De Vilde Fugle
Jens sad bag sit rodede skrivebord, men i dag var der ingen papirbunker der kunne distrahere ham fra den ubehagelige opgave. Solen faldt skråt ind gennem vinduet og afslørede støvets dans i luften. Han havde kaldt Helle ind til en samtale, og han vidste, at denne samtale ville blive anderledes end alle andre.
Da Helle bankede blidt på og trådte ind, kunne han ikke lade være med at smile. Hun havde den der måde at bevæge sig på, som altid fik hans opmærksomhed.
"Helle, kom ind og sæt dig. Tak fordi du kunne komme," sagde han, og hans stemme var blødere, end han havde planlagt.
"Selvfølgelig, Jens. Du lød så alvorlig. Er det bestyrelsen igen?" spurgte hun og satte sig, stadig med et let smil på læberne.
Jens tog en dyb indånding. "Ja, det er bestyrelsen. Den endelige beslutning er truffet. Kommunen har trukket støtten tilbage, og... vi bliver nødt til at lukke. Børnehuset overlever ikke."
Helles smil forsvandt. "Lukke? Men... hvad med børnene? Personalet?"
"Jeg ved det," sukkede han. "Og det bringer mig til den personlige del. Jeg er nødt til at lade dig gå. Du bliver fritstillet med øjeblikkelig virkning. Men du får løn i tre måneder."
Helle så chokeret ud. "Mig? Hvorfor starter vi ikke med nogen andre?"
"Fordi du er den mest erfarne og den med den højeste løn," sagde han og tilføjede hurtigt: "Men det handler ikke om kvalitet, Helle. Tværtimod."
Han rejste sig og gik hen til vinduet, vendte ryggen til hende et øjeblik for at samle mod. "Der er noget andet, jeg er nødt til at sige. Noget jeg har båret på længe." Han vendte sig og så hende direkte i øjnene. "Disse år sammen... de hemmelige møder vi har haft her efter lukketid..."
Hans stemme sænkede sig til en hvisken. "Hvert minut af den tid har jeg elsket. Når vi har lukket døren og kastet os ind i hinanden, når dine hænder har fundet vej under min skjorte, og mine læber har fundet vej ned ad din hals... Den hede sex vi har dyrket på dette kontor, på sofaen derovre, mod døren... Det har været de reneste, mest intense øjeblikke i mit liv."
Helle blev ildrød i kinderne, og han kunne se, hvordan hun kæmpede for at holde øjenkontakten. "Jens..." hviskede hun.
"Jeg siger det ikke for at gøre det sværere," fortsatte han og gik tilbage til sin stol. "Jeg siger det fordi du skal vide, at du betyder utrolig meget. Og netop derfor vil jeg ikke lade dig gå uden en mulighed for at fortsætte."
Han lænede sig frem over skrivebordet. "Jeg vil opfordre dig til at søge et job på ´Vilde Fugle´."
"Vilde Fugle?" sagde hun forvirret. "De utilpassede unge?"
"Netop," nikkede han. "Jeg har talt med lederen, Niels Henning. Han er en god mand, og han står og mangler en erfaren pædagog med netop din tålmodighed. Jeg har fortalt ham alt om dig. Om din passion, din integritet. Jeg har givet dig de bedste anbefalinger med på vejen."
Helle så ned på sine hænder, og han kunne se, at hun kæmpede med følelserne. "Jens, det er en helt anden verden..."
"De unge der har brug for nogen som dig," insisterede han. "Nogen der ikke opgiver. Måske er det her ikke enden. Måske er det en ny begyndelse."
Der var tavshed i rummet i et langt minut. Så så Helle op, og hendes øjne var klare. "Okay," sagde hun. "Jeg søger jobbet."
Et stort lettelsens suk undslap Jens. "Tak, Helle." Han rejste sig og gik rundt om bordet. I stedet for en håndtryk trak han hende op i en varm omfavnelse. "For alt," hviskede han i hendes øre. "For børnene. For arbejdet. Og for de hemmelige møder."
Helle holdt ham fast et øjeblik længere end nødvendigt. "Tak for troen på mig, Jens."
Da hun gik ud af døren, vidste de begge, at noget var slut, men at noget andet måske lige var begyndt.
Helle stod et øjeblik uden for den velholdte, men afdæmpede bygning, hvor skiltet "Vilde Fugle" hang i rustfrit stål. Luften duftede allerede anderledes her – mindre af børn og leg, mere af alvor og konflikter, hun kunne mærke det på sin hud. Hun rettede ubevidst på sin bluse, som pludselig føltes for stram over brystet, og trådte ind.
Receptionisten nikkede hende venligt, men distanceret, videre til Niels Hennings kontor. Døren stod allerede på klem.
Niels Hennings kontor var et rum uden overflødige detaljer. Renlige linjer, et stort træskrivebord, en enkel potteplante og et kæmpemæssigt whiteboard fuldt af diagrammer og notater, der afslørede et komplekst arbejde. Og midt i det hele sad Niels Henning selv. Velsoigneret, i fyrrerne, med et gennemborende, intelligent blik, der så ud til at registrere alt med det samme.
"Helle. Velkommen." Hans stemme var rolig og velklingende. Han rejste sig ikke, men gjorde en bevægelse mod stolen foran skrivebordet. "Sæt dig. Jens har talt meget højt om dig."
Helle satte sig, følte sig straks gennemskuet og forsøgte at skubbe nervøsiteten væk. "Det var pænt af ham. Og pænt af dig at se mig så hurtigt."
Samtalen begyndte professionelt nok. De talte om "Vilde Fugles" filosofi, om de unge mellem 15 og 20 år, der alle bar på historier af afvisning, vrede og smerte. Niels forklarede deres kriseplaner, deres team af hårde, men dedikerede pædagoger, og den konstante udfordring det var at sætte grænser for unge, hvis eneste mål ofte var at skubbe dem til.
Helle svarede så godt hun kunne, følte at hendes svar var velovervejede, at de viste hendes erfaring. Men hele tiden, i baggrunden af hendes bevidsthed, var der noget andet.
Det var hans øjne.
Når han lyttede, nikkede han tankefuldt, men hans blik var ikke bare rettet mod hendes ansigt. Det gled. Det gled ned over hendes hals, standsede et øjeblik ved den åbning i blusen, hvor stoffet strakte sig over hendes fyldige bryst. Hun kunne næsten føle vægten af det blik, som om det fysisk kærtegnede hendes kurver. Det var ikke frækt eller uhøvisk, men det var uforfalsket vurderende, næsten… beundrende. En mand der så, og som nød at se.
Hans øjne fortsatte ned ad hendes midje, standsede ved armene på stolen, hvor hendes brede hofter og runde bagdel pressede sig mod stoffet. Hun følte sig ikke krænket, men ekstremt bevidst om sin egen krop på en måde, hun ikke havde oplevet til en jobsamtale før. Det var, som om han ikke kun vurderede hendes kompetencer, men også hendes fysiske nærvær, om hun kunne bære den autoritet og modstandskraft, jobbet krævede, i sin krop.
"Vores unge tester grænser hele tiden," sagde han, og hans stemme trak hende tilbage. "Hvad gør du, hvis en 18-årig dreng kommer stormende ind på dit kontor og kalder dig en ´fed kælling´ fordi du siger nej til at han ryger indenfor?"
Helle tog en dyb indånding, bevidst om at bevægelsen fik hendes brystkasse til at hæve og fange hans blik endnu en gang. "Så tager jeg det ikke personligt. Det er hans vrede mod systemet, mod autoritet. Jeg ville give ham rum, men fastholde grænsen. ´Jeg hører du er vred. Vi taler om det, når du er klar, men den måde du taler på, accepterer jeg ikke.´"
Et langsomt, anerkendende smil bredte sig på Niels´ læber. Hans øjne mødte endelig hendes, og der var en varme i dem, en dyb, personlig anerkendelse, der føltes som en berøring.
"Godt," sagde han blødt. "Meget godt. Det kræver en tyk hud og en rolig stemme. Noget jeg kan se, du måske har rigeligt af." Tonen var dobbelttydig, fyldt med professionel respekt, men også en anerkendelse af hende som kvinde, af den styrke hendes krop udstrålede.
Samtalen fortsatte, men dynamikken var ændret. Der var en uudtalt forståelse mellem dem, en anerkendelse af et skjult spil, en vurdering der gik langt ud over CV og referencer.
Niels Hennings kontor på institutionen "Vilde Fugle". Efter den formelle jobsamtale er slut, er stemningen blevet mere intim og ladet. Døren er lukket.
Niels lænede sig tilbage i sin kontorstol, og et nyt, mere beregnende smil spillede på hans læber. Hans øjne, der før havde vurderet hende professionelt, var nu mørke af et andet formål.
"Der er én sidste ting, Helle," begyndte han, og hans stemme var blevet lav og medgørlig. "Jens var... meget detaljeret i sin anbefaling. Meget ærlig." Han holdt en kunstpause for at lade ordene synke ind. "Han skrev, at du var en sand mester i at sutte pik. En virkelig talentfuld kvinde med munden."
Helle følte et stik af chok, der fulgt af en underlig, mørk spænding. Jens havde virkelig skrevet det? Hendes hjerte hamrede, men hun lod ikke ansigtsudtrykket røbe noget. Hun mødte hans blik.
Niels fortsatte, mens han iagttog hendes reaktion omhyggeligt. "Og det, kære Helle, vil være en del af jobbet her. En af de mere... uh... uortodokse goder. Jeg foretrækker at teste mine medarbejderes kompetencer personligt, inden de starter."
Der var en tyk tavshed i rummet. Helle tænkte hurtigt. Jobbet betød alt lige nu. Tre måneders løn var ikke evigt. Og der var noget råddent og ophidsende ved situationen, ved magtbalancen, ved at hun var fuldstændig i hans vold. Hun så ned på sine hænder et kort øjeblik, så op og mødte hans mørke, krævende blik. Så, langsomt og uden et ord, nikkede hun. En enkelt, afmålt bevægelse. Accept.
Et triumferende glimt lyste op i Niels´ øjne. "Godt pige," hviskede han. "Sådan. Nu... der er en lille pude her ved siden af skrivebordet. Den er der af en grund. Sæt dig på knæ på den."
Helle rejste sig. Benene føltes svage under hende. Hun gik de få skridt hen til den bløde, fløjlsbetrukne pude på gulvet, der så så uskyldig ud. Hun sænkede sig ned på knæene. Stillingen føltes både ydmygende og utroligt ophidsende. Stoffet i hendes nederdel strakte sig op over hendes lår.
Niels drejede sin stol mod hende, så han sad og så ned på hende. Hans bukser var allerede spændt over skridtet. "Så, Helle. Lad mig se hvad Jens har rost så højt. Vis mig hvad du kan. Det her er din sidste prøve."
Hans stemme var blid, men kommanderende. Helle lukkede øjnene et kort sekund, samlede sig, og så løftede hun hænderne og begyndte at knappe hans bukser op.
Helles fingre fumler let, mens hun åbner Niels´ bukser. Den varme, salte lugt af hans allerede hårde pik fylder hendes næsebor, mens hun langsomt trækker lynlåsen ned. Hans boksershorts kan knap holde ham tilbage, og da hun trækker dem ned, springer hans lem fri—tykt, årefuldt, allerede dryppende af forspil. Hendes læber skilles, tungen glider ud, og hun lader spidsen glide ind i munden, en langsom, våd introduktion.
Niels´ hånd griber om hendes hår, ikke hårdt, men fast, styrer hende ned mod sin skridt. Hun følger villigt, lader munden fyldes mere, kæberne slapper af, mens hans pik glider dybere. Hendes tunge arbejder under skaftet, masserer de ømme årer, mens hun suger let. En tynd tråd af hendes spyt begynder at løbe ned ad hans bagside på pikken.
Niels stønner, stemmen dyb og tilfreds):"Fuck ja... Jens løj ikke. Du har en... ah... forbandet dygtig mund."
Helle tager igen Niels´ pik helt ind til roden, hendes næse presset mod hans mørke, krøllede pubeshår. Hendes hals muskler slapper af med erfaren løshed, mens hun begynder en langsom, dyb rytme. Hver gang hun trækker sig tilbage, suger hun hårdt, hendes kinder huler ind som en professionel luder. Niels´ fingre knuger hendes hår nu, hans hofter løfter sig for at møde hendes ansigt, hver stød presser hendes mund videre åbent.
Helle gurgler, og spyt løber ned ad hendes hage. "Mmh—! G-Godt? Sådan her... du vil komme snart, hva´?"
Hun øger tempoet, hånden griber om bunden af hans skaft, arbejder i takt med hendes mund. Hendes anden hånd glider mellem sine egne lår, fingeren cirkler sin egen våde klitoris. Niels´ åndedræt bliver raspende, hans baller spænder.
Han gryntende, han er tæt på. "Din lærke kvinde! Fuck, jeg sprøjter ned i din hals!"
Hun mærker hans pik pulsere, Niels´ krop stivner brutalt, hans hånd river Helles hoved tilbage i en pludselig bevægelse. Hans pik dirrer voldsomt, og så skyder den første tykke stråle af sæd lige op over Helles kind, en perlehvid klat der klæber til hendes hud. Andet sprøjt rammer hendes næse, løber ned mod hendes mundvige. Tredje bølge sprøjter direkte på hendes læber, en salt smag der fylder hendes tunge.
Niels stønner dybt, stemmen ru af udløsning. ”Åh fuck—! Se dig selv, din dejlige kvinde... helt dækket min sperm"
Helle blinker hurtigt, sæden drypper fra hendes øjenvipper. Hun åbner munden, lader en sidste dråbe lande på tungen, slikker langsomt. Hendes fingre glider op over sin egen kind, samler sæden op og smører den ud over sine læber som en pervers gloss.
Helle siger hæst, med et udfordrende smil. "Mmm... Jens sagde du elskede at male på ansigter... han havde ret."*
Niels´ hånd griber hårdt om hendes hage, holder hende på knæ, mens han nyder synet af sit arbejde
Niels lænede sig tilbage i sin stol. "Jeg må sige, Helle, Jens havde ret. Du har en sjælden kombination af erfaring og... nærvær." Ordet ´nærvær´ hang i luften, ladet med alle de uudtalte billeder af den måde han havde set hende på.
"Jeg tror, du kunne være en fantastisk tilføjelse til vores team. Jeg vil meget gerne tilbyde dig jobbet."
Helle mærkede en bølge af lettelse og en underlig, spændt ophidselse. "Mange tak. Jeg... accepterer gerne. Jeg ser virkelig frem til at starte."
"Perfekt." Han rejste sig endelig. Da hun også rejste sig, var hun bevidst om, hvordan hans øjne fulgte hver bevægelse, en sidste, omhyggelig vurdering af hendes hele væsen. Han rakte hånden frem. Hans håndslag var fast og varm, og han holdt hendes hånd et øjeblik for længe.
"Velkommen til ´Vilde Fugle´, Helle," sagde han, og hans blik borede sig ind i hendes. "Jeg glæder mig til at se, hvad du kan bringe til os. På alle måder."
Da hun forlod kontoret, var hendes kinder varme. Hun havde jobbet. Men hun gik også derfra med en dyb fornemmelse af, at hendes største udfordring på "Vilde Fugle" måske ikke kun ville være de utilpassede unge, men også den intense, uudtalte tiltrækning og den mådelige vurdering fra manden, der var hendes nye chef.
Erotiske noveller skrevet af spk