(Monster Romance) -
Hun mærkede truslen i nakken, længe før hun hørte ham. Det var ikke lyden af en kvist, der knækkede, eller sne, der knirkede. Det var et tungt, atmosfærisk tryk. Skoven var holdt op med at trække vejret. Alle lyde fra taigaens fugle og insekter var forstummet, som om en usynlig kuppel var faldet ned over granerne.
Elin lunger brændte i den minus femten grader kolde luft, da hun tvang sig selv til at standse. Hendes lår rystede af udmattelse i de dybe snedriver. Hun stirrede ind i de blæksorte skygger mellem de ældgamle træstammer. Noget derinde kiggede tilbage. Noget stort og afventende.
Knæk.
Lyden var øredøvende. Det var ikke en gren. Det var en hel, fuldvoksen fyrretræsstamme, der blev skubbet brutalt til side, så splintret træ regnede ned over den frosne skovbund. Skyerne gled et øjeblik fra månen og badede rydningen i et blegt, sølvfarvet skær.
Elin gispede og snublede baglæns. Sneen trængte ind over kanten på hendes støvler, men kulden registrerede hun knap nok. Ud af skyggerne trådte en skikkelse, der fik hendes moderne virkelighedsopfattelse til at splintres.
Han var mindst tre meter høj. Hans skuldre var bredere end kampestenene i den å, hun havde krydset timer forinden. Huden lignede arret, grå granit dækket af tyk, strid pels. Han udstrålte en varme, der fik sneen omkring hans bare, dyriske fødder til at smelte til mudder. En ugle skreg advarende et sted langt væk, før stilheden igen lukkede sig tæt omkring dem.
Han kiggede ikke på hende med vrede. Han betragtede hende med øjne, der var kulsorte og bundløse. Det var et blik uden menneskelig moral, der stirrede på hende, som en ulv betragter en skadet fugl i sneen. Han vidste, hun ingen steder havde at flygte hen.
En dyb, vibrerende resonans begyndte i hans brede brystkasse. Den forplantede sig gennem jorden og op gennem hendes støvler, indtil det rystede i marven af hendes knogler.
Jagten var slut, og legen var begyndt. Panikken ramte Elin som et piskesmæld. Hendes krop reagerede hurtigere end hendes tanker, og hun vendte sig om og løb.
Det var en patetisk flugt. Den knædybe, frosne sne trak i hendes støvler som kviksand, og hendes lunger skreg efter ilt i den isnende taigaluft. Hun snublede over skjulte rødder og rev sine hænder til blods på frosne grene, mens hendes hjerte hamrede en vild, uregelmæssig rytme mod hendes ribben.
Han løb ikke engang efter hende.
Hun kunne høre det. Der var ingen hastige skridt. Kun den taktfaste, knusende lyd af ubegribelig vægt, der ubesværet banede sig vej gennem skoven. Hvert af hans skridt dækkede tre af hendes. Han lod hende løbe. Han lod hende udtømme sine sidste reserver og lade den moderne verdens overlevelsesinstinkter brænde ud i mørket, så kun dyret var tilbage.
Da hendes knæ endelig gav efter, og hun faldt fremover med ansigtet begravet i en isnende driver af sne, var der helt stille et sekund. Snefnug begyndte at dale dovent gennem luften og landede på hendes iskolde kinder. Så faldt skyggen over hende.
Han stod direkte bag hende. Strålevarmen fra hans krop ramte hendes ryg som en åben ovnlåge. Varmen fik sneen omkring hendes ben til at tø og trænge gennem hendes bukser som koldt vand. Hun rullede om på ryggen og gispede, mens hendes øjne var vidt åbne af en rædsel, der var så ren, at den næsten føltes overjordisk.
Han tårnede sig op og spærrede for den blege måne. Set nedefra var han uendelig. Brystkassen hævede og sænkede sig i langsomme, tunge åndedrag, der lød som en blæsebælg i en smedje. Musklerne under den læderagtige, arrede hud spændtes og slappede af med en jævn, altødelæggende kraft.
Elin prøvede at kravle baglæns på albuerne, men hun stødte mod stammen af et fældet træ. Fanget.
Han satte sig på hug foran hende. Bevægelsen var overraskende flydende for et væsen af den størrelse. En hånd bredere end hendes torso rakte ud. Fingrene var tykke og ru som stærke grene, og neglene var mørke, stumpe og ridsede af århundreders færden i klipper og jord.
Han greb ikke fat i hende endnu. Han sænkede blot sin varme håndflade og lagde den fladt mod hendes bryst, lige over hendes hjerte.
Vægten var paralyserende. Han trykkede ikke til, men alene massen af hans hånd gjorde det umuligt for hende at trække vejret helt ind. Gennem hendes tykke dunjakke, uldsweater og termoundertøj mærkede hun hans hede. Den var aggressiv og levende.
En lav rullende lyd, der mindede om en spinnende kat på størrelse med en bjørn, vibrerede i hans hals. Han kunne mærke hendes hjerte slå klikhakkende og panisk mod hans håndflade. Han lænede sig længere frem, indtil hans ansigt var få centimeter fra hendes.
Lugten af ham var overvældende. Det var ikke en rådden eller dæmonisk stank, men duften af ufiltreret urkraft. Det var essensen af muldjord, knust mos, harpiks og den skarpe, jernagtige lugt af blod og sved. En ældgammel alfahan, der aldrig havde mødt modstand.
Han åbnede munden let, og hans fugtige ånde skyllede ind over hendes kinder. Han snuste til hende. Næseborene udvidede sig, mens han trak hendes duft dybt ned i sine lunger. Han lugtede hendes frygt, hendes udmattelse, kemikalierne fra hendes syntetiske jakke og kvinden nedenunder.
Elin knugede øjnene sammen og ventede på, at han ville knuse hende.
I stedet krogede han en enkelt finger ind under kanten af hendes dyre vandrejakke. Med en afslappet bevægelse, som åbnede han en papæske, rykkede han til. Materialet skreg og flængede fra kraveben til navle. Den isnende nattekulde bed i hendes krop i et splitsekund, før hans store håndflade igen sænkede sig og denne gang greb fat i hendes striktrøje.
Han brød sig ikke om hendes lag. Han ville ind til kernen.
Han løftede hende. Det skete så ubesværet, at Elin tabte vejret. Hans ene hånd lukkede sig om hendes talje. Tommelfingeren hvilede under hendes venstre bryst, mens de resterende fingre spændte bredt tværs over hendes ryg og dækkede størstedelen af hendes torso. Han løftede hende op fra sneen med én arm, til hun hang i øjenhøjde med ham. Hendes ben dinglede frit i luften.
Han betragtede hende med en metodisk nysgerrighed og et indiskutabelt ejerskab. Hun var hans bytte.
Med sin frie hånd greb han fat i kraven på hendes tøj. Han holdt hende fast i luften, mens han med et langsomt, sejt træk rev stoffet fra hinanden. Knapper sprang som små projektiler ud i mørket, og tykt stof trevlede med en hul lyd.
Pludselig hang hun der. Hun var blottet fra brystet og ned til linningen af hendes bukser, eksponeret for den sibiriske kulde. Men frosten nåede hende aldrig rigtig. Jættens udstråling omsluttede hende som en usynlig kappe og holdt vinteren på afstand.
Han trykkede hende langsomt ind mod sit eget bryst.
Elin udstødte en kvalt lyd, da hendes hud mødte den ru overflade og de stride hår på hans torso. Kontrasten var brutal. Han var hård som klippe, mens hun var blød og eftergivende. Han klemte hende ind mod sig for at føle hendes form og mærke hendes eftergivenhed.
Hendes logiske hjerne begyndte at kortslutte. Tankerne om hendes bil, hendes liv i byen og den frosne skov forsvandt alle ind i en mørk tåge. Tilbage var kun tyngdekraften, lugten af ham og uundgåeligheden i situationen.
Den altoverskyggende overmagt gjorde noget ved hende. Da hendes overlevelsesinstinkt indså, at kamp var fysisk umuligt, skiftede hendes biologi spor. Rædslen ændrede form. Den isnende panik i hendes underliv blev gradvist erstattet af en tung, sitrende tyngde. En dunkel, pulserende varme begyndte at samle sig mellem hendes lår. Det var ukontrolleret og skamfuldt, men hendes krop forberedte sig på at blive erobret, fordi den intet andet valg havde.
Hun begyndte at ryste, men det var ikke længere af kulde. Det var chok og en dyrisk, underkastende ophidselse, der fik hendes åndedræt til at blive overfladisk.
Han mærkede ændringen i hende. Knurren i hans bryst blev dybere. Han sænkede hende langsomt tilbage mod jorden, men slap hende ikke. I stedet fulgte han med ned, indtil hun lå presset ned i et leje af fyrrenåle, totalt begravet under hans knusende skygge. Nu begyndte fortæringen.
Jætten betragtede hende under sig. Elin lå spiddet af hans blik, mens brystkassen hævede og sænkede sig i hurtige ryk.
Med en ubesværet bevægelse flyttede han sin vægt. Hans barklignende knæ borede sig ned i jorden på hver side af hendes hofter. Pludselig var hun spærret inde i et fængsel af levende muskelmasse. Han lænede sig ind over hende, og tyngden af hans blotte tilstedeværelse pressede hende ned i skovbunden.
Hans fingre fandt metalknappen i hendes bukser. Han forsøgte ikke at knappe dem op, men krogede blot en enkelt negl ind under linningen og trak opad. Det tykke lærredsstof gav et skærende smæld, da sømmene bristede hele vejen ned langs hendes lår. Han krængede tøjet af hende og smed det ud i mørket.
Nu var hun totalt blottet. Hendes blege hud lyste svagt op og dannede en skrigende kontrast til hans mørke kulør.
Han lod en flad håndflade glide ned over hendes mave. Huden på hans hænder var ru som sandpapir. Friktionen sendte stød af både smerte og intens, fremmed varme gennem hendes nervesystem. Da hans hånd nåede hendes skød, stoppede han.
Elin udstødte en rystende lyd. Han var overvældende. Tanken flængede gennem hendes hoved, at dette overgreb var en umulighed, og at han anatomisk ville flå hende i stykker. Men under panikken vågnede hendes dunkende puls. Tyngden af hans hånd tvang hendes krop i knæ, og fugten begyndte forræderisk at samle sig.
Jætten vidste, hvad hun var. Han vidste, at hun var skrøbelig, og at han ikke bare kunne tage hende.
Han sænkede sit store hoved. Hans grove, mørke hår strejfede hendes inderlår, mens han placerede sit ansigt direkte over hendes kerne. Hans tunge ånde slog mod hendes våde hud og fik hende til at spænde i en bue af chok.
Så slikkede han hende.
Hans tunge var bred, ru som en kats og brændende varm. Det var en dyrisk besigtigelse af byttet. Han trak sin tunge i et dovent stræk op over hendes klitoris. Elin udstødte et hæst skrig, der blev slugt af skoven. Friktionen var så intens, at det grænsede til smerte, før det slog over i en lammende nydelse.
Han gjorde det igen. Denne gang efterlod han et tykt lag af sit spyt. Det var tungt, viskøst og bar en berusende duft af harpiks. I det øjeblik det ramte hendes hud, skete der noget overnaturligt. Væsken trængte ind i hendes væv og ændrede dets struktur. Den lammende rædsel i hendes underliv blev øjeblikkeligt erstattet af en bedøvende, feberagtig varme. Hendes muskler og slimhinder gav ikke bare slip. De blev radikalt mere smidige og udvidede sig tvingende, som om han biologisk og magisk forberedte hende til at rumme det umulige.
To af hans fingre pressede sig mod hendes indgang. Hver af dem var tykke som en kvindes håndled, men han tøvede ikke. Med et jævnt tryk pressede han den første finger ind.
Tårerne sprang fra Elins øjne. Strækket var massivt, men vævet revnede ikke. Den glødende effekt fra hans spyt fik hendes krop til tålmodigt at tilpasse sig hans proportioner. Da han langsomt trængte den anden finger ind ved siden af den første, troede hun, at hun skulle miste bevidstheden. Hun var fyldt til randen. Han bøjede fingrene let derinde, og en bølge af så dyb, mørk nydelse ramte hende, at hendes rationelle selv brændte op på stedet.
Han trak sine fingre ud med en slubrende lyd. Tomrummet dunkede desperat. Elin gispede efter vejret, og hendes hofter vuggede ufrivilligt op mod ham.
Han rejste sig på knæ over hende. For første gang så hun hans rejsning. Det var et mørkt våben af åretrukket muskel, blankt af hans egen glinsende væske. Skyggen faldt tungt over hendes mave.
Han lagde en tung hånd over hendes brystkasse og pressede hende fladt ned mod skovbunden. Han flyttede sine hofter frem, og det stumpe hoved af hans køn fandt hendes indgang. Selv med forberedelsen var det et chok. Han lod sin fulde vægt hvile mod hende i et sekund, mens hendes skød strammede sig ekstremt om den vidtfavnende omkreds.
Han forventede, at hun ville kæmpe til det sidste. Det havde byttedyr altid gjort. Men i stedet stoppede Elin sit febrilske vrid i skovbunden. Hendes blik søgte og fandt hans i mørket. Hendes øjne var fyldt med tårer, men munden lukkede sig i en stædig, bestemt linje. Med en rystende bevægelse løftede hun sin lille hånd og placerede den fladt mod hans urokkelige brystkasse. Det var ikke for at skubbe ham væk. Det var en accept. Hun spredte sine lår yderligere og buede ryggen let. Det var et bevidst, smerteligt valg om at tage imod ham og kræve sin egen plads i overgivelsen.
Jættens bevægelser frøs i et splitsekund. Hans kulsorte øjne flakkede, og en uventet, hakkende lyd undslap hans læber. Hun var ikke bare en krop, der bukkede under. Hun overgav sig frivilligt til ham. Den erkendelse tændte en helt ny og dybere glød i det ældgamle væsen.
Så stødte han frem.
Elin udstødte et dyrisk, lydløst skrig mod stjernerne. Det var en tektonisk forskydning. Han brød hendes grænser og trængte ind i hende med en langsom kraft. Hun følte hver en millimeter af ham flække hende åben, og hendes indre blev udvidet til dimensioner, hun ikke troede mulige. Smerten druknede fuldstændig i den bedøvende feber fra hans magiske spyt og den altoverskyggende nydelse af overgivelsen.
Han bundede ud. Tyngden af hans bækken knuste sig mod hendes skamben. Et voldsomt ekko af fuldbyrdelse rungede i hele hendes nervesystem. Hun var kun det rum, der rummede ham.
Han begyndte at bevæge sig. Rytmen var bestemt og straffende tung. Hvert træk tilbage trak i hendes svulmende kød med en friktion, der gnistrede bag hendes lukkede øjenlåg. Hvert fremstød var et jordskælv, der slog luften ud af hendes lunger og sendte stød af ufiltreret ekstase gennem hendes rygsøjle.
Lyden af hans krop, der stødte mod hendes bløde lår, ekkoede i den stille skov. Hendes ben var presset så langt tilbage af hans træstammetykke lår, at hendes muskler skælvede ukontrolleret. Varmen fra ham var kvælende, og duften af hans musk og hendes egen ophidselse var tyk i luften.
"Ja," hulkede hun. Det var et brudstykke af menneskeligt sprog, der knækkede i natteluften. "Gud, ja."
Brummen i hans bryst forvandledes til en mørk, savlende knurren. Hendes aktive underkastelse drev ham mod kanten. Hans stød blev dybere, trukket af et ældgammelt behov for at plante sin sæd in hende.
Elin kunne ikke rumme mere. Strækket, fylden og den brutale invasion ramte hendes tærskel. Hendes krop låste sig i en voldsom krampe. Hendes orgasme ramte hende som en eksplosion. Det var en rystende sammentrækning, der malkede ham med små, paniske ryk. Hun skreg et råt, tårevædet skrig.
Det var dråben. Jætten frøs. Hans rygmuskler spændtes som stål under huden. Han kastede sit hoved tilbage mod nattehimlen og udstødte et brøl. Den rungende lyd fik sneen til at drysse fra fyrretræernes grene omkring dem.
Han drev hofterne frem i ét sidste stød og begravede sig til roden.
Så flød han over. Elin spilede øjnene op og gispede overvældet. Mængden var absurd, men det var det skoldhede og dunkende pres, der fyldte hendes indre til bristepunktet, der stjal hendes bevidsthed. Det føltes som at blive brændemærket indefra med flydende ild, der pulserede i takt med hans voldsomme hjerte.
Kramperne i hendes orgasme blandede sig med hans udløsning. Da han endelig var tømt, gav hans krop efter. Han kollapsede over hende med en vægt, der borede hende endnu dybere ned i skovbunden. Hans ansigt blev begravet i hendes hals, og hans hidsige åndedrag brændte mod hendes hud.
Tyngden af ham var en levende dyne af muskler, der pressede hende ned. Elin lå fuldstændig ubevægelig. Hendes lunger kæmpede for at trække vejret under hans brystkasse. Så trak han sig tilbage i en langsom bevægelse. Lyden af ham, der forlod hendes overbelastede krop, var skamløst våd i den stille skov. I det sekund han var ude, ramte nattekulden hendes blottede skød som en pisk.
Elin krummede sig instinktivt sammen. Tomrummet indeni hende var øredøvende. Hun følte sig hul og udstrakt. Hans tykke, skoldhede sæd flød ud af hende som et fysisk bevis på, at hendes krop nu bar på et urvæsens arv.
Han rejste sig i sin fulde højde mod stjernerne. Elin kiggede op på ham med slørede øjne. Hun forsøgte febrilsk at genstarte sine normale funktioner. Hun rullede om på siden for at skubbe sig op, men hendes arme skælvede voldsomt. Da hun forsøgte at trække knæene op, sendte hendes bækken et lyn af hvidglødende smerte op gennem hendes rygsøjle. Anatomien havde givet efter for hans størrelse, men prisen var, at hendes bækkenmuskulatur nu var kollapset. Hun var totalt immobiliseret.
Hun faldt tilbage i mudderet med en ynkelig hulken. Kulden begyndte at bide i hendes hud. Uden hans varme ville taigaen dræbe hende hurtigt.
Han kiggede ned på hende. En lav lyd rullede i hans hals som en blanding af en knurren og et suk. Han vidste, hun var ødelagt for den menneskelige verden. Han bøjede sig ned. Hans hænder skovlede ind under hende og løftede hende fra skovbunden.
Da han løftede hende, hang hun fuldstændig leddeløs. Hendes krop nægtede at lystre. Hendes hoved faldt hundt ind mod hans kraveben, og armene hang slapt ned langs hendes sider. Men i det øjeblik hendes hud igen mødte den arrede overflade af hans brystkasse, forsvandt kulden. Hun indåndede duften af ham dybt. Det lugtede ikke længere af rædsel. Det lugtede af overlevelse.
Han begyndte at gå. Først da den rytmiske, vuggende bevægelse lullede hende ind i en trancelignende tilstand, fandt hendes hænder en smule styrke til svagt at gribe fat i hans pels. Han bar hende dybere ind i det sorte vildnis.
Hendes bil stod parkeret et sted derude, miles væk. Hendes telefon lå i lommen på den sønderrevne jakke i sneen. Hendes liv forsvandt ind i den mørke tåge bag hendes øjne. Det var kun papirkoncepter. Virkeligheden var det dunkende hjerte mod hendes kind og den brændende ømhed mellem hendes lår.
Han standsede foran en åbning under rødderne fra et væltet mammuttræ. Hulen emmede af hans dyriske varme. Han bukkede sig ubesværet og bar hende ind i mørket.
Lugten herinde var tyk af duften fra tørret lyng, knuste grannåle og den trygge musk fra hans feromoner. Det var et sted, hvor dagslys og larm aldrig havde eksisteret. Han krydsede rummet og lagde hende blidt ned. Elin gispede svagt, da hendes ryg mødte underlaget. Det var et tykt leje af enorme, silkebløde dyreskind, der udstrålte en lagret varme. Hun sank ned i dem som i en sky.
Hun forventede, at han ville kaste sig over hende igen, men i stedet satte jætten sig på knæ ved siden af hende. I det svage, blå skær fra åbningen så hun en ny side af væsenet. Jagten var forbi. Nu tog instinktet for at beskytte over.
Han rakte ud og samlede en håndfuld ren sne fra indgangen. Han knugede sneen i sin varme næve, indtil den smeltede til vand. Så brugte han sine fingre med en chokerende kirurgisk forsigtighed. Det var de samme fingre, der brutalt havde tvunget hendes krop til at give efter. Nu vaskede han forsigtigt mudderet fra hendes knæ. Hans berøring var fjerlet. Da han fandt en rift på hendes skulder, lænede han sig frem og trak sin varme tunge over såret i et rensende stræk.
Elin lå lammet af den uventede ømhed. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.
Han opdagede dem. Med knoen af sin pegefinger tørrede han uhyre blidt tårerne væk. Han udstødte en lav, bekymret kurren dybt i halsen. Han trak et tungt ulveskind op over hendes skælvende krop og passede det ind under hendes sider, så hun var forseglet mod enhver rest af kulde.
Først da lagde han sig ved siden af hende. Hans krop foldede sig omkring hendes lille skikkelse som en uigennemtrængelig fæstning af muskler. Han trak hende ind mod sin mave, lagde sin ene arm beskyttende tværs over hendes talje, og fandt hvile med hagen på toppen af hendes hoved.
Elin lå i mørket og lyttede til hans trommende hjerte. Under den tykke pels var hendes krop øm og tung af hans sæd. Det var et uomtvisteligt bevis på, at hun var blevet taget.
Hendes hjerne begyndte at klare op. Adrenalinen forlod blodet, og i dens sted voksede en bedøvende ro. Hvad var det egentlig, hun var bange for at miste?
Hendes tanker drev mod lejligheden i byen. Det kolde lys fra hendes computer. Den konstante, kvælende knude i maven over deadlines og banklån. Mændene i strøgne skjorter, der spillede overfladiske spil. Den moderne verden var et larmende maskineri af stress, hvor hun var uendeligt ensom midt i en menneskemængde.
Men herinde betød hendes uddannelse intet. Hendes bankkonto betød intet. Hun skulle ikke præstere, og hun skulle ikke kæmpe. Tyngden af armen over hendes mave fortalte hende alt, hun behøvede at vide. Hun var værdifuld. Dette ældgamle urvæsen havde valgt at bruge sin magt på at holde hende varm og sikker.
Den ømhed, han netop havde vist hende, var ærligere end noget kærlighedsløfte fra menneskeverdenen. Der var ingen løgne i hans biologi.
En dyb brummen begyndte i hans bryst og forplantede sig beroligende gennem hendes rygsøjle. Elin trak vejret dybt ind og fyldte lungerne med duften af sin nye virkelighed. Den strammende ømhed mellem hendes lår var ikke længere en skade, men derimod et løfte.
Hun lukkede øjnene, slap den sidste rest af sit gamle liv og lænede sig med hele sin vægt tilbage i hans favn. Hun trak sine små hænder op og lagde dem oven på hans klolignende fingre over hendes mave. Hun flettede sine fingre ind mellem hans.
Dyret strammede grebet om hende. For første gang mærkede hun en svag, næsten umærkelig rysten i den kolossale krop, der holdt hende. Et hæst, rystende suk slap ud af hans læber. Det var lyden af et ældgammelt væsen, der pludselig stod over for noget skrøbeligt, han ønskede at bevare mere end sit eget liv.
Dyret havde vundet. Og da mørket og søvnen endelig omsluttede hende, vidste Elin, at hun aldrig ønskede at blive fundet.
-
Min kone har fundet en hjemmeside kaldet AO3 med forskellig fanfiction og originale værker, og hun har udviklet en smag for denne type historier. Jeg havde aldrig selv hørt om det før, og det er ikke min personlige fetish. Jeg håber, at I vil læse det som det fiktive værk, det er, og respektere, at der findes folk med en præference for denne genre. Dette er mit forsøg på et bidrag til en genre, jeg end ikke vidste fandtes – i respekt for min kones nye fantasi.
Erotiske noveller skrevet af Hans Körner