Drømmens kraft
Rasmus nåede at slå alarmen fra på sin telefon allerede efter, at de første få toner havde lydt, og med soveværelsesdøren sat forsigtigt på klem bag sig, lykkedes det ham at liste nedenunder uden at vække Helle. Han kom hurtigt i arbejdstøjet og med friskbrygget kaffe i sit termokrus, låste han sig ud og kørte afsted. På vejen skulle han samle sin makker op, der boede nogle få kilometer fra byggepladsen, og så skulle der knokles på dagen igennem.
Undervejs dvælede hans øjne et par gange på madkassen ved siden af ham. Det rørte sig i hans bukser, når han tænkte tilbage på, hvordan Helle havde stået og smurt den til ham. Svajet i lænden og de indbydende baller, der havde struttet lige imod ham lige nøjagtigt udenfor hans rækkevidde, var så æggende og uimodståelige. Han havde følt en enorm lyst til at række ud og klaske den frække numse af alle kræfter – bare for at se den hoppe og danse for ham.
Rasmus kom til at smile og tænkte på, hvor heldigt det var, at de sad ned og spiste frokost i skurvognen. Så behøvede han ikke være nervøs for, om de andre ville lægge mærke til, at han nød sin madpakke med mere end almindelig madbegejstring i dag. De af hans kolleger, der havde set Helle, var ind imellem ikke tilbageholdne med lumre kommentarer, om hvor heldig han var - og de havde så evigt ret!
Hans bekymringer fra aftenen før var glemt, og han glædede sig allerede til at komme hjem og lege videre. Ikke mindst glædede han sig til at se, hvad hun havde valgt at taget på fra årstidsgarderoben.
Det var blevet midt på formiddagen, inden Helle vågnede med et ordentligt spjæt.
Hun havde drømt om Richard og Helena. Det var begyndt i fred og idyl, hvor hun bare havde svævet rundt som tilskuer i huset og havde set, hvordan de to levede sammen dengang for længe siden – lykkelige og i dyb forelskelse. Drømmen var langsomt gledet over i, at Helena blev syg. Pludselig var hun selv Helena, der lå i sengen og så op på Richard, der stod for fodenden og så sørgmodigt ned på hende. Han havde ikke været ung, som da drømmen begyndte, men gammel, som han sikkert ville se ud nu. Hans ansigt havde på en uforklarlig måde ikke virket fremmet, men havde heller ikke været tydeligt nok til at se, hvem han mindede hende om. Da deres øjne var mødtes, havde han skyndt sig ud af soveværelset og havde smækket døren bag sig. Det var i det øjeblik, hvor døren var knaldet i med et ordentligt brag, at hun vågnede. Det var, som om lyden stadig hang i rummet, da hun kom til sig selv. Det havde syntes så virkeligt at se ham foran sig, og hun måtte overbevise sig selv flere gange, om at hun vitterligt var tilbage i den virkelige vågne verden, før hun var blevet helt sikker på, hvad der var op og ned.
Imens hun kiggede hen på den lukkede dør, lå hun roligt og sundede sig en stund. Drømmen havde ikke været som et mareridt, og det var kun vemodet, der stadig blev hængende i hende. Smerten i hans øjne og længslen efter det vidunderlige, han havde mistet, samtidig med følelsen af at være den syge døende vakte i hende endnu dybere sympati og medfølelse for både Richard og Helena.
Det stod nu Helle endnu mere klart og tydeligt, hvor stor en katastrofe det ville være for hende, hvis hun mistede sin Rasmus.
Stadig eftertænksom tog hun sig sammen, stod op og fandt sit praktiske tøj frem. Igen sørgede hun som det første for at lægge det brugte lingeri pænt på plads i skabet og udvalgte sig noget nyt til senere. Trusserne skyllede hun nænsomt op i håndvasken for at tage dem med ned og hænge i vaskekælderen senere.
Efter en kop kaffe i køkkenet var hun en smule rådvild over, hvad hun skulle få tiden til at gå med. I de følelser, drømmen havde efterladt, savnede hun sin Rasmus ekstra meget og manglede ham hos sig. Det nyttede ikke noget at hænge i det, og hun strammede sig an med et dybt suk.
Det bedste, hun kunne finde på, var at gå ned i vaskehuset og lægge det tøj sammen, der hang til tørre fra nogle dage tidligere og sætte en ny vask over.
På vej forbi værkstedet lukkede hun døren helt i, så lugten så vidt muligt kunne blive derinde. Det var, som om den lige havde frigivet en brise, da hun kom derned. Hvis de bare vidste, hvad den kom af, ville de nok slet ikke tænke over den mere.
Hun kom ikke længere i sit halvhjertede forsøg på at være aktiv end at få sat en ny maskine over, smide det tørre tøj fra snorene i en bunke på bordet i vaskehuset og hænge de våde trusser op, før hun var oppe fra kælderen igen. Det var bogen, der trak i hende, og hun erkendte, at hun var nødt til at komme videre med den.
Hun valgte dog at prioritere en række telefonopkald til familien og de nærmeste veninder først. Det var lidt som en slags alibi for ikke at komme på besøg hos nogen eller at invitere nogen over. De fik alle en hurtig opdatering på, hvor vanvittigt travlt Rasmus og hun havde med at ordne huset. Den ene dag tog den anden så hurtigt, sagde hun, at de simpelthen ikke fik holdt den samme kontakt med omverdenen, som de plejede. De, som hun ikke fik fat i, sendte hun beskeder til i stedet.
Midt i det hele gik det op for Helle, at motivet for hendes pludselige kontakt til alle på én gang i virkeligheden drejede sig om at holde dem væk og om at undgå, at nogen skulle finde på at opsøge dem i deres særlige private boble. Hun havde et udpræget behov for at være alene og uforstyrret i den lige nu sammen med Rasmus.
I en af samtalerne kom hun til at lave en aftale nogle dage senere med en af veninderne. De skulle ud på deres traditionelle shoppingdag, hvor de fik styr på alle deres gaver sammen. Hun plejede at se frem til juleshoppeturen, som var et af højdepunkterne i julemåneden for hende. Men i år var det altså ikke lysten, der drev værket. Det var mere noget, der bare skulle overstås, og hun gjorde det mest for ikke at skuffe veninden. Det irriterede hende både, at hun havde lavet aftalen, og samtidig irriterede det hende også, at hun ikke glædede sig til turen. Andre mennesker og livet udenfor huset interesserede hende bare ikke lige nu og hun kunne ikke helt forstå sig selv, for hun var ellers et meget socialt menneske.
Med endnu et dybt suk skubbede hun ærgrelsen væk og gik ud i køkkenet. I det mindste ville hun få styr på gaverne, og så skulle hun ikke tænke mere på dem, når turen var overstået.
De havde rester tilbage fra i går og med den salat, som hun hurtigt gjorde klar, var det et hæderligt aftensmåltid. Det skulle blive godt med nogle af de friske grøntsager og vitaminer, som sygeplejersken i hende godt vidste, at de burde have mere fokus på, end de havde haft her under processen med huskøb og flytning.
Maden var således stort set klar til om aftenen og skulle bare lige varmes og rettes an. Hvis hun gik i gang, når han kørte fra arbejde, ville det passe fint, og hun havde hele eftermiddagen til at fordybe sig.
Med et glas vand og en tallerken smurte håndmadder, der udgjorde både morgenmad og frokost, fandt hun tilbage til soveværelset og sengen. Sat til rette med dynen over sig gik hun i gang med næste afsnit i bogen. Efter få minutter var hun helt opslugt af fortællingen og glemte alt omkring sig.
Først da hun meget senere måtte tænde lys for at kunne læse videre, gik det op for hende at klokken var ved at blive mange. Rasmus var snart på vej hjem og ville givetvis være både sulten og træt. Hun skulle have fart på nu for at være klar til at modtage og opvarte ham, som hun havde set frem til, siden hun stod op. Endelig nærmede tiden sig, hvor han kom hjem.
Efter et lyn bad var hun hurtigt tilbage i soveværelset for at klæde om. På vejen op ad trapperne havde hun fået en idé. Det tog ikke længe at finde vejledningen frem på telefonen igen og med stor umage, gik hun i gang foran spejlet i soveværelset.
Da hun hverken havde ’valk’ eller et halvt franskbrød ved hånden, måtte hun bruge lidt kreativ tænkning og fandt frem til, at et par af Rasmus’ sammenrullede sokker nok passede i størrelsen. De føltes lidt spøjse at have siddende ovenpå hovedet, men ellers lykkedes det at få den store knold sat tilfredsstillende. Hun smilede til sig selv i spejlet, over den meget vellykkede franskbrødsfrisure.
Påklædningen til gengæld var enkel, så den var hurtigt overstået. Denne aften bestod den af et sæt røde trusser og en bh lignende top i et snit, der mindede hende om burlesque. Begge dele var med sindrige og avancerede sorte blondedekorationer og små flæser i kanterne, der kildrede køligt mod hendes hud. Prikken over i’et var de lange sorte højhælede lakstøvler med snører. Det var snørerne der tog længst tid at få sat på kryds over alle krogene hele vejen op til knæene. For hver stramning af snørebåndene følte hun fryden boble i sit bryst, og en vidunderlig forventningsglæde bredte sig i hele hendes krop.
Samtidig med, at de gav hendes trin den skønneste lyd, fik støvlerne hende helt automatisk til at svaje godt i lænden og skyde brysterne frem, når hun spankulerede rundt. Synet af hendes egen positur tændte hende, når hun så sig i spejlet eller fangede glimt af sig selv i vinduets mørke glas.
Så snart hun skiftede til tøjet fra årstidsgarderoben, skiftede hun også sindelag. Hun ændrede sig til kun at være den ene halvdel af en heftig erotisk fusion af begær og lyst, der var spændt ud mellem kærlighed og behov. Rasmus var den anden halvdel. Helle kunne tydeligt mærke en afhængighed af denne følelse vokse i sig. Den havde spiret støt, siden hun klædte om første gang søndag aften.
Helle fór sammen, da det pludselig ringede på døren. Hun kom spontant til at grine over sin egen reaktion. Det var første gang, hun hørte dørklokken, så hun var slet ikke forberedt på, at der faktisk kunne dukke mennesker op hos dem. Hun trippede skyndsomst ned ad trapperne for at se, hvem det kunne være og var lige ved at glemme sin egen påklædning. Først i sidste øjeblik, fik hun kastet pelsen, der stadig hang i entreen, om sig.
”Har du nogen gange følt, at der er en højere mening med livet?” spurgte den ene af to ældre kvinder, der stod på trappen udenfor døren. Den anden stod lidt bagved med en sort læderindbundet bog og nogle blade i hånden.
Helle genkendte damen, der talte. Det var hende, de havde mødt i supermarkedet den første aften, hvor de lige var flyttet ind. Helle overvejede kort i sit hoved, om hun skulle give dem en lektie i højere meninger med livet og fortælle dem om sin nyfundne passion, men i stedet vinkede hun blot lettere forfjamsket med hånden i forsøget på at lave en afværgende gestus uden at slippe det tag, der hold pelsen sammen foran, idet hun svarede så venligt og behersket, som hun kunne: ”Jeg er desværre ikke interesseret!”
”Er du ikke interesseret i at redde verden fra al den ondskab og urimelighed, der vokser frem i vores tid?” spurgte damen insisterende. Helle blev dybt provokeret over manglen på pli men beherskede sig og nøjedes med at gentage sin afvisning. ”Jeg er desværre ikke interesseret, men I må have en rigtig glædelig jul begge to!” Den lille dame bagved rakte nu et af bladene frem og sagde med en tynd og forsigtig stemme: ”Her vil du finde en artikel, der fortæller om, hvordan et stigende antal børn dør hvert år under fremstillingen af våben til de rige lande. Er du ikke interesseret i at stoppe den udvikling?”
Af ren refleks rakte Helle ud efter bladet, men i det hun slap pelsfrakken, var den lige ved at glide til side og nåede i et kort glimt at afsløre lidt af hendes lette påklædning inden under. Helle trak hurtigt hånden til sig og fik samlet pelsen igen, men for sent. Hun vidste, at begge damerne havde set nok til, at de ikke ville være i tvivl om, hvad det var for en slags mundering, hun havde på, og på den lille dame bagest kunne Helle tydeligt se, at synet havde sat en voldsom reaktion i gang. Om den var positiv eller negativ, var svært at afgøre, men en eller anden form for chok var der i hvert fald tale om. I nogle sekunder, der føltes meget lange, sagde ingen af dem et ord, men stirrede bare. Så begyndte den lille dame pludselig at bladre febrilsk i den sorte bog som for at lede efter et svar på, hvad hun nu skulle gøre.
Damen, som de havde mødt i indkøbscentret, betragtede Helle med store øjne, inden hun med forceret afsky i stemmen og næsten hviskende spurgte: ”Er I ligesom dem? Som Richard… og Helena?” Helle vidste ikke, hvad damen hentydede til og svarede denne gang meget afvisende: ”Nej, vi er os selv, men jeg er altså ikke interesseret. Glædelig jul!” Hun lukkede døren, inden damerne nåede at sige mere, og kom bagefter til at grine højt over deres reaktion. Men det var vel også de færreste, der åbnede døren for dem iført pels og lakstøvler med sylespidse hæle for så at afsløre et glimt af det fineste skræddersyede lingeri.
Sms’en tikkede ind og Rasmus annoncerede sin snarlige hjemkomst. Helle hængte respektfuldt pelsen tilbage på bøjlen og begyndte at lune mad og dække fint op i stuen. Hun elskede det her. Det var en stor fornøjelse at modtage ham med det hele gjort klar, så han virkelig kunne mærke og se, hvor værdsat han var, og så han vidste, at hun havde ventet ham med længsel. Den tryghed og fundamentale ro, han gav hende, var hun sikker på, at hun aldrig kunne finde andre steder. Lysten til at udforske sig selv og livet sammen med ham var vokset til uanede højder, siden de flyttede ind i huset.
Rasmus nåede knapt at komme ind ad døren, før hun fløj ud i entreen og kastede sig om halsen på ham. Med et hav af kys og glædestårer i øjenkrogene udbrød hun: ”Åh Rasmus… jeg har savnet dig så meget i dag!”
Han slog armene om og knugede hende tæt, imens han med tydelig glæde i stemmen, over den varme velkomst, svarede: ”Jamen dog! Så er jeg ikke den eneste, der har længtes ekstra meget i dag!” Han smed sin madkasse på det nederste trappetrin, holdt hende frem for sig ved skuldrene og fortsatte: ”Wow! Hvor er De smuk igen her til aften, skønne Helena! Og håret … virkelig nydeligt!”
”Hvad sagde dine kolleger til din sideskilning?” spurgte Helle nysgerrigt, imens hun aede hans kind. ”De sagde faktisk ikke så meget, men jeg har nok heller ikke været så nærværende og snakkesalig i dag.” svarede han og blinkede til hende med sit lystfulde smil. Han behøvede ikke at sige mere og hun kunne levende forestille sig hvad, der havde optaget hans tanker, siden han vågnede om morgenen. Hendes eget underliv havde jo også dunket af lyst, hver gang hun havde tænkt på ham.
”Det hår klæder dig. Den frisure skal du bruge noget mere til festlige lejligheder og den slags!” sagde han anerkendende, imens han nærstuderede hende fra top til tå. ”Tak, skat!” smilte hun og nød, at han uhæmmet betragtede hele hendes krop og fremtoning. ”Jeg er faktisk også selv ret tilfreds med det”, tilføjede hun med et øjekast på sig selv i spejlet, ”Men gå De nu i bad, hr. Richard! Jeg har lagt tøj frem til Dem igen!”
Rasmus glemte med ét alt om trætheden og den opslidende arbejdsdag og skyndte sig ud på badeværelset for at blive klar til hende.
Under bruseren gik det op for ham, hvor meget spillet om afholdenhed hånd i hånd med missionen om at tænde hinanden så meget som muligt faktisk gjorde noget godt for ham. Det gjaldt tydeligvis også Helle, og de oplevede begge en ny form for forelskelse og begær sammen.
Den måde hun opvartede ham på både ved at gøre sig selv uimodståelig men også hele umagen, ved at huset og maden var klar til ham, gjorde kun godt og hjalp til at mane hans evigt lurende følelse af utilstrækkelighed i jorden. Hun fik ham til at føle sig som en mand, eller rettere som hendes mand, der stod vagt og passede på hende med alt, hvad der stod i hans magt. Denne følelse voksede i ham på en ny måde, og han følte en decideret stolthed over at være præcis ham, Rasmus, Helles kæreste.
I sit fine tøj og med sideskilningen sat trådte han fra badeværelset ud i gangen, hvor hun ventede ham. Han fulgte hende til bords og trak galant stolen ud for hende.
Under aftensmaden fortsatte de deres taleform som i fordums tider, samtidig med, at de fik den passet mere og mere naturligt ind i deres almindelige samtaler om løst og fast. Pludseligt forlod Rasmus momentant sin rolle og sagde: ”Vi lyder som en gammel film med Olsenbanden…” Helle så spørgende på Rasmus, der fortsatte: ”… og jeg elsker det!” De kom begge til at grine og Helle svarede: ”Det er du bestemt ikke alene om, min skat!”
Ligesom aftenen før sad Rasmus lidt senere på stolen i køkkenet og nærstuderede Helles smukke runde numse. Hun var ved at lægge sidste hånd på endnu velsmurt madpakke lavet med omhu og kærlighed.
Uden at tænke videre over det rejste han sig og stillede sig helt tæt bag hende. Hans fingerspidser gled ned over hendes ryg, akkompagneret af små blide kys på halsen. Hun gøs af velvære, lige inden hans flade hånd ramte hendes ene balle med et ordentligt smæld. Hun udbrød et dybt suk og sank lidt i knæ.
Rasmus fortrød med det samme og blev helt forskrækket over sin egen uhæmmede handling. Der var lagt alt for meget styrke i slaget, der bare skulle have været et kærligt lille klap. Han fremstammede straks: ”Undskyld skat, jeg tænkte mig ikke om … Gjorde det ondt?”
Hun svarede ikke, men vendte sig i stedet, slog armene om hans hals og tungekyssede ham inderligt. Hendes blik var alvorligt, dybt og kærligt.
Da han gik bag hende på vej ind i stuen, prøvede han at glemme det, han lige havde gjort. Den tydelige røde aftegning af hans hånd på hendes balle gjorde det svært og pirkede kraftigt til både skam og dårlig samvittighed i ham.
Lige i det øjeblik hans hånd havde forplantet sig så hårdt, at det gav genlyd i hele køkkenet, var han sikker på, at hun ville blive både vred og ked af det. Men hendes reaktion havde nærmest været stik modsat, og det tændte bestemt noget i ham, men han fornægtede det straks.
Helt uanfægtet, da de sad i sofaen overfor hinanden med benene oppe, begyndte hun på skift at massere hans ømme fødder, der var godt brugte efter en lang dag lukket inde i sikkerhedssko.
Da hun fortalte om episoden med det to ældre damer, glemte han langt om længe sine samvittighedskvaler, og næsten grædende af grin fik han fremtvunget: ”Du får den så lige toppet med at ønske dem en glædelig jul! De kom jo blandt andet for at overbevise dig om, ikke at holde den…” Hun kunne næsten heller ikke svare for bare latter, da hun snøftede: ”Nej, præcis. Og det kom jeg også først til at tænke på bagefter!”
”Nu ved vi da i hvert fald, hvad hun mente, dengang vi mødte hende i butikken - det med at frelse Richards sjæl. Han gad sikkert ikke en gang åbne til sidst, når han så hende komme op ad havegangen for 117. gang for at missionere…” Rasmus tørrede øjnene inden han klukkede: ”Det var da i øvrigt godt, at det ikke var en nabo, eller nogen vi kendte, der ringede på!” Helle stivnede og svarede forfærdet: ”Gud, det havde jeg slet ikke tænkt på! Det ville jeg slet ikke have kunnet håndtere! Hvad fanden skulle jeg så have gjort?” Mere kunne de ikke sige, før latterkramperne overmandede dem begge endnu en gang.
Samtalen blev alvorlig igen, da hun fortalte om sin livagtige drøm. Rasmus spurgte videre ind til, hvad hun havde læst, og om der var noget nyt og spændende fra gamle Richards beretning.
Helle forsøgte at fortælle, hvad hun kunne, uden at sige for meget. Det ville ikke være godt at videregive sine egne gisninger og fortolkninger, uden at hun var sikker på, om de var rigtige. Rasmus kendte sin elskede så godt, at han tydeligt fornemmede, hvordan hun undveg, men han var også fortrolig med, at det ikke var af ond vilje. Han gjorde derfor ikke mere ud af at presse på men lod hende fortælle det, hun kunne.
Hyggestunden i sofaen mundede hen på aftenen ud i et referat fra Helles samtaler med de forskellige i telefonen. Der var specielt hilsen fra Rasmus’ mor, der naturligvis glædede sig til at se dem den 25. december i deres nye hus, som de havde så travlt med at gøre i stand. Den sidste del slap endnu en gang latteren fri i stuen, imens de rejste sig og gik på badeværelset sammen for at børste tænder.
Helle var nået op lidt før Rasmus, og da han kom ind til hende i soveværelset, stod hun klar midt på gulvet med spredte fødder, armene løftede og hænderne hvilende på baghovedet. ”Vil De ikke være så elskværdig at klæde mig af, hr. Richard?” Det lod han sig ikke sige to gange og gik glædestrålende i gang.
Først bandt han møjsommeligt de lange snører op og trak støvlerne af hende.
Stående bag hende, med lidt fumlen og besvær, fik han derefter toppens kroge løsnet på ryggen og lod den dumpe ned ovenpå støvlerne. Til sidst lænede han sig helt tæt op ad hende, og lod hænderne hjælpe trusserne ned over numsen, så de selv kunne falde det sidste stykke mod gulvet. Hun kunne tydeligt mærke hans stive pik ligge op ad sig. Med et dybt suk hviskede han i hendes øre: ”Helle? Jeg kan snart ikke holde det ud længere. Jeg kommer jo helt ud af kontrol… ligesom i køkkenet!” Hun drejede hovedet, kyssede ham og svarede med let dirrende stemme: ”Jeg ved det godt, og vi må bare holde ud så længe, vi kan. Vi er jo kun mennesker. Vi har behov for hinanden!”
Det gav ham ro og lidt ekstra kræfter, da han kunne mærke, at han ikke var alene om sin ulidelige lyst og længsel.
Liggende helt nøgen under dyne sammen med Helle, faldt han til ro ved hendes blide kærtegnende fingre, der nussede hans bryst. Helle så lykkeligt til, imens hendes eneste ene gled ind i søvnens healende stadie. Med et saligt smil på læben fulgte hun ham.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones
