Dobbeltmoral
Det var middag, og der blev gjort status på byggepladsen. Alle ledere og håndværkere deltog tæt fulgt af lokalpressen i behørig afstand. Rasmus kunne hurtigt konkludere, at hans spinkle håb, om at de ville blive færdige enten denne dag eller den næste, ikke ville blive indfriet. Han selv og alle tømrerne var godt med, men de måtte nu vente på andre fag endnu en gang for at kunne gøre arbejdet helt færdigt.
Under mødet rapporterede Rasmus hjem til Helle på sms. I deres korrespondance, som var godt krydret med en farverig palette af nedtrykte og arrige smileys, blev de enige om, at der jo ikke var så meget, de kunne gøre ved det. De måtte se på den lyse side: Rasmus havde aldrig før tjent så mange penge som på dette projekt. Det måtte de forsøge at glæde sig over uanset hvor meget, de hungrede efter kun at være alene de to i huset sammen.
Rasmus røbede selvfølgelig ikke, at han allerede var helt afklaret med hvilken konto, de ekstra penge skulle tilskrives, og hvad de skulle bruges til. Den mastodontiske gril var for længst skiftet ud med en ny drøm.
Han måtte samle al den tålmodighed og positive energi, han havde i sig. Der var kun én vej, og det var at gå i gang med arbejdet og nå så meget som muligt inden fyraften.
Han afsluttede sms-samtalen med sin kære: ’Kan kun knokle for at blive færdig så asap. Btw vil gerne se hele din smukke krop når jeg kommer hjem. Ses. Elsker dig min skønne Helle-Helena<3’
Snøftende gned Helle øjnene. Hendes blik blev ved med at dvæle på bogens sidste side. Det var ikke indholdet, der fik tårerne til at presse sig på denne gang. Afslutningen havde været både smuk og rørende men også fyldestgørende, og den efterlod et komplet og dybt meningsfyldt billede i hende.
De våde øjne skyldtes mest af alt, at den daglige læsning nu havde nået sin ende. Richards beretning havde fyldt så meget i de sidste mange dage og efterlod derfor et ubeskriveligt tomrum i hende. Først vidste hun slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv og følte sig helt fortabt.
Tankerne vandrede tilbage i et vue henover den rejse, som hun og Rasmus allerede havde været afsted på så længe nu. Bogen havde været deres kompetente turguide og havde styret dem sikkert hen til dér, hvor de var nu. Med disse tanker brød smilet langsomt frem på hendes læber igen. Nu var det deres tur til at fortsætte historien og skrive nye kapitler. Det skyldte de både Richard og Helena – og huset. Men mest af alt skyldte de sig selv det. De havde fået en ultimativ gave, som de kun lige havde fået flået papiret af, og nu skulle de snart åbne selve kassen og få den fulde glæde af indholdet.
Helle stirrede på tegningen, der var limet ind på det sidste blad under de få linjers afsluttende tekst. Det var en sirlig og detaljeret blyantsskitse af Richard og Helenas monogram. Det var måske den, der i sin tid havde hængt i værkstedet som arbejdstegning til alle de smukke udskæringer, som Richard havde lagt ind i alle de snedkerier, som han selv havde lavet til husets skjulte univers.
Helle blev kaldt tilbage til nuet af Rasmus’ sms-rapport fra byggemødet, og hun fik virkeligt ondt af ham med det samme. Hun savnede selvfølgelig også ham og kunne næsten heller ikke overskue, at projektet skulle trække ud flere dage endnu. Det var ganske vist hårdt at undvære ham om dagen, men hun var trods alt så heldig, at kunne være i huset, imens hun ventede med længsel. Han var derude alene afskåret fra deres eventyr og måtte slide i stedet.
De fik sms’et færdig, og hun sendte ham alle de opmuntringer, hun kunne komme på. Så snart telefonen blev tavs, sneg tomheden sig ind på hende igen, og hun så sig lidt rådvild omkring i stuen.
Hendes blik blev endnu en gang draget af de udstillede værktøjer, men hun måtte skyndsomst tvinge det videre med vold og magt. Når hun så på dem, var hendes kroniske lyst i overhængende fare for at udvikle sig til den ulidelige trang, som hun ikke selv kunne styre. Hun afledte sig selv ved at fokusere på de mange rammer med fotos på væggene i stedet, så hun rejste sig fra sofaen og begyndte at nærstudere dem, som hun havde gjort det så mange gange i de sidste par uger. Ét for ét fik de hendes udelte opmærksomhed.
Hun kendte detaljerne i dem alle. Efterhånden var det, som om Helena begyndte at bevæge sig, og hvert motiv blev til en lille filmsekvens, når Helle så på det længe nok. Billedet blev til et lille vindue, hvor Helle kunne studere øjeblikket og situationen op til netop det øjeblik, hvor billedet blev taget.
Richard og Helena havde været lidt som pionererne i det vilde vesten, der drog ud over prærien i deres vogn kun med de få ting, de kunne have med sig. Med få midler byggede de deres lykke. De drog afsted for at finde deres helt specielle sted og slog sig ned dér, hvor præcis deres muligheder var.
Der var tilsyneladende ikke noget, som de to ikke havde kunnet skabe sammen. Deres synergi og kreative færdigheder syntes uudtømmelige. Garderoben, fotografierne, møblerne, redskaberne… De havde kunnet klare sig selv og havde været nærmest selvforsynende med alt hvad angik både mentale og fysiske behov. De var bare landet i en tid, hvor deres ’slags’ mildest talt ikke var særlig velkomne. Men sammen fandt de en vej og alt det, som de ikke kunne hente udenfor deres egne fire vægge, sørgede de for at skabe selv. Deres uretfærdige skæbne ville desværre bare ikke lade dem være i fred uanset hvor meget, de kæmpede, men de kæmpede til det sidste.
Helles vrede blussede op igen, da én af de sidste beretninger fra bogen vendte sig i hende. Richard havde beskrevet, at så snart hans møbelproduktion begyndte at vokse, og der efterhånden kom mange ansatte til, ændrede folk i byen pludselig holdning til ham og Helena. Barndommens hån og spot vendte sig til leflende og kurtiserende adfærd fra alle sider. Da hans virksomhed på meget kort tid blev markant i byens erhvervsliv, var der ikke grænser for, hvad de to blev inviteret med til af arrangementer, eller hvor velansete de pludselig var. Selv nogle af deres værste mobbebødler fra ungdommen fik travlt med at glatte ud og gjorde alt for at blive en del af deres inderkreds.
Han havde startet virksomheden i sin gamle hjemby, flere år før de selv købte huset og flyttede tilbage, af den simple grund, at han ville vise dem alle sammen. Planen havde virket, og hævnen lå i, at de fik lov til at give dem alle en kold skulder.
Richard og Helena havde ikke taget nogen til nåde. Helle havde frydet sig kosteligt over, at de ikke lod sig smøre. Fortællingen udstillede for Helle, hvor ulækker menneskets flokmentalitet og handling for egen vindings skyld i virkeligheden oftest er.
Én af historierne fra lokalmiljøets grimme ansigt handlede om Helenas værste plageånd fra skolen. Det var en pige, hvis bestialske modbydeligheder ingen grænser havde haft. Det var den samme pige, der som voksen havde ’set lyset’ og var begyndt at komme til husets dør jævnligt. Først forsøgte hun at frelse både Richard og Helenas sjæle, og da Richard blev alene, forsøgte hun med ham. Alle deres kvaler i ungdommen skulle angiveligt være Guds måde at vise dem vejen til sandheden og paradiset på.
Helle mente nok at kunne genkende damen som hende, de havde hilst på i supermarkedet den første dag, og som havde ringet på for en uge siden sammen med den lille grå dame med bogen og bladene, og hun besluttede med det samme, at hvis hun kom for at missionere hos dem igen, skulle hun få nogle alvorlige sandheder at vide om dobbeltmoral og forskruet virkelighedsopfattelse!
Richard og Helena havde til gengæld afholdt sig helt fra konflikter og opgør med fortiden, men tav i stedet det hele ihjel. De havde kun få, men meget nære relationer. Det var mest familien, som de havde boet hos inde i byen, der også med tiden flyttede til forstæderne, og så et par andre venner, der udgjorde deres sociale liv og netværk.
Helle fulgte billederne rundt i stuen i rækkefølge, mens tankerne fik frit spil. Da hun ville tage det næste skridt til siden, var hun pludselig ved at falde over juletræet. Det var tæt på at vælte, og hun greb det og genvandt selv balancen i sidste øjeblik. Hun kom til at grine lettet over sin succesfulde redning.
Det var længe siden, at deres fine træ havde været tændt. Hun havde ikke skænket det eller julen de store tanker i år. Det var egentlig kun blevet til juletræet og det pligtopfyldende gaveræs.
Samtidig gik det op for hende, at julen nok aldrig ville blive helt den samme som før, eller: Hun havde fået en ny højtid, som lige nu overskyggede den oprindelige.
Hun bukkede sig, tændte for lyskæden og rettede lidt på pynten, så det stakkels træ kunne få lov til at komme lidt til sin ret igen. Det var nu alligevel hyggeligt, når det var tændt og spredte sit varme lys ud i stuen.
Det var så småt ved at være tid til at forberede sig. Efter brusebadet, satte hun maden over i køkkenet, og så snart den var klar til at stå og simre på komfuret, gik hun op i soveværelset. Med et bredt smil kastede hun et blik ud ad vinduerne og glædede sig til, at Rasmus snart ville svinge tømrerbilen behændigt ind til kantstenen nede på vejen.
Han ville gerne se så meget af hende som muligt denne aften, så det måtte betyde næsten nøgen. Sådan tolkede hun hans udtrykte ønske i sms’en fra tidligere. Derfor var det ikke meget, der skulle udvælges. Da hun åbnede lågen til årstidsgarderoben, nød hun duften, der blev sendt ud imod hende. Hun forbandt duften af tekstilerne, snørene og læderet med rendyrket lidenskab og kærlighed.
Et par tynde selvsiddende strømper sammen med de hvide stiletter var perfekte til at opfylde en minimalistisk påklædning. Det var de højeste hæle, hun nogensinde havde haft på eller for den sags skyld nogensinde havde set. Med dem på måtte hun være næste lige så høj som Rasmus, der ellers var noget højere end hende.
Helle blev hurtigt færdig og kastede et sidste blik ind i spejlet. Når hun stod her med siden til, kunne hun for alvor se, hvordan skoene fik hende til at svaje ekstra meget i lænden, og numsen struttede som aldrig før.
Rasmus’ lyst til at smække hendes baller måtte for alvor blive vakt af denne positur. Hun ønskede sig, at han ville smække dem hårdt ligesom den anden aften. Hun havde fantaseret mange gange om det smæk og ville have flere – mange flere. Den prikkende fornemmelse og varmen, der fulgte, havde været så vidunderlig og så pirrende, at underlivet satte i gang bare ved tanken.
Fantasierne blev hurtigt afbrudt af sms’en fra Rasmus. Med franskbrødshåret sat var hun intet mindre end helt uimodståelig, og hun løsrev sig fra sit eget spejlbillede for at gå nedenunder. Han ville være der lige om lidt. Elegancen i hendes gang blev sat på prøve, da hun virkelig måtte koncentrere sig om at holde balancen, især på vej ned ad trapperne.
Som et urværk, passede deres timing sammen som alle de andre aftener, når Rasmus kom hjem fra arbejde.
Stringensen og forudsigeligheden i spillets faste rytme, der samtidig aldrig var den samme oplevelse fra den ene dag til den anden, var en nydelse for ham, og snart sad han omklædt og spiste civiliseret sammen med Helle den lækre mad, alt imens hans øjne uhæmmet slugte det fantastiske syn af hende. Hun var så eventyrlig smuk, som hun sad der i sin ydmyge nøgenhed overfor ham.
”Jeg blev færdig med bogen i dag…” begyndte Helle en ny samtale, da de var næsten færdige med at spise. Rasmus lod blikket vandre fra brysterne op til hendes ansigt, og indstillede øjnene til nærværende samtale. ”Ja?” sagde han spørgende og tilføjede: ”Du fortæller bare det, som er rigtigt for mig at få at vide. Det har vi jo aftalt”.
Helle smilte. ”Altså, afslutningen var mest en afrunding på det hele… på deres historie. Og ikke så meget om selve den 23. december”.
Hun tænkte lidt og fortsatte: ”Vi har selvfølgelig helt ret i det, vi gættede, med at Helena døde lige op til julemåneden, da de skulle til at forberede sig til ’dyrenes jul’… Det ville jo have været deres første imens de boede her i huset”.
Både Rasmus og Helle var tavse et øjeblik, inden hun fortsatte: ”Richard havde arbejdet rigtig meget i en periode på et nyt projekt. Det var vist det, der gjorde fabrikken til producent af de der kendte stole, de stadig laver derovre…”
Rasmus lyttede endnu mere intenst, så snart de danske møbelklassikere kom ind i billedet. Helle kunne ikke undlade at smile over hans reaktion og fortsatte: ”Hun havde været syg i mange dage, men hun slog det hen hele tiden og sagde til Richard, at han ikke skulle bekymre sig om hende men fokusere på projektet. Da han så kom hjem en dag, havde hun nærmest mistet bevidstheden oppe i sengen, og han kunne ikke komme i kontakt med hende”.
Helles toneleje skiftede og blev dystert, og Rasmus kunne på en måde næsten ikke holde ud at høre det, som han vidste, ville komme nu. ”Så bar han hende ud og kørte hende på hospitalet i deres fine bil, men der var det for sent… Lægerne kunne ikke gøre noget, og hun blev erklæret død lige efter ankomsten”.
Rasmus stemme knækkede da han sukkede: ”Hold da kæft, hvor må det have været forfærdeligt for ham at stå der og se hende dø!” Helle nikkede. ”Han tilgav aldrig sig selv, at han havde prioriteret arbejdet i stedet for at blive hjemme og passe på hende…” Hun trak vejret dybt et par gange. ”Han fordømte sit arbejde og virksomheden… så han ringede direkte fra hospitalet og bad sin advokat om at finde en køber… Det gik ret nemt og hurtigt. Få måneder efter var den solgt, og han satte aldrig sine ben derovre igen. Ikke siden den dag hun døde!”
Helle snøftede kort og rundede af: ”Men så gjorde han så bare alligevel huset færdigt til den 23. december det samme år, og derefter passede han det og deres gamle bil, indtil han åbenbart kom på plejehjem, og huset blev sat til salg…”
De sad længe og var helt tavse, inden Rasmus reflekterede: ”Jeg kan fandeme godt forstå, at han havde lyst til at begå selvmord! Først alt det lort med mobning og alt det der. Så barnet, der blev stjålet fra dem. Og til sidst døde Helena… Det er der sgu da ingen mennesker, der kan holde til!” Helle smilte sørgmodigt og svarede: ”Nej, men han har jo haft en eller anden forhåbning eller tro på, at nogen som os kom og fuldførte deres mission en dag… Altså, det er vel det, der har holdt ham i gang igennem alle årene? Altså… som jeg læser det. Og nu er vi her jo!”
De tav en stund i eftertænksomhed, inden Helle pludselig blev mere munter i tonefaldet: ”Ej, skat, det her er for sjovt…” Rasmus kendte det blik og vidste at stemningen ville vende. ”De var selvfølgelig begge omhyggelige med at trimme og intimbarbere sig… eller jeg tænkte, at det var en selvfølge, men det var åbenbart nærmest freaky’ og perverst at ordne sig dernede dengang”. De kom begge til at grine, ikke mindst på grund af det markante temaskifte midt i det sørgelige. Rasmus klukkede: ”Det har jeg sgu da aldrig tænkt over, altså at det ikke altid har været almindeligt at gøre.” Helle fandt sin telefon og ledte lidt, inden hun grinende fortsatte: ”Nu var det vidst først i 1969 eller der omkring, at pornoen blev frigivet, så de fleste billeder er først fra nogle år sener, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at søge på det… der er jo selvfølgelig ikke noget galt i at være naturlig, men se lige her…”
Rasmus kiggede på skærmen, som hun holdt frem mod ham. ”Ja, ok!” udbrød han næsten forfærdet. ”Alt med måde. Man kan jo overhovedet ikke se den for buskads! Det er da noget sølle porno det dér!”
Latteren tog nu for alvor fat, idet han pegede på telefonen og fortsatte: ”Jeg synes sgu da, at det er det dér, der er mega freaky’ og perverst!” Helle forsøgte at holde sin latter tilbage, da hun drillede: ”Så De mener ikke, at jeg bør lade busken stå, hr. Richard?” Rasmus slog en kæmpelatter op men beherskede sig så og halvråbte i en streng tone: ”Der skal ikke vokse hår på min dessert!” Straks blev de overmandet af endnu et grineflip. Tårerne trillede ned ad kinderne på dem begge, og hver gang det stilnede lidt af, og de kom til at kigge på hinanden, satte et nyt i gang. ”Jeg skal nok komme ud af busken”, hikkede Helle og fik åndenød af latterkrampe.
Da de langt om længe var faldet lidt til ro, ville Rasmus rejse sig, men han blev standset af Helles hemmelighedsfulde og forføriske stemme: ”Der er jo en opgave mere til Dem her i huset, hr. Richard…”
Hans hjerte begyndte at hamre med det samme og han spurgte med stor entusiasme og eventyrlyst: ”Hvad skal jeg nu finde?”
”Himmelstigen!” Rasmus så spørgende på Helle, der fortsatte: ”Indretningen til seancen…” Hun studerede hans reaktion og nød at holde ham på pinebænken. ”Indretningen, hvad mener du med det?” spurgte han undrende. Hun ventede med at svare, til han var tilpas utålmodig. ”Se lige på værktøjerne derovre… rebene, manchetterne og så videre, de skal jo sættes fast på noget…” Hun kunne ikke undertrykke sit drilske smil.
Rasmus tænkte, så det knagede. Pludselig krydsede papirerne nede i værkstedet hans tanker, og i det samme var der noget, der gav mening. ”Himmelstige!? Men hvad er det, og hvordan ser den ud?” spurgte han rådvild. Helle grinede: ”Jeg aner det ikke, Rasmus… seriøst… Et stativ eller et eller andet, som jeg skal bindes og fikseres på. Bogen fortæller ikke præcist, hvad det er, eller hvordan det ser ud, kun at det er indretningen til seancen. Og det må jo være her i huset, ligesom med de andre ting, der er beskrevet”
”Et stativ… selvfølgelig… men hvor fanden…” Hans hjerne var allerede i fuld gang med at lede efter svar. ”Men så er det jo nødt til at være her i stuen, og jeg har jo undersøgt alt!” Helle afbrød hans højlydte grublerier: ”Jeg er sikker på, at De finder ud af det, min kloge hr. Richard. Det gør De altid!”
Rasmus’ første indskydelse var at bukke sig ned og kigge op under bordet for at se, om det havde en konstruktion, som kun foldes ud eller laves om til noget andet. Det lignede et almindeligt spisebord, som han kendte dem bedst, og han kom hurtigt fra den tanke igen. Inden han nåede at rejse hovedet, spredte Helle benene, så han havde frit udsyn til hendes skød. ”Nu ikke friste, skønne Helena!” grinede han og fortsatte: ”Jeg smutter en tur i kælderen. Imens kan De jo ordne opvasken og min madpakke”
Først ville hun til at spørge ham, hvad han skulle dernede, men hans blik fik hende til at tie. I stedet rejste de sig og kyssede, inden han forsvandt ned ad kældertrappen. Hun gik i gang med at rydde af og var lidt skuffet over, at hendes nøgne baller ikke fik chancen for at fremprovokere et smæk eller to fra ham i køkkenet.
Rasmus fandt kuverten frem fra kassen og læste lidt videre fra dér, hvor han var kommet til. Papirerne var skrevet i et sprog og sat sammen på en måde, som var nemt for ham at forstå. Det var næsten som at være tilbage ved bøgerne og pensum under tømreruddannelsen.
Et par sider længere fremme, nåede han frem til en tegning. Han nærstuderede den nøje. Nu vidste han i det mindste, hvordan det han ledte efter nogenlunde så ud, men hvor og hvordan var sådan en stor ting gemt i huset?
Efter at have læst lidt mere, pakkede han sammen og lagde kuverten tilbage på sit gemmested. Han kunne ikke koncentrere sig ordentligt om indholdet, for tankerne ville ikke slippe opgaven. I stedet gik han gik i gang med at gennemsøge hele kælderen. Inderst inde vidste han godt, at han nok ikke fandt Himmelstigen hernede. Det måtte være oppe i stuen ligesom med værktøjerne, og det ville ikke ligne Richard at lave noget, der skulle flyttes for meget rundt fra ét sted til et andet. Til gengæld var der jo ikke en kvadratcentimeter, som Rasmus ikke allerede havde undersøgt deroppe.
Han opgav hurtigt kælderen og med et dybt suk gik han rådvild op til Helle for at finde ro. Han var jo nødt til at tage det stille og roligt og få tankerne på afstand, for at ideerne kunne komme til ham og modnes. Det var det eneste, han kunne gøre her og nu.
Helle var færdig med at ordne opvask og madpakke og sad i sofaen foran fjernsynet, imens hun ventede på Rasmus. Hun så spørgende på ham men kunne hurtigt se, at han ikke havde nogen svar, som hun skulle vide noget om. Rasmus satte sig ved siden af hende, og hun krøb ind til ham.
Huset var altid dejlig varmt indenfor og hun frøs aldrig i sine lette aftenpåklædninger, og det på trods af det klassiske råkolde danske vintervejr udenfor. Radiatorerne var ikke på overarbejde og det kunne de takke gamle Richards grundige isoleringsarbejde for. De havde konstant 25 økonomiske graders varme i deres lune boble.
De var næsten ved at blunde hen i hinandens arme, da Rasmus tog sig sammen og sagde: ”Kom, vi gør os sengeklar og går op!” De anede ikke, hvad klokken var – kun at de var søvnige.
Under dynerne var Helle vågnet lidt op efter tandbørstningen og listede sin hånd ned og kærtegnede Rasmus’ testikler nænsomt. De var helt glatte og nybarberede. Hans pik reagerede straks, men han modsatte sig sin krops signaler og sagde blidt men bestemt: ”Min skønne Helena, De skal nyde pinslen lidt endnu… De må vente!” Helle klynkede utålmodigt, men accepterede sit påbud uden yderligere indvendinger.
Efter et godnatkys lagde de sig tæt ind mod hinanden, så mest muligt af deres nøgne hud var i kontakt med hinanden. I sin remsøvn drømte Rasmus igen om tordenvejret, der i det fjerne sendte sine rullende rystelser igennem huset…
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones