Jeg stod ved rælingen på Havets Perle, et prægtigt handelsskib fra 1600-tallets gyldne dage, mens vinden fra Middelhavet rev i mit lange, krøllede hår og sendte saltstænk mod mine kinder. Jeg var 42 år, enke efter en købmand, der havde efterladt mig rig, men tom.
Denne rejse skulle være min flugt fra de stive herskaber i København, en rejse mod nye horisonter. Min kjole af tung, broderet silke i dybgrøn farve sad stramt om mine fyldige former, korsettet løftede mine bryster højt, og de lag af underkjoler i fint linned strøg mod mine lår med hver bølge, der løftede skibet. Mine blågrønne øjne spejlede havets uendelighed, og jeg vidste, at jeg tiltrak blikke fra besætningen, men jeg holdt hovedet højt, uberørt.
Så kom natten midt i en storm, hvor himlen blev til et inferno.
Jeg vågnede ved kanonernes bulder, der rystede skroget som en torden fra helvede. Skrig skar gennem luften som knive.
Før jeg kunne nå at snøre min kjole ordentligt – kun iført nattøj af tyndt bomuld, der klistrede til min hud af nattesved – blev kahytsdøren slået ind med et brag. To pirater, deres ansigter forvredne af tatoveringer og ar, greb mig med hænder ru som reb, deres negle gravede sig ind i mine arme. Jeg skreg, kæmpede imod og sparkede, men de slæbte mig op på dækket, hvor månen kastede et koldt lys over kaosset: blodplettede planker, passagerer på knæ, besætningen bundet og slået.
Mine øjne fulgte kaosset og faldt på en skikkelse – piratkaptajnen.
Høj som en mast, hans skuldre brede og muskuløse under en løs, åben skjorte af slidt linned, der viste en brystkasse hård som eg og solbrændt af utallige storme. Hans hår var bundet tilbage med et sort læderbånd, og et tyndt ar løb ned over hans venstre øje, der gav ham et udtryk af både fare og mystik. Hans øjne – dybe, mørke som havet om natten – fangede mine med en intensitet, der fik mit hjerte til at springe over. Han var en blanding af blidhed og hårdhed, som om han kunne knuse en mand med én hånd og stryge en kvindes kind med den anden.
Hans stemme rungede gennem natten, dyb og befalende: “Dig. Den kvinde med de blågrønne øjne. Hun er min.”
Jeg rystede på hovedet, min stemme skælvende af frygt. “Nej! Lad mig være!” råbte jeg og trak mig baglæns mod rælingen, men han var hos mig på et øjeblik, hans arm snoede sig om min talje som en jernkæde, varm og ubønhørlig. Han løftede mig op over skulderen som en sæk bytte. jeg hamrede næverne mod hans ryg, rev i hans skjorte og sparkede vildt med benene. “Slip mig, din barbar! Jeg er ikke dit eje!” skreg jeg, mens mit hår faldt ned over hans skuldre som en kaskade af krøller, og min nattøj revnede ved sømmen.
Han lo – en lav, mørk latter, der vibrerede gennem hans krop og ind i min, sender en uønsket varme gennem mig. “Kæmp bare, skønne kvinde. Det gør dig kun mere eftertragtet.” Hans hånd klappede min bagdel gennem stoffet, ikke brutalt, men med en ejendommelig ømhed, der forvirrede mig.
På hans piratskib, et sort-flagget monstrum kaldet Havets Dyb, bar han mig gennem de mørke gange, lugten af salt, tjære og mandlig sved fyldte luften.
Han smed mig ned på sengen i sin kahyt – ikke voldsomt, men med en kontrolleret kraft, der fik madrassen til at give efter under mig. Jeg sprang op øjeblikkeligt, stødte ryggen mod den træbeklædte væg, åndede tungt. Lanternerne svajede i vinden gennem det lille vindue, og deres flakkerende lys dansede over hans ansigt, fremhævede de hårde linjer og de bløde skygger.
“Rør mig ikke,” snerrede jeg, mine hænder løftet som et skjold, mens mit hjerte hamrede som en krigstromme. Frygten var der, men også en gnist af noget andet – en forbudt nysgerrighed, der fik min hud til at prikke og varmen til at brede sig i min krop som en ild.
Han smilede langsomt, et smil der var både rovdyragtigt og indbydende, mens han trak sin frakke af og kastede den over en stol. “Jeg gør præcis, hvad jeg vil, Maria.” Han trådte nærmere, hans støvler knirkede mod plankerne. “Og lige nu vil jeg have dig til at føle, hvad det vil sige at være min.”
Jeg slog efter ham, mine negle rev over hans kind og trak et tyndt spor af blod. Han greb mit håndled midt i luften, da jeg gjorde endnu et udfald imod ham. Han greb hårdt som en skruestikbegge mine arme, og tvang dem op over hovedet mod væggen med én hånd. Hans krop pressede sig mod min, tung og varm, musklerne spændte mod mine kurver, og jeg mærkede hans hårde lem mod min mave gennem hans bukser af groft stof. Stoffet på min nattøj strammede, og jeg følte hver fiber mod min hud.
“Nej!” råbte jeg igen og vred mig, prøvede at sparke ham i skridtet, men han forudsså det og pressede sit muskuløse lår ind mellem mine, spredte dem let og holdt mig fast. “Slip mig, din djævel! Jeg vil ikke have dig!”
“Sig nej så meget du vil,” hviskede han mod mit øre, hans ånde varm og ru som en brise fra havet, og den sendte gåsehud ned over min nakke. “Det gør bare jagten sødere.” Hans frie hånd greb om min hals – ikke kvælende, men fast nok til at jeg følte hans puls mod min hud – og hans tommelfinger strøg langsomt over min strube, som om han målte min frygt. “Jeg kan mærke dit hjerte hamre. Er det kun frygt, Maria? Eller er der en lyst, du ikke vil indrømme?”
Jeg spyttede ham i ansigtet, min spyt ramte hans kind.
Han lo lavt, tørrede det væk med bagsiden af hånden og så på mig med øjne, der glødede af en mørk iver. “Det skulle du ikke have gjort,” mumlede han, næsten ømt, og rev min nattøj op foran med et skarpt ryk. Stoffet gav efter med et ritjz, og mine bryster væltede frem i den kølige luft, mine brystvorter trak sig sammen af chokket. Jeg skreg og prøvede at dække mig, men han holdt stadig mine arme fast over mit hoved, hans greb ubønhørligt.
“Se på mig,” befalede han, hans stemme blød nu, som en lokkende hvisken. Da jeg nægtede, greb han mit krøllede hår med sin frie hånd og tvang mit hoved tilbage, så mine blågrønne øjne mødte hans mørke. “Du er min nu. Og jeg tager, hvad der er mit.” Hans mund faldt over min – hårdt først, krævende, men så blødede og gik over i noget dybere, hans tunge strøg mod min, han smagte af salt og rum. Jeg bed ham i underlæben, hårdt nok til at smage blod, men han knurrede bare og pressede sig tættere imod min krop, hans hænder løb ned over mine sider, følte hver kurve gennem det revnede stof.
Han løftede mig op, mine ben snoede sig instinktivt om hans liv for ikke at falde, mens jeg rev i hans hår, trak hårdt for at gøre ondt. Han ignorerede det og bar mig hen til sengen, hvor han smed mig ned på maven. Jeg prøvede at kravle væk, mine negle gravede sig ind i sengetøjet, men han var over mig med det samme, hans vægt pressede mig ned i den bløde madras, hans krop varm som en ovn mod min ryg. Hans hånd greb om begge mine håndled og bandt dem hurtigt sammen med et reb fra sengegærdet – stramt, men ikke så det skar ind i huden, som om han vidste præcis, hvor grænsen gik. Jeg sparkede baglæns, ramte hans lår, men han lo bare og greb om mine ankler, spredte mine ben og bandt dem til hver sin sengestolpe med lignende reb, ru mod min hud.
Jeg lå udstrakt, hjælpeløs, min kjole blev revet op til taljen, underkjolerne flået itu, min hud blottet for den kølige luft - jeg gøs. “Nej… stop…” hviskede jeg nu, stemmen brudt, mens tårer brændte i mine øjne og løb ned over kinderne.
Han bøjede sig over mig, hans læber mod mit øre, stemmen blid som en kærtegn. “Sig det igen,” hviskede han ømt, mens hans hånd strøg ned over min ryg – varsomt, som en elsker – og fulgte rygsøjlens kurve, hans berøring sendte elektriske stød gennem min krop. “Sig nej én gang til, og jeg stopper. Så sender jeg dig tilbage til dit sikre, men tomme kedelige liv.” Hans anden hånd åbnede sine bukser langsomt, lyden af læder og stof der blev fjernet fyldte rummet.
Jeg åbnede munden… men ordene svigtede mig. Dybt inde vidste jeg, at dette spil – hans psykologiske greb – havde fanget mig.
Hans fingre gled ned mellem mine lår, fandt mig allerede våd trods min modstand, og han cirklede langsomt om min klitoris med en ekspertise, der fik mine hofter til at løfte sig mod hans hånd af sig selv. “Din krop lyver ikke, min skønne,” mumlede han, hans stemme ru af begær, mens han strøg mig med en præcision, der fik hver nerve i mit skød til at synge. “Du kæmper, men du længes efter dette.”
Jeg rystede på hovedet, men mine støn undslap mig alligevel. Han trak fingrene væk, og jeg hørte lyden af mere stof, der blev fjernet. Så mærkede jeg ham – varm, hård og tyk, han pressende sig mod min driv våde indgang, hans hud glat mod min.
“Sig nej,” gentog han én sidste gang, stemmen blød og lokkende, som om han vidste svaret.
Jeg lukkede øjnene og hviskede: “…nej.”
Men det lød som en invitation.
Han trængte ind i mig med ét hårdt stød, dybt og fuldstændigt, fyldte mig til bristepunktet. Jeg gispede – af smerte, af chok, af en nydelse så intens, at den rev mig itu. Han gav mig ikke tid til at vænne mig til ham, men han begyndte at bevæge sig med lange, kraftfulde stød, hans hænder greb om mine hofter, fingrene gravede sig ind i min hud, mens han tog mig igen og igen. Hver gang jeg prøvede at vride mig væk, trak han mig tilbage, dybere, hans muskler spændte mod min ryg. Hans ånde var varm mod min nakke, og han bed ned i min skulder – ikke hårdt nok til at bryde huden, men nok til at markere mig.
“Min,” knurrede han, mens hans hånd gled op for at knibe mine brystvorter, rulle dem mellem fingrene med en blanding af hårdhed og ømhed. “Helt min.”
Jeg kæmpede stadig imod– trak i rebene, vred mig under ham – men hver bevægelse forstærkede friktionen, af hans hud mod min, hans lem der gled ind og ud med en rytme, der byggede op til en storm. Til sidst brød jeg sammen, og gav efter. Min krop fulgte hans stød mine klynk fyldte kahytten. Så kom orgasmen skyllende igennem min krop, som en bølge, der oversvømmede alt. Han fulgte efter med et dybt brøl, fyldte mig med sin varme, og kollapsede over mig, hans vægt en beskyttende dyne.
I stilheden efterpå løsnede han rebene langsomt, trak mig ind til sig og holdt om mig, hans fingre strøg blidt gennem mit krøllede hår, fulgte hver lok som om den var et skat. Jeg lå og rystede, tårerne løb stille, men nu af en blanding af frigørelse og forvirring.
“Jeg hader dig,” hviskede jeg hæst, min stemme svag mod hans bryst.
Hans læber strøg over min pande, ømt som en elskers kærtegn. “Godt,” sagde han stille, hans stemme varm og indbydende. “For jeg vil have dig til at kæmpe hver nat… indtil du ikke kan lade være med at elske mig.”
Dybt inde, mens hans arme holdt mig fast gennem natten, vidste jeg, at han allerede havde vundet mit hjerte. Frygten var blevet til lidenskab, modstanden til kærlighed – en pirats erobring, der havde gjort mig fri.
Erotiske noveller skrevet af Miss Cherry