DER HVOR HIMLEN ENDER
PROLOG
Midt på de åbne vidder, hvor vinden hvisker historier gennem græsset, og himlen strækker sig uendeligt, fandt jeg det, jeg aldrig havde troet muligt – kærligheden til en mand.
Hank var rolig, stærk og ligeså meget en præriens mand som mig selv, men alligevel anderledes. Den nat ved bålet ændrede alt, og siden har vores liv flettet sig sammen under solens varme og nattens kølige stjerner.
Dette er historien om os – to mænd, der fandt hjem i hinanden ude på prærien.
NOVELLEN
Det var en tidlig morgen, og solen lå som en gylden stribe langs horisonten, hvor himlen mødte de åbne vidder. Duggen glimtede i græsset, og mine støvler efterlod tunge spor i den fugtige jord. Jeg stod dér, rank og tavs, med hatten trukket ned i panden og ansigtet vendt mod det første lys. Jeg trak vejret dybt ind – den skarpe lugt af jord, heste og den friske vind fyldte mine lunger, som den havde gjort hver morgen i årevis.
Hestene stod tæt samlet nede ved hegnet, med dampe fra deres varme kroppe, der svævede som spøgelser i kulden. Jeg havde altid elsket dem – stærke, loyale og frie. Meget ligesom mig selv, tænkte jeg. Livet herude krævede det samme: styrke og stædighed, men også en særlig følsomhed for de små tegn i naturen, for dyrene, og for de mænd og kvinder, der valgte det samme ensomme liv som mig.
At mærke hesten arbejde sig ud over præriens tørre overflade, en blød galop, lyden af hove og naturens dufte. At se dyrene løbe, befriede for begrænsende hegn, ud i friheden - eller så godt som. Det er livet, og med muligheden for mine løsslupne tankespind.
Min krop havde været mit våben såvel som mit skjold. Høj, bredskuldret og hård som den jord, jeg levede på. Mine hænder var grove og slidte af reb, sadlen der passede til mig og arbejdet med får og kvæg. Hver muskel bar historien om lange dage og nætter under den åbne himmel, hvor kun ulvenes hyl eller hestenes snøften brød stilheden.
Men naturens ro og ensomheden havde altid været min faste følgesvend. Den og så minderne. De mænd, der gennem årene havde krydset min sti, både med blikke og berøringer, som samfundet ikke havde tilladt. Det begyndte med én. Den første, man aldrig glemmer.
Vi delte nætterne i en bjerglejr, med en stjerneklar himmel som eneste vidne og ildens knitren som musik til vores hviskende stemmer. Varmen fra hans krop og mine egne længsler smeltede sammen i en tosomhed, der føltes rigtig, selvom verden udenfor kaldte det forkert.
Der var altid en pris. En blodig næse her, en flænget læbe dér, når folk mente, at de havde ret til at dømme mit liv og min kærlighed. Men de lærte hurtigt, at mine næver kunne slå mindst ligeså hårdt, som mit hjerte elskede. Jeg var ikke en mand, der bøjede sig for nogen. Ikke længere.
Denne morgen, mens jeg stod dér og så solen kravle højere, vidste jeg, at dagen ville blive som så mange andre. Hårdt arbejde, dyb stilhed og en kop stærk kaffe ved bålet, når mørket igen faldt på. Men et sted, langt borte i horisonten, måske i en anden dal eller på den anden side af bjergene, var der én, som ventede. Én, der delte mit sprog – det usagte, det fysiske, det ærlige. Det var ikke altid nemt at elske en mand i min verden, men jeg gjorde det alligevel. Fordi kærligheden aldrig var fej.
Det var en kølig forårsmorgen, da jeg sadlede min hest og gjorde klar til at drive fårene op mod bjergene. Tågen hang stadig som et slør over dalen, og duften af våd jord og græs fyldte luften. Jeg havde hørt, sent i går, at de havde fundet en ny makker til mig. En ny fyr, der hedder Hank. Ingen havde sagt meget om ham – kun at han var god med får og heste, og at han kendte bjergene. Mere behøvede jeg ikke at vide. Jeg arbejdede dog bedst alene, men selskab kunne man ikke undgå på de lange ture.
Da han endelig dukkede op, lænede jeg mig mod hegnet og betragtede ham. Hank var høj og senet, med mørke skægstubbe, der dækkede det meste af hans ansigt, og et par skarpe, grå øjne, som hurtigt vurderede alt omkring ham. Hans slidte støvler og støvede jakke fortalte mig, at han havde prøvet det her før. Alligevel var der noget ved måden, han så på mig – direkte og undersøgende – som satte sig i mig. Jeg nikkede kort til ham og gik videre med at spænde læsset fast på muldyret. Det var, som om jeg allerede vidste, at denne tur ville blive anderledes.
HANKS TANKER
Jeg så ham, før han så mig. Stod dér, som hugget i sten, med brede skuldre og en rolig styrke, der næsten virkede truende. Han var typen, man kunne se på afstand: en mand, der havde lært at bære sig selv uden undskyldninger. Hatten skyggede for hans ansigt, men da han kiggede op, mødtes vores blikke kort. Jeg stoppede op et øjeblik. Hans øjne var mørke, men klare, som bjergsøer efter en regnstorm. Han kiggede på mig, ligesom mænd som ham altid kiggede – vurderende, lidt afventende. Som om han allerede kendte min type, men alligevel prøvede at finde ud af, hvad jeg var lavet af. Men denne gang skete der noget. Jeg kiggede tilbage. Ikke for at udfordre ham, men fordi jeg ikke kunne lade være.
Han brød øjenkontakten og vendte sig om, men jeg blev stående et øjeblik længere, før jeg begyndte at tage mine ting af hesten. Jeg havde arbejdet med mange mænd som ham – ensomme typer, stærke og tavse. De sagde ikke mere end nødvendigt, og deres liv var mejslet ind i deres hænder og ansigter. Men han var anderledes. Måske var det måden, han bevægede sig på, eller den måde hans blik havde hvilet lidt for længe på mig, som om han så noget mere.
Jeg havde længe vænnet mig til ikke at føle for meget. Arbejdet holdt mig travl, og jeg havde altid været god til at lægge afstand mellem mig selv og andre mænd, når det blev nødvendigt. Men allerede nu, inden vi overhovedet var kommet af sted, mærkede jeg det – en svag uro i maven, en fornemmelse, jeg ikke havde følt i lang tid. Jeg skubbede tanken væk. Det var ikke en god idé at tænke sådan. Ikke her. Ikke med ham. Men da jeg endelig gik hen til ham og rakte hånden frem, kunne jeg mærke varmen i hans greb, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Det her bliver en anden sommer.
Vi drev flokken sammen den dag, i tavshed, men også med en rytme, der var lige så naturlig som naturen omkring os. Hank havde et godt øje for dyrene, sad godt i sadlen og en rolig hånd med hestene. Jeg kunne lide det, jeg så – hans effektivitet, hans måde at holde hovedet koldt på, og hvordan han altid syntes at være ét skridt foran, uden at prale af det. Da solen begyndte at gå ned, satte vi lejr ved en lille bæk. Jeg tændte bålet, mens han tog sig af hestene.
“Det bliver en anden sommer,” sagde jeg, mere til mig selv end til ham.
Hank kiggede op fra sin plads ved hestene og mødte mit blik igen. “Det plejer det at være.” Han sagde det uden smil, men hans øjne lyste op et kort sekund i skæret fra bålet. Og lige der – midt i stilheden og de åbne vidder – mærkede jeg det igen. Noget, der vågnede i mig. Noget, der både var gammelt og nyt på samme tid.
Dagene blev længere, som foråret blev til sommer, og vi fandt hurtigt en rytme sammen. Hank og jeg sagde ikke meget – vi behøvede det ikke. Lyden fra fårenes brægen, hestenes hovslag og vinden, der susede mellem græstuerne, var nok. Men i stilheden begyndte vi at lære hinanden at kende på vores egen måde. Han havde en særlig måde at være på. Selv når han var stille, føltes det aldrig tomt. Hans nærvær var en rolig styrke, som et anker i den store, åbne verden.
Om aftenen, når bålet knitrede og kastede sit varme, orange lys op på hans ansigt, fangede jeg mig selv i at stirre på ham. Jeg kunne se, hvordan flammerne fik hans træk til at bløde op – de skarpe linjer omkring munden, det lette skæg, der dækkede hans kindben. Han havde grå øjne, der virkede som om de havde set lidt mere end de fleste, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad han gemte på. Men jeg spurgte ikke. Vi var begge mænd, der vidste, hvornår man lod stilheden tale.
Han så på ilden og rakte hånden ud mod varmen. Jeg kunne se, hvordan trætheden satte sig i hans skuldre, men han klagede aldrig.
“Du ser altid ud, som om du tænker på noget vigtigt,” sagde jeg en aften og brød den vante stilhed.
Hank kiggede op og løftede et øjenbryn, som om han overraskede sig selv ved at smile en smule. “Det gør jeg vel også,” sagde han lavmælt. “Det er svært ikke at tænke, når alt er så stille.”
Jeg nikkede. Jeg forstod, hvad han mente. Stilheden herude havde det med at vække tanker, man troede, man havde begravet.
“Du er en svær mand at læse,” fortsatte han og så direkte på mig. “Men jeg tror, jeg begynder at forstå dig.”
“Det tror du?” spurgte jeg og mærkede noget i mit bryst stramme sig. Han tøvede, som om han overvejede sine ord.
“Du holder fast i ting. I folk. I oplevelser,” sagde han endelig. “Du prøver at lade som ingenting, men jeg kan se det på dig. Du gemmer det hele lige her.” Han løftede sin hånd og pegede mod sit eget bryst.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Ingen havde nogensinde sagt sådan noget til mig før. De fleste tog mig for den, jeg viste udadtil – en stærk, tavs mand, der holdt sig for sig selv. Men Hank så længere.
Han fortsatte med at tale. “Jeg har også båret på ting. Ting, jeg ikke kunne sige højt, fordi verden ikke ville forstå dem.” Han holdt inde et øjeblik, som om ordene smagte fremmede i hans mund. “Men det betyder ikke, at de ikke er sande.”
Han så på mig igen, og i det blik lå der en slags ærlighed, jeg ikke havde set hos en mand før. En sårbarhed, som han ikke skjulte, og som heller ikke gjorde ham mindre stærk. Den gjorde ham mere virkelig. Og den gjorde mig ude af stand til at kigge væk.
Hank havde ret. Jeg holdt fast i ting. I folk, jeg havde elsket. I de få mænd, der havde krydset min vej og givet mig noget ægte, før de forsvandt igen. Men jeg havde aldrig turdet sige det højt. Hvem ville forstå det? Ikke mændene på ranchene, ikke dem nede i byen, og slet ikke dem, der var hurtige med knytnæverne, hvis de så mig kigge lidt for længe.
Men Hank forstod det. Og det gjorde mig bange. Bange, fordi jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at stole på ham. Hvordan jeg begyndte at se frem til hans stemme ved bålet, hans skuldre ved siden af mine, og hvordan hans blik blev ved med at finde mig gennem mørket.
Han lukkede mig langsomt ind i sit liv, som om han havde besluttet, at jeg var værdig til det. Han fortalte om sin opvækst i en lille bjergby, hvor drengene var hårde, og mændene endnu hårdere. Hvordan han havde kæmpet for at være som dem, men altid følt sig som noget andet. Og hvordan han, en sommeraften for mange år siden, havde siddet ved et bål som dette med en anden mand. En mand, der havde kigget på ham, som jeg nu kiggede på ham.
Da han fortalte det, var hans stemme rolig, men hans øjne så på mig, som om han ledte efter noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde ingenting. Jeg lod ham tale, og det virkede, som om det var nok for ham.
Jeg kiggede ind i flammerne og prøvede at samle mine tanker. Det var som om, noget i mig var begyndt at smelte, som is i forårssolen. Jeg havde aldrig tilladt mig selv at ønske mere end det, jeg kunne tage – en nat her, et blik der. Men Hank… han tilbød noget andet. Noget ægte. Og det skræmte mig mere end nogen slåskamp nogensinde havde gjort.
Men jeg vidste én ting: Sommeren ville ændre noget ved os begge.
Bålet var begyndt at brænde ned, men de sidste flammer kæmpede stadig mod mørket. Gnister steg til vejrs og døde ud som små stjerner i den kolde nat. Jeg sad dér, med hatten skubbet lidt tilbage, og følte varmen fra gløderne mod mit ansigt – men det var ikke den varme, der gjorde mig rastløs. Det var Hanks knæ, der strejfede mit ben, som om det havde fundet vej dertil ved et tilfælde. Måske var det bare tilfældigt. Måske ikke.
Vi sad tættere, end vi plejede, som om vi begge ubevidst havde rykket os nærmere. Hans skuldre var dejligt brede, og jeg kunne mærke, hvordan hans nærhed fyldte luften mellem os. Jeg prøvede at holde blikket på bålet, men jeg kunne mærke hans øjne glide over mig – en langsom bevægelse, som om han var lige så usikker som jeg var.
“Du er stille i aften,” sagde Hank pludselig. Hans stemme var lav og ru, men der var noget andet i tonen nu. Noget blødere.
Jeg trak lidt på skuldrene og forsøgte at lyde ligeglad. “Nyder bare roen.”
“Er det dét?” spurgte han og vendte ansigtet mod mig.
Jeg skulle aldrig have mødt hans blik, men jeg gjorde det alligevel. Hans øjne var grå og varme på samme tid, som flintesten oplyst af glød. Jeg kunne se, hvordan bålets lys dansede i dem, og jeg havde lyst til at kigge væk, men jeg kunne ikke.
Mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst, og det var, som om noget i mig kæmpede imod. Det var ikke første gang, jeg havde følt sådan. Det var sket før – de nætter, hvor ensomheden blev for tung, og kroppen blev svær at ignorere. Men det her var anderledes. Vi havde været to mænd, der gik for os selv, og håndterede det alene, hver for sig. En stiv ryg og et fast blik i jorden næste morgen var altid nok. Men nu var afstanden væk. Jeg kunne mærke ham. Lugten af hest, røg og noget, der var hans eget – råt og ægte. Jeg kunne dufte ham, duften af mand - en maskulin fyr, der vidste hvem han var.
“Du har det ligesom mig, ikke?” spurgte Hank så stille, at jeg næsten ikke hørte det.
Jeg kunne ikke svare. Min mund var tør. Jeg sank en klump og så tilbage på bålet, som om flammerne kunne give mig et svar. Men jeg mærkede hans knæ igen, denne gang mere bevidst. Det blev liggende tæt op mod mit ben. Det var ikke meget, bare en lille berøring, men det var nok. Det sendte en bølge gennem mig, som jeg ikke kunne kontrollere.
“Du ved, det behøver ikke altid være alene,” sagde han.
Jeg stivnede. Mit instinkt sagde mig, at jeg skulle rejse mig, gå væk og lade det her dø i nattemørket. Men jeg blev siddende. Jeg kunne ikke få mig selv til at flytte mig, selvom mit hjerte bankede hårdere, end det gjorde under en slåskamp. Jeg vendte langsomt ansigtet mod ham.
Hank sad stille og kiggede på mig med det samme blik som før. Ikke udfordrende, ikke bedende. Bare ærligt. Hans ene hånd hvilede på låret, stærk og afslappet, som om han ville lade mig tage det næste skridt.
“Det er ikke så enkelt,” mumlede jeg og hørte, hvor usikker min stemme lød.
“Det er aldrig enkelt,” svarede han. “Men vi behøver ikke gøre det sværere end det er.”
Der gik et øjeblik, hvor ingen af os sagde noget. Luften føltes tung mellem os, men på en måde, der var lige så fuld af mulighed, som den var af frygt. Jeg lod mit blik glide ned over hans hånd og videre til hans ansigt. Jeg havde altid været god til at holde mig tilbage, til at bide tænderne sammen og vente, til jeg var alene. Men den her gang føltes det anderledes. Den her gang var der en mand, som ikke gik væk.
Jeg lænede mig tilbage og lod mit ben blive mod hans knæ, en berøring, der sagde mere end nogen ord kunne. En behagelig berøring, som jeg helst ikke ville flygte fra. Hank smilede svagt og nikkede, som om han forstod. Han sagde ikke mere. Han lod mig tage min tid.
Vi blev siddende sådan, tættere end vi plejede, mens bålet døde ud mellem os. Jeg fik lyst til at række ud og røre ved ham, men jeg gjorde det ikke. Ikke endnu. Men noget i mig havde ændret sig. Jeg vidste, at jeg ikke længere var alene med det her – og det skræmte mig mindre, end jeg havde troet, det ville.
Bålet var nu næsten dødt, kun de sidste gløder kastede et svagt, rødt skær mod natten. Der var stille omkring os, så stille, at jeg kunne høre Hanks rolige åndedræt og vinden, der gled forsigtigt over græsset. Jeg lod mit blik falde mod hans knæ og videre ned til bulen i hans bukser. Det var ikke første gang, jeg havde betragtet den, ikke første gang, mine øjne havde hvilet der et øjeblik for længe, men denne gang havde jeg ikke lyst til at kigge væk. Jeg kunne mærke min egen krop reagere på tanken alene, en tung spænding, der byggede sig op, som var jeg midt i en storm.
Jeg så på ham. Han havde ikke rykket sig. Han sad bare dér og betragtede mig, som om han vidste præcis, hvad der foregik i mit hoved. Hans grå øjne fangede mine, og i det blik lå der en ro – en forsikring om, at jeg ikke var alene om det her. Han smilede, men det var ikke et hånligt smil eller et skævt grin, som mændene i byen kunne give. Det var et varmt, ægte smil. Som om han sagde “det er okay”.
Noget i mig gav efter, som en dæmning, der bristede. Jeg lænede mig frem, langsomt, som for at give ham tid til at stoppe mig, men han blev siddende. Jeg lod min hånd glide over hans knæ – først tøvende, en usikker berøring, men da han ikke trak sig væk, lod jeg fingrene hvile der. Hans lår var stærke under stoffet, hårde og varme, og min hånd føltes pludselig lille der. Hank så ned på min hånd, og da han løftede blikket igen, var hans smil bredere.
“Sådan,” mumlede han lavt, hans stemme dyb og næsten hviskende. “Det er dejligt at mærke din varme hånd, ja mærke dig.”
Jeg sank og mærkede mit hjerte hamre mod mit bryst, men jeg kunne ikke trække mig nu. Jeg ville ikke trække mig. Min hånd gled op ad hans muskuløse lår, tættere på den bule, jeg havde betragtet og længtes efter så mange gange. Jeg kunne mærke, hvordan han spændte let i musklerne, men han rykkede sig ikke. Tværtimod lænede han sig lidt tilbage, spredte benene lidt mere og lod mig komme tættere på.
“Er du sikker?” spurgte jeg endelig, med en stemme, der lød mere ru, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde aldrig været god til at tage det første skridt. Jeg var altid bange for, at det ville ende galt, at jeg ville misforstå situationen eller ødelægge noget, der kunne have været. Men Hank smilede igen og løftede sin ene hånd, lod den hvile mod min kind.
“Jeg er sikker,” sagde han blidt. “Er du?”
Jeg nikkede, men jeg kunne ikke finde ord. Der var ikke behov for dem alligevel. Jeg lænede mig tættere på, lod mine læber finde hans i en bevægelse, der føltes lige så naturlig som at trække vejret. Først var det forsigtigt, som om vi begge prøvede at forstå, hvad der skete, men da jeg mærkede hans læber bevæge sig mod mine, gav jeg efter. Han smagte af røg og af noget mere – noget varmt og ægte, som jeg ikke kunne beskrive.
Jeg smeltede lidt, og kunne næsten ikke være i mig selv. Vores læber dansede med hinanden og vores tunger legede den bløde leg - den leg man ikke kan få nok af. Den leg der begynder, at få en til at tænke mere.
Hans hånd gled ned fra min kind og fandt min nakke, holdt mig tættere på ham, mens jeg mærkede hans krop imod min. Vi trak os kun væk for at trække vejret, men kun kort, før han fandt mine læber igen. Jeg havde prøvet det her før – i skjul, i mørket, altid hurtigt og uden ord – men det her var anderledes. Hank var der, helt og fuldt, og han ville have mig lige så meget, som jeg ville have ham.
Jeg trak vejret dybt, lod min pande hvile mod hans et øjeblik, mens jeg prøvede at samle mig selv. Hank lod sin tommelfinger glide over min kæbe, som om han prøvede at berolige mig.
“Vi har tid,” sagde han roligt. “Det behøver ikke være mere i aften, hvis du ikke er klar.”
Hans ord ramte mig hårdt – ikke fordi jeg ikke var klar, men fordi ingen nogensinde havde sagt sådan noget til mig før. Ingen havde givet mig lov til at tage det i mit eget tempo. Jeg lod mine hænder glide ned til hans bryst, mærkede hans hjerte slå tungt under mine fingre. Jeg mødte hans blik igen og kunne ikke lade være med at smile.
“Jeg er klar,” sagde jeg. Min stemme var lav, men jeg mente hvert ord.
Hank nikkede og trak mig ind til sig igen, og denne gang var der ikke længere nogen tøven i vores berøringer. Alt det, vi havde holdt tilbage, alle de nætter, hvor vi havde ligget i teltet og ordnet det selv, smeltede sammen i det øjeblik. Og selvom bålet var ved at dø, brændte flammerne mellem os stærkere end nogensinde før.
Det var som om tiden gik i stå. Den døende ild kastede skygger over os, men det eneste, jeg kunne se, var Hank. Han var rolig, så uendeligt rolig, som om det her var det mest naturlige i verden, og alligevel fik hans berøringer mig til at ryste. Jeg havde aldrig følt det sådan før – aldrig ladet nogen komme så tæt på uden at spænde op, uden at gemme mig bag en facade af hårdhed og distance. Men Hank så mig, hele mig, og han trak mig tættere ind i noget, jeg ikke engang vidste, jeg havde savnet.
Hans hænder gled over min krop, først forsigtigt, som om han ville være sikker på, at jeg var med, og så fastere, mere insisterende. Jeg lukkede øjnene og mærkede hans berøring mod min nakke, mine skuldre, og videre ned. Mit hjerte hamrede, og jeg kunne ikke skjule, hvordan min krop reagerede på ham. Jeg rystede – ikke af kulde, men af noget andet. Noget råt og ukontrollerbart. Jeg havde været liderlig før, mange gange, men aldrig sådan her. Aldrig så intenst, at det føltes som om, jeg kunne eksplodere, hvis ikke jeg fik ham tættere på.
Jeg mærkede hans hånd på min bule, den var hård, men jeg fornemmede tydeligt hvordan han klemte lige præcis på den måde, som gjorde os begge ekstra opmærksomme på hvor vi bevægede os hen.
Jeg åbnede øjnene og mødte hans blik. Han smilede stadig, det rolige, varme smil, der fik mig til at slappe af og miste kontrollen på samme tid. Han sagde ikke noget, han lod mig finde vej. Jeg lænede mig frem, lagde mine hænder på hans bryst og mærkede styrken under stoffet. Jeg havde altid betragtet Hank som en solid mand, en, der kunne klare alt, men nu følte jeg ham anderledes. Han var stærk, ja, men han var også blød i det øjeblik. Åben. Og han gav mig plads til at være det samme.
“Du ryster,” mumlede han, mens hans hænder gled ned over min ryg. “Er du okay?”
Jeg nikkede stumt, kunne ikke få ordene frem. Selvfølgelig var jeg okay. Det var mere end det. Jeg ville have ham, mere end jeg nogensinde havde ønsket nogen. Jeg lænede mig tættere ind til ham, lod mine hænder glide ned over hans mave og videre. Han trak vejret dybere, men hans blik slap ikke mit.
“Du bestemmer tempoet,” sagde han lavt, hans stemme som en dyb brummen. “Jeg er klar når du er klar.”
Det var den sidste forsikring, jeg havde brug for. Jeg lod min hånd finde ham, hans hårdhed, jeg havde kastet så mange blikke efter. Jeg knappede op, og lod min hånd holde om ham. Han var så hård, som bulen indikerede. Han var flot, og virkede stærk og udholdende. Hank sukkede tungt, og lyden ramte mig som et slag i maven. Jeg mærkede hans hænder stramme om mine skuldre, hans krop skælve en smule under min berøring. Det gjorde mig modigere. Jeg ville have mere, så meget mere.
Jeg gled ned på knæ foran ham, mine fingre arbejdede med hans bælte, og han løftede sig let for at hjælpe mig. Jeg så op på ham, mens jeg trak bukserne lidt ned, og han mødte mit blik med en varme, der fik mig til at glemme alt om skam. Der var ingen hast, ingen nervøsitet, kun os to under den åbne himmel. Jeg lukkede fingrene om den hårde pik, mærkede hans varme og vægten, og mit hjerte slog så hurtigt, at jeg kunne høre det i mine ører. Jeg kiggede igen på ham, men lod nu min mund glide ned over den hårde og flotte pik, og mærkede så hvordan jeg blev fyldt ud.
“Tag dig tid,” hviskede Hank. Hans hånd fandt mit hår, kærtegnede mig roligt, uden at presse.
Jeg ville aldrig have, at det her skulle stoppe. For første gang føltes det ikke som noget, der bare skulle overstås – ikke som de andre gange, hvor jeg havde været drevet af et øjebliks lyst, kun for at skynde mig væk bagefter med en knude i maven. Det her var anderledes. Hanks nærhed føltes som en åbning, som noget der endelig var ægte. Jeg lod mine læber finde ham, og han stønnede lavt, en lyd, der sendte bølger gennem min krop. Jeg rystede stadig, men nu var det af ren, utæmmet lyst, liderlighed.
Hanks hånd blev liggende i mit hår, han pressede mit hoved længere ned over hans hårde pik, og hans vejrtrækning blev tungere, og han lod nu mig tage kontrollen. Men det var ikke kun mig, der gav – han gav også. Hele ham. Hans tillid, hans varme, hans ærlige reaktioner. Jeg havde aldrig følt mig så tæt på nogen før. Det var ikke kun vores kroppe, der mødtes, men alt andet, vi havde holdt tilbage. Alle de nætter, vi havde tilbragt alene, hvor vi havde ladet vores tanker vandre i mørket – de fandt en stemme nu.
Da han endelig trak mig op til sig igen, slog hans arme sig om mig, og han trak mig tæt ind til sit bryst. Jeg kunne mærke hans hjerte banke mod mit, kunne høre hans åndedræt blive roligere igen. Han kyssede min pande og lod sin hage hvile mod toppen af mit hoved.
“Du er ikke alene,” sagde han stille.
Og for første gang troede jeg på det.
Jeg knappede langsomt hans skjorte op, knap for knap, som om jeg var bange for at bryde noget skrøbeligt mellem os. Mine hænder rystede stadig, men nu var det med en blanding af iver og beundring. Da skjorten gled ned over hans skuldre, holdt jeg vejret. Hans kraftige bryst var tæt behåret, en mørk linje, der førte videre ned og forsvandt under buksekanten. Det var smukt. Råstyrke og varme i én mand. Jeg lod mine fingre glide over det, blidt først, som for at sikre mig, at han virkelig var her, og han sukkede stille under min berøring.
Hans bryst trak vejret tungt, og mine hænder fandt vej videre – langsomt, udforskende. Jeg kiggede ned ad ham, betragtede de muskuløse og behårede ben, der stak frem fra hans bukser. Hver centimeter af ham var mand, en rigtig cowboy, og alligevel var der noget anderledes. En blidhed, som ikke passede med den hårde facade, han normalt viste verden. Det fik mig til at ville ham endnu mere. Ville kende alle hans sider.
Han rakte en hånd frem og lod sine fingre glide gennem mit hår, trak mig tættere. Vores pander mødtes et øjeblik, og jeg kunne høre ham smile. “Du ser ud, som om du ikke tror på, at jeg er virkelig,” sagde han stille.
“Jeg tror bare ikke, jeg har set noget smukkere før,” svarede jeg uden at tænke. Ordene gled bare ud af mig, ærlige og rå, som resten af mig den aften.
Han trak mig atter ind i et kys, og hans læber var varme og insisterende mod mine. Vi trak os kun væk for at trække vejret, og selv det føltes som spild af tid. Da vinden tog til og sendte en kølig strøm hen over os, tog han fat om mit håndled og trak mig med. “Kom,” sagde han, og der var en ro i hans stemme, der fik al tvivl til at forsvinde.
“Vi går ind i teltet, men ikke for at sove.” Hank smed sin skjorte og lagde sig ned på underlaget, trak mig med sig. Jeg kravlede tættere på, næsten hen over ham, og han lod sine hænder glide om min ryg, fandt hver eneste muskel under stoffet og trak mig tættere. Min krop brændte, og jeg kunne mærke ham mod mig, hans varme og styrke. Vores åndedræt blandede sig i det lille telt, og jeg lod mine hænder udforske ham, først hans bryst, hvor fingrene fandt de mørke hår og den stramme hud, og så videre ned. Jeg mærkede igen den flotte tætte kønsbehåring, der naturligt voksede rundt om den flotte pik, som nu bare stod og nærmest lyste op. Jeg ville have mere af ham. Jeg ville mærke det hele.
Hank lagde hovedet tilbage og sukkede dybt, da mine fingre gled ned over hans mave. Hans hænder fulgte mig, arbejdede langsomt, næsten forsigtigt, som om han ville mærke hver eneste del af mig, hver muskel, hver ujævnhed i huden. Det føltes, som om vores hænder talte for os. Her var ingen ord nødvendige. Følelserne sad i vores fingre, i vores læber, i vores kroppe, der søgte og fandt hinanden i mørket.
Han skubbede mig forsigtigt ned ved siden af sig, så vi lå tæt, bryst mod bryst, ben mod ben. Hans hænder fandt mit ansigt, og han kyssede mig igen, dybt og længe. Jeg rystede stadig, men han holdt mig fast, som om han aldrig ville give slip.
“Jeg vidste det,” hviskede han mod min mund. “Jeg vidste, der var noget ved dig. Noget helt særligt.”
Jeg svarede ham ikke. Jeg kunne ikke. Mine hænder gled ned ad hans ryg, og jeg trak ham tættere, til der ikke var noget mellem os.
For første gang i mit liv var jeg ikke bange. Ikke bange for, hvad morgendagen ville bringe. Ikke bange for, hvad nogen ville sige. Jeg havde Hank ved min side, og den nat føltes som begyndelsen på noget større, noget, jeg ikke ville give slip på.
Natten lå tung og stille over prærien, kun brudt af bålets sagte knitren og hestenes rolige prusten i nærheden. Flammernes orange lys kastede skygger på teltdugen, og græsset under dem var køligt mod deres hud. Hank lå på ryggen med en arm bag hovedet, hans skjorte kastet til side, brystet blottet og dækket af det mørke, krøllede hår, der fulgte linjen ned mod hans bukselinning. Jeg lå på siden, tæt ved ham, så tæt at jeg kunne mærke hans varme, høre hans rolige åndedræt og se gnisterne fra bålet spejle sig i hans øjne.
“Du stirrer igen,” mumlede han lavt, et skævt smil i mundvigen.
“Kan ikke lade være,” svarede jeg ærligt, min stemme hæs i den kølige nat.
Jeg lod en hånd glide langsomt over hans bryst, mærkede de stærke muskler under huden, hvordan hans hjerte slog roligt, men kraftigt. Hank sagde ingenting; han greb bare blidt om min hånd og førte den mod sin kind. Hans skægstubbe kradsede let mod mine fingre, og jeg lod mig falde tættere på, så vores ansigter kun var en håndsbredde fra hinanden.
“Du gør mig skør, ved du det?” hviskede jeg, inden mine læber mødte hans.
Kysset startede forsigtigt, som om vi begge ville mærke efter, men længslen lå der hele tiden. Hans læber var faste og varme, og da han trak mig ind over sig, føltes det som at falde i et dybt, varmt hav. Jeg støttede mig på mine hænder, mine knæ mod græsset på hver side af ham, mens kysset blev mere intenst. Hans hænder gled op langs min ryg, trak min skjorte op, indtil stoffet var væk, og kølig luft mødte min varme hud.
Hank så op på mig, hans blik mørkt og alvorligt, mens hans fingre fulgte linjerne af mine skuldre og arme. “Du er smuk,” mumlede han lavt, som om han næsten ikke turde sige det.
Jeg svarede ikke, for ordene blev overflødige. I stedet bøjede jeg mig ned og lod mine læber finde hans hals, smagte saltet fra hans hud, duften af mand, og mærkede hvordan han trak vejret tungere under mig. Hvert suk og hver berøring brændte sig fast i mig, som en ild der ikke kunne slukkes.
Vi blev ved sådan længe, udforskede hinanden, langsomt og inderligt, som om vi havde al tid i verden. Hans hænder var sikre, stærke, men blide, når de fandt vej over min krop, og jeg gengældte hans berøringer med samme iver. Vi holdt ikke igen, tillod os selv at være sårbare, ærlige, i lyset fra bålet og mørket, der lå beskyttende omkring os.
Han tog mig. Vi havde leget længe med tanken, og jeg mærkede hvordan han brændte for at indtage min krop - men jeg brændte mindst lige så meget for at mærke ham oppe i mig. Han vidste hvad han skulle gøre for at give mig den bedste oplevelse. Han havde prøvet det før, og jeg nød hvert sekund. Jeg mærkede hvordan han pressede sig op i mig, hvordan han begyndte at kneppe mig, og jeg så glimtet i hans øjne da han kom. Han var vild, og jeg mærkede hvordan han pressede sig endnu længere op i mig, og dermed mærke hvordan de varme dråber fordelte sig.
Til sidst faldt vi sammen, udmattede og tætte. Jeg lå med hovedet mod hans bryst og lyttede til hans hjerteslag, der langsomt fandt sin vante rytme igen. Hans arm lå tungt over min skulder, og jeg mærkede hans læber mod mit hår. Vi sagde stadig ingenting. For hvad var der at sige? Alt, der betød noget, havde allerede passeret mellem os – i berøringer, i blikke og i det sted, hvor vores sjæle mødtes, dér under stjernerne.
Den nat sov vi ikke meget. Vi lå viklet ind i hinanden, vores hænder udforskede, vores læber fandt hinanden igen og igen, og det føltes, som om vi havde hele verden for os selv.
For første gang i mit liv følte jeg mig hel. Hank havde åbnet døren til noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville finde. Og jeg vidste, at han følte det samme.
Den nat ændrede alt. Jeg havde fundet min helt egen cowboy. Hank. Den mand, jeg havde set på med længsel, og som nu lå tættere på mig, end nogen før havde gjort. Vi fandt hinanden i mørket, som om det hele tiden havde været meningen. Jeg mærkede hans styrke, hans varme, og hans ro, der beroligede mine egne rystende hænder. Vores kroppe mødtes uden tøven, uden skam. Der var kun os.
Hans hænder gled over mig med en sikkerhed, der fik mig til at lukke øjnene og bare mærke. Hver berøring sendte bølger gennem mig, og da jeg lod mine fingre finde ham, mærkede jeg hans reaktion. Vores mandighed bredte sig mellem os, en rå og ærlig styrke, der ikke kunne skjules. Vi gav og fik, skiftevis og sammen, indtil grænsen mellem ham og mig blev sløret. Jeg trak ham tættere, mærkede hans læber mod mine, de kys, der sagde alt, vi ikke kunne finde ord for. Kys, der brændte sig fast og gjorde os begge mere modige.
Der var ingen hast. Ingen skygger. Bare Hank og jeg, to mænd, to cowboys, der endelig havde givet efter. Følelserne bevægede sig gennem vores hænder, gennem hver berøring, hvert suk, hvert kys. Da vi endelig faldt sammen, udmattede, viklet ind i hinanden, føltes det som at komme hjem. Hans arme om mig, hans brystkasse, der hævede sig langsomt under min kind. Vi sagde ingenting, for der var intet behov. Vores åndedræt var nok, et løfte om, at vi begge var, hvor vi hørte til.
Dagen efter, da solen stod op over bjergene og kastede sit gyldne lys over prærien, vågnede jeg ved lyden af Hank, der rørte på sig. Han lå stadig tæt, hans hånd hvilende på min side. Jeg så på ham, på hans ansigt i det bløde lys. Hans skægstubbe, det lette smil, selv mens han sov. Jeg havde aldrig følt mig så heldig før.
“Du stirrer,” mumlede han med lukkede øjne, hans stemme hæs af søvn.
“Det er der en grund til,” svarede jeg lavt og lod en hånd glide over hans bryst.
Han åbnede det ene øje og trak mig ind i et kys, der smagte af natten før og af noget nyt – noget stærkt og uundgåeligt. “Så længe du bliver ved med at gøre det,” sagde han med et smil, “så klarer vi os nok.”
Og det gjorde vi.
EPILOG
Siden den nat har Hank og jeg levet vores liv sammen som et team på prærien. Vi har drevet får og kvæg gennem landskaber, hvor himlen aldrig ender og stilheden kun bliver brudt af vinden og hestenes prusten. Vi har nydt ensomheden, men også hinanden. Hank er stadig rolig og stærk, som han var den første aften, og jeg er stadig manden, der faldt for ham ved bålet.
Vi har delt utallige nætter under stjernerne, hvor vi lå tæt i teltet eller ved bålet og mærkede varmen fra hinandens kroppe. Vi har skændtes, grinet, elsket og levet, som kun mænd som os kan leve. Livet har ikke altid været nemt – det er det sjældent for folk som os – men det har været ægte. Og hver gang jeg ser Hank, hver gang jeg føler hans hånd mod min skulder eller ser hans smil i morgenlyset, ved jeg, at jeg har fundet mit hjem.
Min helt egen cowboy. Og han har fundet sin.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980