Hvem er vi egentlig.
Rasmus var vågnet midt om natten af et af de ondeste mareridt, han kunne mindes. Han havde ellers ikke for vane at have drømme. Eller han kunne i hvert fald næsten aldrig huske dem, når han vågnede. Denne gang var det noget helt andet.
I drømmen havde han stået foran Helle. Tryglende og grædende efter kærlig elskov. Higende efter hendes nærhed. Men hun havde afvist ham og sagt, at hun ikke havde brug for den slags mere, og hun havde heller ikke brug for ham længere.
Hendes blik og tonefald havde været både koldt og kynisk. Så havde hun slået ud med armene og kastet sig baglæns ind i et kæmpemæssigt edderkoppespind, hvor hun hang og vred sig, mens hun stønnede overdrevet liderligt. Over hende havde loftet åbnet sig og en stor sort skygge var kravlet ud som en enorm edderkop, der havde mærket et bytte i sit net. Skyggen var kravlet ned på gulvet og havde rejst sig bag Helle, der hang i spindet, og der var den blevet til en menneskeskikkelse, der stod og viftede hoverende med Richards bog, imens den grinede højlydt og hånligt.
Rasmus havde rædselsslagen forsøgt at gribe ud efter Helle for at trække hende fri af spindet, men i stedet for at få fat i Helle, blev han viklet med ind i trådene, og des mere han kæmpede, des mere blev han viklet ind, til han til sidst ikke kunne bevæge sig. Skikkelsen havde flået blusen itu på den stønnende Helle, og havde taget hendes hånd og trukket noget af hendes finger, der viste sig at være diamantringen fra skrinet.
Skikkelsen havde grebet Rasmus’ hånd og med vold trukket den alt for lille ring på hans finger i stedet, hvorefter den med et jerngreb havde ført hans hånd hen og ridset med diamanten i Helles ryg, så blodet flød. I drømmen havde Rasmus forsøgt at lukke øjnene for ikke at se sin elskede Helle blive mishandlet, men det var, som om han ikke havde kontrol over sine øjenlåg. Han var tvunget til at se det blodige mønster, der var ridset i huden på hendes ryg. En klodset og blodig kopi af monogrammet fra skrinet brændte sig ind på hans forsvarsløse nethinde, mens Helle bare stønnede videre og bad skikkelsen om mere smerte.
Rasmus var vågnet her, badet i sved og havde ikke rigtigt kunnet sove resten af natten. Det var kun kort lykkedes ham at blunde lidt hen under morgenen, inden hun også vågnede og de stod op sammen.
Mareridtet blev siddende i ham, og hele formiddagen var der mildest talt en akavet stemning imellem dem. Hans dumme tanker arbejdede på højtryk igen, og utilstrækkelighedsfølelsen rasede i ham som aldrig før. Han prøvede endnu en gang at gemme sin tilstand ved at agere overdrevet meget sig selv og være påtaget munter i en grad, så han udmærket selv kunne se den larmende forlorenhed lyse ud af sig.
Han forsøgte, alt hvad han kunne, at genfinde den gode stemning og optimisme, som jo burde være intakt efter deres hede sex i vaskehuset og især efter nærheden bagefter, der næsten havde føltes endnu mere intens, end før alt det her blev sat i gang, men det var ham bare ikke muligt.
Vekselvirkningen ved hele tiden det ene øjeblik at være helt ude i tovene for så i næste øjeblik at komme tilbage med optimisme og mod på det hele var i sig selv ved at brænde og slide ham op. I et splitsekund overvejede han at tage væk fra huset nogle dage alene men kunne alligevel ikke få sig selv til det. Det ville være det samme som at give op, og han ville kæmpe til det sidste for sin eneste ene og for deres kærlighed sammen.
Helle kunne tydeligt se og mærke hans indre kamp, der var på sit højeste, og hun led sammen med ham. Hendes empati og føling med ham var så stærk, at hun var lige ved at bryde grædende sammen. Hun vidste stadig ikke hvad, hun skulle stille op, og var delt i to. Hun higede efter at finde de vises sten, som hun var sikker på at Richard kunne hjælpe med at finde, men hun vidste også, at det ville gøre ondt værre, hvis hun gav sig til at læse nu, imens Rasmus så til.
Hendes følelser var én stor pærevælling, for oplevelsen i vaskehuset gav hende kun lyst til mere, og hun fornemmede tydeligt, at de havde en verden af muligheder foran sig, der bare ventede på at blive udforsket. Når hun følte på sine ømme bryster, brød liderligheden ud i lys lue, og hun havde svært ved at beherske sig.
Det, Rasmus hverken kunne se eller fornemme, var, at hendes tænding og eventyrlyst var møntet på ham og kun ham. Var det ikke for hans indre kampe og usikkerhed, havde hun tigget og bedt ham om at finde sit vilddyr frem igen og bare bruge hende ligesom i kælderen. Hun følte, at uanset hvad, han ville bede hende om, ville hun gøre det med den største glæde og fornøjelse. Det var en forandring og en side af hende selv, hun aldrig havde oplevet før. Men modsat Rasmus var hun indtil nu ikke bange for den – kun draget af den.
Lysten i hende til, at de skulle være i rollespillet som Richard og Helena, var så stærk, at ’behov’ eller ’afhængighed’ efterhånden var en mere retvisende betegnelse.
Der var totalt dødvande i stuen, og ingen af dem kunne finde på noget at sige. Rasmus stod og så ud ad vinduet og fik øje på den lange stige, der hang på garagens ydervæg, og som var fulgt med huset.
”Jeg går ud og renser tagrender”, sagde han kort og vendte sig for at gå ud og tage overtøj på. ”Gør du det, min skat”, svarede Helle med en klump i halsen og våde øjne. Hun var nær kommet til at kalde ham Richard ved et uheld men fik standset sig selv i sidste øjeblik. Hans frustrationer var nok brudt ud i lys lue, hvis det var sket.
Det var ikke just sæson for at rense tagrender, men det var det eneste, der faldt ham ind at gøre for at slippe ud af det ulidelige vakuum, de befandt sig i.
Så snart han var ude af døren, greb hun bogen fra sofabordet. Hendes motiv var pludselig ændret fra nysgerrighed og eventyrlyst, til at være en desperat søgen efter hjælp til at komme i en positiv retning og få dem tilbage på sporet sammen.
Med en spand og en lille skovl blev tagrenden minutiøst renset rundt om huset. Et par timer senere, da stigen efterhånden var flyttet og besteget utallige gange, var Rasmus nået om til de afsluttende meter foran stuen. På den sidste tur op ad stigen så han hende i sofaen gennem vinduet fordybet i at læse. Det kom selvfølgelig ikke bag på ham, hvad der optog hende.
Den friske luft havde gjort ham godt undervejs. Imens de sidste blade og mos blev fjernet, prøvede han at analysere sig helt ind til kernen af, hvad han egentlig var bange for. De havde haft vild og dyrisk sex på vaskemaskinen med en ekstra dimension, hvis effekt overraskede dem begge. Det var fantastisk, og han havde oplevet et nærmest ubrydeligt gensidigt ejerforhold imellem dem i det øjeblik, da han tog hende, og hun lystrede ham som det mest naturlige i verden. Bagefter havde de fundet direkte tilbage i den nære tosomhed, der var rygraden i deres forhold, og som var det, han i bund og grund var bange for skulle ødelægges. Intet havde jo anfægtet styrken i deres samhørighed i alt det her. Måske var de faktisk på vej til at blive endnu stærkere sammen, men han skulle bare lige se det? Hvis han mærkede ordentligt efter, havde de så i virkeligheden ikke følt sig en lille smule mere forelskede og forbundne end tidligere? Og hvorfor skulle det ene egentligt udelukke det andet?
Det var en befrielse for Rasmus at mærke, at hans indre pragmatiker trådte i karakter, og at han fandt sit ståsted igen. Han lavede med det samme en pagt med sig selv, at fra nu af var det hans urokkelige rolige væsen, der ikke tog bekymringerne på forskud, som skulle bestemme. Det havde både han og Helle behov for.
Med nyt spirende mod kravlede han ned ad stigen. Da han passerede vinduet, så hun op og smilte. Så lagde hun bogen fra sig på bordet og vinkede ham ind til sig.
De sagde ikke noget, da han kort efter lagde sig på langs i sofaen. Hun kravlede over og lagde sig oven på ham, med hovedet hvilende på hans bryst. Hun græd sagte, imens han nussede og kyssede hende i håret. De behøvede ikke sige noget men havde bare brug for at ligge tæt og mærke hinanden.
Efter lang tid i stille nærvær snøftede hun: ”Jeg elsker dig, og jeg vil kun have dig, Rasmus! Altid! Forstår du det?” Hun kunne mærke, at han nikkede. ”Intet og ingen kan komme imellem det, vi to har sammen. Vi er yin og yang, og jeg vil ingen steder uden dig!”
Rasmus blev både glad, stolt og flov på samme tid. Når hun satte ord på sine følelser på den måde, skammede han sig over at have været i tvivl om hendes dedikation til ham. Hans tykpandede grublerier, analyser og frygt føltes pludselig dybt latterlige. Han svarede det eneste rigtige, der var at sige: ”Undskyld Helle. Jeg burde vide bedre. Du har helt ret. Jeg har været virkelig dum!”
”Du er ikke dum Rasmus, men måske er du bare ikke altid den hurtigste knallert på molen til at forstå, hvor meget du betyder for mig, og at jeg ikke kan leve uden dig!” Han kyssede hende igen og svarede kækt: ”Min knallert var ellers den hurtigste på vejen da jeg var 16, men jeg har godt nok aldrig kørt om kap nede på molen så…” De lo en forløsende latter over hans dårlige vittighed.
Da latteren, som de havde så meget brug for, var forstummet, sagde Helle mere alvorligt: ”Jeg ved da godt, at du føler, og at du går og siger, at du har overscoret med mig…” Hendes øjne blev blanke idet hun fortsatte: ”Men jeg har det sgu da på samme måde med dig… Jeg har da også fået den mand, som alle mine veninder og de fleste andre kvinder ikke kan finde og kun drømmer om at få!”
Rasmus’ hjerte hoppede af lykke. Han havde alligevel aldrig troet, at hun oplevede helt det samme i ham som omvendt. Med hendes bekendelse nåede hans selvtillid pludselig et omfang ud over alle grænser.
Efter en stund med kærtegn og blide kys var Helles vanlige glade og beslutsomme væsen også ved at vende tilbage. ”Nu går jeg ud og laver en lækker hjemmelavet lasagne til os! Den elsker du!” Hun grinede og tilføjede: ”Min lasagne kan du hverken misforstå eller modstå!” Han gryntede kærligt og sendte hende afsted med et hårdt klem om brysterne, som hun anerkendte med et dybt nydende suk.
Uden at tænke over det, nåede hun som det første halvvejs op ad trapperne for at finde tøj frem fra årstidsgarderoben men tog sig i det og vendte om.
Helle følte sig dejligt lettet om hjertet og nynnede sine skæve toner, imens hun stod og kokkererede i køkkenet. En lille halv time senere kom lasagnen i ovnen. Imens den passede sig selv, gik hun tilbage i stuen for at være tæt med ham. Hun fandt ham endnu en gang i færd med at se et videoklip på computeren i hans forsøg på at blive klogere på det, han intet anede noget om. Da hun så klippet han var i gang med, kunne hun ikke lade være med at grine. Han måtte forlegent give efter og grine med.
Man så en nøgen kvinde stående med ryggen til kameraet spændt op ad en væg med manchetter på hænder og fødder. Forrest i billedet stod en mand, der forklarede på livet løs. Selvom han talte engelsk, afslørede accenten at han måtte være af tysktalende herkomst.
Han var iført brede militærstøvler og læderbukser med hængerøv. Ellers var han i bar overkrop og havde nogle falmede tatoveringer på armene. Hans store vom fyldte godt i billedet, og det var svært at redegøre for hans bryst, der var dækket af en meget kraftig kropsbehåring, der fortsatte op over skuldrene og om på ryggen. Hans komiske udseende blev toppet af et halvlangt fedtet hår og et kæmpestort overskæg, som enhver general i den tyske hær under første verdenskrig ville have været misundelig over.
Ved siden af ham stod der et lille bord med forskellige redskaber lagt frem, som han minutiøst gennemgik og forklarede om. Han fortalte om effekterne og demonstrerede de forskellige brugsteknikker på kvinden undervejs. Hun stod ganske uanfægtet og apatisk under hans demonstrationer og lod slet ikke til at opleve alt det, som han fablede om, at den modtagende ville gøre. Hvis man ikke så billedet og ikke fokuserede på det, han sagde, kunne han lige så godt have talt om fluefiskeri eller have givet tennisinstruktioner.
Det, han berettede om, var sikkert rigtigt, og værktøjerne med deres forskellige funktioner var i sig selv ikke uinteressante, men stemningen og hans fremtoning virkede komisk, og der var ikke megen erotisk stemning at finde i videoen.
Da latteren først havde fået fat i de to, udviklede den sig efterhånden til et decideret grineflip, i takt med at lektionen skred frem på skærmen.
”Vi lærer ikke noget af ham der, Rasmus!” grinede Helle. Han sukkede opgivende: ”Nej, jeg ved det godt, men det var det eneste, jeg lige kunne finde på for at blive klogere…”
Med sin bløde beroligende stemme begyndte Helle at forklare: ”Det, der tiltrækker mig ved Richard og Helenas historie, er den naturlighed og selvfølge, der var i BDSM’en for dem. De havde ikke en fed tysker med verdens største moustache til at forklare dem, hvordan det skulle gøres!” Den forstummede latter blussede straks op igen. Helle fik styr på latteren, i det hun satte computeren over på bordet og fortsatte: ”Det er urdriften, passionen… og altså selvfølgelig mest det, at de kunne komme helt andre steder hen sammen…” Hun ledte efter de rigtige ord. ”Jeg mener… de kunne noget andet sammen, både seksuelt og følelsesmæssigt, end de fleste mennesker overhovedet aner, er muligt, fornemmer jeg. Det er det, der fascinerer mig!” Hun tænkte sig lidt mere om og tilføjede: ”Hvis vi to aldrig havde været sammen med andre og havde kendt hinanden, siden vi var teenagere, ville vores forhold jo kunne være nøjagtig som deres. Vi kunne have været dem…”
Helle havde jo prøvet at forklare det samme flere gange før, men for første gang gav hendes ord mening for Rasmus. De kunne bare vælge at se det, de var i gang med, som et spændende eventyr og gå derhen sammen, hvor det var rigtigt for dem.
Efter bekræftelsen af hendes dedikation, selverkendelsen og ikke mindst forståelsen, der langt om længe begyndte at lande i Rasmus, var Richards fortælling måske slet ikke så farlig alligevel. Han kunne mærke, at hans indre ro og urokkelighed nu var kommet tilbage for at blive denne gang.
Helle fornemmede tydeligt denne ændring i ham, og det gik op for hende, hvor meget hans funderede væsen betød for hendes velbefindende, og hvor meget han generelt holdt hendes flyvske væsen i fokus. Når han ikke var i balance, kunne hun heller ikke være det. Men nu kunne hun igen trygt lade sig falde, for han ville gribe hende.
”Var det ikke vildt fedt at tage mig i vaskehuset uden at spørge om lov?” Øjnene funklede af tænding, og hendes stemme dirrede, imens hun talte. Rasmus nikkede med et stolt smil.
”Når vi når til dyrenes jul, er jeg sikker på, at det hele giver sig selv, skat!” fortsatte hun. Rasmus lagde sin arm om Helle og klemte hende ind til sig. Hendes ivrige stemme gled med det samme over i noget, der lød næsten manisk.
”I det sidste jeg læste, imens du var ude at rense tagrender, står der, at det nu er tid til, at jeg skal præsenteres for årets værktøjer…” Med de sidste ord undslap hun et liderligt suk og vred sig i hans arm, for så med ét at stivne og en larmende stilhed erobrede pludselig stuen.
Helle blev grebet af panikangst fra det ene øjeblik til det andet. Ærefrygten for bogen og fortællingen, hun hele tiden havde haft, blev til fare i det øjeblik, hun kom til at sige ’jeg’. Det gik op for hende, at hun underbevidst omtalte og anså Richards beretning som et manuskript for deres kommende liv. Hun var om nogen én, der altid havde kendt sit ’jeg’ og havde været urokkelig i bevidstheden om hvem, hun var, men var hun det længere?
Var hun på vej ind i en slags personlighedsspaltning, og kunne hun egentlig selv længere kende forskel på, om hun var Helle eller Helena? Var det hende selv eller Helena, der oplevede de spirende behov og nye lyster, som måske slet ikke var så nye – men for hvem af dem? Var hendes afhængighed af historien og det, som huset rummede, overhovedet sundt for dem, når hun kunne lade sig manipulere så kraftigt af en bog uden at vide af det, før det nærmest var for sent at vende om?
Hendes hjerte hamrede, og stuen blev tåget for hendes tomme blik.
Rasmus mærkede tydeligt hendes skifte. Han var sig fuldt bevidst om, at det eneste, han skulle lige nu, var at være hendes urokkelige klippe og ikke vige hendes side. Hun forblev tavs, imens han kyssede hende og kærtegnede hendes kind uden at sige noget.
Det gamle æggeur ringede og fortalte, at lasagnen var klar. Helle rejste sig og gik med let vaklende skridt ud i køkkenet. Hun slukkede for termostaten og åbnede ovnen, som slap en stor dampsky helt ud i entreen.
Så greb hun skrinet, og tilbage i stuen tog hun målrettet bogen fra sofabordet og lagde den tilbage til stofposen med vielsesringene. ”Kom!” sagde hun bestemt og gik forrest ud mod trappen.
På reposen ovenpå pegede hun på loftslemmen. Rasmus åbnede den og fik stigen sikkert ned. ”Læg det tilbage!” Hendes stemme var lige ved at knække, da hun med ordene rakte ham skrinet.
Uden tøven kravlede han op og stillede kassen tilbage i isoleringen ved lemmen, præcis hvor de havde fundet det. Hans blik dvælede kort ved det smukke stykke snedkerhåndværk med det snørklede monogram, inden han kravlede ned igen. Han fik behændigt skubbet stigen op og lukkede loftslemmen sikkert i.
De slog armene om hinanden og holdt favntaget tæt en kort stund, inden de tavse gik nedenunder.
Rasmus dækkede det lille bord i køkkenet, imens Helle tog lasagnen ud og satte den på bordet. Ingen af dem følte behov for at kommentere på paradokset i hendes pludselige reaktion og skifte. Symbolikken var som hugget ud i granit: Skrinet, bogen og årstidsgarderoben fandtes ikke i dette øjeblik. De var Rasmus og Helle, nøjagtigt som for et par uger siden i den gamle lejlighed. Richard, Helena, bogen og husets dragende mystik var pakket forsvarligt væk.
Imens de spiste, talte Helle ivrigt om alle de ændringer, de skulle lave i huset. Det nye køkken, badeværelset, terrassen og ikke mindst alle de fester med rigtig mange gæster, de skulle holde i fremtiden. Osteklokken og tidslommen var ikke en del af hendes talestrøm, og der var pludselig næsten ingen grænser for hvor meget præg, de selv skulle sætte på det hele. Rasmus lod hende planlægge og visualisere alt det, hun ville, og talte hende kun efter munden. Nu var det hendes tur til at vakle.
Efter maden og opvasken besluttede de sig for at gå en aftentur. Pelsen blev efterladt hængende på sin knage, og Helle fandt i stedet sin vinterfrakke, som hun havde haft på den dag, de fik nøglerne til huset.
Naboen Thomas’ hus lå mørkt hen da de gik afsted. Helle kommenterede, at det da var godt, at han en gang imellem var ude og ikke altid bare sad derhjemme og gloede på dem, der gik forbi ude på gaden.
Den kølige vinterluft og gåturen i lyset fra lygtepælene gjorde dem begge godt. Arm i arm gik de og betragtede husene, de passerede, og forestillede sig de forskellige hjem og liv bag de oplyste vinduer rundt omkring. De havde ikke det store behov for at sige noget men nød freden på den stille slentretur.
Sådan tog de sig god tid og nåede godt rundt på villavejene i den lille forstad.
Rasmus følte sig opløftet og langt fra den hæslige stemning i nattens mareridt, og både han og Helle var lettede over at have lagt skrinets og bogens åg fra sig og lade sig glide tilbage i deres gode gamle tilstand som det ganske almindelige forelskede unge par. De gik ad de svagt oplyste villaveje uden at møde en eneste person. Der var bare de to, Rasmus og Helle.
Da de et par timer senere stod og tog overtøjet af, bemærkede de begge, at lugten fra kælderen havde sendt en ny brise ud og kunne lugtes tydeligt helt op i entreen denne gang. ”Jeg har ledt og ledt, men jeg kan fandeme ikke finde ud af, hvor det kommer fra!” udbrød Rasmus misfornøjet. Han hadede, når der var noget, han ikke havde styr på. ”Jeg finder ud af, hvad det er, om jeg så skal splitte hele kælderen ad!” forsikrede han – mest henvendt til sig selv.
Helle stillede sig smilende på tæer foran ham, og deres læber mødtes. De sugede sig ind til hinanden, og lod tungerne danse og stryge om hinanden med silkeglatte kærtegn. Øjeblikkeligt udløstes en nærmest uslukkelig tørst, som havde ligget gemt lige bag deres læber, og de nød begge både at fortære og at blive fortæret af det afgrundsdybe tungekys. Kun modvilligt slap deres læber hinanden for at få luft, og Helle sagde med uimodståelig stemme og et frækt glimt i øjet: ”Kom! Lad os gå på badeværelset, så vi kan komme i seng…”
På vej mod soveværelset opdagede Rasmus, at han åbenbart ikke havde fået lukket loftslemmen helt til da han lagde skrinet tilbage. Han gjorde et lille hop og skubbede den helt i med hånden. Et lille ’klik’ fra låsemekanismen tilfredsstillede hans ordensgen. De grinede begge, og Helle sagde henkastet: ”Så er der helt ro på OCD-tømreren…” Rasmus kneb hende i siden så hun gav et lille hyl fra sig.
På soveværelset skulle Helle lige til at kaste sig over Rasmus med det samme men standsede i stedet op og gik hen og trak gardinerne for vinduerne i karnappen. Thomas måtte være kommet hjem, imens de var ude at gå, for nu var der lys ovre hos ham.
Hun trak vejret dybt et par gange, inden hun vendte sig og med sin kælne stemme bød ham: ”Tag dit tøj af og læg dig på sengen!”
Med et grin gjorde han som befalet og hun fulgte efter. Hun havde teten og forførte ham efter alle kunstens regler nøjagtigt som den første gang, de havde sex sammen i hendes lejlighed, dengang de lige havde mødt hinanden for år tilbage.
Lidt senere faldt Rasmus hurtigt i søvn, imens Helle ihærdigt forsøgte at gøre ham følge. Men den tanke, der blev ved med at køre i ring i hendes hoved, gjorde det svært. Om og om igen hørte hun sin indre stemme spørge: ’Ved vi overhovedet selv, hvem vi er længere eller hvilken, vej vi skal?’
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones