. Gennem de stille villaveje, hvor gadelamperne kastede gullige pletter på asfalten, og mine tanker blev højere for hvert skridt. Hvad hvis han har nogen der? Hvad hvis det er en joke? Hvad hvis det er mig, der fucker det hele op?
Da jeg stod foran hans dør, var jeg drivvåd af nervøs sved. Jeg bankede ikke. Jeg stod bare. Ville han overhovedet åbne, hvis jeg ringede på?
Men så blev døren åbnet indefra. Emil stod der i en grå hættetrøje og joggingbukser. Barfodet. Som om han havde håbet, jeg ville komme – men ikke regnet med det.
“Du fandt herhen,” sagde han stille.
Jeg nikkede. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Hans øjne søgte mine, og der var ingen latter. Ingen skjult hån. Kun den dér varme, som skræmte mig mere end noget andet.
Han trådte til side. Jeg gik ind.
Stuen var halvmørk. En lampe i hjørnet lyste dæmpet, og der duftede af rent sengetøj og te. Han satte noget musik på lavt. Et beat, næsten umærkeligt. Jeg stod i døren, mens han gik ud i køkkenet og hentede et glas vand til mig.
“Du ser ud som en, der ikke helt tror på det her,” sagde han og rakte mig glasset.
“Jeg ved ikke, hvad jeg tror på,” sagde jeg ærligt. “Jeg ved bare, at jeg… tænker for meget.”
“Du må gerne tænke her. Men du må også gerne mærke.”
Han stillede sig tæt på. Ikke truende. Ikke insisterende. Bare tæt. Varmen fra hans krop ramte mig, og jeg frøs. Eller brændte. Jeg vidste det ikke længere.
“Du har ikke gjort det her før, har du?” spurgte han.
Jeg rystede på hovedet.
“Det behøver ikke være noget stort. Vi kan bare ligge lidt. Du bestemmer alt.”
Jeg lukkede øjnene. Og da han lagde sin hånd på min kind, gjorde jeg ikke modstand. Jeg lænede mig ind. Forsigtigt. Bange. Men mere bange for ikke at gøre det.
Hans læber var bløde. Ikke sultne. Bare… varme. Jeg mærkede mig selv give slip et øjeblik. Mit bryst mod hans. Vores åndedræt blandet. Hans hænder, der gled over min ryg. Det hele skete stille. Som noget helligt.
Da vi lå i hans seng, helt tæt, stadig med tøj på, havde jeg stadig lyst. Men for første gang i mit liv føltes det ikke som noget, jeg skulle skjule.
Jeg sagde ikke, jeg var bøsse. Jeg sagde ikke noget som helst.
Men jeg lå i hans arme. Og det var nok.
Hans arme lå omkring mig. Tæppet var trukket op over os, men jeg frøs stadig. Ikke af kulde – af forventning. Af den dér rystelse, man får, når noget, man har forestillet sig i årevis, pludselig er lige dér. Ikke som fantasi, men som hud, åndedræt, varme.
Jeg kunne høre hans hjerte slå. Jeg lå med kinden mod hans bryst, og mine fingre begyndte at tegne linjer ned over hans mave, som om jeg ville lære hans krop udenad, uden at spørge om lov.
“Er det okay?” spurgte jeg lavt.
“Ja,” svarede han. “Det er mere end okay.”
Han vendte sig let, så vi lå ansigt til ansigt. Hans hånd lagde sig om min nakke, og han trak mig ind til et kys. Dybere nu. Stadig blidt, men med noget andet i det. Noget sultent. Noget, jeg genkendte – for det boede også i mig.
Han trak langsomt op i min trøje, og jeg lod ham. Min hud gøs, da den blev blottet, og da hans læber ramte mit kraveben, sukkede jeg lavt. Jeg kunne ikke stoppe det længere. Jeg ville ikke.
Jeg trak hans hættetrøje af, og under den var han varm og levende og virkeligt virkelig. Jeg lagde hånden på hans bryst og mærkede hjertet slå. Han så på mig. Ventede.
“Jeg vil mere,” sagde jeg. Stemmen var hæs, næsten genert. “Hele vejen.”
Han smilede. Ikke triumferende. Bare… lettet. Som om han havde håbet, men ikke turdet tro.
“Så tager vi det, som du vil,” sagde han. “Ikke som på film. Ikke som i porno. Bare os.”
Jeg nikkede. Jeg ville det ikke hårdt. Ikke voldsomt. Jeg ville mærke ham. Helt. Og jeg ville have, at han mærkede mig.
Vi klædte os af i stilhed. Ingen hast. Ingen blikke, der skulle undviges. Kun hænder og hud og hjerteslag. Da vi lå nøgne mod hinanden, gned vores kroppe sammen som bølger, og da han lagde sig over mig, støttede på albuerne, og så mig i øjnene, havde jeg aldrig følt mig mere rolig – og mere levende.
“Er du klar?” hviskede han.
“Ja,” sagde jeg. Og jeg mente det.
Han tog sig god tid. Brugte glidecreme, kyssede mig, holdt mig. Da han trængte ind, gled han langsomt ind i mig, mens jeg gispede og greb fat i hans ryg. Det var både mere og mindre smertefuldt, end jeg havde forestillet mig. Men vigtigst: Det føltes rigtigt.
Hver bevægelse bragte os tættere. Ikke bare fysisk. Jeg kunne mærke, hvordan noget gammelt brast i mig. En skal. En frygt. En facade.
Jeg stødte op mod ham, fandt rytmen sammen med ham, og da jeg kom, gjorde jeg det mellem hans hænder, med hans læber mod mit øre, og et støn jeg ikke anede boede i mig.
Vi blev liggende. Våde af sved, af sperm, af åndedræt. Ingen ord. Kun hænder, der blev liggende. En krop, jeg ikke skulle forestille mig. En mand, jeg havde ønsket – og nu endelig havde fået.
Jeg vågnede før ham. Solen sneg sig ind gennem de tynde gardiner og lagde et blødt lys over rummet. Hans bryst hævede og sænkede sig roligt, og hans hånd lå stadig hen over min hofte, som om han holdt mig fast i drømmen. Jeg ville ikke vække ham. Jeg ville blive i det øjeblik. Strække det. Fryse det, hvis jeg kunne.
Min krop var øm på den måde, der føles som et minde. Som noget vigtigt. Jeg lå dér og mærkede det hele igen. Hans vægt. Hans støn mod min hals. Min egen orgasme, der havde rystet mig mere end nogen pige nogensinde havde.
Men så kom tankerne.
Var jeg virkelig bøsse nu? Bare sådan? Efter én nat?
Jeg havde jo kneppet piger hele mit liv. Jeg kunne godt lide det. Jeg havde fået dem til at komme, fået dem til at skrige mit navn. Jeg havde knaldet dem i røven, ja, men det var jo ikke fordi, jeg ville være kvinde for nogen. Jeg var mand. Jeg ville ikke miste det. Jeg ville ikke miste det, folk så, når de så mig.
Og alligevel… Jeg kunne ikke vente på at gøre det igen. Med ham. Med Emil.
Bare tanken om hans fingre, hans varme hud mod min, gjorde mig hård igen. Jeg vred mig lidt under dynen og kiggede på ham. Hans læber. Hans hår, rodet af søvn. Jeg ville kysse ham, slikke ham, tage ham igen, og lade ham tage mig.
Men midt i lysten voksede en skyld. En knude i maven.
Hvad ville de sige, hvis de vidste det? Dem fra gymnasiet. Drengene fra fodbold. Min far. Mine venner. Ville jeg blive kaldt bøsserøv bag ryggen? Ville de grine? Ville nogen slå?
Jeg satte mig op i sengen, trak dynen omkring mig og så ned på gulvet, hvor mit tøj lå i en lille bunke. Jeans. Underbukser. Et par brugte sokker. Jeg havde aldrig før følt mig så nøgen, som jeg gjorde dér.
“Du er tidligt oppe,” lød hans stemme bag mig. Hæs og blød.
“Kunne ikke sove,” sagde jeg og prøvede at lyde afslappet.
Han satte sig op og lagde hånden på min ryg. Jeg mærkede varmen, og det fik mig til at lukke øjnene. Bare et sekund.
“Har du fortrudt?” spurgte han.
Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke. For jeg vidste ikke, hvad det rigtige svar var. Jeg havde ikke fortrudt ham. Ikke den måde, han havde fået mig til at føle mig set og holdt. Men jeg havde fortrudt, at jeg ikke bare kunne være i det uden frygt. At jeg stadig skammede mig over det, jeg længtes efter allermest.
“Jeg ved ikke, hvad jeg er,” sagde jeg til sidst. “Men jeg ved, at jeg nød det. Og… at jeg gerne vil mere.”
Han smilede. “Det er nok.”
Dagen efter var som en film, man ikke længere kunne tro på.
Jeg cyklede gennem byen, som jeg havde gjort tusind gange før. Forbi tanken, forbi bageren, forbi boldbanen, hvor nogle af drengene fra fodbold holdt pause og skubbede til hinanden med falske grin og smøger i munden. Jeg nikkede til dem, som jeg plejede. Spillede rollen. Ingen anede, hvad jeg havde gjort natten før. Og det var måske det mærkeligste: verden så ud, som den plejede, men inde i mig var noget sprængt.
Hele dagen havde jeg ham i kroppen. Emil. Hans hænder. Hans blik. Den måde han sagde mit navn, da jeg lå under ham og kom. Jeg gik som om jeg havde tømmermænd, men det var ikke alkohol, der rumlede i mig. Det var minder. Og lyst. Og noget, der lignede kærlighed, selvom det var alt for tidligt til at sige det højt.
Men samtidig… dårlig samvittighed. Som om jeg havde snydt alle dem, der troede, jeg var en bestemt slags mand. Som om jeg var på vej til at svigte dem – og mig selv. Det var skørt, jeg vidste det godt. Men det var ægte. Jeg var bange. For at blive stemplet. For at blive afsløret. For at miste alt det, jeg havde bygget op i mit lille liv, i min lille by.
Senere sad jeg alene i mit værelse. Jeg havde trænet for hårdt, spist for hurtigt, og nu stirrede jeg bare ud i mørket med mobilen i hånden, uden at vide hvad jeg ville.
Så kom beskeden:
“Jeg tænker på dig. Du smagte af mod.”
Jeg stirrede på den i flere minutter. Læste den igen og igen. Mine fingre begyndte at ryste lidt. Ikke af kulde. Men fordi jeg mærkede det hele igen. I ét sekund blev det sandt igen. Jeg var ikke forkert. Jeg var bare en fyr, der havde været modig nok til at tage imod det, han havde længtes efter hele sit liv.
Jeg skrev:
“Må jeg komme igen i morgen?”
Der gik kun ti sekunder.
“Altid.”
Jeg havde knap trykket send, før hele min krop begyndte at summe. Som om noget, der havde været lukket nede i årevis, endelig var blevet lukket ud. Jeg smed mobilen fra mig, rejste mig og stod længe foran spejlet. Så på mig selv.
Var det dét, en bøsse så ud som? Var det dét, jeg var?
Svaret kom, da jeg smilede. Ikke fordi jeg havde overbevist mig selv, men fordi jeg endelig holdt op med at lyve. Jeg glædede mig. Jeg glædede mig så meget, at det sitrede i maven og trak i underlivet, hver gang jeg tænkte på ham. På Emil.
Han var sød. Ikke på den fesne måde. Men varm. Opmærksom. Og så var han pæn. Ikke overdrevet, ikke modelagtig, men med den dér måde at bære sig selv på, der gjorde, at man ikke kunne lade være med at se ham. Og så var han… rigtig bøsse. Han ejede det. Ikke larmende, ikke teatralsk – bare roligt. Han vidste, hvem han var.
Og det smittede. For jeg havde aldrig følt mig mere som en mand, end jeg gjorde, da jeg skrev til ham den aften og bad om mere. Og mente det.
Næste dag stod jeg foran hans dør igen, men nu med en anden puls. Jeg havde barberet mig, brugt lidt for lang tid på at vælge undertøj. Ikke fordi jeg ville imponere. Men fordi jeg ville være klar. Ville være til stede. Være mig selv.
Han åbnede døren og smilede, som om han allerede vidste, hvad jeg tænkte.
“Kom ind,” sagde han lavt. “Du ser godt ud.”
“Tak,” sagde jeg, og det lød ikke akavet. Det lød som noget, jeg turde tage imod.
Vi kyssede i entreen, og denne gang var det mig, der tog fat. Mine hænder i hans hår. Min krop presset mod hans. Hans støn mod min mund. Vi smed tøjet, mens vi bevægede os ind i soveværelset, som om vi allerede kendte vejen.
Han lagde sig på sengen, men jeg blev stående. Så på ham. Nøgen, ventende, tryg.
“Jeg vil,” sagde jeg. “Jeg vil prøve det hele. Jeg vil… være i det.”
Han rakte hånden ud. Jeg tog den. Kravlede op over ham og kyssede ham langs halsen, brystet, maven. Jeg ville smage ham. Jeg ville være aktiv, mærke hvordan det føltes, ikke bare at tage imod, men tage ham. Tage del. Være den bøsse, jeg havde nægtet, at jeg var – og elske det.
Da jeg sank ham ned i munden, stiv og varm, stønnede han mit navn. Jeg mærkede hans hænder i mit hår, hans bækken, der langsomt løftede sig, hans tillid. Og da jeg satte mig over ham senere, langsomt, med hans hænder på mine hofter, og han gled op i mig, var det mig, der styrede. Mig, der red ham. Mig, der turde.
Vi elskede. Ikke bare kneppede. Vi grinede, kyssede, svedte, stønnede. Jeg åbnede mig. Ikke bare min krop, men noget større. En dør. En verden. Et hjem i mig selv.
Da vi lå bagefter, svedige og gennem kneppede, med hans arm over mig og mit hoved mod hans skulder, vidste jeg det:
Jeg er bøsse. Og det er godt.
Jeg havde stadig en kæreste. Eller… en pige, jeg kaldte min. Hun skrev søde beskeder, spurgte hvordan jeg havde det, planlagde weekender. Jeg svarede, selvfølgelig. Tog med til fester, holdt hende i hånden, kyssede hende foran de andre. Jeg vidste, hvordan man gjorde. Jeg havde gjort det mange gange før.
Men jeg var der ikke.
Når vi snakkede, svævede mit hoved et andet sted. Når hun grinede, hørte jeg ikke rigtig lyden. Og når vi havde sex, lå jeg og kiggede op i loftet, mens billederne af Emil spillede bag mine lukkede øjne. Hans hofter. Hans pik. Hans stemme, da han sagde mit navn og kom dybt oppe i mig.
Jeg følte mig som en løgner. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle stoppe. Hvordan siger man til en pige, der tror, man elsker hende, at ens krop længes efter en helt anden krop? En anden virkelighed?
Jeg begyndte at onanere flere gange om dagen. Altid til ham. Til tanken om hans hænder, hans sprog, hans grin, hans duft. Jeg kunne ikke stoppe. Min krop ville ham. Hele tiden. Ikke som en flugt. Men som en retning.
Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg måske bare var biseksuel. At det kunne balanceres. At jeg kunne blive i det trygge, i det folk forstod – og bare have Emil som noget hemmeligt. En sidevej.
Men det var løgn.
Jeg er bøsse.
Det står lysende klart, hver gang jeg mærker hans krop. Hver gang jeg kommer med hans navn i munden. Hver gang jeg knalder en pige og føler mig tom bagefter. Det handler ikke bare om sex. Det handler om, hvem jeg bliver, når jeg er sammen med en mand. Når jeg er sammen med ham.
Der er ingen balance. Der er en sandhed, jeg har lukket op for. Og nu kan den ikke lukkes igen.
Jeg vil kneppe. Jeg vil have pik. Jeg vil give mig hen. Jeg vil tage. Jeg vil have mere, hele tiden. Ikke for at bevise noget. Men fordi det er mig. Fordi jeg endelig tør mærke, hvad jeg længtes efter, allerede længe før jeg havde ord for det.
Jeg havde det godt med Emil. Ikke bare i sengen. Også bagefter. Når vi gik ture. Når han drillede mig med mit jyske mumleri. Når han læste højt af en bog og lod fingrene køre hen over min mave, mens ordene dansede over hans læber. Jeg var tryg med ham. Jeg kunne være stille med ham. Og jeg kunne være liderlig, latterlig, forelsket. Alt det på én gang.
En aften, hvor vi lå nøgne under et tæppe og spiste småkager direkte fra posen, sagde han:
“Du fortjener at være ærlig. Både over for hende. Og over for dem, du kalder venner.”
Jeg nikkede. Jeg havde tænkt det længe. Det skulle være nu. Det kunne ikke udsættes længere. Jeg ville være med Emil – ikke bare bag lukkede døre, men i livet. I verden. Og jeg ville ikke længere gemme os. Jeg ville vise ham frem. Som noget jeg var stolt af.
Så vi lagde en plan.
Først min kæreste. Jeg inviterede hende hjem til mig en eftermiddag, hvor jeg vidste, vi kunne være alene. Hun kom med chokolade og kys på kinden, men jeg trak mig lidt væk. Jeg var nervøs. Rystede, faktisk. Ikke fordi jeg ikke var sikker. Men fordi jeg vidste, at det ville gøre ondt.
Vi satte os på min seng, og jeg tog hendes hånd.
“Der er noget, jeg skal sige. Og det er ikke fordi, jeg ikke holder af dig. Men… jeg har fundet ud af noget om mig selv.”
Hun kiggede på mig. Jeg så det i hendes øjne, lige før jeg sagde ordene – hun vidste det allerede.
“Jeg er bøsse.”
Stilhed. En lang, elektrisk stilhed. Så et lille suk.
“Er det ham der Emil?”
“Ja.”
Hun nikkede. Og så kom tårerne. Ikke i vrede. Bare skuffelse. Sorg. Hun krammede mig, længe, og hviskede:
“Du kunne bare have sagt det noget før.”
“Jeg skulle også sige det til mig selv først,” sagde jeg. Og det var sandt.
Hun gik lidt efter. Med rødgrædte øjne og rystende hænder. Men med værdighed. Og jeg blev tilbage i stilheden, tom og lettet på samme tid.
To dage senere havde jeg inviteret to af mine tætteste venner hjem til øl og grill i haven. De anede ikke, at Emil ville komme.
Da han dukkede op, med et smil og en sixpack specialøl, så de først lidt forvirrede ud. Men jeg gik direkte hen, tog hans hånd og kyssede ham let på munden.
“Det her er Emil,” sagde jeg. “Min kæreste.”
De stirrede. Længe. Så grinede den ene lidt akavet og sagde:
“Fuck, det havde jeg ikke set komme. Men hey – han er da meget pæn.”
“Det er han faktisk,” sagde jeg og klemte Emils hånd. Han strålede.
Vi sad ude hele aftenen. Grillen røg, musikken spillede lavt fra en gammel højttaler, og snakken blev nemmere, øllene lettere, latteren ægte. Emil talte med dem, som om han havde kendt dem i årevis. Og jeg sad der, midt i det hele, og mærkede noget, jeg ikke troede, jeg ville få:
Fred. Og stolthed. Og kærlighed.
Jeg var ikke længere halvt til stede. Jeg var her. Helt. Med Emil. Og jeg var ikke bange mere.
Da de sidste øl var drukket, og vennerne var gået med skuldrene let hævede af overraskelse og respekt, stod vi alene tilbage i haven. Grillen glødede som et gammelt bål, og luften duftede af røg, sommer og ny begyndelse.
Jeg kiggede på Emil, og han smilede. Ikke det forsigtige smil, jeg kendte fra før. Det her var åbent. Stolt. Som om han havde ventet på mig — ikke kun ved døren, men hele vejen igennem.
Vi gik ind uden at sige noget. Der var ikke brug for ord nu.
Inde i soveværelset begyndte jeg. Jeg trak hans T-shirt af med rolige hænder, lod fingerspidserne følge huden over hans bryst, maven, hofterne. Jeg kyssede ham dér, hvor ribbenene stikker en anelse ud, og han gøs under mine læber.
“Du er smuk,” sagde jeg.
“Og du er min,” svarede han.
Jeg smed mit eget tøj hurtigt. Jeg ville ikke skjule mig længere. Ikke gemme min krop bag tøvende bevægelser. Jeg var stolt af den — ikke fordi den var perfekt, men fordi den endelig fik lov til at være den, den var. En mands krop. En bøssekrop. Klar til en anden mand.
Vi faldt ned i sengen med hænderne overalt. Jeg lå over ham, kyssede ham dybt og længe, vores tunger fandt hinanden som gamle venner, og jeg kunne mærke hans stivhed mod min mave, presset og varm og klar.
Jeg ville smage ham. Ville tage ham ind. Jeg gled ned mellem hans ben og lod tungen lege over skaftet, langsomt, nysgerrigt, med en frihed jeg aldrig havde kendt før. Han spredte benene for mig, løftede hofterne let, og jeg tog ham helt ind i munden. Langsomt. Glubsk. Som om jeg ville eje ham.
Han stødte op mod mig, holdt mig i håret, stønnede dæmpet mit navn. Jeg elskede det. Elskede hvordan han gav sig hen, og hvordan jeg kunne tage ham uden frygt. Jeg var ikke længere bange for, hvem jeg var. Jeg var en mand, der elskede en anden mand.
Da jeg kom op til ham igen, kyssede han mig med sin egen smag på mine læber. Han vendte mig rundt, lod mig ligge på ryggen, og så på mig med et blik, jeg aldrig vil glemme — ikke bare begær, men anerkendelse. Et blik der sagde: Jeg ser dig. Hele dig.
Han lagde sig mellem mine ben, og vi tog os tid. Han kyssede min hals, mit bryst, mit inderlår. Brugte glidecreme, gjorde mig klar med tålmodighed og lyst. Og da han trængte ind, gjorde han det med et suk — et dybt, næsten lettet suk — og min krop åbnede sig for ham.
Jeg gispede, men ikke af smerte. Af overvældelse. Af frihed.
Vi bevægede os langsomt i starten, men snart med en rytme, der voksede ud af os begge. Jeg løftede mine ben omkring ham, hev ham tættere ind, hviskede at jeg ville have ham dybt, helt, alt. Og han gav mig det.
Vi elskede med sved, med støn, med desperation. Vi knugede hinanden, pressede os mod hinanden, vendte os, så jeg sad ovenpå ham og red ham med hele min krop, hele min identitet, hele min lyst. Jeg så ham i øjnene, mens jeg lod ham være dybt i mig, og jeg kom med hans navn i munden og hænderne hårdt om hans bryst.
Da han kom, holdt han om mig med begge arme, sit ansigt gemt mod min hals, kroppen spændt i en bue, stønnet brudt og intenst, som om han også gav slip på noget.
Vi blev liggende i sengen, klistrede af sved og sperm og kærlighed. Jeg kyssede hans kind, hans pande, hans brystvorte. Jeg holdt ham tæt, og han hviskede:
“Nu er du virkelig min.”
“Ja,” sagde jeg. “Og du er min. Hele vejen.”
Morgenen efter vågnede jeg før ham. Solen strøg ind over hans nøgne skuldre, og han lå med ansigtet vendt mod mig, rolig og varm. Jeg så på ham længe. Sådan som man kun tør, når man ved, at man bliver. Jeg strøg fingrene gennem hans hår, ned over hans kind, og han vågnede langsomt, smilende, som om han havde drømt noget godt. Måske havde han drømt om os.
Vi blev liggende, længe. Vi sagde ikke meget. Vi kyssede, snoede os ind i hinanden, rørte hinanden dovent men hengivent, som om vi begge vidste, at vi var et andet sted nu. Et sted, hvor vi ikke længere skulle forklare os.
Og det blev ikke kun mellem os.
Først små ting. Vi gik sammen gennem byen, lidt tættere end før. Skuldre, der ramte. Albuer, der blev hængende. En hånd, der kort gled ned ad ryggen på den anden, når vi skulle passere folk på en smal sti. Ingen sagde noget. Men jeg kunne mærke, hvordan blikkene fulgte os. Og hvordan jeg ikke længere brød mig om det.
Jeg elskede det.
Vi begyndte at tage hinanden i hånden. Først når vi var alene i mørket. Senere også i dagslys. På vej hjem fra supermarkedet. Nede ved stranden, hvor vinden greb i vores trøjer og fik os til at grine højt. Der var stadig en nervøs energi i det – men den blev hurtigt afløst af stolthed. Hver gang jeg mærkede hans fingre flettet ind i mine, voksede jeg. Ikke væk fra noget. Men ind i mig selv.
Vi krammede. Vi kyssede. Vi smilede til hinanden på caféen, over bordet. Vi sad tæt i biografens bagerste række og hviskede og lod hænderne glide ind under T-shirts og bukselinninger, mens filmen spillede som en kulisse for vores begær.
Liderligheden voksede med friheden. Det var som om, at jo mere vi tillod os selv at være kærlige i lyset, desto vildere blev vores lyst, når mørket faldt på. Der var øjeblikke, hvor jeg så på ham midt på gaden, og fik stiv pik bare af hans smil. Hvor vi sad i bussen, og jeg kunne mærke hans hånd glide diskret op ad mit lår, og det strammede i mine jeans, så jeg måtte bide mig i læben.
Vi begyndte at hviske til hinanden, når vi var ude:
“Når vi kommer hjem, skal du kneppe mig.”
“Jeg vil have dig i munden, inden vi når hoveddøren.”
“Jeg kan ikke vente. Jeg er våd allerede.”
Nogle gange kunne vi ikke vente. Vi fandt afsides steder. En lade. En mørk sti. Bagsædet af bilen. Jeg havde ham op ad væggen. Han satte sig overskrævs på mig i skovens skygge og red mig til jeg måtte holde vejret for ikke at stønne højt. Vi var unge, frie og konstant liderlige — og vi nægtede at gemme det længere.
Men det var ikke kun sex. Det var ømhed i supermarkedets kø, hvor han lagde sin hånd på min lænd. Det var min trøje, han gik med søndag morgen. Det var den måde, han sagde mit navn på, når han vækkede mig.
Jeg havde aldrig elsket nogen før. Ikke rigtigt.
Men jeg elskede Emil. Og jeg elskede, hvordan vi var sammen — som mænd, som kærester, som elskere. Og som to, der ikke længere gemte sig.
Morgensolen sneg sig ind ad gardinet og lagde et gyldent skær over dynen, som lå forvredet mellem vores nøgne kroppe. Jeg lå på siden og så på Emil. Han sov stadig, med læberne let adskilte og åndedrættet tungt og roligt. Hans hår var rodet, og kinden lå mod puden, der stadig duftede af sved, af ham – og af natten før.
Jeg lod blikket glide ned over ham.
Hans skuldre, brede og afslappede. Ryggen, let fugtig endnu, som om kroppen huskede gårsdagens elskov. Mine øjne standsede ved hans baller – runde, faste, lige til at tage fat i. Jeg havde haft ham dér. Dybt. Langsomt. Rytmisk. Hans støn havde fyldt hele værelset. Jeg havde mærket ham omkring mig, åbnet sig for mig, givet sig hen til mig.
Jeg blev stiv med det samme.
Hans ben lå let spredt, og mellem dem hvilede hans pik. Halvfed men afslappet. Fyldig. Den, jeg elskede at have i munden. Jeg kendte dens form, smag, hvordan den spændte sig i min hals, hvordan han tog fat i mit hår og pustede hæst, når han kom. Bare synet af den fik mig til at knurre lavt i halsen. Jeg kunne ikke lade være.
Jeg rykkede tættere på og lod fingerspidserne stryge langsomt over hans hofte, ned over ballen og videre mellem benene, hvor jeg lod min hånd hvile et øjeblik. Jeg kyssede hans skulder. Langsomt. Vådt. Lidt drilsk.
Han mumlede noget utydeligt og vendte hovedet let. Hans dejlige smil bredte sig.
“Du er vågen,” sagde jeg, mens jeg lod mine læber kysse ham ned ad rygsøjlen.
“Nu er jeg,” hviskede han, stadig døsig. “Og du er vist liderlig.”
“Altid, når jeg vågner op til dig.”
Han vendte sig om, og vores blikke mødtes. Et smil bredte sig over hans ansigt. Et smil, der kendte min krop og min lyst.
Jeg kravlede op over ham, kyssede hans hals, bryst, brystvorter. Han gispede let, da jeg lod min tunge lege over dem. Jeg gled nedad, lod mine hænder følge hans sider, hans lår, hans inderside. Og så tog jeg ham i munden.
Langsomt. Bevidst. Jeg ville have ham til at vågne med støn. Jeg ville mærke ham vokse i min mund, blive hård og varm, mens jeg sugede og lod tungen kredse om hans hoved. Han lagde hovedet tilbage og stønnede dybt.
“Fuck… du ved, hvad du gør,” mumlede han.
Jeg elskede det. Elskede smagen af ham, lyden af ham, hans hånd i mit hår. Jeg lod ham glide dybt, holdt ham dér, trak mig ud og så op på ham, mens jeg slikkede spidsen ren.
Men jeg ville have ham igen. Rigtigt.
Jeg satte mig op over ham, trak benene op og styrede ham mod mig. Han lod mig tage kontrollen, og da hans pik pressede mod mit hul, var jeg allerede våd af lyst. Jeg havde brug for ham. Igen. Nu. Dybt og hele ham.
Jeg lod ham glide op i mig, langsomt. Et gisp, en brusen gennem min ryg. Hans hænder greb mine hofter. Jeg red ham, først langsomt, så hurtigere. Hans pik ramte mig dér, hvor jeg skreg indvendigt. Jeg stønnede hans navn, kyssede hans mund, mens jeg red ham med hele min krop. Mine hænder mod hans bryst, min sved dryppende ned på hans mave.
Han tog over, vendte os, pressede mig ned i madrassen og kneppede mig med dybe, faste stød. Hans bryst mod mit, hans hænder omkring mit hoved, hans støn mod mit øre.
“Sig det igen,” hviskede han. “Sig at du er min.”
“Jeg er din,” stønnede jeg. “Helt. Altid. Mere.”
Han pressede sig dybere ind, hans hofter stødte hårdt og rytmisk, og jeg kom med et hyl, der rungede i rummet. Han holdt mig fast, fyldte mig op, og kom med et brøl, da han tømte sig i mig. Varmt, vådt, intenst.
Vi blev liggende længe. Min kind mod hans hals, vores ben filtret sammen, hans sperm stadig i mig, hans hænder omkring min nakke.
“Godmorgen,” sagde han med et smil, og jeg kunne ikke lade være med at grine.
“Godmorgen, skat.”
EPILOG
Det begyndte i mørket. I stilheden. I de rum, hvor jeg kun turde være halvt til stede. Med piger, med venner, med mig selv. Jeg spillede rollen, som så mange før mig havde spillet: den flinke fyr, den frække fyr, den rigtige mand. Men det var først, da jeg mødte Emil, at jeg begyndte at mærke, hvor meget jeg havde savnet at være hel.
Nu går vi hånd i hånd gennem gaderne. Ikke længere med blikket over skulderen. Nu med skuldrene ranke og hovederne løftet. Vi kysser på stationen. Vi griner, når folk kigger. Vi boller som dyr bag lukkede døre og elsker som mænd med åbne hjerter. Vi sover tæt, vågner liderlige, og tager hinanden som en ny begyndelse, hver eneste morgen.
Jeg troede engang, at det her liv kun fandtes i fantasien. At min lyst måtte pakkes væk, tøjles, gøres “normal”. Men jeg tog fejl. For det mest normale – det mest naturlige – jeg nogensinde har gjort, var at overgive mig til kærligheden til en mand.
Til Emil.
Han lærte mig ikke bare, hvordan man bliver kneppet, men hvordan man bliver elsket. Hvordan man tager imod og giver tilbage. Hvordan man står ved sin lyst, sin krop, sit hjerte – og holder fast i det, også når verden kigger på.
Så ja. Jeg er bøsse. Og jeg er stolt.
Og jeg er elsket – helt og uden forbehold.
Det er det frieste, jeg nogensinde har været.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980