Jeg syntes, at Grevinden var så smuk, og hun duftede altid så dejligt af lavendel. Hendes fine opsatte hår, hendes noble træk og den lille opstoppernæse. Og så from.
Hun var helt anderledes end mig. Jeg var ranglet, mager, grim og sagde altid det forkerte. Det syntes jeg i hvert fald selv.
Grevinden var meget streng. Mod børnene, mod tjenestefolkene og mod mig. Jeg gjorde alt for at behage hende, men aldrig var det godt nok. Aldrig.
Hun var så religiøs, og biblens ord havde indflydelse på alt, hun gjorde igennem hele dagen. Der var sjældent et smil ved hende; hun var altid så bedægtig og statelig.
Jeg var vant til bordbøn der hjemme fra, men for grevinden var Jesus allestedsnærværende igennem hele dagen. Grevinden var så from, men også opfarende og vredladen.
”Dem man elsker, tugter man!”, siger man.
Jeg kunne bevidne, at grevindens kærlighed var meget stor overfor os tyende. Det var som om, at hun godt kunne lide at få os tjenestefolk til at græde. Af frygt, af skam eller af smerte. For nogen gjorde hun livet til et helvede på jord.
Hun var så opfarende og galsindet, og nogle hviskede om, at hun var en dæmonisk kvinde og var med i en heksekult. Man sagde, at hun lavede flyvesalve, så hun kunne flyve på en kost.
Andre sagde, at hun havde prøvet at give sine kammerpiger kærlighedsdrik, for at de skulle knytte sig til hende. Kammerpigerne holdt aldrig længe; en blev besat af en dæmon og udstødt, en anden blev fundet død i voldgraven. Man sagde, at de begge endte til evig fortabelse i skærsilden.
Alle frygtede grevinden – undtagen greven, som gav udtryk for, at hun havde gjort sin ægteskabelige pligt, da hun endelig havde født ham en søn. En arving til godset.
Jeg havde siddet sammen med grevinden og syslet med broderi. Greven og grevinden havde drukket rødvin, og jeg havde også fået en smule, for grevinden syntes, at jeg skulle smage. Aldrig havde hun været så venlig før.
Og hvor smagte det dejligt; jeg havde ingensinde smagt noget lignende. En sødme, der bredte sig fra min tunge og ud i hele munden, og når jeg sank det, så varmede det sådan i min mave. Det smagte himmelsk.
Men det summede så mærkeligt i mit hoved og min krop, og jeg troede, at jeg var syg. Jeg følte mig lidt svimmel, men også glad.
Jeg grinte af grevens dumme vittigheder, selv om jeg havde hørt dem så mange gange før.
Greven gik i seng, og vi to kvinder sad oppe og broderede.
Grevinden så på mig med et mærkeligt blik, som om hun så igennem mig. Hun smiskede så underligt for mig, og jeg kendte ikke hendes smil.
Jeg kendte hendes ondskabsfulde smil, inden hun slog en stuepige. Jeg kendte også hendes sødeste smil, når hendes bror baronen kom på besøg fra Sjælland. Og hendes værste smil, når hun gjorde stuepigerne til grin – eller avede dem. Sommetider blev hun ved, indtil de græd. Det var så synd for dem.
Men dette smil, jeg kendte det ikke. Hun betragtede mig så underligt, mens hun roligt slikkede sine læber. Så gik hun hen og hentede en flaske. Hun skænkede op i mit glas – og dobbelt så meget i sit eget.
”Nu er han endelig gået. Skål!”
”Hvad er det?”
”Snaps. Drik!”
”Det kan jeg ikke. Min far sagde altid, at jeg ikke måtte drikke snaps. For karlene blev altid så ..” Længere nåede jeg ikke, før hun afbrød mig.
”Er du obsternasig? Er du ikke fornøjet med din plads her i huset? Her har jeg taget dig ind, som guvernante af ren godhed. Den nye præst bad mig om at tage mig af dig, og han sagde, at du var en dæmonisk tøs, der skulle holdes i kort snor. Og så sådan en uforskammethed fra din side. Nu har jeg aldrig kendt magen!”
Min krop rystede og mit blik flakkede. ”Men min salig far ..”
”Her tilbyder jeg dig en snaps, og så siger du nej! Det er snaps med lidt porse, rav og andre gode ting, så snapsen får lidt smag. Du skal ikke være så knibsk! DRIK!”
Hele min krop stivnede, og tårerne løb ned af mine kinder.
Var det en kærlighedsdrik/elskovseliksir? Jeg så for mine øjne kortvarigt kalkmaleriet fra kirken, hvor Djævelen så på en kælling, der fløj på en kost. Djævelen var hornet, håret, havde gedeklove og han stod med en trefork.
Hvad skulle jeg gøre?
Jeg kunne ikke sige nej til grevinden.
Ville hun bortvise mig?
Hvad skulle der så blive af mig?
Hvor skulle jeg tage hen?
Jeg havde intet valg!
Jeg måtte gøre, som hun sagde!
Jeg nippede til snapsen, som så brændte hele vejen ned igennem halsen og i maven. Jeg kunne mærke, at det steg mig til hovedet. Jeg nippede lidt mere det. Det brændte endnu mere, og jeg begyndte at hoste.
Grevinden kluklo.
”Jamen herregud da, lille Maren. En smule snaps. Det var din egen skyld. Snaps skal drikkes ud! Sådan!” Hun nærmest slyngede den ned. Og så kom der et stort AH.
”Nu er det din tur! Ned med den! NU!”
Jeg gjorde, som hun befalede. Jeg drak snapsen i en slurk.
Varmen bredte sig igen hele vejen ned. Fra munden og ned i maven, og nu også ned i skrævet og mine fødder. Ud i armene og op i hovedet.
Jeg havde aldrig drukket snaps før, og nu svimlede det igen for mig. Det var forfærdeligt. Værelset kørte rundt, og jeg så dobbelt. Jeg åndede tungt, og jeg havde brækfornemmelser.
Jeg ved ikke, hvor længe der gik, men så begyndte jeg at se klart igen. Jeg følte en indre ro og glæde. Jeg betragtede grevinden, som så på mig med et stort smil. Jeg smilede tilbage, og jeg kom til at klukke lidt.
”Du smiler, og du griner. Jeg kan se, at du kan lide det. Så er det alligevel ikke så slemt, som din far sagde. Vel?”
”Grevinden har ret. Som altid. Det giver en lyksalighedsfølelse.”
”Det er nemlig rigtigt Maren. På denne måde kommer vi nærmere til Gud den almægtige.”
Jeg havde nu en indre ro, som jeg aldrig havde haft før, og jeg var glad for at sidde her sammen med den smukke grevinde. Men hendes underfundige smil og hendes kærtegn af egne hænder kunne jeg ikke forstå. Det havde jeg aldrig set før. Hun gned sig nemlig i hænderne, nærmest på en triumferende måde.
Så bekiggede hun mig med sit ubarmhjertigste blik. Hvad kom der nu?
Jeg fornemmede, at hun ville til at skælde ud; hvad ville nu sige? Jeg skælvede allerede.
Margrethe: ”Du har nu været ansat her i 1 måned, og du skal vide, at jeg er utilfreds med din undervisning af børnene. Både sangundervisning og sprogene - både det danske og det tyske – du er altid gelassen, og det er godt! Men du skal være mere hård ved børnene. Hvis de ikke lytter til dig, så skal du give dem en ørefigen. Eller lægge dem hen over knæet og give dem en røvfuld. Især er sønnike ved at udvikle sig til en kanalje, som sin far. Det er ikke godt.”
Jeg var forfærdet. Jeg syntes ellers, at det gik så godt med børnene. De var almindeligvis så følgagtige og søde. Men skulle jeg ave dem? Det lå slet ikke i min natur at slå. Det var jeg ikke opdraget med. Slet ikke.
Jeg vidste godt, og jeg havde set, at andre børn fik en kindhest i ny og næ. Men ikke mig eller min lillebror. Og jeg havde set, at nogle kvinder blev korporligt pryglet af deres mænd, hvis de ikke var tilfredse med deres gøren og laden i det daglige. Eller at de ikke var villige nok til at sprede benene, når deres mand ville have det.
”Jamen, det kan jeg da ikke!” Jeg kunne mærke, at mine øjne blev blanke af tårer.
”Det skal du så lære. Ufortrødent!”
”Jamen, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre det.”
”Du skal ikke være obsternasig! Er det forstået?”
Grevinden rejste sig hurtigt fra sofaen, gik med hastige skridt hen til mig, og så fik jeg en ørefigen. Den kom lynhurtigt. Min kind sved noget så grusomt.
Hun gakkede tilbage og satte sig.
”Ja, undskyld grevinde. Det var ikke min mening at være knarvorn. Undskyld. Men jeg ved jo slet ikke, hvordan jeg skal gøre.”
”Så skal jeg ved Gud lære dig det. Kom herhen, pigebarn. Og lad det gå lidt gelassen!”
Jeg gik tøvende hen til grevinden, som resolut trak min kjole op bagpå, og så pludselig blev jeg lagt hen over hendes knæ. Hun trak mine mamelukker ned, så jeg lå med en hel bar numse. Og så begyndte hun at slå.
Hun slog hårdt, og hun slog længe. Jeg lå og hulkede. Det gjorde så ondt.
”Sådan skal det gøres. Forstår du det?”
”Ja. Fru grevinde. Jeg skal nok prøve at gøre det”
”Prøve!” Råbte hun. Og så begyndte hun at slå mine ømme bagdel igen. Og hårdere denne gang.
Jeg tror, at hun lagde al sin opsparede vrede i slagene. Alle i hele sognet vidste, at greven havde mange elskerinder. Han tog dem bare.
Og de unge stuepiger på slottet, blev svangre med greven en efter en. Han sagde, at det var hans ret at tage dem, for han havde behov for unge kvinder, og hans sæd var bedre end de andre mænds, så han gjorde dem alle en stor tjeneste med fremavlen af stærke børn. Ingen turde protestere. Han var jo greven, og de var hans livegne. Han kunne gøre med dem, hvad han ville.
Og når pigerne blev svangre, så blev de gift med en tilfældig fløs, der så blev fæstebonde. Men greven gav alligevel ikke slip på alle unge kvinder, for han kom jævnligt på besøg hos dem.
Så kunne fæstebonden stå på gårdspladsen og holde hans hest, mens han tog den unge kvinde på køkkenbordet. Det vidste alle.
Men grevinden lod som om, at hun ikke vidste det.
Jeg havde en gang overhørt en samtale, hvor hun beklagede sig over ham. At han forsømte sine ægteskabelige forpligtigelser med hende i sengen.
Han gav hende en kraftig ørefigen, og så fik hun at vide, at han ikke ville have noget at gøre med sådan en gammel kælling som hende. Han ville have ungt kød.
Hun græd meget over det den dag, men det var kun mig, der vidste det, og jeg fortalte det aldrig til nogen.
Grevinden slog igen og igen på min allerede ømme bag, og mine tårerne løb i stride strømme. Jeg turde ikke skrige op, jeg hulkede bare svagt. Jeg bed smerten i mig.
Men helt uventet holdt hun pludselig inde. Og så begyndte hun at ae min bagdel. Hun nærmest kærtegnede den. Det bragte lise.
Min bag glødede af smerte, men grevindens nænsomme hånd bragte lindring.
Jeg holdt op med at hulke, og jeg trak vejret dybt. Hvor var det dejligt! Hendes bløde hånd, der nu aede min bagdel.
Det glødede mellem mine ben. En følelse, som jeg ikke kendte. En himmelsk glød i skrævet, som bredte sig til resten af min krop.
Jeg kunne også høre, at grevindens åndedræt forandrede sig.
”Maren, jeg vil ikke forskertse min ungdom med en husbond, som ikke vil mig. Så må jeg søge andre græsgange.”
Hun råbte ikke mere. Hun hviskede det nærmest med en sagte, kælen stemme.
Hun aede stadigt min bagdel, meget blidt og nænsomt. Hvor var det dejligt! Smerten fra min bagdel forenet med denne blide og bløde kvindehånd.
”Maren, du er et magert fruentimmer men alligevel en fager skønjomfru. Du er aldrig knarvorn, men altid underdanig som et tyende skal være. Jeg tror, at vi to vil kunne finde ud af meget sammen. Meget mere end du nogen sinde har tænkt på.”
Imens hun sagde dette, så bevægede hun sin anden hånd fra mit inderlår op mod mit skød. Jeg kunne mærke, at jeg var fugtig dernede. Jeg havde aldrig haft en sådan følelse før.
Mit hoved summede så dejligt, min bagdel glødede, og mit skræv ulmede. Hvad skete der?
”Maren. Jeg vil mærke, om du stadig er jomfru!” Så begyndte hun at berøre mit skræv. Jeg stivnede sporenstregs og klemte lårene sammen, for jeg brød mig ikke om at blive berørt dernede. Det var et syndigt sted. Det havde min far altid sagt.
”Grevinde. Vil De ikke godt lade mig være? Må jeg ikke godt gå i seng?”
Ufortøvet sagde grevinden så:
”Maren. Nu skal du ikke blive knibsk! Jeg er grevinden her på slottet, og du er en af mine livegne. Jeg er din herskerinde, og du er mit tyende. Jeg kan gøre ved dig, hvad jeg vil. Det ved du godt!”
Jeg huskede, hvordan en af fæstebønderne sad på træhesten, fordi han havde nægtet, at greven tog hans kone. Greven ville ikke forhindres i sin ret til fæstebondens kone. Det var konernes pligt at fornøje ham, når han havde lyster, sagde han.
Fæstebonden sad på træhesten i et døgn, og han var blevet halt bagefter. Man sagde, at det også tog hans manddom.
Hvis jeg ikke gav efter for grevinden, ville hun måske også sætte mig på træhesten.
Jeg slappede af, så godt jeg kunne, og jeg lod grevinden gøre, hvad hun ville. Hun slog lidt på mine inderlår, og sagde:
”Spred benene! Mere!”
Jeg spredte benene, og grevinden begyndte at befamle mine syndige dele. Jeg var stiv af skræk – men det gjorde godt.
Det var frygteligt pinligt, og det var forkert, det hun gjorde. Men det var dejligt. Så vidunderligt.
Jeg følte en stor skam over, at grevindens berøringer dernede behagede mig.
Jeg hørte min salig faders ord: ”Du må ikke lade dig friste af at røre dig selv i skrævet undtagen, når du rengør dig selv! Guds straf komme over dig, hvis du rører dig dernede.!”
Jeg ved ikke, hvad Guds straf ville være, og jeg fandt aldrig ud af det, for jeg berørte kun mig selv dernede unødigt.
Men nu gjorde grevinden det jo på mig. Var det så syndigt? Hvad mon der stod i biblen?
Og hun havde ret, hun kunne gøre ved mig, hvad hun ville. Jeg var hendes, som hun kunne gøre med, som hun ville.
Jeg overgav mig til min skæbne! Og det var jo behageligt. Jeg spredte benene lidt mere.
”Sådan skal det være! Din liderlige tøjte!” Hun fnisede djævelsk.
Hendes ene hånd aede stadig mine ømme baller, og nu kom der også en finger ind i mit skræv. Det var skønt. Hun masserede mig indvendigt, og mine safter flød ud i stride strømme.
Det flammede behageligt i min bug, i mine lemmer og ikke mindst i mit hoved.
Alle mine tanker var ved Gud. Hvad tænkte han?
”Maren. Giv dig hen til Helligånden! Det er Guds vilje, at du og jeg skal hjælpe hinanden mod djævelens fristelser. Lad Helligånden komme over dig!”
Jeg tror, at hun havde ret. Jeg havde aldrig følt noget lignende. Var det Helligånden, der gæstede mig? Var det Helligånden, jeg fornam i hele mit kadaver? Det må det have været. Det kunne ikke være andet.
Og så kom Helligånden. Den spredte sig i hele min krop. Det var som lynet, der slog ned i mit skræv. Hele min krop rystede, og det var guddommeligt.
Væsker flød ud fra mellem mine ben, og grevindens massage indvendigt gjorde mig mere frydefuld, end jeg nogensinde havde været før. Smerten i mine baller og lyksaligheden fra mit skræv var så modsatrettede, og så mærkelige, men kombinationen gjorde mig helt salig.
Jeg tror, at Helligånden kom over mig, for jeg begyndte at ryste i mine nedre regioner.
”Maren, nu fordriver Helligånden djævelen i dig! Nu forlader satan dig!” Grevinden skreg nærmest, mens hun nu igen slog mig med den ene hånd og gned mig i skrævet med den anden.
Men så holdt hun igen op med at slå. I stedet fugtede hun en finger i mit skræv, og stak den op i måsen på mig. Det var vidunderligt, og hele min krop begyndte nu igen at bævre endnu mere.
”NU ER HELLIGÅNDEN I DIG! TAG IMOD HAM!” Skreg hun.
Og virkelig. Jeg følte, at Helligånden tog plads i mit legeme. Jeg så sole og stjerner – og jeg tror, at jeg så Helligånden foran mig. Hele min krop flammede. Mine lemmer spændte sig, og min krop skælvede.
Jeg skreg: ”HELLIGÅND. DU ER I MIG. JEG TAKKER DIG AF HELE MIT HJERTE!”
Og så begyndte min krop igen langsomt at slappe af. Også efter, at grevinden tog sine fingre ud fra begge mine huller.
Jeg var frydefuld i hele mit legeme. Mit åndedræt blev næsten normalt igen. Jeg følte, at Helligånden stadig var i min krop. Jeg var nærmere Gud, end jeg nogen sinde havde været.
Grevinden havde fortrængt Djævelen fra min krop og masseret Helligånden ind.
Grevinden hviskede: ”Maren. Nu har Helligånden indviet din krop. Kristendommen har sejret over djævelens værker, og du er indviet til Jesus. Maren, du er et godt pigebarn, som nu er blevet voksendøbt til jomfru Maria! Den hellige jomfru Maria som fødte vor herre Jesus Kristus. ”
Så blev mine mamelukker trukket op igen, og min kjole blev trukket ned. Og så blev jeg ufortøvet skubbet ned på gulvet foran grevinden.
”Nu skal jeg også have Guds velsignelse!”
Sporenstregs slog hun sin kjole op – helt op, og hun spredte benene, så jeg kunne se hende helt op i skrævet. En sort behåring og nedenunder en revne, der flød af væske. Det så nærmest ud som et stort rødt sår, der var omgivet af stor hårvækst. En væske dryppede ud.
Det gik op for mig, at hun ikke havde sine mamelukker på.
Grevinden hviskede derefter hæst, mens hun så på mig med nogle helt, helt klare øjne.
”Maren. Nu har jeg hjulpet med at fordrive fandens magt over dig. Nu skal du bistå Helligånden med at fordrive djævelen hos mig!”
”Ja, grevinde. Hvad skal jeg gøre?”
”Kom her tøsebarn! Du skal drive det onde ud af mig. Du skal gnide mig inden i, som jeg gned dig. Helligånden og Maria Magdalene vil velsigne dig, når du gør det.”
Jeg kravlede hurtigt hen mellem grevindens ben, og så tog jeg en finger op i hendes skræv.
”Mere” Sagde hun.
”Djævelen har mere fast i mig end i dig. Brug hele hånden!”
Og minsæl. Hele min hånd gled ind imellem hendes ben.
”Ja, sådan! Hvor er du dygtig!”
Jeg var dygtig! Hun roste mig! Jeg havde aldrig hørt hende rose nogen før. Jeg ville gøre alt for at få ros af grevinden igen. Jeg var så stolt og salig.
Grevindens ellers altid så strenge åsyn smilede. Hendes øjne var fjerne, og hun så ligesom igennem mig. Jeg tror, at den hellige jomfru Maria var hende nærværende, for hun næsten råbte:
”Åh, Jomfru Maria! Jeg beder dig. Vil du velsigne mig med din tilstedeværelse i min krop? Jeg kan mærke, at du er der. Min krop gløder. Lad Satan forlade min krop!”
Jeg trak min hånd stille og roligt frem og tilbage i grevindens skræv. Den var helt glat af væde, og den fugtige og varme hud duftede så vidunderligt. Jeg bøjede mig mere fremover for at dufte mere af denne vidunderlige aroma.
”Åh Maria. Jeg er nærmere dig end nogensinde før. Jeg kan føle dig i mit skræv!”
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det er da mig, som du kan føle i dit indre. Men så vibrerede grevindens skræv rundt om min hånd. Jeg er helt sikker på, at det var jomfru Maria, der velsignede hende.
Grevinden begyndte at berøre sin lille frø foroven i skrævet. Hun satte to fingre på den, og så befamlede hun den i hastig fart.
Væskerne drev ud af hendes indre og ned af min arm. Det dryppede ned fra min albue. Jeg kunne se, at der samlede sig nogle dråber ned på trægulvet.
”JA, JA, JAEEE” Grevinden skreg op, mens Djævelen forlod hendes krop, og Jomfru Maria gjorde sin indtog. Det var skønt at overvære. Grevindens øjne blev himmelvendte, og hun spændte i hele sin krop.
Langsomt slappede hun af igen. Hun blev igen nærværende. Hun så på mig med de mest salige øjne.
”Maren. Nu har alle djævelske tanker forladt mig. Jeg har lige besøgt den hellige jomfru Maria i det hellige land, og jeg har aldrig haft det så godt før. Maren, du skal blive hos mig for altid, for aldrig har jeg været nærmere til himlen end sammen med dig. Dit unge blod hjælper mig.”
Grevindens salige ord og frydefulde øjne gjorde mig lyksalig, og jeg kunne kun gensvare.
”Jeg vil altid være hos grevinden, og jeg vil altid gøre, hvad end grevinden befaler mig.”
”Tak Maren. Sådan skal det lyde. Jeg er sikker på, at jeg i nær fremtid igen vil få brug for din hjælp mod kødets lyst. Du kan hjælpe mig med at holde en begærlighed for mænd i arve. Sammen vil vi holde Djævelen væk fra os. Vores sjæle vil være frelste, og vi vil ikke leve i synd og fordærv. Vi vil være tætte på Jomfru Maria og Helligånden.”
Aldrig i mit liv havde jeg været så lyksalig. Jeg skulle være sammen med denne smukke og gudfrygtige grevinde resten af mit liv. Jeg var sikker på, at hun ville sørge for, at ingen mænd ville gøre mig skam. Og sammen ville vi holde Djævelen væk fra vores åsyn og tanker.
”Maren. Jeg byder dig at drikke Jomfru Marias nådesvæsker, som hun har ladet flyde fra min skærv. De vil være livgivende og rensende for dig. Slik dem direkte fra kilden, og du vil blive døbt i Jomfru Marias nåde, og du vil for altid være min undergivne tjenerinde.”
Jeg førte min mund ind til Grevindens skræv. Jeg kunne se alt det røde kød, som var svulmet helt op. Rundt om og især ovenover var der en sort manke med enkelte grå hår. Hendes revne glinsede af en fedtet vædelse, som duftede af saltet fisk.
Jeg mærkede hendes hænder, som førte mig ind til hendes kilde, og jeg begyndte at slikke hendes væde i mig. Det smagte vidunderligt.
”Maren. Drik Jomfru Marias hellige nadvervin. Slik den i dig.”
Jeg slikkede og drak denne guddommelige væske i mig. Aldrig havde jeg smagt noget bedre. Grevinden tog igen to fingre ned til sit frø, og så gentog hun sin berøring af den. Væskerne flød igen, og jeg drak dem med iver.
”Min kære Maren. Jeg vil ofte få brug for dig til at rense mig fra syndige tanker. Og mine væsker vil forene os med den hellige Jomfru Maria. Forstår du det?”
”Ja, min kære grevinde. Jeg vil med stor glæde altid udføre Deres mindste ønsker.” Så slikkede jeg videre og sank hendes væsker – og samtidig med mærkede jeg igen en dejlig følelse imellem mine ben. Var det djævelen, der allerede bankede på igen?
Erotiske noveller skrevet af LesbiskCougar