Ungdommens fritænkning
Det var irriterende med solens stråler direkte i ansigtet. Nok var det dejligt med klart vejr flere dage i træk, især på denne ellers grå årstid, men det var lidt for meget af det gode for Rasmus, da han måtte starte dagen med knibe øjnene tæt sammen. De kunne også bare huske at trække gardinerne for, inden de lagde sig. Når det var mørkt udenfor, imens de gik i seng, glemte de det altid.
Helle var allerede stået op og havde taget bogen med sig. Uret på hans telefon fortalte, at på de få dage, de havde holdt fri indtil nu, havde han allerede fået vendt godt og grundigt op og ned på sin dagsrytme.
Han rejste sig og fandt hurtigt et par bukser og en t-shirt. Imens han stod og trak i tøjet, kunne han se direkte ind igennem et vindue i nabohuset. Alene af den grund, burde de blive bedre til at lukke de gardiner.
På vej ned ad trappen, mødte duften af frisk kaffe hans næsebor. Det ærgrede ham at være faldet i søvn, inden han nåede at høre mere fra bogen.
Helle sad i stuen på sofaen med fødderne trukket op under sig og var dybt koncentreret med at læse. Hun løsrev sig, så op og smilede, da han kom ind. ”Godmorgen, skat. Du har sovet længe!”
Han lænede sig frem og kyssede hende. ”Godmorgen, dit lækre kvindemenneske! Var du tidligt oppe? Har du spist morgenmad?” Hun rystede på hovedet og svarede: ”Jeg har været oppe i et par timer, men jeg har ikke spist endnu – bare læst. Jeg har lavet kaffe”. Hun pegede på termokanden på sofabordet og fortsatte: ”Du kan lige hente dig en kop, og så tager vi noget havregryn eller cornflakes om lidt. Ok?”
Rasmus fandt et krus i køkkenet og satte sig ind i sofaen til hende, hvor han hældte frisk kaffe op til dem begge.
”Du må godt vække mig, når du vågner”, sagde han, ”Jeg er træt af, at jeg faldt i søvn i aftes. Undskyld, skat! Er du blevet klogere på noget mere i den bog?” Hun smilede. ”Så tidligt, som du altid skal op til dagligt, synes jeg, at du har fortjent at sove alt det, du kan, når vi har fri”. Hun bladrede nogle sider tilbage. ”Jeg er kommet et lille stykke længere, så jeg kan godt læse det nu, som jeg har nogenlunde styr på. Vil du høre?”
Han slubrede en tår kaffe og nikkede. Efter et hurtigt resumé af det første, de havde læst, begyndte hun:
’Vi var ved gud ikke de første i denne verden med vores behov, der i sin unikke og vidunderlige form bandt vores sjæle og kroppe til hinanden, som om vi var ét.
Der findes litteratur om ’vores slags’, hvor noget går lang tilbage i tiden, og vi prøvede også at læse noget af den undervejs, men det eneste, vi fik ud af det, var at blive bekræftet i, at der var andre som os. Men vi havde heller ikke brug for andre end hinanden. For mig kan der kun være dig, og derfor må jeg tålmodigt vente i ensomhed, til vi to skal genforenes en dag dér, hvor du venter på mig nu.
I skrivende stund tænker jeg, om vores slags lovformeligt og i lægevidenskabelig forstand altid vil betegnes som værende mentalt forstyrrede. For os var det ikke væsentligt, for vi holdt det for os selv. Men som vi så ofte drøftede, må der være mange andre stakkels mennesker derude, som ikke er så heldige, som vi var, og som aldrig finder deres anden halvdel.
For mig gør det ingen forskel nu. Jeg har mødt lykken i dig, så i grunden er jeg jo heldig på trods.
Vi må håbe, at tiderne ændrer sig for menneskenes egen skyld, så flere kan opleve den perfekte symbiose, som vi oplevede sammen. Indtil da, eller så længe jeg lever, føler jeg, at min opgave er at passe på vores paradis, indtil det kan gives videre til de rette. Det er den eneste mening, jeg kan finde i at skulle blive i denne verden og vente.
Vi er nu nogle dage inde i december, og det var omkring nu, at din skræddersyede årstidsgarderobe skulle åbnes og vi begge for alvor ville begynde at glæde os til den helt store dag på året. I mange kristne kulturer har man tradition for at kalde den ’dyrenes jul’. Vi valgte denne dag, da det er den passende betegnelse for, hvordan venner, naboer og ikke mindst samfundet ville betragte os, hvis de vidste – som om vi var dyr. Men for os var det guddommeligt, ligesom man siger, julen bør være det.
Det er nu tiden, hvor vi lagde bånd på os selv for at nå hen til der, hvor forløsningen blev ekstra stor og smuk, når jeg tillod os den. Det er snart tiden, hvor jeg ville komme forventningsfuldt hjem fra arbejde, for at pine mig selv ved kun at nyde dig med mine øjne. Vi elskede begge, når du var min forbudne frugt, og vi kunne leve højt på visheden om, at belønningen kom, når vi havde pint os selv længe nok’
”Det næste skal jeg lige igennem nogle flere gange og øve mig lidt på.” sluttede Helle.
”Hvad fanden er det, der var så specielt? Og nærmest ulovligt, lyder det som?” grublede Rasmus, inden han tilføjede: ”Det var jo selvfølgelig en anden tid, men så længe er det jo heller ikke siden? Og det lyder jo næsten som om, at han håbede, at dem, der skulle overtage huset, var en form for udvalgte afløsere for dem… det blev jo så os?”
Helle gøs ved hans sidste ord og udbrød forfærdet: ”Tror du, at det er noget okkult? Hvad nu, hvis hun var heks, og de bedrev sort magi?” Rasmus tog en dyb indånding, men nåede ikke at svare, før hun fortsatte: ”Du ved godt, at jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se, Rasmus. Jeg vil altså ikke bo i et hus fyldt med onde ånder eller sådan noget!” Panikken stod pludseligt malet i hendes ansigt og hun var allerede på vej langt ud ad én af sine tangenter, inden han nåede at stoppe hende: ”Hold nu op, Helle!” Han lagde sin hånd på hendes lår, imens han med et kærligt smil fortsatte: ”De var sgu da ikke onde mennesker. Det er der da intet, der fortæller, i det du læser. Tvært imod!” De kom til at grine, og hun slog øjnene ned og sukkede: ”Nej, jeg ved det godt. Tak fordi du stopper mig!”
Efter endnu en tænkepause foreslog han: ”Deres totale kærlighed og sammenhold kan vi jo ikke være i tvivl om. Kunne det være noget med deres familiære relationer eller noget rollespil?” Hans blik løb hen over billederne på væggene, inden han fortsatte: ”De ligner ikke hinanden, så de var nok ikke bror og søster… “ Hun vrængede med det samme: ”Nej, lad være med at sige sådan noget! Det ville da simpelthen være for mærkeligt!” Rasmus grinede over hendes reaktion, og hun kunne ikke undgå at grine med.
”Du må læse noget mere.” fortsatte Rasmus, ”Jeg håber, han bliver mere konkret, den gode Richard. Jeg kommer i øvrigt i tanke om noget… “ Helle så spørgende på ham, inden han uddybede: ”Alle de billeder, der hænger rundt omkring, som i øvrigt er rigtig gode og ser professionelle ud - de har vel næppe haft en fotograf ude hver gang, de fotograferede. Han må have taget dem selv? Stativ og selvudløser havde man mig bekendt også i tresserne…?” Rasmus drak den sidste lunkne slurk kaffe, imens Helle spændt ventede på, hvor han ville hen. ”Sådan noget udstyr, der kunne tage gode billeder, fyldte jo en del dengang, men… Jeg har ikke fundet noget kamera eller tilbehør nogen steder i huset. Har du?” Hun rystede på hovedet og foreslog: ”Nej, men måske har han solgt det eller givet det væk, efter hun døde?” Rasmus var ikke overbevist med den forklaring og kommenterede eftertænksomt: ”Måske. Men så ville det da være det første og eneste, han har skilt sig af med af deres ting… “
Efter en fælles tænkepause i stilhed, lagde Helle beslutsomt bogen fra sig på sofabordet og ville i gang med dagen. ”Vil du sætte morgenmad frem? Så går jeg lige ned og sætter noget vasketøj over”, foreslog hun. Rasmus nikkede, og de rejste sig. Efter et hurtigt kys gik han ud i køkkenet, imens hun fortsatte ned i kælderen.
Vaskemaskinen var af nyere dato end huset men havde alligevel sine mange år på bagen. Den fungerede, og de kunne lige så godt bruge den, indtil de skulle have nye hårde hvidevarer til resten af huset i foråret.
Det var, som om lugten omkring værkstedet var lidt stærkere, end den plejede. Den havde det med at svinge i styrke, og Helle håbede ikke, at den havde noget med selve huset at gøre. Hun lod dog kun tanken strejfe sig, for hvis der var noget alvorligt at være bekymret for, ville hendes sagkyndige kæreste have haft styr på det, inden de skrev under på skødet.
Imens de sad i køkkenet og spiste, spurgte Rasmus: ”Skal vi ikke gå ud i haven og måske måle op til den terrasse, vi har snakket om at lave?” Hun svarede med et skævt smil: ”Et eller andet skal vi jo lave. Tager du ikke din lommelygte med, for jeg vil også gerne lige ned og se ’bunkeren’ igen?”
Bevæbnet med lommelygte og målebånd gik de om i baghaven. Temperaturen var kravlet lige over nul grader og sneen fra i går var smeltet. Helle havde godt nok håbet på mere sne og dagsfrost, så det kunne blive rigtigt julevejr, men Rasmus, der altid så muligheder frem for begrænsninger, havde bare sagt: ”Se på den lyse side: Så slipper vi for at skrabe fortov!”
’Bunkeren’ var nærmest en udendørs kælder, som lå under jorden ved husets gavl i baghaven. En smal trappe førte derned, og selve rummet var vel næppe mere end en tre til fire kvadratmeter stort. Om det oprindeligt var tænkt som et sikringsrum var meget muligt, da det var bygget dengang koldkrigstiden for alvor gik i gang. Det så dog ud til, at Richard og Helena kun havde brugt den som frugtkælder.
Udover to reoler med tomme æblekasser i træ stod der bare en gammel kost og en spand.
”Han har da heldigvis husket at tømme kasserne, så der ikke er noget, der har ligget og rådnet hernede”, konstaterede Rasmus. ”Her er i tørt og mørkt, så det er jo genialt til at opbevare æbler fra haven og øl fra Tyskland”, grinede han.
”Se, man kan stadig se hans fodspor i støvet…” opdagede Helle, og styrede lyskeglen fra lommelygten mod gulvet. ”Det er slet ikke til at forstå, at han har tilbragt så mange år i ensomhed og bare har trisset rundt her i haven og huset!” Hun så sig lidt om og fortsatte: ”Jeg vil jo så gerne sylte og dyrke ting i haven. Vi kan da godt lave noget, så vi også kan opbevare den slags hernede også, ikke Rasmus?”
”Jo selvfølgelig, skat” svarede han og kyssede hende i mørket. Han fandt hendes entusiasme så vidunderlig sød og dejlig, at han altid ville bygge lige nøjagtigt det, hun ønskede.
”Nå, nu skal vi op og se på, hvordan vi får verdens fedeste terrasse, som skal udstyres med jordens største Weber gasgrill!”, besluttede han og slog galant ud med hånden, så hun kunne gå op først.
Lige da hun vendte sig for at komme ud, fangede en svag men velkendt lugt hendes næsebor igen.
Huset havde en stor flisebelagt terrasse, der vendte over mod nabohuset.
Den gamle mand ved siden af var tilfældigvis også ude og var i gang med at rydde nedfaldsfrugt og haveaffald op i sin have. Han havde den samme lille kasket på, som han åbenbart altid gik med og også havde haft på de par gange, de havde set ham fra vejen i sit vindue.
Det unge par prøvede i starten at se, om de kunne få øjenkontakt og hilse på ham, men det lykkedes ikke, og de opgav hurtigt igen. I stedet vendte de deres opmærksomhed mod byggeplanerne.
Som det var nu, var terrassens største udfordring, at den ikke havde nogen egen udgang. Man måtte gå hele vejen rundt om huset fra kælderen – eller hovedindgangen, for at komme derom.
”Se skat!” sagde Rasmus, ”Når vi går i gang med at skifte vinduer og døre, så banker vi muren ned ved det vindue og sætter en glasdør i” Han pegede på det ene stuevindue og fortsatte: ”Så bygger vi en hævet træterrasse i niveau med stueetagen, så vi kan gå direkte ud på den fra stuen…” Han gav hende den ene ende af målebåndet og pegede. ”Stil dig derover!”
Rasmus holdt en pause og så huset lidt an. Hans gode rumforståelse blev et øjeblik udfordret. Tankerne blev afbrudt, da han pludseligt fik øjenkontakt med naboen, der ubemærket var kommet tæt på bag hækken. Den gamle mand blev forfjamsket over at være opdaget og gryntede kun et kort: ”Goddag”, hvorefter han luntede ned i den fjerne ende af sin have igen.
Rasmus genfandt hurtigt sin kreative entusiasme og fortsatte med store illustrerende armbevægelser: ”Hvis vi starter over det kældervindue her, der alligevel er blændet af, og lader dækket gå en meter forbi den nye dør, så kan vi stadig få en terrasse på over tyve kvadratmeter uden at stjæle lys fra de andre vinduer i kælderen. Det er meget vigtigt! Jeg laver det første stykke overdækket ved døren, så vi også kan sidde ude, selv om det regner. Og så er fars grill jo samtidig beskyttet året rundt. Det hele vil passe perfekt med verdenshjørnerne, så vi vil have sol helt fra tidlig eftermiddag, indtil den går ned bag træerne bagest i haven om aftenen”
Helle delte hans begejstring over de store planer. At de kunne gå ud i haven og være sig selv, var en af hovedårsagerne til, at de ville købe hus i første omgang. Det uderum, de snakkede om her, var ét af de store savn, de havde haft i lejligheden inde i byen.
Imens de fortsatte deres opmålinger, mærket op med små afbrækkede grene stukket i jorden som markører, listede det tidlige vintermørke sig ind på dem. Klokken eller hvilken ugedag, det var, bekymrede dem ikke så meget længere. Hvis ikke det var for solen og månens sikre vagtskifte, havde tiden stået stille i deres nye lille verden på Engstien 14.
”Jeg vil ind og tegne og regne”, sagde Rasmus, ”Skal vi ikke bare lave papmad til aften?” Helle grinede og svarede: ”Jo, lad os det. Så vil jeg hygge med dig og læse, imens du planlægger”
Papmad var pizzaer fra fryseren. De var begge enige om, at en gang imellem måtte man gerne skrabe bunden i kostpyramiden, og det her var én af de dage.
Efter at have spist, tegnede han skitser og regnede på livet løs, imens hun læste. En gang imellem drøftede de nogle detaljer til terrassebyggeriet, men ellers var de bare sammen med hver deres.
Da de sent på aftenen lå under dynerne, søgte han efter monstrøse grillforanstaltninger på sin telefon. Nogle var mere et halvt køkken end et redskab til at tilberede to bøffer. Hun lå med bogen, som hun havde svært ved at løsrive sig fra.
Rasmus gabte og kunne mærke øjenlågene begynde at blive tunge. ”Hvad er det næste, der står, skat?” spurgte han søvnigt. Hun læste den sætning hun var i gang med færdig og lænede sig så over for at kysse ham. ”Han skifter lidt efter det, du hørte i morges…“ Hun bladrede lidt tilbage og scannede teksten. ”Det er nemmere, hvis jeg bare forklarer, hvad det handler om… “ Rasmus smed sin telefon hen på natbordet og lagde sig til rette for at lytte.
Hun rømmede sig og begyndte: ”Som vi fik at vide, havde de kendt hinanden, siden de var helt unge. De mødtes, da hun flyttede hertil med sine forældre og to søstre. Det var her i byen, og de boede åbenbart ikke langt her fra vores hus. Hendes far var lokal, men moren var tysk, og der var en del i byen, der så skævt til hendes familie. Det var på grund af anden verdenskrig og besættelsen, hvor tyskere generelt ikke var så velansete i Danmark dengang…”
Rasmus lyttede interesseret og prøvede at forestille sig deres lille by, og hvordan den og folk så ud dengang. Helle fortsatte: ”Richard kom en gang imellem som købmandsbud hjemme hos dem, og det var her, han faldt i snak med Helena. Richards mor var vist psykisk udfordret og blev anset som lidt af en landsbytosse, så Helena og ham havde helt fra begyndelsen det tilfælles, at der blev set skævt til dem og deres familier”.
Scenen tog form for Rasmus’ indre blik imens hun fortalte. ”Richard var enebarn, og hans far, der også var snedker, drak på grund af moderen. Richard måtte allerede som en stor dreng nogle gange gøre hans fars arbejde færdigt for ham, når han var på druk.”
Rasmus kommenterede det sidste: ”Så er det da ikke så underligt, at han var en så dygtig snedker, hvis han allerede skulle kunne lave det samme som en svend, da han bare var en knægt!”
Helle tænkte sig om og læste lidt op på nogle detaljer, inden hun fortsatte: ”Ja, altså… Helena var et par år ældre end ham, og de var tretten og femten, da de så hinanden første gang. De knyttede hurtigt bånd og blev forelsket. Og så skriver han videre, om hvordan bånd og lyst til hinanden kun voksede, som tiden gik og ’kærligheden indfangede dem’…”
Rasmus sagde eftertænksomt: ”De har jo sikkert ikke haft andre end hinanden nogensinde, altså seksuelt. Mon det har noget at gøre med det, han nævnte i starten: ’ungdommens fritækning’, at de ikke havde erfaring med andre end hinanden, og det, de havde sammen, derfor var så specielt?”
”Ja, det tror jeg da helt sikkert! Tænk sig kun at have været sammen med én. Ikke at være påvirket af nogen eller noget – ikke en gang ’samtalen’ med forældrene eller seksualundervisning for den sags skyld. Det tror jeg ikke, de havde så meget af i skolen dengang”. Helle så fjernt frem for sig. ”Der er jo noget urkraft og sådan ligesom noget naturligt og ærligt over det at møde hinanden fuldstændigt uforbeholdent. Og det er jo helt absurd romantisk, at de kun har villet have hinanden, siden de var store børn!”
Der blev ikke sagt så meget mere denne aften. Liggende på siden med en hånd på hendes mave begyndte Rasmus at døse hen, imens Helle fortsatte med bogen lidt endnu.
På vej ind i søvnen lå Rasmus og fordøjede dagens fortælling. Han kunne godt lide mystikken og den dybe kærlighed, der lå i bogen, som han ligesom hun samtidig også fandt dybt erotisk. På mange måder var det sådan, han og Helle havde det i deres forhold, udover at de ikke havde været ungdomskærester.
’Din skræddersyede årstidsgarderobe’ stod der i bogen. Disse ord havde brændt sig fast i Rasmus’ hjerne, siden han hørte dem. Der var et eller andet, der sagde ham, at de hang sammen med noget, han havde tænkt, men han kunne ikke komme på hvad.
Efter nogen tid lagde Helle bogen fra sig. Lysten havde sneget sig ind på hende og hun ville lade den komme hendes elskede Rasmus til gode. Hun kunne dog hurtigt konstatere, at han allerede sov som en sten.
Hun overvejede kort at forløse sig selv, men tog sig i det. Der var noget pirrende i at vente og lade liderlighedens utålmodighed vokse. Men frem for alt, føltes det forkert, hvis Rasmus ikke var med.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones
Jeg elsker stemningen der bygger sig op...