En sand Mester
Helle ruskede Rasmus i armen, og han fløj op. De var begge helt oppe på dupperne med det samme, og det var som at vågne op i nutiden efter næsten fire uger i en anden dimension. Nu gjaldt det den virkelige verden, og de var begge i fuldt fokus for at kunne knokle sig til målet: Julefrokost og gæster!
”Vi har jo bildt alle ind, at vi har lavet en hel masse her og har haft smaddertravlt… Hvad gør vi?” sagde Helle småpanisk. Rasmus stod allerede op og var lige ved at falde i et forsøg på at få sokker på begge fødder samtidigt. Han tænkte, så det knagede, og de kom alligevel begge til at grine over deres reaktion og ikke mindst over missionen, der syntes nærmest håbløs.
”Billeder og malerier…” næsten råbte han og skyndte sig at forklare: ”Vores billeder ude i garagen… Hvis vi bytter dem ud med dem, der er her nu, så ligner huset i det mindste, at vi bor her…” Helle sukkede lettet over hans snarrådige forslag. Det var umiddelbart det eneste, de kunne gøre, og hun svarede: ”Det er en skidegod idé. Så må resten være en del af vores nye retro-koncept… Den er de nødt til at æde. Og lige meget hvad, så kan vi jo ikke have Richard og Helenas billeder hængende. Nu er det os, der bor her!” Rasmus blinkede og tilføjede: ”Og hvis de ikke kan lide stilen, er de jo nødt til at lade som om, når nu vi har gjort os så stor umage og brugt så meget tid på at male og indrette os, ikke?” De grinede igen og stjal sig til et hurtigt morgenkys, før de styrtede nedenunder.
Thomas stod i sit stuevindue og betragtede fornøjet Rasmus og Helle, der piskede halvpåklædte rundt på havegangene udenfor med vildt hår og paniske miner. Rasmus løb frem og tilbage fra garagen med billeder under armene, og Helle gik i pendulfart rundt om huset med bæreposer fra frugtkælderen. Der var ingen tvivl om, at de skulle nå en masse og det i en rasende fart.
Imens Helle stod i køkkenet med frikadellefars til op over begge ører, drønede Rasmus rundt med billederne i hele huset. Det bærende element i frokosten var det kolde bord, og risalamanden til dessert var heldigvis købt færdiglavet. Det var hun ellers ikke helt stolt af, men det havde været den helt rigtige prioritering i denne situation, og det gjorde sit til, at de havde en teknisk chance for at få det hele på plads i tide.
Mange billedophæng kunne genbruges, og kun få gange måtte han have fat i hammer og stålsøm. Det gedigne malerarbejde gjorde heldigvis, at der ingen steder var falmede aftegninger fra de gamle billeder, der kunne afsløre panikløsningen. Rasmus kaldte et par gange på Helle for at få hende til at godkende hans billedvalg og placeringer. Efterhånden som deres billeder fandt hver sin plads, begyndte han at sætte de gamle ud i garagen for så at tage stolene og spisebordsættet fra lejligheden med ind på tilbagevejen.
De arbejdede som en velsmurt maskine, og stuen begyndte efter et par timer at ligne et sted, der kunne rumme gæster til en festmiddag.
”Vi skal have duge på bordene. De ligger i skænken… de røde…” sagde Helle i forbifarten. De stivnede begge og brød så ud i latterkramper. ”Shit!” udbrød han. ”Hvis de duge ikke havde ligget derinde, havde vi sgu da glemt at vende skænken!” De måtte tage en lille pause og få grinet lettelsen ud i hinandens arme. ”Ej, skat… Tænk sig hvis vores familier var troppet op og var blevet præsenteret for årets værktøjer!” snøftede Helle. Rasmus kunne levende se billedet for sig og muntrede sig videre med tanken.
”Jeg tror ellers, at din moster godt kunne finde det inspirerende”, drillede han. Hun daskede ham på skulderen. ”Rasmus, for fanden! Den slags billeder af sin familie vil man da ikke have i sit hoved. Tak for lort!” sagde hun og surmulede påtaget.
Efter at have tændt radioen som underholdning til arbejdet gik hun tilbage i køkkenet. Han fik vendt skænken og gik i gang med at lægge duge på bordene. Kanalen med tresserhits bragede ud i stuen og fordelte sig til det travle køkken og resten af huset. Det var lidt, som om alle sangene kunne handle om noget perverst syntes de begge, og uden at tale om det, kom de til at grine, da Eartha Kitt sang: ”Santa, Baby, just slip a sable under the tree for me…” Senere, da Beach Boys startede et nummer med kun flerstemmigt kor og sang ”He’s the man with all the toys…” trillede Rasmus om på stuegulvet i latterkrampe, og Helle måtte støtte sig til køkkenbordet for at benene ikke skulle knække sammen under hende af grin.
Lidt senere, under en hurtig rengøring af badeværelset, greb spændingen og nervøsiteten fat i Rasmus på ny. Helle bemærkede, at han blev fjern, og at han smilede hemmelighedsfuldt til hende, når de krydsede hinanden. Tilbage i stuen satte han skrinet op på skænken og begyndte at tænde stearinlys op. Nu manglede han kun selve borddækningen. Ude i køkkenet greb han Helle om livet, kyssede hende i nakken og spurgte: ”Er vi med på madsiden, og hvor mange er det, jeg præcist skal dække op til?” Hun lagde hovedet tilbage på hans skulder og svarede: ”Jeg tror efterhånden, vi har styr på det… 19” Han grinede: ”Det er vist også maks. kapacitet… den der tressermusik er god at arbejde til. Vi er jo næsten færdige, så vi når det vist til tiden, ser det ud til?”
”Utroligt. Jeg havde godt nok ikke lige sådan rigtigt troet på, at vi kunne nå det hele”, sagde Helle og dannede sig samtidig et overblik over maden, inden hun fortsatte: ”Hvis du nu får dækket op og så fortsætter med at overtage frikadelle- og medisterpølsestegningen her, så smutter jeg i bad og gør mig klar. Jeg lægger tøjet frem til dig, og så kan du gå i bad bagefter, imens jeg retter an?”
Det var næsten ikke til at fatte, hvordan det var lykkedes dem at vende og vinde situationen og pludselig ikke længere være under pres. Tanken havde været værre end virkeligheden, og de to fik endnu en gang bekræftet, at de ikke var til at slå ud af kurs, når de arbejdede sammen mod et fælles mål.
Efterhånden som de fik ro på situationen, sneg en smule nervøsitet sig også ind. De stod foran at skulle lukke andre mennesker ind i deres boble, og de var begge lidt i tvivl om, om det ville blive en smule grænseoverskridende at dele den med andre.
Helle nåede akkurat at binde slips for Rasmus, da det begyndte at ringe på døren. De fleste kom på samme tid, og der blev hurtigt til et mylder af mennesker i det lille hus. Man måtte kante sig rundt om hinanden, og gæsternes forsøg på at holde indbyrdes afstand skabte flere morsomme situationer. Alle vidste, at specielt Rasmus godt kunne lide punktlighed og at aftaler blev overholdt, så det gjorde man sit bedste for at gøre i deres kredse.
Sengen i gæsteværelset fungerede som garderobe og var hver gang et godt udgangspunkt til at starte en rundvisning for nytilkomne gæster.
De fleste var meget begejstret over den autenticitet, parret havde indrettet sig med, og at de havde kunnet skabe så mange detaljer i retro-stilen og så gennemførte. Især forældregenerationen, der fik opfrisket en del minder og historier fra tresserne, var betagede.
Under en rundvisning med sin mor og hendes to søskende, standsede onklen op i entreen og pegede på et billede. Helle stivnede, og Rasmus, der opdagede dem på afstand, måtte også holde vejret. Det var fotoet af Richard og Helena i deres vintertøj foran huset. Rasmus havde glemt det i hastværket, så det hang stadig ved siden af entré-spejlet.
”Hvor er det et skønt billede af jer”, udbrød onklen og Helles mor stemte straks i: ”Hvor er det godt, at I har fået det lavet. Det runder jo ligesom det hele af i jeres nye stil her… Har I haft en fotograf ude at tage det?” Helle så noget desorienteret på dem begge, brød så ud i et lille smil og nikkede men sagde ikke noget.
Onklen, der var den ældste af de tre, fortsatte: ”På det billede dér, der ligner Helle jo næsten hende den unge dame, der boede ovenpå, da vi var små. Jeg kan huske, at hun passede os… kan du huske hende, søs?” Moderen nikkede. ”Jeg kan godt huske hende, men ikke rigtigt hvordan hun så ud. Vi var ikke ret store… Du kan ikke huske hende, vel?” Det sidste var henvendt til lillesøsteren. Hun rystede på hovedet. ”Nej, jeg har kun hørt om hende fra jer og fra far og mor. Jeg kan måske svagt huske, at hun kom på besøg sammen med sin mand en gang imellem… efter, at vi var flyttet ud i huset og fik have. Var det ikke dem?” ”Det kan jeg faktisk heller ikke helt huske, vi var jo så små, som søs siger, og det var jo en helt anden tid.” konkluderede onklen, inden de løsrev sig og fortsatte deres rundtur. Rasmus og Helle så på hinanden og smilede.
Det krævede en lille smule tilvænning, men ellers føltes det faktisk godt at have andre mennesker i huset. Rasmus stod med sine forældre ved stuevinduet og kiggede ud i haven. Hans far, der også var tømrer, konstaterede: ”Det er godt nok i en flot stand det hele. Jeg har aldrig set et hus med originale vinduer fra den tid, hvor man har lagt tre lag glas ind… Det er jo ikke højenergi som i dag, men det fungerer da sikkert fortrinligt, ikke?” Rasmus svarede: ”Jo! Her er vildt godt isoleret. Vi kan ingenting høre udefra og varmeforbruget er nærmest ikke højere end i et moderne lavenergihus”. ”Der er så fint her. Det er jo næsten synd at renovere på noget”, konstaterede hans mor. ”I skal da bare skifte blandingsbatterier”, sagde faren, “… og sætte et toilet ind med miljøskyl og den slags… Måske åbne op fra køkkenet til stuen, så I får et køkkenalrum…” ”Her skal ikke ændres noget svigerfar!” afbrød Helle ham bestemt, idet hun kom til og gjorde dem selskab.
Huset summede, og alle var efterhånden ankommet. Helle og Rasmus omfavnede hinanden og trak vejret dybt et par gange. ”Godt gået, skat!” Hviskede han i hendes øre og hun svarede: ”Ja, godt gået min elskede!” ”I got you babe!” hviskede Rasmus tilbage, men i det samme stivnede de begge to, da de opdagede Rasmus far, der fumlede ovre ved skænken. Han havde vist ligesom sin søn undret sig over, hvorfor den havde hjul på benene. Han nåede at få den kørt lidt ud fra væggen og fik også kigget bagved. Rasmus skyndte sig med dirrende stemme at råbe: ”Så må alle gerne finde sig en plads og sætte sig!”
Tilsyneladende uanfægtet, trillede hans far skænken tilbage og fandt sig en plads ved bordet. Hjerterne dundrede løs i det unge par og de sank begge et par ekstra gange. Måske var der for mørkt bagved skænken, til at han havde kunnet se, hvad der gemte sig. Det var de i hvert fald nødt til at tro på.
Helle kom til bords og sad med Rasmus ved sin ene side og sin moster ved den anden. De to havde altid haft et specielt og nært bånd. Mosteren lignede ikke sine to større søskende særlig meget, og det havde fremkaldt en drilsk bemærkning i ny og næ til de nu afdøde bedsteforældre om, ’hvad bedstemor mon havde lavet den sommer’.
”Jeg elsker din kjole og dit hår… og Rasmus’ tøj”, roste hun undervejs i deres mange samtaler. ”Ja, jeg fandt det hele inde i byen i en genbrugsbutik… Efter at have ledt og ledt. Det hele skulle jo passe”, svarede Helle med et drømmende smil. Mosteren rørte ved Helles hår og spurgte: ”Er det sådan en rigtig skumting, som man brugte i tresserne, du har i din franskbrødsfrisure?” ”Ja! Det hedder en valk, og jeg har fået den af Rasmus… Nogen gange imponerer han mig godt nok. Jeg aner ikke, hvordan han har kunnet støve sådan én op… oven i købet i original indpakning…” Rasmus smilede forlegent over sin kærestes ros. ”En valk. Det er også rigtigt. Det havde jeg helt glemt”, sagde mosteren og så drømmende på Helles hår.
”Så er det gavetid til værtsparret!” afbrød Rasmus’ mor selskabet. Det var en tradition, at gæsterne overrakte deres julegaver til værtsparret efter middagen, og at de pakkede op her.
Det vakte stor morskab i forsamlingen, at mange af de moderne ting, de fik til deres nye hus, måske ville blive lidt svære at passe ind i konceptet.
Da gaverne var overstået, sad familierne og vennerne igen og lod snakken gå lystigt videre veltilfredse og med fyldte maver. Helle aede sigende Rasmus på hånden, og han nikkede. Det var altid ham, der stod for at gøre risalamanden klar og sørge for mandelgaven. Hun havde ingen idé om, hvad han havde fundet på i år.
Med et lille smut forbi skænken gik han ud i køkkenet. Imens kirsebærsaucen varmede på komfuret, løb han hurtigt ned i kælderen og hentede tre flasker af den gode vin. De blev trukket op og sat ind på bordet, imens han samtidig gik lidt frem og tilbage for at rydde af. Hans mor rejste sig og hjalp til, og hun fortsatte med at skylle af i køkkenet, imens han ordnede desserten.
”Hvor er det fantastisk, at I også har fået fat i alt det service og grej fra gamle dage”, sagde hans mor, ”Jeg kan da godt forstå, at I har haft travlt. Det vækker så mange minder i mig”. Hun pegede på melaminspækbrættet, der stod på køkkenbordet, lænet op ad højskabet. ”Jeg kan huske, at vi også havde sådan et magen til”. Rasmus kommenterede ikke, men grinte bare.
”Hvad er det, du laver?” spurgte moren. Rasmus pakkede husholdningsfilmen væk, så nervøst op og svarede: ”Det får du at se om lidt, mor”. Hun spurgte ikke videre, for hun kendte sin søn godt nok til at vide, at han måtte have noget ekstraordinært i ærmet.
Helles mor kom også ud til dem, og ved fælles hjælp fik de tre båret ind og gjort klar til desserten.
Rasmus øste op til Helle og rakte skålen videre til mosteren. ”Så er der dessert! Ikke fiske… og husk: ingen starter, før alle har fået!” formanede han og sendte kirsebærsaucen efter risalamanden med dirrende hænder. ”Jeg synes også, at alle skal tage sig et glas af den her vin… også dem, der måske ikke er til rødvin ellers. Den er helt specielt god”, fortsatte han og satte flaskerne i cirkulation. De fleste kunne godt fornemme, at der var noget i gærde.
Da alle havde fået risalamande på tallerkenen og vin i glasset, så de afventende på Rasmus. Så snart han løftede sin ske, gik de andre i gang med liv og sjæl under muntre diskussioner om hvem, der fik mandelgaven i år.
Helle nåede kun lige at stikke skeen ned i sin portion, da hun stødte på noget. Forundret skrabede hun lidt til side og fiskede en lille klump op. Den var for stor til at være en mandel. Hun så spørgende på Rasmus, der sad med nerverne udenpå tøjet. Selskabet blev hurtigt helt tavse, og alle så afventende på Helle. Efter lidt tøven, begyndte hun at pakke klumpen af husholdningsfilm ud.
Hendes hænder begyndte at ryste, da hun efterhånden fornemmede, hvad det var. Rasmus rejste sig, skød sin stol tilbage og faldt på knæ, da to ringe kom til syne.
Med en klump i halsen begyndte han: ”Min elskede Helle! Det er jo dig, der er god med ord, og jeg er bedst med mine hænder…” Han sank et par gange. ”Det dér er mandlen i år, og… det er heldigt, at du fik den…”. En latter slap fri rundt om bordet, men forstummede hurtigt, da han fortsatte: ”Du fik mandlen, og så er det jo dig, jeg skal spørge om…” tårerne trillede allerede ned ad hendes kinder, inden han med blanke øjne fik afsluttet sin sætning: ”Vil du gifte dig med mig, min Helle, min eneste ene?” Der lød et udbrud rundt om bordet og flere øjne løb straks i vand.
”Ja, selvfølgelig vil jeg det!” hulkede hun og faldt ham om halsen. Hele selskabet jublede, hujede og klappede. Deres læber mødtes, og et øjeblik var der kun de to i hele verden.
Helles far råbte muntert igennem applausen: ”Hov! Du har da ikke spurgt mig om lov, Rasmus!” Alle grinede og Helle sendte sin far et luftkys, inden hun svarede: ”Jeg er ked af det, far, men han skal altså ikke spørge nogen om lov når det gælder mig mere, for jeg er hans og kun hans nu!”
Rasmus tog ringen med den lille diamant op og satte den på Helles finger, og hun gengældte med den anden. Denne gang passede de perfekt, og de føltes helt rigtige at have på. Resten af eftermiddagen blev de to kun tiltalt med ’hr.’ og ’fru’.
Stemningen bar pludselig ikke så meget præg af jul mere men af iver over det unge pars forestående forsegling af deres forhold. Gode forslag til, hvordan brylluppet skulle stå, begyndte at regne ned over dem. Helles mor spurgte: ”Jamen, hvornår skal kirkeklokkerne så ringe, Rasmus?” Før han nåede at finde på et godt svar, trak Helle ringen af sin finger, tydede indgraveringen og svarede for ham: ”Den 20. maj skal vi giftes!”
Veninden Rikke havde straks sin telefon fremme og tjekkede med kalenderen. ”Det kan I ikke. Det er en forkert dag”, konstaterede hun og forklarede: ”Det er en torsdag, og der bliver man da ikke gift?”
”Men det gør vi, Rikke!” grinede Helle så stålfast, at ingen turde sige hende imod, og Rasmus supplerede: ”Nemlig, Helle! ’Man’ er ikke inviteret med til vores bryllup!”
”Jeg vil være brudepige! Det har jeg altid drømt om at prøve. Må jeg ikke det?” jublede mosteren og foreslog uden at vente på svar: ”Vi skal da holde det her i haven, ikke Rasmus?”
Alle grinede over hendes iver og Rasmus svarede: ”Jeg kan høre, at du skal være med til at arrangere det hele!”
”Nu har vi ikke set eller hørt noget til jer så længe”, brød Helles mor ind, ”I har jo fart på i jeres nye liv her, så vi kan slet ikke følge med. Har I flere overraskelser på vej til os, inden vi tager hjem?”
Helle så på Rasmus med et hengivent smil og uden at flytte sit blik svarede hun: ”Det ved man jo aldrig…”
Dagen gik på hæld, og mørket havde sænket sig udenfor. Det var et middagsarrangement og gæsterne begyndte så småt at forlade selskabet for at køre hjem og fortsætte julen hver for sig.
Nogle blev lidt længere og hjalp lidt til med afrydning, opvask og så videre. Helle og Rasmus brugte enhver anledning til at søge hinanden med kærtegn og kys.
Da gæsterne begyndte at tage af sted, stod Thomas igen i sit stuevindue og så til, hvordan det strømmede ud inde fra naboen. Efter nogen tid var var villavejen tom for biler, og kvarterets slumrende stemning genindfandt sig i gadelampernes skær. Det var tøvejr og snedriverne var på kraftigt tilbagetog. Vejene var fine og farbare.
Thomas kom ud af sin hoveddør i overtøj, låste af og stavrede ud til sin dobbeltgarage. Porten var ved at være tung at åbne for den gamle mand, men intet skulle forhindre ham i at tage sin julekøretur. Det var hans lille tradition, og hans juleglæde lå i høj grad i at trille igennem de små veje og betragte alle de glade mennesker igennem vinduerne rundt omkring og forestille sig, hvordan deres liv var, og hvordan deres jul havde været.
Idet han satte afsted, kom naboerne til den anden side for det unge par trillende hjem. De var altid væk i julemåneden og kom hjem her den 25. december. Begge biler blinkede med det lange lys til hilsen, inden Thomas fortsatte ud i mørket på sin vante rute.
Det unge par skilte deres gamle spisebord fra lejligheden ad og satte det til side sammen med stolene. ”Vi bærer det ud i morgen.” sagde Rasmus træt, imens han hældte to glas vin op til dem.
Da han lidt efter var en tur på toilettet, måtte Helle hen at se bag skænken. Hun trak den lidt ud og så til sin store lettelse og overraskelse, at værktøjerne var gemt væk bag jalousilåger, der var trukket for. De låger havde hun ikke lagt mærke til, da værktøjerne stod fremme, men hun priste sig lykkelig for, at Rasmus havde fået lukket dem til, så hendes far ikke havde set noget.
Rasmus og Helle nåede kun lige at smide sig i sofaen, da det ringede på døren.
De så undrende på hinanden og gik sammen ud for at åbne. Et nydeligt par, der måtte være et sted mellem midt- og sidst i fyrrene, præsenterede sig smilende, og manden sagde: ”Hej, vi er jeres naboer derovre…” Han pegede på huset på den modsatte side af Thomas’ hus. ”Vi ville bare lige hilse på”, sagde kvinden, ”Forstyrrer vi?”
”Nej nej, kom endelig ind”, sagde Rasmus, mens Helle nikkede gæstfrit.
Naboerne blev vist ind i stuen, hvor de satte sig i lænestolene. ”Vil I ikke have et glas vin?” spurgte Rasmus, der allerede havde hentet et par glas med på vejen. ”Jo tak, så bare et hurtigt glas”, svarede manden.
Da der var hældt op, og det unge par havde sat sig tæt sammen i sofaen, skålede de alle fire, og det unge par blev budt velkommen på gaden af naboparret.
”I har overtaget Richards gennemførte tresserstil”, konstaterede kvinden og så sig omkring. ”Ja, man kan jo ikke få sig selv til at ændre noget her”, sagde Helle med et forlegent grin, men det var som om, at parret anså det som en selvfølge og på ingen måde var overraskede.
”I ser lige så trætte ud som os”, konstaterede kvinden muntert. ”Julefrokost…” sagde Rasmus, ”Vi har lige haft huset fuld af familie og venner”.
”Vi smutter også om lidt som sagt. Vi ville bare lige sige hej”, sagde manden og fortsatte: ”Vi har tradition for at tage i sommerhus i julemåneden. Jeg har altid mine børn i julemåneden, hvor deres mor rejser væk. Og så hygger vi os derude”. Hans kone fortsatte hans fortælling: ”Ja, og det er rigtig hyggeligt og dejligt, men nu glæder vi os også bare til at komme hjem og være os selv lidt!”
Rasmus og Helle nikkede forstående og smilede. Der opstod en lille pause, og de sippede til deres glas rundt om bordet på skift.
Manden brød tavsheden: ”Har I fået hilst på gamle Richard inde ved siden af…? Ham som boede her før jer?” De to unge så først uforstående på hinanden og derefter på naboerne. Rasmus spurgte så: ”Mener du Thomas?”
Naboparret kom begge til at le højt, og manden måtte lige fatte sig, inden han kunne forklare: ”Nej… Undskyld, at vi er så uhøflige”. Han rømmede sig et par gange, inden han fortsatte: ”Den skal også lige vendes rigtigt. Da Thomas blev småsenil og måtte på plejehjem, lejede Richard sig ind i hans hus og satte sit eget her til salg.” Manden måtte grine igen. ”Ja, altså, Richard er jo en finurlig mand, og han lod Thomas’ navneskilte hænge… Nok mest fordi han ville drille posten og nok også for at slippe for hende der, der blev ved med at komme for at frelse hans sjæl”. Rasmus og Helle så stadig helt desorienterede ud, og manden fortsatte: ”I Thomas’ hus kan han gemme sig og holde øje med, hvad der skete med hans eget samtidig… Det er ikke alle beskåret at købe hans hus, så I må være noget helt specielt!” Naboparrets drillende øjne var ikke til at tage fejl af.
”Det er fandme løgn!” råbte Rasmus. Nabomanden hævede overrasket brynene og betragtede Rasmus, der så helt vild ud. Helle så til gengæld lige pludselig overraskende fattet ud. I nogle sekunder anede Rasmus ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, men så sprang han pludselig op og løb ud i entréen, hvor han flåede billedet ned af væggen og fortsatte ud i køkkenet for at nærstuderede det i lyset.
Rasmus’ maniske latter kunne snart høres helt ind i stuen, hvor Helle og naboerne sad og nippede til vinen. Rasmus greb pludselig lommelygten på hylden over det lille bord i køkkenet, hastede ud i entréen, flåede hoveddøren op og løb ud.
Med lommelygtens dansende kegle på flisegangen foran sig fandt Rasmus rundt om huset og ned i frugtkælderen. Målrettet greb han fat i den ene reol og rykkede til. Den gled let og elegant op og afslørede plancher med billeder på bagsiden. Han fortsatte ind gennem mørkekammeret, åbnede ind til værkstedet, fortsatte op ad kældertrappen og stod så tilbage i sin stue. Gæsterne og Helle opfattede slet ikke, at han ikke var kommet ind ad døren i kælderskakten.
De tre i stuen betragtede Rasmus, da han gik hen til det ene stuevindue og kiggede ud og begyndte at grine igen. Latteren tog til og tårerne begyndte at løbe ned ad hans kinder.
I det samme kom en klassisk Citroën DS trillende ude på vejen. Den svingede ind og blev parkeret bag deres lille C1 i indkørslen. Thomas, eller rettere Richard, steg ud og lagde et plastikchartek med papirer på taget af bilen og bilnøglerne ovenpå. Så så han op og fik øje på Rasmus. Han vinkede kort og snurrede rundt på hælen, og så gik han med faste skridt hen ad fortovet. Men i stedet for at gå ind i Thomas’ hus, spadserede han roligt videre ned ad gaden. Han bevægede sig let og behændigt som en ung mand og forsvandt ude af syne.
Rasmus’ lattertårer skiftede og han blev pludselig rørt. Hans følelser kom sjældent til udtryk på denne måde og slet ikke i andres påsyn. Med dirrende stemme sagde han grådkvalt: ”Du er i sandhed en mester, Richard. Jeg er stolt af at være udlært under dig!” Han snøftede og sluttede: ”Du er altid velkommen, og du kender jo selv vejen… Tak!”
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones