Forbind punkterne
Helle skulle allerede mødes med styregruppen fra Røde Kors klokken ti, så de var forholdsvis tidligt i gang på en søndag morgen.
Så snart Helle var sendt godt afsted, ryddede Rasmus morgenmaden væk og satte den lille opvask i køkkenvasken. Den var der ikke tid til at tage sig af nu. Bevæbnet med en frisk kop kaffe, satte han sig ind i sofaen. En god nats søvn og en tidlig start havde givet ham nyt blod på tanden. Han var fast besluttet på at holde hovedet koldt og tilgå sin opgave fuldstændig nøgternt. Der var helt stille i huset og hverken fjernsyn, radio eller andre ting kunne forstyrre ham. Han forsøgte at rense tankerne for alle de ideer og konklusioner, han havde draget tidligere, for at få et helt frisk syn på sagen.
Mageligt svingede han benene op og satte sig på langs i sofaen med en pude i ryggen lænet op ad det ene armlæn. Godt sat til rette og med kaffekruset hvilende på maven fandt han sit fokus.
Rasmus forsøgte at tænke som Richard. Hvordan ville han gemme noget, som ingen nogensinde skulle kunne finde, medmindre de vidste, at det var der, eller brød hele huset ned og fandt det ved et tilfælde?
Udgangspunktet måtte være, at Richard ville kunne få alt til at fungere, uanset hvor besværligt eller umuligt det måtte synes at lave eller installere. Der var ingen tvivl om, at ’Himmelstigen’ måtte være skjult på en avanceret måde. Rasmus havde jo gennemsøgt huset flere gange uden held, så et eller andet måtte han jo have overset.
Skrinet på sofabordet drog hans opmærksomhed endnu en gang. Det havde været involveret i stort set alt, hvad der var sket på deres forunderlige rejse indtil nu. For det første havde det jo indeholdt bogen, som satte hele eventyret i gang. Det var også bogen, der berettede om årstidsgarderoben og plantede ideen i ham, at det faktisk var en konkret ting, som var gemt i huset til dem. På den baggrund var han blevet skarp og havde fundet det hemmelige skab. Selve trækassens snedkerarbejde og materialerne havde senere givet ham sporet til de beskrevne værktøjer, der havde gemt sig på skænkens bagside.
Begge gange var det små detaljer eller usædvanligheder, der havde sat ham på sporet og afsløret hemmelighederne. Ting som ingen andre nogensinde ville have studset over. Selvom han allerede havde haft skrinet med i sine undersøgelser dagen før, kunne han ikke slippe en overbevisning om, at det også måtte have nøglen til ’Himmelstigen’. Der måtte være et eller andet finurligt spor, som han ikke var opmærksom på.
”Fortæl mig det nu, Richard!” mumlede Rasmus højt, imens hans blik låste sig fast på det smukke monogram på fronten. De stirrende øjnene blev hængende. Han blinkede ikke før synet var så anstrengt, og øjnene sved så meget, at tårerne var ved at springe. Til sidst var han tvunget til at lukke sine forpinte øjne.
Rasmus slubrede en tår kaffe og hvilede blikket en stund. Monogrammet havde brændt sig fast og lyste i et grønligt skær inde bag øjenlågene. Han lagde nakken tilbage på armlænet og ventede til øjnene var faldet helt til ro, inden han åbnede dem igen. Det grønne monogram lyste stadig foran hans blik og svævede rundt i luften, imens han missede med øjnene mod loftet. Pludselig var der noget der passede sammen!
Med buldrende hjerte og en puls, der føltes, som var den ved at springe ud af siden på halsen, kneb han hurtigt øjnene i og åbnede dem igen. Efter lidt søgen, fik han den grønne aftegning til at passe endnu en gang.
”Richard for helvede!” råbte Rasmus og grinede højt. Han satte sig op med et ryk og var lige ved at spilde sin kaffe ud over det hele. Blikket forblev stift rettet mod loftet. Han knugede kaffekruset i hånden, så knoerne blev helt hvide. Der var ikke noget at tage fejl af! Så snart man havde set det, så var det der helt tydeligt!
Lige siden de så huset første gang, havde specielt listelofterne imponeret Rasmus. Det havde været de forskudte brædder i ensartede kortere længder, der i alle enderne var sat med nøjagtigt samme lille mellemrum, som havde fanget både hans opmærksomhed og betagelse. De små gab dannede flotte symmetriske mønstre på tværs af bræddernes lange spor. Øjet kunne ikke lade være med at følge og lege med spillet, når det først blev fanget. Normalt ville man bare have stødt enderne mod hinanden i så lange bræddelængder som muligt. Selv kammeraterne, der hjalp til med at flytte i sin tid, havde bemærket og kommenteret lofterne.
Den første indskydelse var, at Richard bare havde blæret sig med sine færdigheder og overlegenhed i byggekunst. Rasmus kendte i hvert fald ikke til nogen andre, der ville formå at udføre dette stykke arbejde så minutiøst og stringent igennem et helt hus. Men det var ikke samlinger og mønstre i brædderne, han havde fået øje på denne gang. Det var knasterne, der for det blotte øje så ud til at være fordelt på naturbrædderne, sådan som træerne, de kom af, nu en gang havde vokset.
Ingen ville kunne se det uden at vide det på forhånd. Rasmus satte langt om længe kaffen fra sig, rejste sig og gik ud midt på gulvet med nakken lagt godt tilbage. Nogle af knasterne havde en anelse lysere nuancer end resten. Hvis man ikke var træspecialist, ville man heller ikke vide, at de var lagt ind med vilje, af en dygtig snedker. Hemmeligheden var ganske simpelt, at når man kiggede midt på stueloftet længe nok og stillede blikket lidt fjernt, tonede Richard og Helenas monogram tydeligt frem, formet af de lidt lysere punkter.
Adrenalinen pumpede og fik det til at svimle for Rasmus. Som en beruset mand dinglede han hen, flåede en stol ud fra spisebordet og trak den hen under det store monogram. Det lykkedes ham at træde op og finde balancen, og med dirrende hænder stemte han mod loftet. Et område, på lidt over en meter i bredden og på den gode side af to meter i længden, gav sig lidt, og da han trykkede lidt mere, begyndte hele fladen at løfte sig og afslørede en stor åbning.
De åbne samlinger i brædderne var simpelthen til for at skjule, at her var en form for lem. Richards minutiøse grundighed havde naturligvis påbudt ham at lave alle lofterne i hele huset på den samme måde. Både for at de så éns ud, men nok mest for, at ingen uvedkommende skulle opdage, at stueloftet gemte på en særlig hemmelighed.
Rasmus trykkede til, og fladen gled først lidt længere op og begyndte så at ændre retning fremad, ført af små lejer, der kørte i styreskinner på hver side af åbningen. Så let som ingenting kunne han rulle lemmen væk, ind over resten af loftet hen mod stuedøren. Med en sagte buldren rullede loftstykket til side, og en stor rammekonstruktion kom til syne – ’Himmelstigen’.
Der var fjernet en del af den ene bjælke i etageadskillelsen, for at hulrummet havde den rigtige bredde. Den var naturligvis kompenseret med både overførsler og solide stålbjælker i siderne, og man kunne derfor hoppe ligeså tosset, som man ville ovenpå, uden at gulvet ville give sig en millimeter. Richard havde tænkt på det hele og gik aldrig på kompromis med noget.
Nu gav stuens minimalistiske og spredte indretning for alvor mening. Man behøvede kun at rykke lænestolene væk fra sofabordet og hen mod vinduerne, for at der var fri gulvplads til at rammen kunne klappes ned. Med dunkende hjerte fik Rasmus stolene skubbet væk og flyttede spisebordsstolen hen, så han kunne nå låsebeslagene der sad i den ende, der angiveligt skulle vende mod gulvet. Toppen var fastgjort til stålbjælkerne, så det hele kunne svinges ned. Så let som ingenting, fik han ’Himmelstigen’ sænket ned i stuen. På vejen ringlede det lystigt fra en række tykke ringe, der dinglede i deres beslag, fordelt rundt på sider og tværstræbere.
Rasmus grinede frydefuldt og så på seancens midtpunkt, der på majestætisk vis nu strakte sig fra gulv til loft foran ham. På begge sider var der ved fødderne to låsemekanismer der skulle trædes ned. Han skyndte sig at få dem i position. Så snart det var gjort, stod hele konstruktionen urokkeligt fast. Selvom han trak hårdt i den, gav den sig ikke ud af stedet.
Himmelfalden lod han sig dumpe ned i sofaen for at sunde sig. Halsen var blevet helt tør, og han greb sin lunkne kaffe og drak resten i én slurk. Den sidste gåde var løst, og der var ikke længere nogen hindringer for, at de kunne holde den ’dyrenes jul’, som de havde fortjent.
Med et smil så bredt, at mundvigene var i fare for at sprække, sad Rasmus og lod blikket vandre imellem ’Himmelstigen’ og værktøjerne. Ringene på rammen sammen med fikseringstingene og ikke mindst læsestoffet i værkstedet, blev for første gang til en fuldendt enhed i hans hoved. Hans fantasi kunne levende afspille filmen om seancen med Helle som hovedperson for hans indre skærm. Den var så livagtig, at det næsten var som at være midt i det.
Alt gik op, og han følte sig velforberedt for første gang. Selv rækkefølgen, som de udstillede redskaber var præsenteret i, var ikke tilfældig, men havde et praktisk formål til forløbet.
Han sad længe og lod sin visualisering arbejde igen og igen. For hver gang blev han lidt mere familiær med den seance, som han snart stod for at skulle præsentere.
På et tidspunkt løsrev han sig, og med et tilfreds suk tog han tilløb og smuttede en tur i kælderen. Her hentede han sine papirer, og på vejen tilbage fik han en frisk kop kaffe med i forbifarten.
Tilbage i sofaen med hele opstillingen foran sig gav han sig til at løbe brugsanvisningerne igennem igen. Han kunne dem næsten udenad efterhånden. Ét af hans mange mantraer var nemlig, at man aldrig kunne være forberedt nok, og det gjaldt i særdeleshed til dette her.
Hen på eftermiddagen tikkede en sms ind fra Helle: ’Hej skat. Færdig! Er på vej. Tager take-away med. Sen frokost eller tidlig aftensm. Vi ka bare ta en rugbr. hvis vi blir sultne senere. OK? Elsker dig<3’. Hun fik en hurtig ’thumbs-up’ og en glad smiley som svar.
Det var svært at løsrive sig. Rasmus pakkede modvilligt papirerne tilbage i kuverten og rejste sig for at gemme ’Himmelstigen’ væk i loftskjulet. Helle måtte ikke se den eller vide, hvordan den tog sig ud, før den 23. december. Uvidenheden var en del af hendes proces og noget af det, der gav spænding og tænding.
Det var lige så nemt at få rammen op og lukke loftet til igen, som det havde været at få den ned. Med lænestolene sat på plads og papirerne lagt tilbage på værkstedet gav han sig til at se fjernsyn og vente. En vidunderlig glæde og sejrsrus cirkulerede i hele hans krop og blev ved med at udløse små spontane grin i ny og næ.
Da Helle kom hjem, forsøgte Rasmus, alt hvad han kunne, at fremstå uanfægtet. Men hun lurede ham med det samme. ”Du har fundet den!” jublede hun. ”Hvor er den…? Hvordan ser den ud?” Rasmus grinede bare hemmelighedsfuldt og svarede: ”Hvad har De købt med til os at fortære, min ærede lækre Helle-Helena?” Hun så bedende på ham og tiggede: ”Ej skat, fortæl det nu! Please!”
Rasmus lod sig ikke mærke af hendes bønner og begyndte i stedet selv at sætte boksene med thaimad frem fra posen, som hun havde sat fra sig i sin iver. ”Må jeg ikke få det at vide…? Bare et lille hint? Kan jeg ikke bare få at vide, om du har løst gåden?” Hun trippede rundt efter Rasmus, imens han hentede bestik og to store glas vand i køkkenet. Han fortsatte bare med sit skæve smil og rettede maden an. Til sidst trak han stolen ud for hende og svarede: ”Kom, sæt dig og lad os spise, inden det bliver helt koldt”.
Helle var ved at sprænges af nysgerrighed, men lige lidt hjalp det at plage. Da de var færdige med maden og Rasmus havde bøjet af og skiftet emne fra hendes tilbagevendende spørgsmål utallige gange, sagde han til sidst: ”Gå ud og tag dig et brusebad! Når du er færdig, gør du karbadet klar til mig!” Helle kom til at grine og udbrød: ”Du er modbydelig… Du er nødt til at fortælle mig noget?” Rasmus lod igen som om, han overhørte hende og sluttede: ”Imens jeg nyder mit karbad, klæder du om! Ok?”
Hun fnøs, og de komme begge til at grine højt over hendes udbrud. ”Skal ske, min hr. Richard!” svarede hun med et opgivende suk og gik ud på badeværelset.
Imens hun var væk, gik Rasmus ud med skrald og ordnede deres lille opvask. Snart kunne han høre bruserens rislen blive afløst af vandets buldren i karbadet. Døren ud til badeværelset blev åbnet og Helles bløde stemme kaldte: ”Kom bare herud. Så klæder jeg dig af, min Richard…”
Snart sad Rasmus i det dampende varme vand og slappede af. Da Helle var på vej ud, sagde Rasmus henkastet: ”Min kære Helena, De behøver ikke finde tøj frem til mig. Bare læg mit arbejdstøj til i morgen frem deroppe… jeg har ikke brug for tøj mere i dag.” Hun tog kælent på sine bryster, imens hun med et drillende smil svarede: ”Oh, hr. Richard dog, De har måske beskidte tanker og uartige planer?” Uden at vente på kække svar, sendte hun ham et luftkys, snurrede rundt i døråbningen og forsvandt ovenpå.
Et stykke tid senere, smøg kvindebenet sig op ad dørkarmen, nøjagtigt som den første aften, hvor årstidsgarderoben blev indviet. Rasmus vågnede straks op fra sin salige døs og bød: ”Vis dig!”. Hun trådte velvilligt ind i badeværelset og lod ham betragte sig.
Det var det helt store skrud, hun havde fundet frem: Sylespidse hæle, hofteholdere, gennemsigtige handsker, stram corsage med blottet barm og et frit skød, der ikke var belastet med unødvendige tildækninger. Franskbrødsfrisuren knejsede på hovedet og makeuppen havde fået lidt ekstra denne gang.
Rasmus betragtede hende med et sultent blik, men sagde behersket: ”Nydeligt, Helle! Find et håndklæde, så du kan tørre mig”. Han var sig udmærket bevidst, at hun slet ikke var færdig med sine forsøg på at udfritte ham og få noget at vide om dagens succesfulde skattejagt. Hun ville sikkert gøre alt for at manipulere ham til at røbe noget, og han var stålsat på ikke at blive offer for hendes ellers effektive kvindelist.
Da hun sad på hug for at tørre hans ben og fødder, greb han ud med den ene hånd og tog hende bag om nakken. Hun så op og læste tydeligt i hans øjne, hvad hendes opgave var. Hun søgte og fangede hans pik med læberne og begyndte at sutte ham op. Da hun ville tage hænderne til hjælp, greb han hende om begge håndled og holdt dem fast. ”Kun munden!” hviskede han og stirrede ned på hende. ”Kun munden, Helena! Vis mig hvor dygtig De er med Deres mund!”
Hun trak vejret tungt gennem næsen og tog ham dybere og dybere med energiske bevægelser. Hele hendes hoved arbejde op og ned, det bedste hun kunne. Der skulle ikke meget til, før hans nydende støn tog til. Benene begyndte at dirre, og han prustede: ”Bliv ved, frk. Helena! Bliv ved!”
Hun kunne mærke, hvordan grebet om håndleddene blev strammere og strammere imens han voksede det sidste stykke i hendes mund. Pludselig udbrød han stakåndet: ”Det er din tur til at få dessert i aften…”, han holdt vejret et par sekunder og fortsatte så med anstrengt stemme: ”Den kommer nu!”.
Han havde knapt fået sagt sætningen til ende, før den varme sæd fyldte hendes svælg. Hun lod begærligt sit blik løbe rundt på hans rystende krop, imens den beherskede ekstase rullede igennem ham. Helle blev ved og ville have hver en dråbe, der kunne klemmes ud af ham. Først da hun var helt sikker på, at der ikke kom mere, standsede hun op og sluttede med at suge hårdt for at få det sidste med.
Da hun så op igen, stod han stadig med nakken lænet tilbage og lukkede øjne. Langsom sænkede han hovedet og åbnede øjnene. Det sorte skær var tilbage. Hendes hjerte hoppede, og hun gøs af fryd. Han slap langt om længe sit tag om håndleddene og tog i stedet fat om hendes kinder med den ene hånd. ”Har du spist op?” spurgte han køligt. Hun sank troskyldigt et par gange for at bevise, at munden var tom. Så aede han hende kort på kinden og fortsatte: ”Dygtig. Rejs dig op og kom med!”
Hendes hjerte hamrede om kap med kussen, der dunkede. Hun kunne sendes ud i ekstase så let som ingenting lige nu. Med blikket sænket fulgte hun lydigt med ham ind i stuen.
Han gik målrettet hen og trak lænestolen, der stod nærmest værktøjerne, lidt tilbage.
”Her! På knæ på gulvet!” beordrede han og pegede. Hun gjorde som befalet, og da hun var kommet på plads, så hun forsigtigt op på ham.
Han gik hen til skænken og lod fingerspidserne glide legende hen over alle redskaberne. Sektion for sektion, løb hans hånd fra side til side og nedefter, indtil han havde rørt ved det hele.
Han tog ægget op og fornemmede dets glatte bløde overflade i hånden. Han holdt det en stund i eftertænksomhed og lagde det så tilbage på sin plads igen.
Pludselig vendte han sig og så ned på hende. ”Du har selvfølgelig ret. Jeg har løst den sidste gåde…” Hun brød ud i et smil imens han fortsatte: ”Der er også gået noget op for mig…” Hendes store spændte øjne var så smukke. Han måtte undertrykke et kærligt smil for at kunne beholde den autoritære attitude, som hun havde brug for at mærke. ”Afholdenheden drejer sig slet ikke om almindelig sex, altså som vi to har kendt det indtil nu”. Han vendte sig mod værktøjerne igen og tog den ene af piskene med de mange læderstropper ud. Grebets perfekte pasform i hånden fik hans opmærksomhed i nogle sekunder, inden han fortsatte: ”Nej, afholdenheden drejer sig om din længsel efter og min trang til at give dig den hårde stimulans… den, som ingen af os er i tvivl om længere, at vi begge har brug for, og som er rigtig for os. Det er det, afholdenheden i december måned handler om!”
Det, han sagde, gav den største mening og var endnu en brik, der faldt på plads i Helles indre puslespil.
Rasmus gik om bag hende og lod snerterne kildre på hendes nøgne skuldre. Hun gøs og klynkede: ”Bare en lille smagsprøve… en lille smagsprøve nu?” Hun ønskede så inderligt at mærke den drillende pisk udføre sit sande formål på hendes krop. Han slog en høj latter op, bukkede sig frem og kyssede hende i panden. ”Nej, De må vente min elskede Helle-Helena… men jeg har lagt mærke til, at De holder meget af at se på, når jeg øver mig. For eksempel med denne her…” Rasmus svingede snerterne i luften foran Helle, så det susede, og hun kunne mærke luften fra bevægelsen som et lille forvarsel om effekten af den. ”Det er ikke en pisk.” sagde Rasmus, ”Det er en flogger!”
Uden at gå langt ned i yderligere detaljer, begyndte Rasmus at forklare, hvad hun kunne forvente sig af seancen den 23. december. Helle blev forklaret de enkelte remediers betegnelser og overordnede anvendelse, som han havde læst om i konvoluttens mange brugsanvisninger, og han beskrev hvilke effekter, de ville have på hendes krop.
Hun så på ingen måde den fede tysker med det store overskæg for sig, som det måske ellers var nærliggende at tro, men derimod så hun kun sin elskede Rasmus og den kærlige indføring, han gav hende, i tingenes anvendelse og effekt. Den bestemte og alvorlige tone, han lagde for dagen, havde en klang af den dybeste og største kærlighed i hendes ører. Man skulle dog være hende for at kunne tolke den rigtigt.
Hans pludselige indsigt og den dybe autoritet, han udstrålede, gav Helle respekt i en helt ny dimension. Han havde tilsyneladende undersøgt alle tingene og kendte deres navne og anvendelse. Helle følte en altafgørende tryghed ved og tillid til ham, hvilket var helt nødvendig i det, som de var på vej imod. Hans indsigt og lærdom var ved at bygge sig op, og hun kunne slappe af.
Da Rasmus nåede til slagredskaberne, begyndte han at tage dem ud på skift og igen brugte han lænestolens ryghynde som prøveskive. Hver gang et smæld fyldte stuen, klemte hun sammen i refleks. Hun drømte om, hvordan stoffet var hendes hud. Klitoris begyndte at stikke, og hele underlivet dunkede endnu heftigere end før. Når hun spændte op, var orgasmen lige ved at sætte i gang af sig selv. Til sidst ænsede hun slet ikke sine rytmiske støn og udbrud, imens han uanfægtet fortsatte sine forklaringer og demonstrationer.
Efterhånden fik Rasmus varmen i den lune stue og svedperler løb fra panden og helt ned over hans nøgne overkrop. Hun nød synet af ham, og i hendes øjne fik han en aura som en lysende engel.
Spanskrøret var som det sidste i rækken også det, som afsluttede hans gennemgang. Overkroppen glinsede i lysenes skær, da han vendte sig og hægtede det tilbage i sin holder. Med et par dybe vejrtrækninger strakte han sig og rettede igen sit fokus ned mod hende.
”Kom!” sagde han og rakte hånden ud. Hun greb den og lod sig hjælpe op på benene. Med et fast greb om overarmen førte han hende hen til enden af spisebordet. ”Buk dig og støt på hænderne… strut med numsen!” Beordrede han. Hun adlød, fuld af forventning.
”Jeg er sikker på, at du er så liderlig nu, at du kommer, hvis jeg bare puster på din kusse. Er det ikke rigtigt?” Han snerrede, når han talte. Hun klynkede ærligt: ”Jo, Rasmus… jo, min Richard… jeg er næsten allerede kommet af mig selv!”
To syngende slag landede hen over hendes røv, ét på hver balle. Hun skreg frydefuldt, men skiftede til hurtige støn, idét han skød tre fingre op i skeden. Hun blev taktfast pumpet en håndfuld gange. Orgasmen var lige ved at tage fat i hende, men fingrene forsvandt i samme øjeblik og hånden afleverede to nye slag i stedet. Da fingrene vendte tilbage og pumpede hende op til grænsen for anden gang, hev hun så meget efter vejret, at hun var lige ved at kløjes i sit eget spyt. Hun hostede og stønnede. Orgasmen fik stadig ikke lov til at få fat, og fingrene blev igen afløst af to nye sviende hårde slag.
Hun bøjede hovedet og begyndte at tigge: ”Lad mig komme! Må jeg ikke nok komme…?” Det var ikke til at skelne, om hendes bønner var i liderlige klynk, eller de var i gråd.
Han forbarmede sig og lod med et triumferende grin fingrene genoptage arbejdet – denne gang uden afbrydelser. Orgasmen satte ind i det øjeblik, hun mærkede, at han tillod den. Lydene blev fjerne, og hun lod sig bære ud i ekstasens svævende rum.
Bølgen skyllede intenst over hende, og hun sank i knæ. Da fingrene havde arbejdet hende om på den anden side, lagde hun sig tungt ned og hvilende med overkroppen på spisebordet. Langsomt kom hun flydende tilbage til virkeligheden.
Hun kom til at grine sagte. Det var ikke fordi, noget var morsomt, men forløsningen var så perfekt, at hun ikke kunne andet end at le i sit salige efterspil.
Rasmus lod hende finde sin ro, imens han kærtegnede hendes nøgne skuldre. Da der kun var hendes salige smil at se og rolige åndedrag at høre, hjalp han hende op at stå. Hun lænede sig trygt op ad ham, slog armene bagover og pressede hans kind mod sin. Han greb rundt og følte nænsomt hendes bryster.
Med sin vanlige stemme hviskede han i hendes øre: ”Kom, vi går op i sengen! Jeg ved jo, at du gerne vil prøve at forføre og afpresse mig til at sige alt det, du ikke må få at vide endnu”. De kom begge til at grine højt over hans italesatte og ikke mindst sande konklusioner.
Så snart de trådte ind i soveværelset, skubbede hun ham hen på sengen, og han lod sig falde i midten, fladt på ryggen. Velvidende, at alle hendes forføriske evner i hele verdenen ikke ville få noget ud af ham denne gang, tændte hun alligevel enormt på at gøre forsøget.
Skrævende over hans ansigt med et knæ på hver sin af hans overarme begyndte hun at onanere lige over hans mund. En gang imellem lod hun sine våde kønslæber strejfe hans udstrakte tunge. Hun vidste, hvor meget lige netop dette tændte ham. Med den ene hånd greb hun bagud og mærkede hans hårde pik. Der var ikke noget at tage fejl af – han var klar.
”Hvad er det, De går og laver nede i værkstedet, hr. Richard?” stønnede hun. Han grinede bare og fortsatte med at nyde synet og snuste begærligt hendes søde duft ind med næsen. Hun intensiverede sit fingerarbejde og stønnede højt, men lige lidt nyttede det. Hun prøvede med at begrave sine fingre dybt oppe i kussen og lade ham sutte dem rene. Han blev tydeligvis mere og mere liderlig, men var ikke i nærheden af at afsløre noget.
Til sidst kunne hun ikke selv holde stand længere og satte sig ned over hans mund. Med dyriske grynt sugede han hendes klitoris ind, holdt den mellem tænderne og lod sin tunge danse på spidsen. Hun stødte fra med hænderne på væggen, måtte give op og lade orgasmen tage over igen. Hendes hofter cirklede, imens hun satte sig med al sin vægt på hans mund. Han kunne næsten ikke få luft nok gennem næsen og holdt i stedet vejret, imens hans spillende tunge gjorde hende færdig.
Hendes stønnen var stadig kun ved at fortage sig, da hun løftede underlivet en smule, for at give ham luft. Han måtte hive efter vejret for at få genoprettet sin iltbalance.
”Hvordan ser ’Himmelstigen’ ud? Hvordan er den gemt og hvor er den? Kom nu, sig det, Rasmus!” Hun vrængede nogle gange i sin tale, når orgasmens lystfulde efterdønninger sendte sine sidste elektriske impulser igennem hende. ”Hvad laver du i kælderen?” Hun så bedende ned i hans øjne men fik ikke andet end et skævt drillende smil som svar. ”Du fortæller mig det ikke, uanset hvad jeg gør, eller hvor meget jeg tigger, vel?” grinede hun. Rasmus grinede med og rystede på hovedet. ”Det tænder mig, og du ved det godt. Du er så dejlig ond ved mig!” hviskede hun i en blanding af opgivenhed, beundring og forløsende latter.
Rasmus forblev tavs men greb pludselig ind imellem hendes ben og rundt om hver balle. I et snuptag blev hun løftet op, så han selv kunne rulle ud under hende i en halv kolbøtte. Hun udstødte et hvin over den pludselige flyvetur og grinede højt.
Behændigt vendte han sig og sad nu helt tæt op ad hende. Resolut plantede han begge hendes hænder på væggen og sagde bestemt: ”Bliv der! Du rører dig ikke!” Hun sukkede forventningsfuldt og vidste allerede, at han ville sende hende afsted igen med det samme.
Han lagde målrettet sin ene hånd på hendes lænd og lod tommelfingeren glide ned. Nænsomt men sikkert, arbejdede din sig op i hende analt. Hun tog imod med nydende små støn og stemte imod for at hjælpe til.
Så snart tommelen var på plads, hjalp hans anden hånd pikken ind i åbningen. Han trykkede til og den gled legende let op igennem den drivvåde skede. Han sad helt stille i nogle sekunder, som for at få det rigtige afsæt. Det var stilhed før stormen, inden han pludselig begyndt at skyde med hofterne, alt hvad han kunne.
Som et stempel hamrede han sin pik op i hende – hurtigt og hårdt. Hun kunne følge, hvordan pikhovedet pumpede omkring livmoderhalsen og endte helt oppe i hendes dybeste, hver gang den var i bund. Imens cirklede han med tommelfingeren. Den anale stimulans skabte en helt ny forunderlig bevidsthed i hendes underliv.
Rasmus havde kun fokus på sit eget højdepunkt, men hendes krop fulgte ham troskyldigt. Så snart den fornemmede, at han sagtnede farten og var klar til at skyde, spændte hun sammen alt, hvad hun kunne i hele underlivet. Deres orgastiske udråb gjaldede igennem hele huset, imens kussen malkede pikken tør for hver en dråbe, der kunne klemmes ud.
Ekkoet fra deres sidste lange lidenskabelige udbrud var kun knapt klinget af, da han stakåndet sank sammen hen over ryggen på hende.
De lod sig sveddryppende falde til den ene side og nød den søde udmattede fornemmelse, der bredte sig i deres kroppe.
Det var egentlig ikke særlig sent, men de blev i sengen og hyggesnakkede. I sengelampernes skær hjalp han hende af det pikante tøj. Efter at have sikret sig, at de kom op i tide med alarmerne sat på begge telefoner, puttede de sig under dynerne igen. Samtalen bølgede videre, og de anede ikke længere, hvad klokken var, men de var også fløjtende ligeglade med tiden.
Helle prøvede ihærdigt at dreje samtalerne rundt i nye forsøg på at lokke nogle hemmeligheder frem, men han så bare bestemt på hende, og de kom begge til at grine hver gang.
Da de begyndte at blive døsige, kunne klokken have været ni eller ét, deres tidsfornemmelse var ikke nærværende. Sulten havde også meldt sig i det små, men de ignorerede den. De ville bare ligge her og være ét sammen og falde i søvn sådan.
Som noget af det sidste hviskede Helle: ”Har du egentlig lagt mærke til, at huset slet ikke har knaget eller knirket de sidste par aftener?” Rasmus åndede allerede tungt og måtte være hende svar skyldig.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones