Duften af kaffe og en svag antydning af rosévin hang i luften, mens latteren bølgede gennem stuen. De fire kvinder sad om sofabordet, benene trukket op under sig, et par tæpper og pyntepuder i de bløde sofaer. Det var fredag igen, og de havde fundet sammen, som de så ofte havde gjort det i “strikkeklubben”. Men denne aften var anderledes. Der var en ny gnist mellem dem – en summen, et intenst fællesminde og bredde smil.
Vibeke tog en slurk af sin vin og kastede et blik rundt på de andre. "Så... skal vi tale om det, eller skal vi bare lade som ingenting?"
Kirsten lo lavt og rystede på hovedet. "Som om vi kan lade være." Hun lagde hovedet tilbage mod sofaens ryglæn. "Jeg kan stadig ikke helt fatte, at det skete. At vi gjorde det."
"At han gjorde det," rettede Lise hende med et skævt smil.
De nikkede samstemmende, og Kirsten mumlede, "Det krævede sin mand."
De faldt et øjeblik i stilhed, som om de hver især lod erindringen passere gennem kroppen igen. Lyden af musikken, synet af hans krop, den næsten elektriske stemning, der havde holdt dem fanget.
"Han var smuk," sagde Vibeke endelig. Hendes stemme var rolig, men der var en næsten drømmende klang over den.
“Han er smuk!” korrigerede den unge fyrs modne veninde. Igen, en stiltiende enighed og nikkende hoveder.
Lise trak let på skuldrene, men hendes øjne glimtede. "Jeg havde aldrig troet, jeg ville sige det om en fyr på hans alder, men ja. Han var... bemærkelsesværdig."
"Og så selvsikker," tilføjede Kirsten. "Det var måske det mest fascinerende. Han vidste, hvad han gjorde ved os. Tænk, at han har været min kollega. Jeg har gået op og ned af sådan en mand – helt uvidende."
"Og han nød det," tilføjede Lise. "Det var tydeligt."
Kirsten grinede. "Jeg tror aldrig, jeg har set en mand nyde at være nøgen på den måde."
Lise lænede sig frem, hendes øjne funklende. "Men var det ikke også dét, der gjorde det så... intenst? Det var ikke akavet. Det var ikke et spil. Det var bare..."
"Ham," afsluttede den unge fyrs veninde.
De nikkede. En ny stilhed lagde sig over rummet, men den var ikke tung. Snarere varm, fortrolig, næsten øm.
Kirsten kørte en finger rundt på kanten af sit vinglas. "Tror I, han tænker på det?"
Lise lo sagte. "Han glemmer det nok aldrig."
"Det gør vi heller ikke," sagde Vibeke og smilede skævt. “Men.. Du må da kunne afslørelidt mere. Hvad skete der efter vi gik?” spurgte hun, med pegefingeren i retning af veninden, som ikke havde sagt så meget – endnu.
De fniste, skålede, og da glassene klirrede mod hinanden, vidste de, at dette ikke blot var en historie fra en vild aften. Det var noget, de ville bære med sig – en lille hemmelighed, der ville få deres smil til at sitre i mange år fremover.
“Jo, altså.. Det kan I vel regne ud?” svarede hun. “Han var godt påvirket af situationen, og hans publikum. Han var ikke sen til at få mig ind i seng, så snart I havde lukket døren efter jer.”
De tre andre kvinder vekslede misundelige blikke.
“Ja, jeg synes nok jeg så lidt bevægelse i de nedre regioner, før han klædte sig på igen,” grinede Kirsten. “Men din heldige kartoffel altså. Så fik vi andre del i forretten, men hovedretten fik du for dig selv.”
Hun kunne ikke lade være med at holde sin veninde på pinebænken, og tilføjede. “Ja, OG desserten. To gange!”
Latteren fyldte igen rummet, og kvinderne lod den kølige rosévin fugte deres ganer igen.
Da de igen lænede sig tilbage i de bløde møbler, var Lise den første, der igen sagde noget. “Jeg fik slet ikke kigget nok på ham. Han var jo en dejligt naturlig ung mand, men også afslappet og selvsikker.” Hun bed sig i læben, “men jeg ville ønske, at jeg havde set den samme bevægelse som Kirsten omtaler. Jeg føler, jeg er gået glip af noget.”
Snakken førte dem i retning af andre emner, men hver især kunne de ikke slippe tanken om en gentagelse. Da aftenen gik på hæld og natten sænkede sig, og hverdagen kaldte på dem igen, blev mindet ved at lure lige under overfladen.
Vibeke vågnede midt om natten med hans smil på nethinden. Kirsten tog sig selv i at dagdrømme på arbejdet. Lise gik længere ture end nødvendigt, blot for at lade tankerne vandre frit og drømmende om en ung viril fyr, som stod i kontrast til ham hun delte dobbeltsengen med. Og veninden... hun smilede stadig, hver gang hun så sig i spejlet.
Og han var selvfølgelig heller ikke upåvirket. Alle aftenenes hændelser stod stadig klart i hans erindring. Han tog sig i at dagdrømme imens hans genlæste beskederne, som havde ledt op til det intense møde. Og selv gerningen, hvor han havde opbygget modet til at smide tøjet foran de fire kvinder, sad stadig dybt i ham. Den aften, havde han elsket med sin veninde hurtigt og intenst. Han var i tvivl om, hvor meget hun havde fået ud af det. Men han fornemmede også hendes forståelse for, at han måtte have afløb for sin opsparede liderlighed. Og hun tog med glæde imod ham flere gange.
Ude i mørket, på vej hjem fra jobbet, tænkte han igen på dem. På den aften, på latteren, på blikkene, på den måde deres øjne havde fulgt ham, som om han var noget sjældent og kostbart. Han smilede for sig selv og mærkede en sitrende rastløshed brede sig i kroppen. Han vidste, de havde nydt det. Men måske vigtigere – han havde nydt at give dem noget, de ikke havde turdet drømme om. Noget, de ikke havde vidst, de manglede.
Da han parkerede sin cykel, tog trapperne til fjerde sal og lagde sig på sengen den aften, vidste han, at han ville se dem igen. Den alle. Og ikke tilfældigt, ikke forbi i en hastig hilsen på gaden – nej, han ville mærke den stemning igen. Den elektriske summen mellem dem.
En uge senere var det Kirsten der skrev i deres fælles besked i deres gruppechatten:
"Fredag igen? Samme tid, samme sted?"
Ingen tøvede.
“Ja, jeg lægger gerne hus til igen.” Svarede hans modne veninde.
“Bliver det kun os fire?” svarede Lise og tilføjede en blinkeemoji.
“Hvem ved?!” kom svaret hurtigt fra værten, som tilføjede to emojis. Én af en lilla djævel, og én af en smiley med tungen stikkende ud af mundvigen i den ene side.
Der var lagt op til et eller andet. Og hver især tænkte de over, hvad de ville tage på – noget let, noget afslappet, men stadig med en antydning af noget andet. Noget, der sagde: Vi husker stadig. Vi er klar til mere.
Hans telefon vibrerede og lyste op, da han modtog beskeden fra sin veninde. En indirekte invitation, men han forstod straks.
"Hvis du har lyst... vi ses alle igen på fredag," havde hun skrevet, ledsaget af en blinke-smiley.
Han svarede ikke med det samme. Han ville ikke virke for ivrig. Men han vidste allerede, at han ville komme. Ikke kun for deres skyld – også for sin egen. For at mærke sig selv sådan igen: fri, set, begæret.
“Ja” skrev han tilbage. “Det lyder fristende”
“De forventer nok The Full Monty igen, eller håber i hvert fald på det, hvis jeg må være så ærlig og klar i spyttet.” Hun håbede han fornemmede den velmenende humor i beskeden.
“Jeg vil nødigt skuffe dine veninder” var hans svar, ledsaget af en matchende blinkesmiley.
Fredagen nærmede sig langsomt, som noget forbudt og spændende. Både han og kvinderne gik med en sitrende forventning i blodet. Hvad ville ske denne gang? Ville han og de turde tage skridtet videre? Eller blot dvæle i det søde, spændingsmættede spil lidt endnu?
Erotiske noveller skrevet af CamenB